
BY BOG // ANMELDELSE – I sin nye roman, Sten i silke, tager Mikael Niemi igen afsæt i sin hjemstavn, Tornedalen i det nordligste Sverige nær Finland, hvor forsagte, hårdtarbejdende indbyggere gennem generationer har kæmpet for overlevelse og værdighed. Men bogen er vidtfavnende på en ny måde, og først og fremmest er det en stor og fascinerende læseoplevelse.
Da Mikael Niemi skrev Populærmusik fra Vittula i 2000, var den en øjeblikkelig succes. Den blev kåret som årets bedste bog i Sverige, og da den kom på dansk et par år senere, var den en sikker sællert.
Uden at være decideret selvbiografisk foregår bogen i Pajala tæt på grænsen til Finland, hvor Niemi selv er født og opvokset. Med et kærligt glimt i øjet skildrer Niemi her et par drenge i 1960’erne, hvor modernitet og rockmusik gør sit komplicerede indtog i en fjern egn, der er præget af dybe traditioner, saunaer og sanseløst druk.
Han fulgte op med romanerne Manden der døde som en laks og At koge bjørn, der med samme afmålte ironi skildrer livet i Tornedalen og stedets dragende blanding af samisk, svensk og finsk kultur.

Hans seneste roman, der nu er udkommet på dansk, er hensat i samme miljø, men den er helt anderledes alvorstung – uden dog at være tung i dén forstand. Den er måske snarere dyb og eftertænksom, men selv om den synes at mangle den drilske lethed, som man finder i nogle af hans tidligere romaner, er den lige til at gå til og på alle måder velfortalt.
Mere end en slægtsroman
Fortællingen starter i en af egnens utallige moser, hvor man under gravearbejde støder på knoglerester. Da politiet flere timer senere ankommer – vi er langt væk fra magtens centrum, så alting tager sin tid – konstateres det, at fundet stammer fra et menneske. Her skal vi ikke afdække alt for meget, men nøjes med at fortælle, at fortællingen går flere generationer tilbage i tiden, og hermed er scenen i virkeligheden sat.
I sit ydre er Sten i silke en stor slægtsroman, men det er også en samfundsskildring om store sociale omvæltninger – og så holder han stilen fra hele forfatterskabet ved, at det er en dyb kærlighedserklæring til Tornedalen og dens skæve og forurettede eksistenser. Det er ikke helt forkert at sige, at dette nok er Mikael Niemis hidtil mest ambitiøse roman.
Den kan på mange måder næsten betragtes som en rigtig arbejderroman i klassisk forstand. Vi hører om forsagte husmænd, der desperat satser alt på et vildt projekt i et nærmest dødfødt håb om at trække sig ud af fattigdommen og opnå en smule menneskelig værdighed.
Romanen springer frem og tilbage i tiden, og på den måde frembringer han det væv, som den virkelige verden også består af
Fortællingens dramatiske åbning handler om Eino, der i 1920 har sluttet sig frem til, at man må kunne komme til penge ved at brænde tjære. Markedspriserne er gode, så han går i alliance med den lokale storbonde, der også har handelsforbindelser til det store udland.
Eino sætter alt i værk, slider og slæber i det meste af et år, mens han lever på kredit, og da han så skal sælge tjæren, er prisen på verdensmarkedet styrtdykket, så han kommer ud af eventyret med en solid gæld i banken og kun udsigt til endnu mere elendighed.
Da Eino kort efter vil benytte sig af sin demokratiske stemmeret, får han blot at vide, at han som gældsat mand ikke er værdig til at deltage i processen. Den beskedne og duknakkede befolkning i Tornedalen går fra det ene nederlag til det andet.
Omvæltningen i Tornedalen
Som meget andet i romanen er dette virkelige begivenheder i en fiktiv gendigtning. Vi er nu i 1930’erne, hvor myndighederne i Stockholm har besluttet at bringe de nordlige udkantsområder tættere på udviklingen ved at anlægge nye veje.
Projektet bliver udliciteret til lokalbefolkningen, som ved en auktion kan byde ind på vejstykker på hver en kilometer, og i desperation ender det med, at flere af dem underbyder hinanden, så de kommer til at stå med slidsomme arbejdsbyrder, der kun gældsætter dem endnu mere.

