Var ”de gode, gamle dage” så gode, som de gøres til? Det har vi hos POV set nærmere på hen over sommeren, hvor en række skribenter har fortalt om deres barndom. Bjarke Larsen fortæller her om, hvordan det var at vokse op i en familie, hvor der blev vendt op og ned på alting, da hans far pludselig døde. Og om at blive mønsterbryder på trods.
Min far døde den 29. marts 1959 – halvanden måned før jeg fyldte fem år. Min mor stod tilbage som en 41-årig enke med fem børn, hvoraf den ældste lige var fyldt 15, og den yngste var knap 8 måneder. Det blev den altafgørende begivenhed, der formede ikke bare min barndom, men på mange måder hele mit liv og som end noget andet gjorde mig til den, jeg er i dag.
”Hvem skal nu læse Anders And for mig?” spurgte jeg ifølge moster Edith ved begravelsen. Jeg husker ikke selv noget fra dødsfaldet og begravelsen, og jeg husker i det hele taget ikke meget fra tiden før fars død. Min mor og mine mange mostre og morbrødre (mor var én ud af 13 børn) har fortalt historier, der alle gav et indtryk af et glad og harmonisk hjem, hvor jeg hjalp til med at finde varer på hylderne i den købmandsbutik, min far og mor drev på hovedgaden i Hurup, en stationsby i Thy.
Et glad og harmonisk hjem er (derfor?) også blevet det, jeg selv husker, og mit spørgsmål ved graven tyder også på, at far var nærværende og med til at tage sig af børnene. Desuden har jeg også gode minder om at lege med Erik i vores have, der stødte op til byens anlæg, hvor vi sneg os ud, hvis nogen havde glemt at lukke lågen.
I pleje hos moster Ellen og onkel Martin
Alt det ændrede sig, da far døde. Det var åbenlyst, at mor ikke kunne drive butikken videre alene, så hun solgte den og med pengene havde hun råd til at tage til Odense for at blive uddannet til lærer.
Indtil hun fandt en lejlighed og i det hele taget fik sig indrettet i det nye liv, kom min lillesøster og jeg i pleje hos moster Ellen og onkel Martin, der havde en gård uden for Thisted. De var ulykkeligt barnløse og havde bl.a. derfor i mange år haft et par tyske krigsbørn i pleje flere måneder hen over sommeren.
Jeg kan ikke huske, hvor længe min lillesøster og jeg boede der – måske et halvt år – og jeg har et billede i hovedet, hvor jeg skælder ud og prøver at sparke moster Ellen, fordi jeg syntes, hun ikke tog sig ordentlig af min søster (måske havde hun rusket i hende eller givet hende en endefuld – det gjorde man jo rask væk den gang. Min egen mor har dog kun slået mig to gange, så vidt jeg husker). Det med at reagere meget bastant og øjeblikkeligt på oplevet uretfærdighed mod andre har altid været et fremherskende træk hos mig.
Allerede fra 1. klasse rejste jeg alene fra Odense til Hurup med togskifte undervejs. Det ville børn i dag aldrig få lov til, men min mor bad konduktøren om at sikre, at jeg kom af toget på den rigtige station
Helt slemt kan det dog ikke have været, for jeg besøgte Ellen og Martin i alle ferier i flere år. Senere tilbragte jeg ferierne hos Valdemar og Bothilde, der havde en gård uden for Hurup, og 6 børn i samme alder som os 5. Det var sjovere end at være enebarn hos Ellen og Martin – og ferierne var en skøn blanding af leg med Ove, Marie og Bertha og arbejde, hvor vi hjalp med at malke, alt efter årstiden at køre hø, halm, ensilage og roer ind.
Allerede fra 1. klasse rejste jeg alene fra Odense til Hurup med togskifte undervejs. Det ville børn i dag aldrig få lov til, men min mor bad konduktøren om at sikre, at jeg kom af toget på den rigtige station, og jeg havde en seddel med, som jeg stak en voksen, hvis jeg var i tvivl om noget undervejs.
