PORTRÆTINTERVIEW // POV BUSINESS – I løbet af de kommende måneder vil det danske musik- og kulturliv opleve en helt ny måde at kunne støtte kampen for miljøet, klimaet og biodiversiteten på. Den grønne knap skal give kulturforbrugerne mulighed for at støtte et grønt formål, når de booker deres billetter online. Bag projektet står en tømrer og hans datter fra Frederikshavn, som sammen med andre nordjyske ildsjæle har skabt projektet People United for Nature. ”Vi vil gerne skabe et fællesskab omkring den grønne dagsorden og give de unge mennesker et håb for fremtiden,” siger den ene af initiativtagerne, tømrersvend Martin Bruun, til POV’s Poul Arnedal.
Selvom den grønne dagsorden er en hjertesag for mange udøvere og entreprenører inden for musikindustrien og det øvrige kulturliv, så er der trods alt grænser for, hvad man i de brancher direkte kan gøre for miljøet, klimaet og biodiversiteten.
Indtil videre har det været noget med bæredygtige krus til fadøllene, grøn strøm og tilbud om plantebaseret og økologisk mad på musikfestivaler serveret på bæredygtigt producerede engangstallerkner.
Tømreren og hans datter fik en god idé
Men så fik en tømrer og hans datter i Frederikshavn i sommeren 2020 en god idé. Den vil i den kommende tid blive rullet ud og tilbudt landets spillesteder, biografer og teatre. Det sker samtidig med, at kulturindustrien igen kan begynde at åbne for publikum efter endnu en coronanedlukning.
Projektet går ud på at forsyne kulturvirksomhedernes online billetbestilling med en særlig ’knap’, hvor man i forbindelse med billetkøbet samtidig kan donere et beløb til grønne formål. De to frederikshavnere kalder donationsknappen for ’Den grønne knap’.
Det lyder som logik for burhøns og noget, opfindsomme marketingsfolk kunne have opfundet for længe siden. Men der skulle to ’helt almindelige mennesker’ og den nystiftede forening og NGO, People United for Nature til, før det blev til noget.
Ildsjælene bag projektet er 52-årige Martin Bruun, der til daglig er tømrersvend, og hans 20-årige datter Freja, der går i 3.G i Frederikshavn. En anden central person i People United for Nature er Lise-Lotte Heidelbach. Sammen har de tre fået foreningen stiftet, og Lise-Lotte Heidelbach har været med i hele opbygningen af hjemmesiden, kontakt til diverse myndigheder samt tager hånd om det administrative arbejde.
”Det er en rigtig god følelse, at foreningen har stærke og dygtige folk med,” fortæller Martin Bruun.
Fra de fik idéen gik det stærkt med at stifte foreningen, få valgt en bestyrelse og kontakte Billetlugen, som er en af de store online billetbestillingsplatforme i Danmark.
Stor interesse blandt kulturudbyderne
”Billetlugen var straks med på idéen og gav os lov til at kontakte alle deres kunder for at høre, om de var interesserede i at få en grøn donationsknap i forbindelse med, at der blev købet biletter. Så når hele vores projekt er rullet ud, vil man som kulturforbruger i fremtiden kunne beslutte, om man vil give et valgfrit beløb på 10, 30, 50 eller 100 kr. til et grønt og bæredygtigt formål. Det er en helt ny mulighed,” siger Martin Bruun i telefonen fra Frederikshavn.
”Indtil videre har vi kun lavet nogle stikprøver blandt de virksomheder, som benytter Billetlugens billetkøbsservice. Men de har alle været særdeles positive. Vores udgangspunkt har været at starte med spillestederne, men her sagde det første sted, vi kontaktede, at vi da også skulle have teatrene med. Og et teater sagde: ’Husk også biograferne.’ Samtidig har en hotelkæde også meldt sig som interesseret i vores ’grønne knap’.”
Freja var 9 år dengang og meget interesseret i miljøet. Hun havde set en udsendelse i tv om en isbjørn, der var ved at drukne på grund af den globale opvarmning
”Vi håber på, at det kan udvikle sig til et større fællesskab blandt koncertgæster og kulturforbrugere. Derfor har vi kaldt vores forening for ’People United for Nature’. Når vi skal ud og holde en fest ved at høre noget musik, så kan vi jo også lige så godt samtidig gøre noget godt for verden og for vores børn,” fastslår Martin Bruun. For det er først og fremmest børn og de kommende generationer, han tænker på.
Og det er ikke den eneste gang, at han og datteren Freja har begivet sig i kast med den grønne dagsorden.
