KRIG I LIBANON // ANALYSE – Med starten på den israelske landoffensiv i Libanon har konflikten krydset endnu en tærskel. Læs Hans Henrik Fafners analyse af situationen her.
TEL AVIV – Da den israelske landoffensiv gik i gang sent mandag aften, så mange israelere til med bange anelser. I og for sig var der bred folkelig opbakning til Netanyahu-regeringens beslutning om at slå hårdt til mod Hizbollah, som i snart et år har beskudt det nordlige Israel med raketter.
Det har været et langt forløb, hvor Israel har slået igen. I de sidste par uger har denne på mange måder lavintensive konflikt ændret karakter.
Det så man meget tydeligt med Israels personsøgerangreb på Hizbollah forrige tirsdag og senest med det store angreb på Hizbollah-hovedkvarteret i Dahiyeh i det sydlige Beirut.
Det er en almindelig antagelse, at Netanyahu med disse angreb har søgt at re-etablere den afskrækkelseseffekt, som i årevis har været en del af den israelske sikkerhedsdoktrin. Den led betydelig skade med Hamas’ terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober sidste år.
At det ikke er lykkedes at afskrække Hizbollah så man ved den fortsatte raketbeskydning i weekenden, som oven i købet blev optrappet med større raketter, der har længere rækkevidde og rammer med større præcision.
Man har derfor kunnet mærke en slags lettelse i store dele af den israelske befolkning, efter at landoffensiven satte i gang. Ligesom der berettes om den samme form for lettelse flere steder i Libanon, navnlig blandt landets sunnimuslimer, der har et meget dårligt forhold til det shiamuslimske Hizbollah. Endelig sker det, synes nogen at tænke.
Det hele udfolder sig nu med frygt og bange anelser på begge sider af konflikten. Ved at iværksætte landoffensiven har israelerne taget et skridt henover en ny tærskel i konflikten. Det giver ikke længere mening blot at tale om konflikt og skudvekslinger.
Situationen har karakter af krig, og når man først er nået dertil, kan situationen hurtigt udvikle sig til ragnarok og noget meget mere dramatisk.
Alle taler for døve øren
Det er tydeligt, at Hizbollah på ingen måde kan betragtes som besejret, selv om navnlig fredagens angreb på Dahiyeh, der kostede Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, og op mod 20 andre centralt placerede, højtstående medlemmer livet.
For selv om store dele af kommandostrukturen nu må betragtes som lammet, er der tydeligvis andre, som er klar til at overtage lederskabet. Hizbollah har før vist en utrolig evne til hurtigt at komme på benene efter en tilsyneladende knockout, men det kan hurtigt udvikle sig til at blive meget farligt.
Hizbollah råder nemlig med overvejende sandsynlighed over meget store batterier af svær skyts, der omfatter mindst 100.000 raketter og missiler, og langt den største del af dette lager er intakt.
Indtil Hizbollah har reorganiseret sig, vil der være en akut risiko for at nogen tager for sig i et raketlager, af den simple grund at der mangler strategi og topledelse.
Fra israelsk side siger man, at landoffensiven er en begrænset offensiv. Det statslige libanesiske forsvar, som ofte har et kantet forhold til Hizbollahs milits, har trukket sig væk og er fem kilometer fra grænsen.
Det kan umiddelbart sætte nogle løse rammer for offensiven. I hvert fald er det dette grænseland, israelerne har til hensigt at operere i, og målet er at finde frem til Hizbollahs positioner, herunder de tunnelsystemer, som bevægelsen gennem mange år har bygget i hele grænseregionen.
FN’s fredsbevarende styrke, UNIFIL, har besluttet at blive langs den blå linje, som er betegnelsen for den israelsk-libanesiske grænse, og den libanesiske regering i Beirut har henstillet til Hizbollah, at man trækker sine folk op nord for Litanifloden.
Efter den sidste krig mellem Israel og Hizbollah i 2006 blev det skrevet i resolution 1701 fra FN’s sikkerhedsråd, at Hizbollah ikke måtte bevæge sig syd for Litani. Det er netop det, Netanyahu aktuelt anklager Hizbollah for at have forbrudt sig imod og bruger som begrundelse for at give grønt lys til landoffensiven.
Lige nu virker alt dette blot som tomme ord. I Mellemøsten er der nærmest en tradition for, at FN-resolutioner knap nok er det papir værd, de er skrevet på. Hizbollah har næppe tænkt sig at bøje sig for kravet om tilbagetrækning til Litanifloden, og regeringen i Beirut er ude af stand til at presse den magtfulde milits til noget som helst.
Netanyahu har heller ikke tænkt sig at lytte, og præsident Bidens krav om en 21 dage lang våbenhvile her og nu falder for døve øren. Imens undrer mange sig over, hvad UNIFIL overhovedet håber at opnå ved at blive siddende midt i krigszonen.