”Lad os kalde det et hovedspring”
Man skulle have bestået realeksamen (svarede til 10. klasse) for at blive optaget på lærerseminariet. Min mor havde kun 7. klasse fra den stråtægte landskole uden for Thisted, hvor hun voksede op, og derfor skulle hun optages i en såkaldt præparantklasse og bestå en præparanteksamen.
Desværre var der venteliste, da hun meldte sig til, men man kunne godt være selv-studerende, så mor gik i gang med krum hals, og lærerne var villige til hver uge ikke bare at fortælle hende, hvad der nu blev undervist i – men også at rette hendes matematikopgaver og danske stile. Blandt andet afleverede hun 15 sider om Johannes V. Jensens forfatterskab, hvor hun først havde læst en række af hans vigtigste bøger.
Et godt stykke hen på skoleåret blev der plads til hende i præparantklassen, og hun bestod – selvfølgelig – prøven med glans. Sådan var hun – og sådan blev vi børn præget: Hvis der var et stykke arbejde, der skulle gøres, gik hun i gang, og hun blev ved, indtil opgaven var løst. Ikke så meget pjat og piven. ”Man kan, hvad man vil, men slid skal der til,” var hendes motto, som også vi børn tog til os.
Under studiet ville hun tage en ekstra uddannelse som svømmelærerinde for at forbedre sine chancer for at få et arbejde bagefter. Det betød, at hun to dage om ugen stod op klokken 5.20 for at cykle ind til Odense Svømmehal, hvor der var undervisning fra 6 til 7, hvorpå hun fortsatte til seminariet kl. 8.
Alt gik planmæssigt bortset fra, at en del af eksamen bestod i et hovedspring fra 3-meter vippen. Det var mors store skræk, og hun udskød det til den allersidste dag, hvor hun i lang, lang tid stod oppe på vippen og kiggede ned i vandet. Da eksaminator gjorde det klart, at nu var tiden udløbet, tog hun en dyb indånding og sprang. Det endte selvfølgelig med at være en gevaldig maveplasker.
”Lad os kalde det et hovedspring,” sagde eksaminator, og så var mor svømmelærerinde. Det ironiske er, at hun efter endt uddannelse fik et job i Grindsted, hvor der på det tidspunkt ikke var noget svømmebassin.
Ung pige i huset
For at kunne overkomme uddannelsen med 5 hjemmeboende børn i en treværelsers lejlighed havde min mor ung pige i huset. Det var ofte piger, der ikke havde været de kvikkeste i skolen, og nogle af dem ville i dag nok have fået en diagnose og være blevet kørt ud på et sidespor. Men de var gode til arbejdet og trivedes åbenlyst ved at have succes efter mange år med nederlag og mobning i folkeskolen.
Allerede fra 2. klasse job havde jeg job som bybud hos en købmand, hvor jeg kørte ud med varer til kunderne, vejede kaffe, gryn og andet op i poser, satte varer på plads på hylderne og den slags
Selv måtte jeg også hjælpe til for at få økonomien til at løbe rundt, og derfor havde jeg allerede fra 2. klasse job som bybud hos en købmand, hvor jeg kørte ud med varer til kunderne, vejede kaffe, gryn og andet op i poser, satte varer på plads på hylderne og den slags.
Jeg har også et billede af, at jeg i en time fra 6.30 til 7.30 delte mælk ud i nabolaget, hvor jeg gik bag en hestetrukket vogn med alle mælkeflaskerne. Først hentede man de tomme flasker, der stod ved døren, og hvor der var stukket en seddel ned i en af flaskerne med dagens bestilling. Bestillingen blev senere skrevet ind i en bog, og hver måned blev der afleveret en regning sammen med mælken.
Jeg gik i 1. og 2. klasse på Bolbro Skole, men jeg kan ikke rigtig huske noget fra den tid, bortset fra den gang, hvor jeg til næste dag 100 gange skulle skrive ”Jeg må ikke cykle over fortovet”. I 2. klasse! Min mor var rasende, men det kunne selvfølgelig ikke komme på tale at klage over læreren. I stedet sad hun og hjalp mig ved at føre min hånd, men jeg segnefærdig af træthed skrev sætningen, gang efter gang.
