ET ÅR EFTER 7. OKTOBER // KRONIK – Jeg havde en drøm som ung, skriver Berith Liberti. Jeg ville se mine børnebørn vokse op i en verden, hvor man ikke snakkede om det mere. Om man var hvid, sort, jøde eller hindu. Vi var bare blevet til mennesker. Det er stadig mit håb. Jeg tænker bare: ”Nu må det være nok!” Vi må insistere på, at ikke alle jøder er messianske bosættere, og ikke alle arabere er Hamas.
”Mormor, mormor, jeg elsker dig. De skal sgu ikke få mig ”afkultureret” græder mit ældste barnebarn. Et sjovt selvopfundet ord. Anderledes end assimileret, som hun jo faktisk er.
Det er den syvende oktober 2023. Mit sønderknuste hjerte er sprængt i tusinde stumper. En emotionel roller coaster. Jeg græder hver dag, når jeg tænker på gidslerne. Intet i mig fatter den ubeskrivelige ondskab og det uhyggelige had. Børn, der bliver halshugget for øjnene af deres forældre. Kvinder, der bliver voldtaget og tortureret. Den blodige perverse massakre prenter sig dybt i mig.
Et par dage efter kører jeg forbi biler på Åboulevarden med store palæstinenserflag ud ad vinduet. De hujer og dytter af glæde, nærmest som om, de har vundet i fodbold. Antisemitismen blusser op i de københavnske gader og på de sociale medier. Jeg føler mig pludselig hjemløs. Jeg står i kø i min lokale Lidl. Bag mig står en mand. Hans mobil synger ”Allahu akbar”. Det løber mig iskoldt ned ad ryggen. Ækle antisemitiske plakater på metrostationen på Østerbro bliver fjernet igen. Men det gør billederne af gidslerne også, endda af Røde Kors-medarbejdere. Jeg niver mig selv i armen og går rundt i en mærkelig tilstand.
Jeg bliver så sur, så min hjerne klør af vrede. Putin har trukket jødekortet sammen med Hamas og Iran. Jødehadere overalt i verden får frit løb og kommer ud af skabet. Vrede menneskemasser råber: “Gas the Jews! From the river to the Sea”. Jeg nægter at hade. Jeg holder meget af min muslimske grønthandler. Vi har faktisk fået et af vores børnebørn på samme dag. Vi er enige om, at børnene er det vigtigste i livet, og han har givet mig den bedste babaganoush-opskrift nogensinde.
Sådan er det at være jøde. Vi har altid behov for at nævne det, når vi ser andre jøder. Sådan er det bare. Det er nok glæden ved ikke at være helt uddød endnu på trods af Hitlers voldsomme indhug
Jeg er ikke religiøs. Hvis nogen kan lide at gå med tørklæde eller paryk, må de gøre, som de vil, bare de ikke tvinger mig til det. Jeg er forundret. Det er nærmest blevet en trend at hade. Mange, som aldrig har sat deres ben i Mellemøsten, bræger med på tydelige propagandaløgne. Hvordan kan de flage for kvindemishandling, nazi-ideologi, voldtægt og tortur? Jeg bryder mig heller ikke om at se små børn dø og blive bombet. Da jeg var ung demonstrerede vi for fred. Jeg er åbenbart født i en heldig tid. Jeg er født i Danmark. Min mor er født i Danmark af jødiske forældre. Min far er ikke jøde.
Jeg er ikke religiøs. Jeg er heller ikke ateist. Jeg tror på, der er en sammenhæng, en ånd i universet, som jeg vælger at kalde Gud. Min erfaring kommer fra de mange mirakler, jeg selv har oplevet i mit liv. Einstein sagde: ”The religion of the future will be a cosmic religion. It will transcend a personal God and avoid dogma and theology”. Det var klogt sagt af Einstein. Han var i øvrigt jøde. Se, sådan er det at være jøde. Vi har altid behov for at nævne det, når vi ser andre jøder. Sådan er det bare. Det er nok glæden ved ikke at være helt uddød endnu på trods af Hitlers voldsomme indhug.
De danske frihedskæmpere gemte min mor under krigen
Hun var en lille pige på ni år. Fra den ene dag til den anden, var hun forladt. Først lå hun gemt i en kælder musestille indtil hun skiftede identitet fra Pressmann til Olsen. Hendes plejefar var ude hver nat. De vidste aldrig, om han kom hjem igen. To gange på Hitlers fødselsdag blev de bombet. Der var flere tyske soldater, som godt vidste, at min mor var en lille jødepige. De vendte ryggen til. De farligste var de danske hipobetjente, som var meget ivrige for at hjælpe Gestapo.
