GENERATIONSKAMP // KOMMENTAR – Det ville være rart, hvis de sure unge og de vrisne ældre lige kunne blive enige om, hvordan de taler til hinanden, mener Sebastian Dorset.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der kommer hvert år nye ord ind i det danske sprog. Der forsvinder ikke lige så mange. Vi sletter ikke ord fra det danske sprog – vi holder bare op med at bruge dem.
Og sådan ligger der ubrugte ord og udtryk, nede mellem sprogets sofapuder, og savner de gode, gamle dage, hvor folk kunne sige ”bred ymer” eller ”tjald” uden at være ironiske.
Jeg synes bare, at ordet ”Boomer” er upræcist, unfair og hamrende hyklerisk
Nogle ord har en lang og gloværdig karriere, mens andre mere er Dansk Sprognævns svar på et sommerhit, men de fleste ord, som folk finder på, fader ud igen.
Det giver mig håb for, at vi måske snart kan slippe for importordet ”Boomer”.
Ikke fordi, jeg føler mig ramt. Jeg er en meget klassisk Generation X, af den type, der blev grinet op i ansigtet, den formiddag, hvor jeg troede arbejdsformidlingen kunne formidle et arbejde, og var ung i en verden, hvor atomkrigen var et aldrig udløst faktum.
Jeg synes bare, at ordet ”Boomer” er upræcist, unfair og hamrende hyklerisk.
Hvis du er nået så langt i mit ”rant” – der i øvrigt er et ord, der kom på sprognævnets nyordsliste i 2019 og betyder ”vred eller passioneret enetale” sammen med ord som:
- klimatosse ’person der går (for) meget op i klimaet’
- flyskam ’skam over at flyve for meget’
- overturisme ’for meget turisme’
- crossdresser ’person der klæder sig som det modsatte køn’
- kønsinkongruens ’det at der ikke er sammenhæng mellem det biologiske køn og det mentale køn’
- blackfacing ’det at en hvid person maler sig sort i hovedet’
- tykaktivist ’person der kæmper for at det accepteres at være tyk’
- krænkelsesparat
ja, så skulle jeg måske forklare det dér ”Boomer”:
Det er primært brugt i den nedsættende bemærkning ”OK, Boomer”, som er noget, de unge siger til alle, der ikke er enige med dem, primært på klimaområdet.
Min oplevelse af den generation, der er unge i dag er – helt subjektivt – at de bliver ret mopsede over generaliseringer. De er individer, de er i hvert fald ikke ens og de vil ikke kaldes ved fællesbetegnelser
En ”Boomer” er i de unges optik ikke kun en person, der tilhører Baby Boomer- generationen, nej, det er alle de voksne, der sidder på flæsket. Det klimafjendtlige flæsk vel og mærke, og som spiser det, mens de ustandseligt flyver til Kreta eller Costa del Sol og tænder op i deres højfjeldssol, mens de brokker sig over, at de ikke kan downloade ”app’er” til deres drejeskivetelefon.
De voksne, der ikke har gjort noget for at stoppe klimaforandringerne, og derfor har efterladt kloden, smuk som en sønderskudt banegård, til deres børn.
Men jeg synes, det er unfair, at mine forældres generation får skylden for den truende klimakatastrofe. Lige så unfair som når hele den unge generation bliver bebrejdet, at nogle unge efterlader deres telt og brugte kondomer på Roskilde Festivalens campingområde.
Her kan man som oftest læse en syndflod af sure kommentarer om ”de unges dobbeltmoral”, og en gammel Generation X-skid som mig, må tage teens i forsvar og gentage og gentage, at det altså ikke er en hel generation, der rejser fra Roskilde og bare råber pik og skrider fra deres ansvar.
Når nogle unge er i hooligan-slagsmål, er det heller ikke alle unge, og når nogle unge dropper skolen for at spille Fortnite er det ikke alle unge, og når én Generation X’er ikke gider finde på flere eksempler på dårlig adfærd, er det altså ikke ‘Alle Generation X’ere’.
Min oplevelse af den generation, der er unge i dag er – helt subjektivt – at de bliver ret mopsede over generaliseringer. De er individer, de er i hvert fald ikke ens og de vil ikke kaldes ved fællesbetegnelser.
Det er derfor, jeg synes brugen af ”OK Boomer” er hyklerisk.
Dels fordi de selv – nogle af dem – har ret travlt med, hvad man må kalde andre. Som jeg hører det, står de meget fast på, at man selv må bestemme, hvordan man vil betegnes – om man fx vil være en af the Millennials eller Generation Z, men det gælder åbenbart ikke ”boomer”-generationen født mellem 1946 og 1964.
