ORNITOLOGI // ESSAY – Vores filmredaktør ser ikke kun film, men kigger også med stor fornøjelse på fugle – især når han ikke behøver forlade sin veranda. Men denne gang måtte han have lange underbukser på, for han var blevet lokket på heldagsvintertur til Skåne for at lede efter en stor fugl, som han aldrig havde set før.
“Det er jo kongeørn, vi går efter,” havde min storebror skrevet i en sms for at lokke. Og derfor sad vi forleden dag i hans bil på vej over Øresundsbroen. Min nevø var også med, for han turde ikke andet, men faktisk var det kun ham, som for adskillige år siden havde været på den ene af de lokaliteter, min bror havde fundet frem til, nemlig Fyledalen mellem Rödinge og Tomelilla i det sydlige Skåne.
Der er noget over ørne, det må man indrømme. I min barn- og ungdom var de jo ekstremt sjældne herhjemme, men siden jeg flyttede herud til Roskilde Fjord og er blevet nabo til en havørnerede, har vi været meget forkælede. I det hele taget er havørnebestanden kun steget i de senere år i Danmark, og den er efterhånden ikke noget usædvanligt syn – og slet ikke for os.
“Nu er det jo også mest samværet, der betyder noget,” sagde min nevø
Det er noget andet med kongeørnen, som der kun findes ganske få af i Nordjylland, mens man længe har håbet på, at nogle af de svenske ungfugle ville bevæge sig over til os, men det er ikke rigtig sket. Derfor havde vi taget alt vores tøj på og medbragt kikkerter og teleskoper – og kaffe og madpakke.
De to steder, min bror havde udset sig ved hjælp af især en guidebog fra 2006, skulle efter sigende have flere individer af hver art, dog flest havørne. Som vi altså alle med sikkerhed har set adskillige gange – ja, for mit vedkommende hver uge.
Jeg var dog lidt bekymret for én ting.
“Når nu ingen af os er eksperter, hvordan skal vi så være sikre på, om vi faktisk ser en kongeørn og ikke bare en havørn?”
“Vi har vore bøger … og i øvrigt: Hvis du gerne vil være sikker på, hvilke dyr, du ser, så gå i Zoologisk Have.”
“Nu er det jo også mest samværet, der betyder noget,” sagde min nevø.
“Ja, og kongeørnen,” svarede vi to andre i kor.
Første sighting: rød glente
Første stop var Börringesjön, der ligger ikke meget mere end en halv times kørsel fra broen. Vejrudsigten havde været lidt blandet, og den seneste tid med frost og vindstille så ud til at blive afløst af gråt og mere blæsende vejr med temperaturer lige over frysepunktet. Men det så faktisk lovende ud med solen, og der var en hel del mere sne end hjemme på Sjælland.
Og vi var allerede heldige: Lige over bilen viste der sig straks en rød glente, som er en ualmindelig smuk og elegant rovfugl. Den er naturligvis ikke postkasserød eller kan forveksles med Rudolfs næse, men da solen lige ramte kroppen, kunne vi tydeligt se de rødbrune farver i fjerene. Vingerne er derudover mørke og hvide, og den hører absolut til de mere graciøse flyvere. Vi fik et godt kig flere gange her først på turen.
Min nevø har tidligere fået bragt naturbilleder i både National Geographic og på forsiden af Politikens Rejsetillæg, men nu om dage foretrækker vi bare at kigge, med og uden briller og enten i kikkert eller teleskop. Det siger vi i hvert fald til os selv, men det spiller nok også lidt ind, at vi ikke orker at bære på for meget udstyr. Og at jeg ikke ejer noget fotoudstyr af betydning.
Vi parkerede på en snedækket forplads til en stor gård, der ikke ligefrem signalerede at være en offentlig p-plads, men vi fuglekiggere ser ting i et større perspektiv end bare den private ejendomsret. Vi lynede op, tog vores huer på og fulgte en opfordring fra guidebogen om at gå ned til den såkaldte Ørneodde, der strakte sig et par hundrede meter ud i søen.
Det lød jo perfekt, og det tog kun en lille halv time at gå derud. Vi spejdede hele tiden op, og det gibbede i os, hver gang vi så en krage – som faktisk er ret store og flyver lidt som en rovfugl – men flere røde glenter var da venlige nok til at komme forbi.
Ude på odden slog vi lejr bag en busk, for vi opdagede hurtigt, at dér var noget mere behageligt end ude i den svage, men alligevel gennemkolde vind. Vi monterede de to teleskoper (med henholdsvis 48 og 60x forstørrelse) og begyndte at spejde ud over den tilfrosne sø, og især afsøgte vi træerne på den modsatte side, sådan cirka en kilometer væk. Men ingen ørne i sigte. Glenter, ja, og et par ravne, som vi både kunne se og høre, og de er jo også fede.
Men nu: helt klart en ørn
Men bror vovede sig efter en halv times tid, hvor vi indimellem også havde varmet os ved termokaffen, over på skyggesiden af odden med sin håndkikkert, og efter nogle minutter så min nevø ham gestikulere til os. Råbte han også noget? Jeg spurgte min nevø, hvor alvorligt tilråbet havde været? Hvor tit adlyder du din far? Betød det, at vi skulle tage de to teleskoper og vade gennem den dybe sne derover? Min bror stod stadig og kiggede over søen i modsat retning, så vi hankede op i os selv og gik væk fra vores læ bag busken.
