Fri mig for jobcenteret

Lise Andreasen 06.04.2022

SAGSBEHANDLING // KOMMENTAR – Lise Andreasen vil gerne vide, hvordan det kan gå til, at selvmordstanker ikke er en livstruende sygdom. Hun kan ikke møde op til samtalerne på jobcentret, de gør hende mere syg, men lige meget hvad hun gør, kan hun ikke blive fri.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I starten af juli 2021 skriver min psykiater en erklæring, der bl.a. beskriver, hvordan jeg i forbindelse med møder på jobcenteret overvejer selvmord. På det næste møde med min sagsbehandler taler vi om dette dokument, og jeg beder om en pause fra møder.

Men jeg kan ikke blive fri.

Min sagsbehandler hænger sig i, at spørgsmålet bl.a. var “kan borger, nu eller snart, gå til møder?” og svaret var “borger er syg”. Hun lægger også mærke til, at teksten er formuleret som “patient skønner” og “patient oplever”. Altså, min psykiater skriver ikke direkte “patient har selvmordstanker”. Og det er tilsyneladende meget vigtigt, at min psykiater “bare” skriver, hvad jeg har sagt.

(Jeg foreslår, at der bliver indhentet en ny erklæring. Måske er min psykiater med på at formulere det på en anden måde? Men nej, det kan ikke ske. Sådan en erklæring koster jo penge. – Det viser sig også, at det er lige meget. Som min psykiater siger, hun er nødt til at skrive det på den måde, man kan jo ikke tage en blodprøve for selvmordstanker.)

Så nu er jeg på bar bund. Jeg kan ikke leve med de der møder. Men jeg kan heller ikke blive fri

Her skal måske tilføjes, at loven siger, at jobcenteret ikke må forværre mit helbred. At man kan slippe for møder “med en rimelig grund”, såsom om man har en livstruende sygdom. At mit ressourceforløb skal “være tilpasset personens helbredstilstand”.

Men det gælder tilsyneladende ikke for mig.

Nå ja. Jeg klager så midt i juli. Jeg kommer i kontakt med en anden fra jobcenteret midt i august, da jeg får svaret. Man er helt med på, at jeg har det svært med samtalerne.

Men jeg kan ikke blive fri.

Den her gang hænger man sig i, at jeg jo kommer til møderne.

Jaså. Min situation er, at jeg bl.a. har depression. Jeg har gode dage og dårlige dage. På en dårlig dag har jeg tidligere med held meldt mig syg på dagen for et møde, men det kan jeg ikke længere. Jeg får at vide, at ressourceforløbet jo tager hensyn til mine begrænsninger.

Dette består tilsyneladende i, at der i min indstilling til forløbet står ordet “depression”. Så jeg kan ikke melde mig syg af den årsag. I stedet kan jeg få nogen sanktioner, kan jeg. Så bliver jeg selvfølgelig hundeangst og kommer til mødet. Jeg har godt nok brug for, at der er en, der følger mig, for at jeg kan være sikker på at komme afsted. Men ja, det lykkes.

Så er der forresten ikke et ord om mit helbred. Er den der erklæring overhovedet blevet læst? Det må jeg finde ud af. Jeg klager igen nærmest med det samme. Den her gang til borgerrådgiveren.

Noget af årsagen til, at jeg har det skidt med møderne, er, at jeg bliver presset til at deltage i praktik. De skal jo finde ud af, hvor mange timer om ugen, jeg kan arbejde

Svaret kommer sidst i september. Man er helt med på, at jeg er presset i forbindelse med møder.

Men jeg kan ikke blive fri.

Man tolker “det pres, som psykiateren beskriver, hun oplever, når hun skal deltage i samtaler med jobcentret, er et pres, borger vil føle til hver en tid.” Altså, jeg har det ikke dårligt, fordi jeg skal til møde på jobcenteret. Jeg har det bare dårligt. Altid. Der er aldrig et godt tidspunkt at holde et møde på.

Det altså på trods af, at erklæringen beskriver dagen før mødet frem til “op til 5 dage efter mødet”. Altså at der er en klar sammenhæng.

Noget af årsagen til, at jeg har det skidt med møderne, er, at jeg bliver presset til at deltage i praktik. De skal jo finde ud af, hvor mange timer om ugen, jeg kan arbejde. Men sådan en måling giver ikke mening i øjeblikket. Jeg har været i gang med afklaring hos psykiater, for at finde ud af, hvilke diagnoser jeg har, og hvilken medicin i hvilken dosis, der derfor er bedst. Lige nu er jeg ved at blive afklaret hos en søvnklinik. Og når det er slut, så skal jeg testes for hjerteflimmer.