Fem mennesker i lille lejlighed
Min mor fik job i Grindsted i Midtjylland. En stationsby med omkring 7.000 indbyggere den gang. Som teenagere var vi unge enige om, at det var verdens kedeligste by (og jeg er den dag i dag overbevist om, at den vil være med i finalen), men som barn var det et fint sted at vokse op. Der var kort til alting, der var masser af natur at lege og gå på opdagelse i og tilværelsen var dejlig overskuelig og ukompliceret.
Vi boede ”i blokkene” på Fynsgade – et social boligbyggeri i to etager. Vi havde en tre-værelses lejlighed, hvor mine to storebrødre boede i de ene værelse (min ældste bror var flyttet hjemmefra), mens min mor, min lillesøster og jeg boede i det andet soveværelse. Det var i det hele taget ikke sjovt med så lidt plads, men det var slet ikke sjovt at skulle dele værelse med min lillesøster, som jeg syntes var irriterende og som jeg gennem hele barndommen var overbevist om var forkælet og blev favoriseret af min mor. Især var det ikke sjovt at skulle sove sammen alle tre, og da slet ikke, da jeg blev så gammel, at jeg begyndte at få erektion og hvad deraf følger af drømme og fantasier, som alt sammen omhyggeligt måtte pakke væk til de få øjeblikke, hvor jeg var alene.
En enorm frihed – og et musikalsk nederlag
Det var godt at vokse op i blokkene. Der var masser af legekammerater, og jeg har hovedet fuldt af glade minder om at lege ”cowboyder og indianere” i den nærliggende skov, hvor vi også byggede huler, om at spille med glaskugler og marmorkugler, at spille fodbold – og at slås. For sjov og for alvor. Talløse gange er jeg kommet hjem med huller i tøjet, flænger i huden og andre mærker efter legene og slåskampene. Mor skældte sjældent ud, men sukkede lidt og lappede så både tøjet og mig.
Vi havde en enorm frihed, som børn slet ikke har i dag. Og vi lavede et hav af (”ulovlige”) ting, som de voksne kun fik kendskab til, hvis noget gik galt
Vi havde en enorm frihed, som børn slet ikke har i dag. Og vi lavede et hav af (”ulovlige”) ting, som de voksne kun fik kendskab til, hvis noget gik galt. Jeg husker f.eks. tydeligt smagen af blod i munden en bestemt dag. Ikke fordi jeg blødte i munden – det var smagen af angst grænsende til dødspanik, fordi jeg var kravlet helt til tops i skovens højeste træ og ikke turde kravle ned igen – samtidig med at jeg følte, at trætoppen begyndte at svaje faretruende frem og tilbage. Til sidst fik jeg selvfølgelig taget mod til mig og fandt en måde at komme ned på. Der var jo ligesom ikke andet at gøre.
Jeg var spejder (”FDF’er”) og elskede det. Følelsen af at kunne en masse praktiske ting, komme ud i naturen og have et godt kammeratskab. Jeg blev også optaget i FDF-orkestret, hvor jeg skulle spille trompet, men det var mildt sagt ikke nogen succes.
Jeg elsker at lytte til musik, men jeg er meget lidt musikalsk, synger piv-falsk og fik aldrig trompeten til at lyde bare nogenlunde som den skulle. Stakkels naboer, der skulle høre mig spille toneskalaer og forsøge at ramme dem. Det varede vist et års tid, inden orkesterlederen meddelte mig, at det nok var bedst for alle parter, at jeg stoppede.
Blokfløjte skulle jeg også spille, syntes min mor. Det gik bedre, men blev heller ikke nogen succes i det lange løb. Dødsstødet på den front kom i gymnasiet, hvor min musiklærer sagde, at jeg ”sikkert ville kunne bringe det til noget, hvis jeg fik særundervisning”. Jeg var knust – for jeg ville så gerne, og den dag i dag forstår jeg ikke, at folk, der kan spille et instrument eller synge rent, ikke har lyst til bare at synge og spille hele tiden. Jeg er så misundelig på dem.