Det var ikke nemt efter krigen. Relationen mellem min mor og mormor blev aldrig rigtig genoprettet. Det var en blanding af skam, tab og vrede. Min mor kom i Jødisk Ungdom, men følte sig udenfor. Der var mange kliker, og hun var flov over, hvor fattige de var. Så var det nemmere at gå til fest ude i det Københavnske byliv. Det var hér, hun mødte min sønderjyske far, og derfor jeg kom til verden som et blandingsbarn.
Et hjerte med en lås på
Jeg er et overlevende barn af en dysfunktionel virkelighed. Selvfølgelig er jeg forbundet med jødeforfølgelsen og holocaust. Angsten for Gestapo-støvler og Kosaksabler kom ind med modermælken, men også styrken ved livets mirakel. Jeg har altid set på min jødiske familie som overlevere og ikke som ofre.
Jeg har engang hørt en psykoanalytiker beskrive os børn af holocaustgenerationen med et billede af et hjerte med en lås på. På trods af aldrig at kunne opnå ægte nærhed, omsorg eller intimitet, elsker vi vores krigsskadede forældre endnu mere
Min mor var krigsskadet. Det var altid i min bevidsthed. Det var synd for hende. Hun var ikke til stede som en mor, man kunne snakke med. Det var ensomt. Jeg kan ikke huske, hun nogensinde havde det godt. Mavesår, ondt i hovedet og ekstreme vredesudbrud hørte med.
Hun forsøgte at skabe orden i sit forstyrrede sjæleliv med to køleskabe fulde af mad. Et syskrin, hvor tråde, knapper og lynlåse lå i rækker af sirlighed. Indbyggede skabe med bagepulver, servietter og dåsemad nok til at overleve i et beskyttelsesrum i et par år. Børnene af dem, som har lidt så meget, os var der ikke meget plads til følelsesmæssigt. Jeg blev ikke set. Jeg blev ikke hørt. Jeg søgte nærvær i bøgerne, på gaden blandt kammerater og andre voksne.
Jeg har engang hørt en psykoanalytiker beskrive os børn af holocaustgenerationen med et billede af et hjerte med en lås på. På trods af aldrig at kunne opnå ægte nærhed, omsorg eller intimitet, elsker vi vores krigsskadede forældre endnu mere. I håbet om, at det skulle kunne lykkes. Vi bliver ved og ved. Vi har en indædt følelse af loyalitet overfor dem. Det er nærmest som Echo, der uendeligt længes efter Narcissus.
Jeg kalder det for petit-apartheid
Jeg voksede op og gik på en helt normal dansk kommuneskole. Dog, fordi jeg er jøde, beder min mor skolen om at fritage mig fra kristendomsundervisning. Jeg går til hebraisk to gange om ugen hos Bent Melchior, og tager også med på weekend på Maccabigården i Nordsjælland. Jeg husker tydeligt en lille pinlig følelse, når jeg sad i bussen, og de nåede til mig: ”Berith Nielsen”, lige efter Lehman og Meyerovitz. Jeg var jo ikke helt rigtig dér heller. Vi var slet ikke kosher derhjemme, og vi holdt jul. Jeg tror mange blandingsbørn vil kunne nikke genkendende til den følelse. I begge verdener var jeg lidt af en outsider.
I skolen var det ikke alle, som vidste, jeg var jøde. Det kørte tit løs med jødevittigheder. Det var altid noget med en jøde ud af en gasovn. ”Din jøde” var også et helt almindeligt skældsord. Jeg mærkede en ubehagelig lille blanding af skam og frygt indeni, når jeg lyttede til de mange mærkelige myter, om hvordan jøder er.
Nogle gange gik jeg i konfrontation og spurgte dem direkte: ”Nå, synes du da, at jeg er sådan?” Så blev de oftest forvirrede og fattede ingenting. Jeg var jo den første jøde, de nogensinde havde mødt. Bent Melchior talte meget om, at det meste antisemitisme opstår ud af uvidenhed. Han gik meget ind for at åbne op og vise, hvem man er, så det ikke bliver så mystisk. Han mente, at hvis man gjorde det, så ville antisemitismen gå væk. Men jeg hørte engang en gammel dame til et foredrag om antisemitisme sige, at det er en sygdom, alle ikkejøder lider af.