Disse ting kan ikke gøres parallelt, det er nødt til at være den ene efter den anden. Og indtil alt det er afklaret, så har jeg det ikke så godt, som jeg kan have det, så en måling på mig vil ikke være retvisende. Jeg har derfor bedt om en pause fra møderne, indtil jeg er færdigafklaret. Indtil da har jeg det skidt med at blive presset i møde og i praktik.

En anden ting er, at jeg har fået det værre over tid. Jeg har kunnet deltage i frivilligt arbejde, men det har jeg måttet holde op med, fordi deadlines og den slags ikke længere er noget, jeg kan overholde, forholde mig til, leve med.

Mit helbred bliver altså forværret, nogle gange midlertidigt, nogle gange mere permanent.

Næste skridt er at klage til ombudsmanden. Det gør jeg nærmest med det samme. Der kommer endelig svar, midt i januar i år. Man har studeret hele problematikken om det her med mig og møder.

Men jeg kan ikke blive fri.

Der er ikke gjort noget ulovligt eller forkert, så vidt man kan se.

Så nu er jeg på bar bund. Jeg kan ikke leve med de der møder. Men jeg kan heller ikke blive fri.

***

Min stærke reaktion på møderne (selvmordstanker, tristhed, anspændthed, overspisning, træthed, irritation, hukommelsesbesvær, og som følge deraf, aflysning af andre aftaler og knæk i rutinerne, som jeg er stærkt afhængig af) står ikke alene. Selv på en god dag står det skidt til. Jeg har som sagt depression og oveni tvangspræget og ængstelig personlighedsforstyrrelse. Jeg har autistiske træk.

Behøver jeg sige, at “garanti for afklaring på jobcenteret indenfor et år” ville være en gave til mig?

Jeg har højt BMI og lavt kondital. Jeg har astma. Jeg sover ikke bare 8 timer hver nat; jeg sover ofte i dagtimerne. Jeg har hjemmevejleder, hjemmepleje og sygepleje, så det mest nødvendige rengøring, hygiejne og pille-tagning finder sted. Det er rutine for mig, at jeg skal have en med, for at være sikker på at komme afsted til jobcenter, tandlæge, gynækolog, søvnklinik og andre aftaler. Jeg er træt eller trist eller bange.

Jeg sidder ved computeren i ny og næ og får udrettet lidt, men det er sådan noget som et kvarter om ugen, i snit. Jeg bruger rigtig meget tid med tv, film, spil, bøger osv. På det sidste har jeg dog ændret smag. Jeg ser dokumentarer om racisme og feminisme og den slags, hvor folk kæmper for retfærdighed og nogle gange vinder.

Jeg lytter til podcasts med terapi-sessioner, fordi de har fokus på, at tingene kan blive bedre. Jeg var i gang med en spændende bog, men måtte stoppe, fordi hovedpersonen havde et meget hårdt liv og til tider følte håbløshed. Jeg har været helt ude i ikke at se noget nyt tv, men kun gense kendte ting, hvor jeg ved, at det ender godt.

***

Jeg meldte mig syg fra et fuldtidsjob i 2015. Jeg havde i nogle år haft svært ved at passe et fuldtidsjob, og det var nu sket igen. Alt for mange sygemeldinger. Så nu meldte jeg mig mere langvarigt syg og spurgte jobcenteret, om jeg måske skulle have fleksjob i stedet. Det blev i første omgang tre år i ressourceforløb. Jeg fik det ikke meget bedre i den periode, så i 2020 fik jeg fire år til. Ja, jeg har stadig en drøm om et fleksjob, men jeg synes ikke, jobcenteret er en hjælp.

Hvordan går det til, at selvmordstanker ikke er en livstruende sygdom?

Jeg har været noget bøvl igennem undervejs i ressourceforløbene. Jeg fik for mange lykkepiller og skulle ud af det. Jeg havde mistanke om autisme, der altså i 2020 viste sig at være to personlighedsforstyrrelser.

***

Behøver jeg sige, at “garanti for afklaring på jobcenteret indenfor et år” ville være en gave til mig? Hvor længe er det, afklaring og behandling skal stå på, før man siger stop? Før man når frem til en konklusion af en eller anden slags? For den sags skyld, hvorfor skal jobcenteret så langt ned i, at jeg er syg? Hvorfor kan jeg ikke få bevilget en psykolog, undtagen gennem dem? En psykolog, der jo så i øvrigt skulle rapportere tilbage, om jeg kom tættere på arbejdsmarkedet.

Hvordan går det til, at selvmordstanker ikke er en livstruende sygdom?