NEKROLOG // POLITISK KOMMENTAR – “I får ikke lov til at give op. Hvis de beslutter sig for at slå mig ihjel, betyder det, at vi er ufatteligt stærke … Vi forstår bare ikke, hvilken styrke vi faktisk besidder. For at ondskaben skal sejre, kræver det kun, at gode mennesker intet foretager sig,” sagde Navalnyj kort før sin skæbnesvangre rejse til Rusland i januar 2021.
Om et par uger er der præsidentvalg i Rusland. Her skal det stå læseren frit for selv at indsætte et passende antal citationstegn rundt om ordet valg, da valg kun i ringe grad beskriver det skuespil, vi kommer til at bevidne. Det hele er afgjort på forhånd – selv den endelige stemmefordelingsprocent er formentlig allerede besluttet. Kremls spinchef Dmitry Peskov har gjort det klart, at der ikke kommer til at være spænding om udfaldet. Den russiske befolkning er statister i et banalt teaterstykke, der skal sikre Vladimir Putin fem år mere ved magten.
Alligevel besluttede Kreml-regenten sig fredag den 16. februar for at sende en klar besked inden valget ved at få myrdet Aleksej Navalnyj, den mest fremtrædende systemkritiker, som stadig befandt sig inden for rigets grænser. Dissens vil ikke blive tolereret. Kun de allermest Kreml-forblændede – Tucker Carlson? – kan være i tvivl om, hvem der har givet drabsordren.
Drabet på Navalnyj var en klar besked til den russiske opposition, der overvejende befinder sig i eksil, om at holde snuden langt væk fra den forestående kroningsceremoni. Det var også en besked til den russiske befolkning om ikke at gentage protesterne fra 2011-2013, hvor den russiske befolkning sidste gang rejste sig for alvor mod Putins regime. Endelig var det en besked til Vesten om, at Putin lader hånt om økonomiske sanktioner og fordømmende ord. I Kreml-regentens verden tæller kun brutal handling, herunder mord på hans modstandere, hvilket Putin mindede de forsamlede til den årlige sikkerhedskonference i München om.
Mordet stjal alle overskrifter ved topmødets start, hvor også Navalnyjs enke skulle tale. Det er en særlig form for politisk kommunikation, som Putin har lært af sin tidligere chefideolog Vladislav Surkov, der læste til sceneinstruktør, inden han blev grå eminence i Kreml.
Beundret i befolkningen – hadet blandt eliten
Men selv om timingen var nøje udvalgt til at skabe dramatisk effekt, har mordet på Aleksej Navalnyj været længe undervejs. Han havde været en torn i øjet på regimet siden Snerevolutionen i 2011, hvor han var blandt de vigtigste ledere for de store demonstrationer.
Kort inden demonstrationerne brød ud på Bolotnaya-pladsen i december 2011, havde Navalnyj stiftet Antikorruptions-bevægelsen (FBK), der samlede en række andre anti-korruptionsaktivister om hans fortløbende arbejde med at udstille råddenskaben i det russiske samfund.
Fra at have afsløret massiv svindel på organisationsniveau, blandt andet i olie- og gasselskaber som Rosneft, Gazprom og Lukoil, vendte han nu skytset mod enkeltpersoner i toppen af samfundet. Gennem ihærdigt journalistisk graverarbejde afdækkede FBK i de efterfølgende år, hvordan magteliten systematisk støvsugede Rusland for rigdomme.
Den ydmygende afsløring tvang regimet i defensiven for en stund
Ingen gik ram forbi FBK’s arbejde, der blandt andet rettede sigtekornet mod den tjetjenske krigsherre Ramzan Kadyrov, den tidligere vicepremierminister Igor Sjuvalov, og Viktor Zolotov, som var én af Putins gamle venner fra Sankt Petersborg, og som i dag leder regentens 340.000 brunskjorter i Rosgvardia. Afsløringerne gjorde ham til en folkehelt og skabte ham mildest talt magtfulde fjender.
Navalnyj og FBK tog det skridtet videre i 2017, hvor de udsendte dokumentaren Kald ham ikke Dimon om Dmitrij Medvedev. Som Putins sædevarmer på præsidentposten i 2008-2012 havde han kultiveret et ry som en lidt nørdet bureaukrat; en harmløs goofball. Men han var nøjagtig lige så beregnende og grådig som alle de andre, forklarede Navalnyj, der på kreativ vis havde skaffet beviser for virkelighedens Medvedev.
Gennem tålmodigt detektivarbejde og innovative droneoverflyvninger blev “Dimons” mange paladser, yachts og luksuriøse vingårde i Toscana trukket frem til offentlighedens skue. Da de russiske myndigheder beordrede videoen fjernet fra nettet, fik FBK hjælp fra højst uventet side. PornHub (!) lod ham lægge videoen op med titlen Korrupt Russisk Politiker Bliver Bollet Hårdt. Videoen blev set af millioner af russere, og Medvedevs popularitet styrtdykkede.