Som barn besøgte jeg flittigt biblioteket. Jeg søgte efter forståelse i historie, filosofi og religion. Men som teenager gav jeg slip på det hele. Jeg ville bare være happy hippie og menneskebarn på planeten. Make love, not war. Jeg tog dog stadig i synagogen på jom kippur sammen med min mormor.
Da mine bedsteforældre kom hjem fra Sverige efter krigen, havde naboerne i Blågårdsgade pyntet til velkomst og passet på deres lejlighed. Sådan var det bestemt ikke andre steder i Europa
Dengang kunne man stå udenfor på gaden uden beskyttelse. Jeg havde flere arabiske venner fra Yemen og Tunesien. Min egen oplevelse er ikke direkte chikane eller racistisk udelukkelse. Den form for antisemitisme, jeg mest har mødt, kalder jeg for petit-apartheid. Man har fjernet ”Whites only”-skiltene i USA og Sydafrika, men det er ikke ensbetydende med, at racismen er forsvundet.
Som for eksempel min kærlige svigermor, der en dag sagde: ”Ja, Berith er jo jøde, men hun ligner det jo ikke”. I det øjeblik følte jeg mig nok mere jødisk end nogensinde før. Antisemitismen har været på retur efter anden verdenskrig. Især i Danmark, som jo er berømt i hele verden for sin enestående redningsaktion af de danske jøder i oktober 1943. Jeg elsker det Danmark. Da mine bedsteforældre kom hjem fra Sverige efter krigen, havde naboerne i Blågårdsgade pyntet til velkomst og passet på deres lejlighed. Sådan var det bestemt ikke andre steder i Europa.
Men i 1980’erne sker der et skred
I 1980’erne boede jeg i Bartholinsgade med mine to børn. De gik på den jødiske skole. Jeg syntes, det var nemmere, end at skulle gå rundt med en skjult jøde i maven og føle sig utilpas. Det var skønt at bo i kvarteret omkring Israels Plads. Vi var en række enlige mødre, som havde skabt et varmt fællesskab og hjalp hinanden på kryds og tværs. Vores børn legede og sov hos hinanden.
Den 15. september 1985 sprang der to bomber. En foran et rejsebureau i Nørre Farimagsgade og en foran en lille jødisk butik i Vendersgade, som lavede koshermad. Attentatet er aldrig blevet opklaret. Da jeg hørte braget, var min første tanke: ”Åh nej det er Rosh Hashana”, det jødiske nytår. I den opgang i Vendersgade, hvor bomben sprang, boede to af mine bedste veninder. Jeg styrtede derhen.
Hele gaden flød med glasskår. Gudskelov var der ingen slemt tilskadekomne bortset fra et par sprængte trommehinder. Børnene tog med mig hjem for at sove natten over. En af mødrene var dybt bekymret og bange fremadrettet for, at hendes børn skulle lege hos os, når vi havde Mezuza på døren.
Venstrefløjens humanister er oprevne over de stakkels børn i Gaza 3.426 kilometer væk fra, hvor de selv bor. Men udenfor deres egen dør bliver en lille minoritet truet på livet, og det rører dem ikke det mindste
Vi blev tvunget til at fælde mange dejlige træer uden for den jødiske skole på Bomhusvej. Det var ellers et vidunderligt legeland for børnene. Pigtråd og kameraer blev sat op omkring skolen. Børnene skulle også lære, hvordan de skulle forholde sig, hvis der kom et terroristangreb. Det var megatrist.
Vi lavede en fernisering. Børnene fik lov til at male et stort maleri på muren. De fik flødeboller, og de voksne fik hvidvin. Bare for at det ikke skulle være så trist. Jeg tror tit, det er måden, jøder overlever på. Det ændrede noget inden i mig. De skulle fandeme ikke gøre mig bange. Jeg tog en stor Davidsstjerne om halsen.
Jeg har valgt pytknappen. Burde jeg have råbt vagt i gevær?
Gennem alle årtier har der ofte været fokus på Israel i medierne. Det har altid undret mig, hvor meget det lille land fylder i medierne. Især i forhold til hvad der sker af uhyrligheder andre steder i verden. På arbejdspladser har jeg bedt mig fri for at diskutere. Hvis de har spurgt mig hvorfor, har jeg sagt: ”Fordi jeg er jøde og er følelsesmæssigt involveret”.
Jeg har været i Israel flere gange. Tel Aviv er absolut en af mine yndlingsbyer. Det er nærmest som Manhattan med en dejlig strand. Jeg elsker at gå rundt på Carmelmarkedet og købe mad og krydderier. Her lever alle kulturer, racer, religioner side om side. Folk kan gå med kipa og tørklæde, og hvad de vil, uden at være bange for at være den, de er. Men jeg ville aldrig stemme på Netanyahu, hvis jeg boede der. Og jeg synes heller ikke det er i orden, hvad der sker på Vestbredden.