Der kommer et vendepunkt, da Gottfrid Harju vender tilbage til hjemegnen efter mange år i Sydsverige.
”At han havde ændret sig, var tydeligt for alle, der kendte ham. Han gik hurtigere gennem tilværelsen, blikket var blevet bredere. Han talte også anderledes. Tidligere havde han været lavmælt på tornedalsk vis, hvor man sørgede for at virke i tvivl, lige indtil en eller anden påstod, at man havde uret. Så slog man pludselig om og blev genstridig og følte sig forurettet og prøvede at overdøve den andens ordflom.”
Da Harju en aften kalder sammen til møde, forventer de tilstedeværende at høre et godt og opbyggeligt Guds ord. Sådan plejer det at være. Men i stedet bringer Harju den moderne tid med sig. Han har i en årrække arbejdet ved Motalaværket, og derfra kender han til at mobilisere arbejderne til faglig kamp.
Her får bogen et element af noir, og der er en dybere mening med galskaben
Utilfredsheden ender i en strejke. Dette er i sig selv voldsomt, for her på egnen har det altid stået som en vildfaren tanke, at man skulle kunne tillade sig at stå op imod uretfærdighederne. Men ved kommunalvalget i Pajala i 1934 slog dette igennem. Da stemmeoptællingen var afsluttet, var kommunisterne blevet det største parti med seks mandater foran socialdemokraternes fire.
Indtil denne dag havde det borgerlige flertal været i stand til at skalte og valte med Pajala. I romanens efterord skriver Niemi, hvordan de lige så forhutlede borgere i nabokommunen i overvældende antal stemte på nazisterne, som så tidligt i forløbet kunne betragtes som en anden af tidens store protestbevægelser, mens man valgte rigtigt i Pajala.
En markant kommunist var vejhøvlfører Arne Ylipää, der blev viceborgmester. Han stiftede et byggefirma og fik indkøbt en pragtfuld krystalkrone til sin stue. Men kommunist forblev han ikke desto mindre livet igennem.
Et element af noir
Det er denne dystre historie, Mikael Niemi har omsat i stor romankunst. Romanen springer frem og tilbage i tiden, og på den måde frembringer han det væv, som den virkelige verden også består af.
Der er et væld af personer og sidefortællinger, der alle har en skæv og uventet forbindelse til det hele, heriblandt den synske pige Siw fra Uppsala:
”Hun mærkede gudinderøsten ånde ind i øreknoglernes lille stigbøjle. Så begyndte hun at synke, blev suget baglæns gennem træstammen, ned i jordens dybe vandårer og ind i den stenfyldte istidsgrund.”
Her får bogen et element af noir, og der er en dybere mening med galskaben.

Tilbage ved det mere jordbundne, er der en hel del Moberg over skildringen af fattigdommens mismod, men med sin sociale indignation bringer Niemi her tankerne i retning af Sara Lidman, der i sin tætte debutroman, Tjæremilen, skrev om Nils, der øjner en mulighed for at tjene sig en ekstra skilling ved at brænde tjære, kun for at se drømmen gå til grunde.
Hvad angår Sten i silke, er der altså ikke bare tale om nok så talentfuld populærmusik, men om litterære ambitioner, der lykkes på et højere plan.
Og det er sproglig elegance, når han skriver om en mand, der er i færd med noget så almindeligt som at tjære en jolle, at ”ildtungen fra flasken var varmere end tændstikker, varmere end komfuret ude i køkkenet, med sådanne luer kunne man brænde hul i selv himmelhvælvet. Og i den anden hånd havde han penslen, der dryppede af nat, han trak sin mørke troldmandsstav med blanksort honning hen over det tørre træ.”
Det er en skildring af en hverdagshandling, som de er flest i Tornedalen, men i undertonen ligger alt det dystre og uudgrundelige, den kilde til eftertanke, som er en af bogens mange kvaliteter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.