Jeg gider ikke høre på, at mine forældre har ansvaret for klimaforandringerne. Tilbage i 70’erne var de med til at starte en miljøforening i Nordjylland. Ja, min mor var med til at starte to! Den anden var endda så 2020-typisk, at de hed ”Øko-feministerne”
Og ved I hvad – jeg gider ikke høre på, at mine forældre har ansvaret for klimaforandringerne. Tilbage i 70’erne var de med til at starte en miljøforening i Nordjylland. Ja, min mor var med til at starte to! Den anden var endda så 2020-typisk, at de hed ”Øko-feministerne”.
Da jeg var omkring de ni år, flyttede vi til et hus, som skulle være så bæredygtigt som muligt. Det var brændeopvarmet, køkkenhaven leverede grundstammen af vores mad, og den mad blev udskilt i et muld-”toilet”, som skulle skabe kompost, men primært skabte stank og væmmelse.
Min fars store mål var at leve bæredygtigt og af det, han selv dyrkede, og godt nok havde forældrene bil, men de boede også et sted, hvor alternativet til et motorkøretøj var hungersnød.
Alle deres venner var den samme form for hippietype. Jeg har sgu da ikke siddet i en ordentlig bil, før jeg selv blev voksen, og er blevet indprentet miljøsagen i en grad, så jeg som 16-årig blev medlem af partiet ”De Grønne” og stod på gågaden i Odense og forsøgte at indsamle underskrifter, så de kunne blive opstillet til folketingsvalget.
Ja, jeg henvendte mig til og blev afvist af flere hundrede på sådan en dag. Helt uden at give op selvom jeg følte mig utilpas og talt grimt til. For hvad betyder det, om man bliver svinet kortvarigt til på en gågade, når mine forældre, som I kalder ”boomers”, har oplevet rationeringskort, madmangel og at man ikke kunne gå i skole, fordi man skulle ”ud at tjene” som 14-15 årig. Og de klagede sig sgu aldrig.
Men dét gør de unge, der bruger ordet ”boomer”. Klager. Temmelig meget, faktisk. De har importeret en hel horde af ord fra Amerika, som slutter på ”-ism”, ”-blaming” eller ”-shaming”.
Men det eneste ord, de frelste dele af den unge generation ikke har taget alvorligt er ”ageism”: Altså diskrimination på grund af alder.
‘Ageism’ kan komme på listen hos Dansk Sprognævn, men så er det, fordi det er blevet brugt, når en 18-årig gymnasieelev har taget verden omkring sig i skole og youngsplainet (årets ord 2022!) hvor forkerte, vi gamle er, og så har én eller anden ældgammel Bent eller Jens vovet at skrive en kommentar.
De unge, der kalder dem ”boomers”, sidder onsdag morgen nede på ”Joe & the Juice” og får en avocadosandwich til 58 kr, og mumler ned i deres juice (56 kr.) om, hvor hårdt det er, man ikke kommer til sit YNDLINGSTED i New York i år
At gøre grin ad gamle mennesker, fordi de er gamle, med ordet ”Boomer”, er åbenbart helt ok. Jeg mener faktisk, at generationen over mig var ret seje:
De er født med håndsvings-telefon, de var voksne, før deres skrivemaskine blev ”elektrisk”, deres første udlandsrejse var højest til Norge, da de blev voksne, eller måske en vild sommerferie på det eksotiske ”Fanø”. De prøver helt vildt hårdt at forstå teknikken, nu hvor deres børn har bestemt, at man skal være på Netbank og have en ”smært phøøøne”.
Mens de unge, der kalder dem ”boomers”, sidder onsdag morgen nede på ”Joe & the Juice” og får en avocadosandwich til 58 kr, og mumler ned i deres juice (56 kr.) om, hvor hårdt det er, man ikke kommer til sit YNDLINGSTED i New York i år. Og hende veninden, der nikker bekræftende og selv føler smerten ved ikke at krydse Atlanten i år, synes hendes forældre er megastrenge, fordi de har droppet turen til Thailand.
Igen har de dér ”Boomers” stjålet noget fra dem, og deres liv er blevet urimeligt hårdt.
Men selvfølgelig hader jeg ikke unge mennesker. Jeg hader kun dobbeltmoral.
At kalde midaldrende mennesker for ”Boomers” svarer til at kalde de unge for ”floaters”, fordi de ikke har oplevet ægte modgang. De ”Boomers”, som de unge håner, fik faktisk skabt et universitetsmiljø, hvor der kun var én marxistisk ideologi, der gjaldt, og hvor alle afvigelser blev nedgjort med hjemmelavede ord og hvor dem, der ikke var enige, blev udskammede i årevis.
Nå, det lyder jo lidt som noget, den unge generation godt kan leve med. Dele af den, i hvert fald. Dele.
LÆS FLERE ARTIKLER AF SEBASTIAN DORSET HER
Topillustration: Generationerne taler (ikke). Foto: Flickr, Ok, Boomer. Public Domain.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her