DANSK POLITIK // ANALYSE – Med de seneste udmeldinger om at stoppe stigningen i pensionalderen begiver statsminister Mette Frederiksen sig ud på farligt vand. Nuværende og tidligere vismænd bebuder, at stoppet vil komme med en gigantisk millardregning, som ikke er finansieret. Hvad er planen med udspillet?
I 2007 brød daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, Venstre, det helligste af sine valgløfter. Skattestoppet. Det skete, da han kort efter folketingsvalget gennemførte en ny skattereform, som han før valget havde forsvoret, han ville gøre.
Skattestoppet var selve grundstammen i Foghs kontraktpolitik, der betød, at de løfter, han gav før valget, holdt han efter valget.
En politisk og kommunikativ genistreg, der gjorde, at Fogh i 2001 kunne slå Socialdemokratiets vingeskudte statsminister Poul Nyrup Rasmussen og efterfølgende vinde valgene i både 2005 og 2007.
Poul Nyrups troværdighed havde som bekendt lidt et alvorligt knæk på efterlønssagen, hvor han havde sagt en ting før valget i 1998 og gjort noget andet efter.
Derfor kommer Mette Frederiksen til at løbe fra sit løfte og udnytte sit thailandske vindue til at slippe ud af sine pensionsløfter
Anders Fogh Rasmussen ville ikke havne i samme båd, så da han ville ændre på skatten i 2007, opfandt han til lejligheden en formulering om, at ”skattestoppet vil bestå før og efter reformen”.
Dermed lod han et vindue stå på klem, der betød, at skattestoppet kunne ændres, mens den nye skattereform blev gennemført.
Åbningen fik hurtigt øgenavnet ”det thailandske vindue” som et billede på ægtemanden, der over for konen sværger, at han vil være hende tro før og efter en kort herretur til Bangkok. Men altså ikke under selve opholdet.
Foghs kommunikative prokuratorkneb ændrede imidlertid ikke på, at skattereformen i 2007 var et klokkeklart brud på hans løfter om et skattestop.
Mette Frederiksen på en farlig galej
Det er umuligt at sige, om statsminister Mette Frederiksen har ladet sig inspirere, men hun har i hvert fald bevæget sig ud på den samme galej som Fogh med de seneste pensionsmeldinger, hvorefter hun ikke længere automatisk vil stemme for en stigende pensionsalder.
Konkret betyder det et opgør med velfærdsforliget fra 2006, hvor et meget stort flertal bestående af V, K, S, R og DF aftalte, at pensionsalderen skal stige i takt med den stigende levealder.
Mette Frederiksens opgør er dog ikke mere alvorligt, end at hun lover at stemme for, når Folketinget næste år skal beslutte at hæve pensionsalderen til 70 år gældende fra 2040. Men det er så sidste gang, må man forstå, og hvordan hun så forklarer det over for vælgerne, bliver spændende at følge.
Foreløbig har Socialdemokratiet sendt både justitsminister Peter Hummelgaard og politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen i medierne med moralske fortællinger om det uretfærdige i, at pensionsalderen er ens for alle, selv om mange velstillede med store arbejdsmarkedspensioner og private opsparinger har råd til at lade sig pensionere, når der passer dem. Typisk mellem 60 og 65 år.
DI har skudt sig selv i foden
Den socialdemokratiske fortælling har ovenikøbet fået hjælp fra en uventet kant, da mangeårig direktør i Dansk Industri Kim Graugaard meddelte, at han går på pension som kun 63-årig, hvilket klart torpederede med DI’s frontalangreb på statsministeren, hvis pensionsforslag de beskyldte for at være dybt uansvarligt.
Et hårdt angreb, der blev leveret af DI’s direktør, Morten Høyer, der ved, hvad han taler om, hvad angår uansvarlige politiske udspil, da han selv har en mangeårig karriere i Socialdemokratiet som både både partiansat og spindoktor.
De økonomiske vismænd, både de nuværende og forhenværende, taler om en mega milliardregning på omkring 45 mia. kr.
Således bidrog han sammen med Bjarne Corydon til at udarbejde ”Fair løsning” i 2010, der som krumtap havde, at danskerne skulle arbejde 12 minutter længere om dagen.
Et udspil, der havde stor gennemslagskraft under valgkampen i 2011, og som bidrog til, at Helle Thorning-Schmidt vandt og blev statsminister.
Efter valget overlevede ”Fair Løsning” til gengæld mindre end 12 minutter, efter Bjarne Corydon havde sat sig til rette i Finansministeriet.
”Fair løsning” var ganske enkelt umulig og uansvarlig at gennemføre, fik Corydon hurtigt forklaret af sine nye embedsmænd, hvorefter den blev taget af bordet og aldrig så lyset igen.
Da havde den også tjent sit formål – at vinde valget.
Hvor skal pengene komme fra?
Mette Frederiksens ønske om at stoppe stigningen i pensionsalderen hænger heller ikke sammen rent økonomisk.
De økonomiske vismænd, både de nuværende og forhenværende, taler om en mega milliardregning på omkring 45 mia. kr.
Hvordan Mette Frederiksen vil finansiere det, står hen i det uvisse, men sikkert er det, at hun og Socialdemokratiet næppe kommer levende igennem en valgkamp, hvor de bliver hængt ud for at ville foretage en massakre på velfærdssamfundet for at finde penge til at fastholde pensionsalderen. Det vil være selvmord ved højlys dag. Hun er derfor nødt til at finde finansieringen på anden vis.
Som en ræv har Socialdemokratiet to udgange
Det bliver vanskeligt og måske ligefrem umuligt. Derfor kommer Mette Frederiksen til at løbe fra sit løfte og udnytte sit thailandske vindue til at slippe ud af sine pensionsløfter. Som en anden ræv har Mette Frederiksen to udgange, som Socialdemokratiet kan smutte ud af.
Hun lover som nævnt, at Socialdemokratiet stemmer for den næste stigning i pensionsalderen, når der næste år skal stemmes. Det giver hende et pusterum på fem år, til der skal stemmes igen, hvilket er rigeligt til at lægge partiets forslag i graven efter at have erkendt, at der ikke kan samles flertal for det, eller at det er økonomisk uansvarligt.
Socialdemokratiet skal måske også skifte formand efter næste valg. Hvis de får et elendigt valg, vil presset på Mette Frederiksen stige, og en ny formand kan derfor som det første skrotte forslaget. En ny formand skal således ikke nyde noget af at stå med et sønderskudt pensionsudspil.
Men indtil da satser Socialdemokratiet hele butikken på fortællingen om en ny model til fordel for dem med de fysisk hårdeste job.
Håbet er at kunne dæmme op for vælgernes utilfredshed med at have mistet store bededag og få vælgerne til at glemme Mette Frederiksens konstante opråb om, at vi skal arbejde mere og blive længere ved samlebåndene.
Det kommer måske til at virke, men derefter vil pensionsforslaget med al sandsynlighed komme til at lide samme skæbne som ”Fair løsning” i 2011.
Blive erklæret død og begravet.
Læs også Frank Korsholms analyse “Har regeringen opgivet?”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
