BØGER // ANMELDELSE – I Minutmillionærer – Gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger undersøger historikeren Poul Duedahl, hvordan Første Verdenskrig skabte en ny klasse af nyrige, der tjente formuer på alt fra dåsemad til aktiespekulation. Duedahl kaster et interessant lys over minutmillionærernes oprør mod den gamle overklasse og deres ekstravagante livsstil, skriver David Kyng.
Poul Duedahl er formentlig en af de danske historikere med størst folkelig gennemslagskraft. Han har gentagne gange vundet prisen for Årets historiske bog. Som regel har han samfundets udstødte underklasse i fokus.
De minutmillionærer, Poul Duedahls seneste bog, Minutmillionærer – Gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger, handler om, var ikke helt accepteret af det traditionelle borgerskab, men de var heller ikke udstødte på samme måde, som hans sædvanlige persongalleri er det.
De var kommet til penge på grund af særlige forhold, hvor man fra det neutrale Danmark kunne tjene styrtende på at forsyne begge krigens parter.
Poul Duedahl viser sig også med Minutmillionærer som en fremragende formidler, men bogen hører ikke til blandt hans bedste
Det gav anledning til en generel velstandsstigning i landet, men især betød det en voldsomt stigende ulighed.
Minutmillonærernes tvivlsomme dåsemad
Den mest kendte måde at tjene hurtige penge på, var at sælge dåsemad af tvivlsom kvalitet til de sultne i skyttegravene. De første år af krigen var de såkaldte gullaschbaroners storhedstid. Bogen er fuld af uappetitlige beskrivelser af gullaschens indhold, og af hvordan tusindvis af dåser med fordærvet indhold eksploderede inden de nåede at blive leveret.
Èn af gullaschbaronerne blev arresteret og ”som et raffineret tillæg til straffen besluttede myndighederne, at han under sit ophold i tysk statsfængsel ikke måtte få anden føde end – sin egen kasserede gullasch”.
Gullasch blev efterhånden et skældsord, der kunne knyttes til alt, der havde med de nyrige og deres adfærd at gøre. Men der var meget andet, man kunne tjene hurtige penge på under krigen. Det mest indbringende var nok spekulation i aktier på børsen. Især dampskibsaktier var en forrygende forretning, i hvert fald indtil tyskernes uindskrænkede ubådskrig fra 1917 gjorde sejladsen mere usikker.
Iøjnefaldende forbrug
Det, der adskilte de nyrige minutmillionærer fra den gamle overklasse, var ikke først og fremmest deres rigdom, men mere den måde de brugte – og udstillede – deres rigdom. De elskede at kaste om sig med store sedler, og at noget var dyrt var en kvalitet i sig selv.
Det er mit indtryk, at mange af de nyriges brud på koderne ikke skyldtes manglende kendskab til dem, men et ønske om at gøre op med dem. Et oprør mod den gamle, kedelige og støvede fornemhed
En måde at vise sin rigdom på var også at købe dyre biler og køre fuldstændigt hensynsløst i dem. Antallet af biler i Danmark steg kraftigt under krigen. I starten af krigen var der indregistreret under 2000 og i slutningen ca. 9000.
Om den måske mest arketypiske minutmillionær, Olaf Bigler, sagde man: ”Når automo-Bigler tonede frem i landskabet, dånede alt levende af skræk”. Gennem hele bogen bruges Bigler som eksempel. Hvert kapitel begynder med en lille historie om ham.
De (mandlige) minutmillionærer havde et stort forbrug af kvinder, og de var ikke plaget af victoriansk seksualmoral. Kulturen var således i høj grad præget af tingsliggørelse af kvinder, men den rummede også muligheder for kvindelig udfoldelse.
Man smed korsetterne, kjolerne blev kortere og de begrænsede bevægelsesfriheden mindre. Kvindeidealet fandt inspiration i varieté og film. Skuespillerinder og danserinder blev en del af miljøet. Også minutmillionærernes ægtefæller kunne til tider slå sig løs.
Oprør eller tilpasning
De nyriges omgang med penge blev anset for vulgær af de rigtigt fine, men der var ikke vandtætte skotter mellem den ny og den gamle overklasse. Mange af minutmillionærerne havde baggrund i øvre middelklasse Emma Gad skrev Takt og tone for at give dem mulighed for at sætte sig ind i de sociale koder.
F.eks. skrev hun: ”Tro ikke, at de frembringer virkning af elegance ved en overvældende masse af retter eller geledder af vinglas. De opnår det stik modsatte, nemlig at komme til at virke som en nyopdukkende rigmand, der ved hjælp af håndgribelige og let påviselige udgifter forsøger at dække over manglen på virkelig kultur”.
Det er mit indtryk (uden det tematiseres direkte i bogen), at mange af de nyriges brud på koderne ikke skyldtes manglende kendskab til dem, men et ønske om at gøre op med dem. Et oprør mod den gamle, kedelige og støvede fornemhed.
Provinsaviserne kunne måske lettere end de københavnske, slippe afsted med at give beskrivelserne af de gale københavnerrigmænds udskejelser en ekstra tand?
På nogle punkter efterlignede minutmillionærerne tydeligt den gamle overklasse. Det gjaldt f.eks., når mange af dem købte godser og herregårde (til vildt opskruede priser) henimod slutningen af krigen – og hvis man kunne gifte sig til en titel, var det heller ikke så dårligt.
Olaf Bigler købte herregården Bangsbo i Nordjylland, satte den i stand og fejrede det ved at holde, hvad der er blevet kaldt århundredets fest. ”Der blev skudt til mål efter champagneflasker, flyglet blev smadret, og champagnesprøjt drev ned af vægge og malerier. Den sidste dag blev porcelænet knust, så personalet var fri for at vaske op, og der flød med stole, sofaer og flasker”.
Festen slutter
Da krigen sluttede, rendte minutmillionærernes tid også ud. Deres forretningsmodel blev uaktuel og mange blev ruineret. En del endte i fængsel eller begik selvmord. Nogle reddede dog også formuen med over i den ny tid. Det økonomiske sammenbrud fik også følger for den etablerede økonomi.
Landets største bank, Landmandsbanken, gik fallit i 1922 pga. et omfattende engagement med minutmillionæren Harald Plum og hans Transatlantiske Kompagni. Kulturelt overlevede og videreudvikledes nogle af tendenserne fra gullaschtiden i de brølende 20’ere.
Poul Duedahl viser sig også med Minutmillionærer som en fremragende formidler, men bogen hører ikke til blandt hans bedste. Kildematerialet består i overvejende grad af avisartikler fra samtiden – ikke mindst af artikler fra provinsaviser. Provinsaviserne kunne måske lettere end de københavnske, slippe afsted med at give beskrivelserne af de gale københavnerrigmænds udskejelser en ekstra tand?
Nogle af de overordnede pointer, som Duedahl kommer frem til, virker ikke helt veldokumenterede. Som f.eks. at ”Der går (…) en lige linje fra erfaringerne med krigsmillionærerne under Første Verdenskrig til den moderne velfærdsstat”.
Men til trods for det giver bogen et spændende indblik i en interessant subkultur på toppen af samfundet. Kulturen berøres i mange andre værker, men jeg kender ikke til andre nyere, samlede fremstillinger af den. Bogen er rigt illustreret, og bare at bladre igennem den er en fornøjelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