På et tidspunkt i 1980’erne havde jeg startet et agentur med helsekostprodukter fra Israel sammen med en dansk forretningspartner. Der kom desværre tit antisemitiske bemærkninger ud gennem sidebenene. En dag, hvor jeg sad og tog noter, mens jeg talte i telefon, sagde han: ”Fordi du er jøde, kan du vel nok skrive i den rigtige retning på papiret”. Det var slutningen på det samarbejde.
I midten af 2000’erne havde jeg et sammenbrud efter et slemt bankerot. Jeg arbejdede sindssygt meget og var stresset, ulykkelig og ked af det. Jeg søgte hjælp hos en terapeut og fortalte hende, hvordan jeg var blevet snydt, og hvor ked af det, jeg var. Så svarede hun: ”Nå, men er der ikke noget med, at du er jøde? I er jo så gode til det med penge”. Så sådan har racismen ligget latent under overfladen. Jeg har valgt pytknappen. Burde jeg have råbt vagt i gevær? Var det frygt, der gjorde, at jeg ikke sagde fra?
Et endnu større jordskred var den 14. februar 2015, da Omar El-Hussein dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard og søde Dan Uzan, som stod vagt foran synagogen. Det blev meget personligt og tæt på for mig.
Vi må insistere på, at ikke alle jøder er messianske bosættere, og ikke alle arabere er Hamas
Måneden efter attentatet dannede flere muslimer en fredsring omkring synagogen i Krystalgade. Det var rørende. De ville sende et signal om, at jøder ikke skal have frygt og angst og være forfulgt. Men siden er det kun gået en vej. Nu igen på Rosh Hashana den 2. oktober 2024 eksploderer granater foran den israelske ambassade og den jødiske skole er lukket.
Venstrefløjens humanister er oprevne over de stakkels børn i Gaza 3.426 kilometer væk fra, hvor de selv bor. Men udenfor deres egen dør bliver en lille minoritet truet på livet, og det rører dem ikke det mindste. De er jo selv ude om det. De kan jo også bare lade være med at være sådan nogle irriterende jøder.
Jeg vil ikke være bange. Når alt kommer til alt, så må jeg insistere på at være menneske. Alle de mange film, bøger og oceaner af historier fra anden verdenskrig. Hvad er det, vi husker? Det er den lille menneskelighed i den store grusomhed.
Den store krig lige nu er en krig om værdier
”Døm mig ikke. Døm Gud. Det er ham, der har skabt universet og har indrettet det sådan, at retfærdighed skabes gennem uretfærdighed, at et folks lykke erhverves på bekostning af tårer, at en nations frihed – ligesom menneskenes – er en statue, som er rejst ovenpå de dødsdømte kroppe…” sagde Elie Wiesel til sin døde far. Han døde i Buchenwald. Elie var 18 år. I frihedskampen for de overlevende var han sat til at skulle slå en englænder ihjel.
Nogle gange stiller jeg spørgsmålstegn. Var det virkelig godt for jøderne at få det land? De skal hele tiden kæmpe og slås og ligge i et beskyttelsesrum. Er det lykken? Men det er også gået op for mig efter syvende oktober, at jeg aldrig har prøvet at være på jorden uden Israel.
Jeg havde en drøm som ung. Jeg ville se mine børnebørn vokse op i en verden, hvor man ikke snakkede om det mere. Om man var hvid, sort, jøde eller hindu. Vi var bare blevet til mennesker. Det er stadig mit håb. Jeg tænker bare: ”Nu må det være nok!” Vi må insistere på, at ikke alle jøder er messianske bosættere, og ikke alle arabere er Hamas. Jeg kan ikke befri mig fra den kollektive lidelse.
Alt det had burde omsættes til at give vores stakkels udpinte planet noget kærlighed og omsorg
Når jeg går med bare tæer i sandet på en dejlig sandstrand med solbrændt maveskind, ser jeg pludselig tegnsprog i sandet. Mit indre opfanger en grusom anelse. Tænk, hvis der pludselig kom nogen farende med maskingeværer. Hvordan er det mon på en dejlig sommerdag at være på stranden med burka? Mit indre ser en lille tvangsgift pige sammen med en klam gammel mand. Jeg har en voldsom smerteforbindelse med alle de stakkels kvinder i Afghanistan og Iran og alle kvindeundertrykkende lande. Det er så uhyggeligt. Jeg har altid haft en forbindelse med mit folks ubeskrivelige lidelse.