I stedet begyndte jeg at gå til svømning. Der var træning et par timer om aftenen mandag til torsdag og svømmestævner en dag i weekenden. Et par voksne hjalp med at køre os frem og tilbage, men bortset fra det var et et frirum for os børn, og jeg synes, det er synd for børnene i dag, der evig og altid har forældre stående på sidelinjen, når de f.eks. spiller fodbold. Lad dog børnene have noget for sig selv.
Mobbet i skolen
Der var ikke mange penge at gøre godt med som eneforsørger på en løn som ”småbørnslærerinde” med fire hjemmeboende børn. Derfor har jeg haft fritidsarbejde hele min barndom – jeg var kun 7-8 år, da jeg som nævnt tidligere begyndte i Odense, og det fortsatte i Grindsted, hvor jeg både havde arbejde hos den lokale købmand og den lokale grønthandler. Her vejede jeg kartofler og andet af og pakkede det i poser. Og kørte ud med varer til kunderne. Så fik man tit drikkepenge oven i timelønnen.
Jeg fik en karakterbog med hjem med en bemærkning om, at ”Bjarke er en godt begavet elev, men han kender ikke altid grænsen for, hvad man kan tillade sig at sige”
Jeg har altid været en af de bedst begavede i klassen, rent bogligt. Til gengæld kneb det på andre fronter, og jeg fik f.eks. en karakterbog med hjem med en bemærkning om, at ”Bjarke er en godt begavet elev, men han kender ikke altid grænsen for, hvad man kan tillade sig at sige”. Lidt for flabet kort sagt, hvilket mange der kender mig i dag, vist nok stadig synes. Det var ikke sjovt at skulle præsentere den til underskrift.
Den spartanske hverdag hjemme betød også, at jeg meget tit måtte overtage mine ældre brødres tøj. Jeg husker også tydeligt, hvordan jeg stod i en kreds af drenge, der i et helt frikvarter hånede mig for at være kommet i skole i knickers, som på det tidspunkt var totalt umoderne.
Mobningen var dog undtagelsen fra reglen i en skoletid, som jeg husker som god. Men ydmygelsen sidder stadig i mig, og jeg tror, at det er den episode, der har gjort, at jeg som voksen har hadet modeindustrien med dens forløjede virkelighed, de anorektiske modeller og hele den mode-terror og det enorme overforbrug, denne branche har skabt – og skaber. Jeg vil gerne være pænt klædt, selv om udseende intet betyder for mig – men jeg undgår demonstrativt at købe modetøj og prøver i stedet at købe tøj, der er tidløst.
Pubertet og de første seksuelle erfaringer
Vi var en gruppe drenge, der holdt sammen op gennem skolen, hvor vi i årevis sloges og legede i frikvartererne. Da vi kom i puberteten begyndte vi at ryge – både pibe og cigaretter, som man kunne købe stykvis i kiosken ved siden af bageren. Vi oplevede også den fremvoksende seksualitet sammen ved at købe ”frække blade”, som vi læste i sammen, og nogle gange også onanerede sammen.
Jeg har indtryk af, at drenge ikke gør den slags så meget mere, men den gang var det ret udbredt og, synes jeg, udtryk for et afslappet og naturligt forhold til seksualiteten. Det var før pornografiens frigivelse og mange år før internettet, så de ”frække blade” bestod af billeder af nøgne eller meget letpåklædte kvinder og erotiske noveller. Alt sammen totalt uskyldigt i forhold til, hvad de unge udsættes for i dag. Højdepunktet kunne være en kvinde, der med et frækt glimt i øjnene spiste en banan, og hvor man kunne se hendes bryster.
På et tidspunkt var jeg i sommerhus med en af mine bedste venner. Vi var ude at fiske med hans far, og da vi skulle sove, endte det med, at vi gik i seng med hinanden. Det føltes dejligt og naturligt. Jeg har siden haft flere seksuelle oplevelser med andre mænd, men jeg har udelukkende haft faste forhold med kvinder, og min seksualitet er grundlæggende rettet mod kvinder.