Jo, han havde set noget ganske stort flyve rundt ovre på den anden bred, og nu kunne vi også se den. Helt klart en ørn, som jo altså er en hel del større end både glenter og musvåger, men immervæk en kilometer væk. Pludselig satte den sig i et træ, og vi kunne nu fange den i teleskoperne. Og hov, der sad sgu en anden i forvejen nogle meter væk i et andet træ. Men hvad er det for en – en havørn eller en kongeørn? Som sagt har vi alle set havørne mange gange – og tak for det, det er altid en fornøjelse – men vi var her jo for den forbandede kongeørn, som jeg i hvert fald aldrig havde set.
Vi diskuterede, hvor stor sandsynlighed der var for, at det var kongeørne, vi havde set
Der er forskellige kendetegn, der adskiller dem, og for eksempel har den fuldvoksne havørn på mindst seks år en helt hvid hale (den hedder white-tailed eagle på engelsk), og det havde disse ikke. Men så er halen lidt længere hos den ene eller den anden, og hver gang nogen med forfrosne fingre kiggede i enten fuglebogen eller på nettet (jo, der er god forbindelse midt inde i det tyndtbefolkede Skåne), så kunne vedkommende gengive nogle flere detaljer, der adskilte de to arter fra hinanden.
De to ørne var så venlige at blive siddende et godt stykke tid, men vi var alligevel for langt væk til at vurdere næbbets farve og størrelse i forhold til hovedet og så videre. Så lettede de og forsvandt, og vi begyndte at gå tilbage til bilen gennem sneen, mens vi diskuterede, hvor stor sandsynlighed der var for, at det var kongeørne, vi havde set. Vi kunne desværre ikke overbevise os selv om, at vi kunne komme op på de 50 %.
Tilbage ved bilen bankede vi sneen af støvlerne og besluttede os for at udskyde frokosten til næste stop, som dog viste sig at ligge 35 kilometer væk ad snedækkede småveje og ikke de 10 kilometer, som min bror mente at kunne huske. Det betød nu ikke spor, for så havde vi masser af tid til at kigge på de røde glenter, der tilsyneladende er nationalfugl der på egnen, og dem bliver man aldrig træt af at kigge på. Medmindre man altså hver gang et øjeblik håber, at det er en kongeørn!
Skånes bedste ørnested?
Fyledalen skulle være et af Skånes allerbedste steder at observere netop kongeørne, og da vi med noget besvær havde fået parkeret i kanten af parkeringspladsen, hvor der lå en halv meter sne, og vi var sikre på, at andre biler – som vi nu ikke så ret meget til – ville kunne passere, kunne jeg konstatere, at det var et virkelig smukt sted.
En et par hundrede meter bred lille dal med et åløb i midten. På hver side var der bevokset med forskellige løvtræer uden blade, og det var derfor, at min nevø næsten med det samme opdagede, at der sad ikke én, men tre ørne i et træ lige neden for os. Jeg nåede ikke at få bakset teleskopet op, men inden de fløj – sikkert på grund af os – kunne jeg da konstatere, at det var … ja, en ørn af en slags.
“Prøv lige at høre,” sagde jeg, “vi har set havørne mange gange, så hvorfor kan vi ikke med sikkerhed sige, at dét der var eller ikke var sådan én?”
Det kunne ingen svare på, men vi vidste, at det er fordi, det er noget bøvl. Især fordi ungfugle kan komme med alle mulige variationer, der nærmest umuliggør identifikation for amatører som os. Men heldet skulle alligevel tilsmile os en smule. Vi gik ned ad en lille stikvej, og til lyden af nogle meget højlydte sangsvaner nede i åen opdagede vi – sådan nærmest samtidig med at vi spiste vores klapsammener eller den kolde mørbradgryde fra dagen før – adskillige ørne på den anden side. Og ved gud om ikke to-tre af dem satte sig i et træ, godt til skue.
Nu må den da være der!?
Vi var en del tættere på end ved søen tidligere på dagen, og her kunne vi afgjort se, at næbbene var mørke for enden og lysere ved roden, og det er altså kun kongeørnen, der har det. Havørnen har et mere gult næb. Sagen var klar. Altså, indtil min storebror læste op af bogen: Det er kun de gamle havørne, der har gulligt næb, de unge fugle har næb, der er lyse ved roden og er mørkere ved enden. For helvede da også.
Hvad så med halen? Den er længere og mere lige hos den ene eller den anden – men hver gang vi lukkede bogen, havde vi glemt, hvilken af dem det var. På et tidspunkt kom der dog, hvad vi må formode til vished var en ældre havørn, for halen var helt hvid. Den engagerede sig i en luftkamp eller lignende med en ikke-hvidhalet ørn, der var måske en anelse mindre? Så dét måtte da være en kongeørn, som jo netop er en anelse mindre? Medmindre det altså var en ung havørn, der legede med en forælder?
Til sidst sad der fem ørne i det samme træ, og på trods af vores frustrationer, så tror jeg faktisk, at vi huskede at nyde synet. Men vi fortsatte med at veje for og imod, og til sidst var skumringen så fremskreden, at vi måtte forlade stedet. Glenter var der stadig masser af, men nu ragede de os ærligt talt langsomt.
Hjemme igen konsulterede vi hver især vores opslagsværker, og vi kan nu konstatere med absolut sikkerhed: Vi aner ikke, om vi har set en kongeørn. Så nu trænger jeg til en tur i Zoologisk Have!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