På et eller andet tidspunkt i løbet af dagen, har jeg været forbundet med nogle mennesker, som står angstfyldte, sultne og tørstige stuvet sammen i en togvogn. Der er også en kollektiv lidelses sjæl, jeg ikke kan befri mig fra. Putin, Hamas, Myanmar, Congo, Sudan, Yemen, Syrien, Iran, Nordkorea, Afghanistan, grønlænderne, de indfødte amerikanere, armenierne. Jeg kunne blive ved. Jeg er overbevist om, at den store krig lige nu er en krig om værdier.
Hadet må ikke vinde og ætse menneskeheden op
Men her er jeg, og jeg lever. ”Get up! Stand up! Stand up for your right!” sang Bob Marley. Han havde en jødisk bedstemor og bar davidsstjernen. Så det gør jeg. Jeg er jøde, og der står sgu menneske i forpanden på mig. Mit liv er lige så vigtig som dit. Hvis historien er i gang med at gentage sig selv, så stopper hadet ikke med jøderne.
I foråret gik jeg ud ad en spraymalet dør med nazitegn på. Jeg gider ikke være bange for hadefulde tumper. Alt det had burde omsættes til at give vores stakkels udpinte planet noget kærlighed og omsorg. Milliarder af menneskestjerner. Dråber i havet. Det hav, der buldrer og brager af had og kærlighed. Dumhed og indsigt. Kan det blive ved?
De, som dyrker den samme bibel, ved jo godt, at jøderne og araberne har samme Abraham til far. Palæstinensere og jøder har meget tilfælles. Visionen må være at give palæstinenserne et retfærdigt demokratisk land. Det vil så blive det første muslimske land i verden med demokrati.
Alting starter med en drøm. En vision. Det gjorde Israel også. I virkeligheden har Israel som det eneste demokrati i Mellemøsten altid været en torn i øjet på diktaturerne omkring sig. Men had og krig er snart også ved at slukke for demokratiet i det lille land, som konstant skal kæmpe for sin eksistens. Alle trækker vejret i angst og ptsd. Hvis der var fred i Mellemøsten, ville der være en enorm velstand, viden, indsigt og spiritualitet.
Der var en gang, hvor vi spiste af den samme ske og tørrede den af i armhulen. Så fandt vi ud af at vand og sæbe var godt. Vi kunne undgå bakterier og overleve. Nu må vi rense os fra had. I tusindvis af år har historien gentaget sig selv, og jøderne er her endnu. Der ligger god viden og indsigt i jødedommen og i den jødiske sjæl.
Hvornår får vi nok og når vores bund i alt det had? Seks millioner jøder blev udryddet i holocaust på den værste dehumaniserende, systematiske måde. Alle var efter anden verdenskrig enige om, at den ufattelige ondskab aldrig skulle få fodfæste igen. I mange europæiske lande blev grobunden skabt til en mere human samfundsstruktur. Det landede i det samfund, jeg fik lov at vokse op i. Vi skylder alle de døde at værne om det.
Mine børnebørn går på en folkeskole sammen med arabere, italienere, polakker, ukrainere, jøder, palæstinensere, muslimer, kristne, ateister, serbere, somaliere, estere, lettere, litauere og meget andet, og de kan sagtens finde ud af det med hinanden. Skolen må indføre et obligatorisk fag om propaganda. SoMe er farligere end atombomben. Den rene sandhed, som skulle sætte os fri, skrumper dag for dag. Ingen israelsk soldat går med vilje ind for at skyde små børn i hovedet. De små børn, som har fået ”Mein Kampf” på arabisk har ikke hjernevasket sig selv. Vi er alle forbundne i sjælen. Krig er ulykkeligt, og der er aldrig en vinder. Kun våbenindustrien.
Jeg er supertaknemmelig for at være i live. Alle, der står ud af sengen og sætter deres fødder på jorden og gør deres bedste hver dag, er noble. Jeg drømmer om at slå en stor tyk streg. Sætte præcise grænser, dér hvor Israel skal være, og der hvor Palæstina skal være. Se på Danmark og Sverige. Vi sloges og slagtede hinanden i hundredvis af år. I dag er vi søster- og brødrenationer, så det kan lade sig gøre. Vi er stadig meget forskellige, men har nogle fælles demokratiske og sociale værdier trods alt. Det er et budskab med håb. Hadet må ikke vinde og ætse menneskeheden op. Så vi må begynde med os selv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