I løbet af dagen er der blevet meldt om sporadiske kamphandlinger, men endnu ingen større konfrontation mellem israelske tropper og Hizbollah-folk. Derimod har israelerne fortsat deres luftangreb på må i og omkring Beirut, hvilket er offensivens anden del.
Hizbollah har også valgt den offensive rolle, og mindst 10 raketter blev affyret med kurs mod Tel Aviv, hvilket er en klar optrapning i forhold til, hvordan konflikten har tegnet sig indtil nu.
Spøgelset alle husker
Det er dette, der giver den lettelse, mange må føle på begge sider af fronten, et stærkt element af bekymring. Lettelse med mange forbehold, kan man sige. Og på begge sider føler man utvivlsomt fortidens dårlige erfaringer hvile tungt over det hele.
Der er kort og godt tale om spøgelset fra 1982. I Israel husker man stadig juni måned, hvor Israel iværksatte en stor offensiv, der på få dage bragte israelske tropper helt op til Beirut.
Dengang var det den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, der affyrede katyusha-raketter mod det nordlige Israel, og også dengang rykkede israelerne frem for at decimere modparten. I dag spiller Hizbollah PLOs rolle.
I 1982 var stemningen nærmest euforisk, da det skete. Israelerne så frem til at få ”fred i Galilæa”, som var offensivens officielle navn, og mange libanesere hilste de israelske soldater velkommen med blomster og friskplukkede kirsebær. Mange af dem så frem til at komme af med PLO og deres stat i staten.
Den israelske premierminister hed Menachem Begin, og Ariel Sharon var forsvarsminister. Den virkelige katastrofe kom med massakren på flygtningelejrene Sabra og Shatila, hvor forbitrede kristne libanesere lod deres vrede gå ud over uskyldige palæstinensiske flygtninge, mens de israelske tropper stiltiende lod slagteriet passere.
Begin trådte tilbage umiddelbart efter krigen. ”Jeg kan ikke mere,” sagde Begin, mens Sharon blev tvunget til at gå af, efter at en undersøgelseskommission havde givet ham en stor del af ansvaret for ikke at gribe ind og hindre massakren på de to lejre.
Alt dette er naturligvis et stykke (ubehagelig) fortid, og man skal passe på med at sammenligne. Selv om en del libanesere måske gør sig nogle forhåbninger, vil de ikke modtage de israelske tropper med samme åbenhed, og mens det dengang lykkedes at fordrive PLO fra Libanon, vil det næppe kunne lade sig gøre at eliminere Hizbollah.
Bevægelsen slås for sit liv og vil også eksistere efter krigen. Endelig vil der næppe heller være nogen israelsk premierminister, som trækker sig efter krigen, for det er et af Netanyahus formål med det hele at klynge sig til den politiske magt.
Og hvis forsvarsminister Yoav Gallant forsvinder efter krigen, vil det med stor sandsynlighed skyldes, at Netanyahu fyrer ham for at være for blød.
At spøgelset fra 1982 alligevel huserer, og at sammenligningen er relevant, hænger sammen med, at der nu som dengang er en situation, hvor noget som kunne have været forhindret, alligevel sker og får hele krudttønden til at eksplodere.
Dengang ramte katastrofen i Sabra og Shatila, og en lignende uhyrlighed kan når som helst slå ned i den igangværende krig og få den til at eskalere uhæmmet. Det var dette moment, der i 1982 fik Israel til at hænge fast i det libanesiske kviksand.
Efter selve krigen skabte man den såkaldte sikkerhedszone i Sydlibanon, og der blev israelerne siddende lige til man besluttede at trække tropperne ud i sommeren 2000 – 18 år senere. Og dengang konkluderede man, at de mange år og de enorme omkostninger ikke havde bragt regionen nævneværdigt tættere på fred.
Så mindre end et døgn efter at den israelske landoffensiv er startet, udvikler krigen sig. Den kan når som helst eksplodere til noget endnu værre, fordi der er så mange ukendte og uforudsigelige faktorer med i det dystre spil.
En af disse er Iran, som hidtil har givet udtryk for ikke at ville lade sig drage ind i en direkte konfrontation med Israel. Men i løbet af eftermiddagen stod en militær talsmand frem og sagde, at iranerne muligvis ville indlede et stort angreb mod Israel med ballistiske missiler, og at det ville komme inden for få timer.
I skrivende stund er det vanskeligt at vurdere denne forudsigelse, som stammer fra efterretningskilder i Washington. Uanset hvad er det et godt eksempel på denne krigs uforudsigelighed og mange indbyggede farer.
Opdatering: Kort før kl. 19 dansk tid oplyste israelsk militær, at Iran har sendt missiler mod Israel. I følge Reuters har den iranske revolutionsgarde ligeledes bekræftet, at der er sendt en bølge ballistiske missiler afsted (red).
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
