MUSEUM // ANMELDELSE – Hvordan kunne man sikre sig, at Danmark fortsat kunne ledes, hvis der opstod en international krise, der indebar en overhængende fare for at udvikle sig til en atomar konfrontation? Denne hypotetiske situation lagde man under den kolde krig planer for, og centralt i disse planer stod regeringsanlægget REGAN Vest, der i dag er et fascinerende museum.
REGAN Vest er et 5500 m2 stort underjordisk bunkeranlæg som under en krise skulle huse regenten, regeringen, departementscheferne, repræsentanter for pressen, folk der skulle stå for kodning og afkodning af meddelelser, teknisk personale m.fl. – i alt 350 personer. Anlægget stod klar til brug i 1969. I 2003 overgik det til såkaldt dvaledrift, og i 2012 blev det skrevet helt ud af det stående beredskab. Bunkeren blev totalfredet og Nordjyske Museer begyndte arbejdet på at omdanne anlægget til et museum.
Dette arbejde stødte på visse vanskeligheder, som bl.a. at en del fredede flagermusearter holdt til i anlægget. Det blev dog løst ved at friholde de dele af anlægget for besøgende, der var mest populære blandt flagermusene. Som museumsgæst støder man på enkelte flagermus, der hænger i loftet i indgangstunnelen.
Museet består af tre dele: en nybygget udstillingsbygning, selve bunkeren og maskinmesterboligen. Kernen i museumsoplevelsen er selvfølgelig rundvisningen i den unikke bunker. Man bliver vist rundt i mindre grupper på max. 10 personer, og der er ikke mulighed for at færdes i bunkeren på egen hånd. Rundvisningen tager ca. 90 minutter, (men det føles ikke som om det tager så lang tid).
Museets styrke er den enestående og fascinerende genstand (bunkeren), som det er bygget op omkring. Det er den levende, mundtlige fortælling, der er i fokus – ikke smarte formidlingsmæssige tricks
Den type af museumsformidling er jo meget afhængig at rundviseren. Jeg ved ikke, om det gælder alle rundviserne, men den rundviser vi fulgte, var en utrolig god fortæller, vidende og i god kontakt med sit publikum.
Bunkeren
Bunkeren er bygget til at kunne modstå en bombe af Hiroshima-typen, (dvs. en forholdsvis lille atombombe). Man kommer ind i anlægget gennem en ca. 300 meter lang indgangstunnel og flere tryksikre døre. Selve anlægget består af to beboelsesringe (hver i to etager) placeret ca. 60 meter nede i en kridtbakke. Det er konstrueret i tilfælde af atomangreb. Efter en uge skulle den radioaktive stråling forhåbentlig have fortaget sig så meget, at man kunne åbne for luftindtag m.m.
Hvis en alvorlig krise nærmede sig, skulle der foretages en ”indrykning” af alle relevante nøglepersoner i anlægget. En sådan indrykning blev aldrig aktuel, men det blev overvejet i forbindelse med 9/11 2001. Hvis anlægget havde været operativt under Cubakrisen i 1962, så var der formentlig sket en indrykning der.
Regeringens situationsrum var det helt centrale rum i anlægget. Her var det meningen, hele regeringen skulle samles og fortsætte styringen af landet. Den politiske ledelse skulle stadig være overordnet den militære.
Der var ikke plads til Folketinget i REGAN Vest, men ifølge grundlovens § 23 kan regeringen i helt særlige tilfælde selv lovgive, hvis Folketinget ikke er i stand til at samles. Der var på forhånd forberedt en vidtgående fuldmagtslov, som regeringen under en krise kunne aktivere (dele af).
et besøg i bunkeren kan ikke undgå at sætte tanker i gang om paralleller til den tid vi lever i nu, og om de fremtidsforventninger vores samtid producerer
Gennem årene blev der afholdt talrige øvelser på forløbet under en indrykning. Her spillede departementscheferne dog ministrenes rolle.
Det meste af det støttepersonale, der deltog i øvelserne blev kørt til anlægget i busser med blændede vinduer. Så få som overhovedet muligt skulle kende til dets eksistens og placering. De folk, der var med til at bygge det enorme anlæg, fik også meget lidt at vide om, hvad det var de, var i gang med at bygge.
Maskinmesterboligen
Én af dem der kendte alt til bunkeren og dens indretning var maskinmesteren, der stod for den daglige vedligeholdelse. Han boede sammen med sin familie i en villa, der dækkede for indgangen til bunkeren. Hans kone kendte til bunkeren og dens funktion, men ikke engang deres børn var klar over, hvad de boede ved siden af. I tilfælde af indrykning skulle maskinmesteren indgå som en del af bemandingen i bunkeren, mens resten af familien måtte klare sig andre steder.
REGAN Vest-bunkeren afspejler ikke almindelige danskeres oplevelse af den kolde krig. De færreste kendte til anlæggets eksistens
Maskinmesterboligen er en del af museet, og her kan man færdes på egen hånd. Den er indrettet som den så ud omkring 1980, og ligner noget, der kunne være en del af Den Gamle By i Aarhus. Her kan man kigge i skufferne, prøve noget af deres tøj og bladre i børnenes Anders And-blade. Fra skærme i de forskellige rum fortæller familiens medlemmer om deres hverdag og forhold til det anlæg de levede op ad.
Udstillingsbygningen
Den sidste del af museet er udstillingsbygningen. Her kan man også gå på opdagelse på egen hånd. Bl.a. bliver baggrunden for den kolde krig og atomvåbnenes udvikling forklaret med anvendelse af moderne, interaktiv museumsformidling. Man kan f.eks. på en skærm klikke sig frem til, hvilken effekt forskellige typer af atomvåben ville have, hvis de udløstes over forskellige mål. Man kan øve sig i at sende rørpost, kode og afkode meddelelser og i at bekæmpe spredning af radioaktivitet i anlægget.
Her hører man også om hvordan atomtruslen påvirkede almindelige mennesker, og hvordan denne (mere eller mindre realistisk) blev formidlet af myndighederne, bl.a. i den husstandsomdelte pjece fra 1962 Hvis krigen kommer.
Danskernes koldkrigsmuseum?
På et tidspunkt var det meningen, at museets skulle hedde REGAN Vest – Danskernes Koldkrigsmuseum. Det gik man bort fra – af gode grunde. REGAN Vest-bunkeren afspejler ikke almindelige danskeres oplevelse af den kolde krig. De færreste kendte til anlæggets eksistens.
Det lykkedes tilsyneladende at begrænse kendskabet til en snæver kreds. Anlægget vidner om en politisk-administrativ elites forberedelse på en fremtid, der heldigvis aldrig blev realiseret. Om det så var udtryk for rettidig omhu eller et urealistisk forsøg på at kontrollere en situation, der aldrig ville have ladet sig kontrollere – det kan man evt. diskutere.
Museets styrke er den enestående og fascinerende genstand (bunkeren), som det er bygget op omkring. Det er den levende, mundtlige fortælling, der er i fokus – ikke smarte formidlingsmæssige tricks, selvom der på kvalificeret vis også gøres brug af nogle af dem i udstillingsbygningen. Den fremtid, som anlægget var konstrueret til at bemestre, blev aldrig realiseret, men alligevel kan et besøg i bunkeren ikke undgå at sætte tanker i gang om paralleller til den tid vi lever i nu, og om de fremtidsforventninger vores samtid producerer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