Det med kvinderne tog imidlertid længere tid at finde ud af. Jeg havde min første kæreste som 15-årig, men jeg var 19, før jeg for første gang var ”rigtig” i seng med en kvinde. I stedet blev det til masser af kys, kæl og petting. Det var fint– men ikke nok.
Min sociale baggrund gjorde, at jeg begyndte at føle mig underlegen, da jeg kom i realen og især da jeg kom i gymnasiet. Gymnasiet var den gang kun for en ret lille del af de unge, som stort set alle kom fra samfundets højere lag. Jeg var mønsterbryder, men jeg har aldrig følt mig afslappet i selskab med disse mennesker, der har elitens koder indbygget i generne, som har netværket i orden fra fødslen og som begår sig med en tilsyneladende naturlig afslappethed, jeg aldrig har lært at mestre.
Ungdomsoprør i kølvandet af ’68
I maj ’68, hvor Paris stod i brand og ungdomsoprøret for alvor slog rødder, var jeg lige blevet konfirmeret og fyldte 14. Det betød, at jeg for alvor blev teenager i kølvandet af 68-oprøret. Vi var en lille gruppe, der i en periode røg hash næsten dagligt efter skole, mens vi hørte heavy metal og rock og diskutere verdens tilstand.
Vi eksperimenterede også med alt mulig andet: fuglefrø, ristede bananskræller og jeg ved ikke hvad, som blev blandet med tobak og puttet i en pibe eller en tju-bang (en bong). Det gik helt galt en dag, hvor en af mine kammerater havde røget noget ukendt i spisefrikvarteret, og pludselig ikke kunne se.
Vi fik ham slæbt over i byens anlæg, der lå lige ved siden af gymnasiet (hvor der også var realafdeling), og jeg husker tydeligt desperationen, hvor vi andre stod og diskuterede, hvad f…. vi skulle gøre, mens han selv lå på jorden og jamrede fortvivlet. Hans far var en af byens overlæger, så det var udelukket at tage ham hen på skadestuen. Heldigvis begyndte han langsomt at kunne se igen, men skrækken satte en effektiv stopper for videre eksperimenter. Fremover hed det pot og hash – og selv det stoppede efter en periode, hvor nyhedens interesse havde fortaget sig, og bagsiden af medaljen i stedet begyndte at vise sig i form af, at vi havde svært ved at få læst de nødvendige lektier.
Min mor var en underlig blanding af meget tolerant og meget moralsk
Mor fik efterhånden sparet nogle penge sammen og ved hjælp af lån fra sine søskende kunne hun låne resten af pengene i banken og købe et lille murermesterhus i den anden ende af byen. Det var et kæmpe fremskridt og betød blandt andet, at jeg fik mit eget værelse i kælderen med egen indgang.
Min mor var en underlig blanding af meget tolerant og meget moralsk. Hun havde ikke noget imod, at vi sad på mit værelse og ”varmede op” til festerne i gymnasiet, og det var også helt OK, at jeg selv lavede vin (hvilket var meget moderne den gang. Det var billigt men smagte forfærdeligt). Men da hun en dag fandt ud af, at jeg og en række venner var kravlet over hegnet for at bade nøgne i byens friluftsbad efter en gymnasiefest, flippede hun helt ud. Hun havde heller ikke noget imod, at mine venner, der boede ude på landet eller i oplandets småbyer, overnattede hos mig efter weekendens fester, men det var utænkeligt, at der foregik noget seksuelt ved den lejlighed. Det var i hvert fald ikke noget, hun skulle finde ud af.
Alt i alt indebar disse år en hel del skænderier mellem os, og vi var begge lettede, da jeg tog til USA som udvekslingsstudent efter 2. g.
Afgørende år i velhavende newyorker-forstad
Ved skæbnens ironi havnede jeg ikke alene i en af USA’s rigeste kommuner: New York-forstaden Scarsdale, men jeg kom også til at bo hos Richard L. Bernstein, der var adm. direktør for USA’s største forlag og senere grundlagde Human Rights Watch.