”Det var min datter, der allerede som meget ung gav mig et ordentligt spark bag i,” fortæller han. ”Det var under optakten til det store klimatopmøde, COP15, i København i 2009. Freja var 9 år dengang og meget interesseret i miljøet. Hun havde set en udsendelse i tv om en isbjørn, der var ved at drukne på grund af den globale opvarmning, og spurgte mig, om vi ikke godt kunne gøre noget ved det. Det resulterede i en underskriftsindsamling mod fældning af verdens regnskove.”
Det lykkedes far og datter at indsamle 5000 underskrifter fra 54 lande, og i forbindelse med COP15 tog de til København og afleverede dem til folketingspolitikeren Steen Gade (SF), som på det tidspunkt var formand for folketingets miljøudvalg.
Projekter som støtter FN’s Verdensmål
”Bare her de seneste dage har jeg hørt flere programmer i radioen om unge mennesker med klimaangst og -depressioner. Med vores projekt vil vi gerne gøre noget positivt for klimaet og naturen og ikke mindst give et håb til de unge om, at vi godt selv kan yde noget, samtidig med at vi nyder musikken og andre kulturtilbud.”
Martin Bruun og hans datter er selv flittige koncertgæster, og lidt henne i samtalen afslører han, at en af inspirationskilderne til projektet med ’Den grønne knap’ er det britiske rockband Coldplay, der allerede for over to år siden aflyste deres store stadionkoncerter og meddelte, at de ikke ville spille, før de store koncertsteder fik styr på deres klimaudledninger, og nu planlægger de en verdensturne, som skal være CO2-neutral.
Det er Martin Bruuns opfattelse, at stadig flere musikere ønsker at gå den samme vej, og med ”Den grønne knap” vil koncertgæster og andre kulturforbrugere i fremtiden være med til at skubbe til den grønne dagsorden, som Martin Bruun udtrykker det.
Indtil videre går donationerne til tre konkrete projekter. Det ene er Køge Bugt Stenrev, som på flere måder vil gavne biodiversiteten i det lokale havmiljø. Det andet er den indianske organisation Fundecoipa, som i den ecuadorianske amazonjungle arbejder på at bevare regnskovens biodiversitet.
Det tredje er et nordjysk naturgenopretningsprojekt, hvor en lokal borgerforening til gavn for biodiversiteten vil genskabe rørskove og vådområder ved Voer Å’s udløb i Kattegat 30 km syd for Frederikshavn.
Ifølge Martin Bruun har People United for Nature også kontakter ude til andre klima- og bæredygtighedsprojekter, som støtter tre af FN’s 17 Verdensmål: ’Klimaindsats’, ’Livet i havet’ og ’Livet på land’. ‘
Et nordjysk projekt som rækker ud til resten af verden
Hjemstedet for People United for Nature med Den grønne knap er Frederikshavn. Foreningens bestyrelse består af seks ildsjæle med en ligelig fordeling af mænd og kvinder. Og når det er lykkedes at sætte projektet med den grønne knap i søen, skyldes det bl.a. økonomisk støtte fra det lokale pengeinstitut i Frederikshavn, Sparekassen Danmark, som straks kunne se potentialet i People United for Nature og gav økonomisk støtte til opstartsomkostninger.
Protektor for organisationen er ornitologen, tv-værten m.m. Sebastian Klein.
”Det er jo lidt spændende, at vi heroppe i Nordjylland vil kunne afholde en koncert, som støtter et stenrev i Køge Bugt og en regnskov i Ecuador. Vores vision er, at det skal være et fællesskab, der går på kryds og tværs af landet og måske også breder sig til udlandet. Jeg ser for mig, at musikere og andre kunstnere en dag står på scenen både i Danmark og andre lande og siger til publikum:
’Hey, er I klar over, at I har været med til at donere et stort beløb til orangutangerne på Borneo. Tak for det. Nu giver vi også en del af overskuddet fra koncerten til et projekt, som støtter FN’s verdensmål.’ Det vil være fantastisk,” siger Martin Bruun, der satser på at projektet med Den grønne knap vil blive udrullet og kan tages i brug i løbet af de kommende uger og måneder.
”Både spillesteder, teatre og biografer er velkomne til at kontakte os, så vi får mulighed for at gøre noget for natur og klima rigtig mange steder i verden, og giver unge mennesker en tro på fremtiden,” slutter ildsjælen fra Frederikshavn.
People United for Nature
email: info@peopleunitedfn.com
Tlf: 28299328 (Martin Bruun) og 20346281 (Lise Heidelbach)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her