Det var et kæmpe kulturchok for mig lille bonderøv, der var vokset op i en lille landsby langt ude på heden. Efter det første chok nød jeg dog hvert et minut og mødte bl.a. en række berømte forfattere. Desværre kom jeg ikke så godt ud af det med moderen i huset, så efter et halvt år flyttede jeg og kom i stedet til at bo hos en totalt dysfunktionel familie, hvor forældrene skændtes, så det bragede hver søndag (og moderen ofte lavede en dramatisk sortie og flyttede på hotel, indtil faderen, der var salgsdirektør for en stor koncern og havde over 200 rejsedage om året, havde forladt huset mandag morgen).
Til gengæld kom jeg rigtig godt ud af det med de tre børn, hvor jeg var jævnaldrende med Ry, som jeg stadig har kontakt til og har besøgt så sent som for to år siden. Via ham kom jeg ind i en kreds af afslappede hippier, der holdt nogle fede fester, røg pot og lyttede til masser af musik.
Det var i Vietnamkrigens skygge og mens Watergate-skandalen kørte på højtryk. Ud over at lave socialt arbejde i Harlem om lørdagen, deltog jeg i demonstrationer mod Vietnamkrigen og pjækkede fra skole for i tv at følge de høringer om Watergate-skandalen, der til sidst tvang præsident Nixon til at træde tilbage.
Kvindebevægelsen og mange andre græsrodsbevægelser blomstrede også på det tidspunkt, og jeg lærte, at man kan forandre verden ved at turde tale magthaverne imod og bringe sine egne visioner på banen
Jeg vendte tilbage til Danmark med en drøm om at blive journalist, hvad jeg også blev. Jeg blev også inkarneret demokrat af at opleve, hvordan det med demokratiske midler lykkedes at afsætte en magtbegærlig og forbryderisk præsident, og hvordan det lykkedes en folkelig bevægelse at tvinge USA til at prøve at forhandle en fredsløsning igennem i Vietnam. Kvindebevægelsen og mange andre græsrodsbevægelser blomstrede også på det tidspunkt, og jeg lærte, at man kan forandre verden ved at turde tale magthaverne imod og bringe sine egne visioner på banen.
Alt i alt gjorde det mig til demokrati-fanatiker, ytringsfriheds-fundamentalist og tilhænger af EU. Det sidste skyldtes nok især min begejstring for USA i almindelighed. Disse grundværdier har været konstante i resten af mit liv, og året i Scarsdale blev i det hele taget det formative ungdom-år for mig.
”Kommet godt i vej”
De sidste måneder derovre brugte jeg på at undersøge, om jeg kunne begynde på universitetet i Aarhus med en amerikansk high school-eksamen i bagagen og en 2.g-eksamen fra Grindsted. Jeg fik dispensation til at begynde på engelsk-studiete, og derfor flyttede jeg straks efter hjemkomsten videre til Smilets By og tog fat på mit voksenliv.
Hvad har jeg lært mere af min barndom og ungdom? At man kan bryde gennem det sociale glasloft, hvis evnerne og viljen er der – og ikke mindst hvis man får støtte og opbakning med hjemmefra. Min mor knoklede hele sit liv. ”Jeg er træt som syv alderdomshjem,” var en bemærkning, hun tit brugte ud på eftermiddagen, mens jeg var mindre, og hun havde brug for en lur – eller en undskyldning for, at hun ikke havde overskud til at lege og underholde mig.
Men anstrengelserne bar frugt: hendes fem børn er alle ”kommet godt i vej”, som det hedder på jysk. En bror fik en bankkarriere og blev bl.a. den første direktør for Grønlandsbanken. To af mine søskende blev overlæger og den sidste blev gymnasielærer – og i en periode borgmester i en jysk kommune. Selv blev jeg journalist, selvstændig erhvervsdrivende og nu forlægger.
Til gengæld har jeg også fået grundlagt en solid foragt for rige og privilegerede mennesker uden empati og social forståelse for, at rigtig mange har brug for en hjælpende hånd for at komme om på samfundets solside. Og jeg har gennem min mors eksempel oplevet, hvad stærke og seje kvinder formår.
Alle fotos: Private.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