Den ydmygende afsløring tvang regimet i defensiven for en stund og gjorde samtidig Navalnyjs og FBK’s dage talte. En så alvorlig trussel kunne ikke sameksistere med den kleptokratiske orden, der nu satte hårdt mod hårdt. På en flyvetur fra Tomsk til Moskva i august 2020 fik Navalnyj pludselig et ildebefindende. Flyet nødlandede, og Navalnyj blev lagt i koma på et sygehus i Omsk for kort tid efter at blive evakueret til Berlin.
At han overlevede, var et mirakel, der vakte mindelser til en lignende sag i 2004. Dengang var det hans journalistkollega Anna Politkovskaja, der blev forgiftet i et fly på vej til Beslan. Hun havde sat sig for at forhandle med gidseltagerne under den store skoletragedie, der endte med at koste 334 mennesker livet, men nåede aldrig frem.
Ligesom Politkovskaja tog Navalnyj ikke giftattentatet som et vink med en vognstang, men fortsatte ufortrødent sit arbejde. Resultatet blev en fantastisk morsom omgang telefonfis, hvor Navalnyj selv fik FSB-agenter til at indrømme attentatet på hans liv ved at foregive at ringe på vegne af sikkerhedstjenestens tidligere chef, Nikolaj Patrusjev. Her kom flere detaljer om mordforsøget samtidig frem, da det viste sig, at agenterne havde smurt Novichok på indersiden af hans underbukser.
Hjem til Rusland
Historien om Aleksej Navalnyj kunne have sluttet her eller i hvert fald taget en anden drejning. Fra sit tyske eksil kunne han have valgt at slutte sig til fremtrædende regimekritikere som Garry Kasparov eller journalister som Andrej Soldatov og Roman Badanin, som fra (relativ) sikkerhed i Vesten fortsætter med at udstille Kreml-regimet. I stedet traf Navalnyj et valg, der i fredags kostede ham livet.
Efter måneders genoptræning i Tyskland rejste Navalnyj hjem til Rusland i januar 2021. Her blev han med det samme anholdt i lufthavnen og sigtet for at overtræde en prøveløsladelse. De næste tre år tilbragte han i skiftende russiske fængsler under forhold, der selv efter russisk målestok var umenneskelige, og efter vores målestok kun kan beskrives som tortur. 28 gange blev han smidt i ugelange isolationscelle-ophold, hvor han blev tvangsindlagt til at lytte til taler fra Putin i den bidende arktiske kulde.
Navalnyj betragtede det som en sejr, at regimet nu endelig viste sine sande farver, og håbede til det sidste, at russernes tålmodighed var ved at være brugt op
Men Navalnyj havde kun latter tilovers for sine fangevogtere. Han havde nemlig gemt en langt sjovere joke til netop dette øjeblik, der også blev hans største journalistiske bedrift. Dokumentaren Putins Palads blev offentliggjort to dage efter, han var landet i Moskva, og blev i sin første måned set af mere end 25 procent af den russiske befolkning.
Selvom ingen på det tidspunkt kunne være i tvivl om Putins skjulte rigdom – Fortune har spekuleret i, at han i virkeligheden er verdens rigeste – var dekadencen alligevel forbløffende. Et privat casino, toiletbørster af det pureste guld og en underjordisk ishockeybane, hvor Putin kunne fremvise sine skøjtefærdigheder. Paladset ved Sortehavskysten anslås at have kostet 10 milliarder kr., men var kun toppen af isbjerget.
I juni 2021 blev FBK stemplet som ekstremistisk og opløst af byretten i Moskva. Ledende medlemmer af bevægelsen som Lilja Chanysjeva og Daniel Kholodnij er siden blevet idømt lange fængselsstraffe, mens andre fremtrædende skikkelser, som bestyrelsesformand Leonid Volkov og journalisterne Maria Pevchikh og Georgij Alburov, er draget i landflygtighed. Navalnyj betragtede det som en sejr, at regimet nu endelig viste sine sande farver, og håbede til det sidste, at russernes tålmodighed var ved at være brugt op.
Beundret i Vesten – hadet i Ukraine
Før han dukkede frem på verdensscenen under Snerevolutionen i 2011, var Navalnyj medstifter af det stærkt nationalistiske parti Narod i 2007. I en video fra samme år sammenlignede han russiske muslimer med kakerlakker, og selvom han senere trak sine udtalelser tilbage, fastholdt han en hård retorik mod centralasiatiske migranter.
Mens samtlige politikere i Vesten har fordømt drabet, har reaktionen også været anderledes afdæmpet i Ukraine. Her har man aldrig tilgivet Navalnyj for hans nationalistiske fortid eller hans bemærkninger i 2014 om, at Krimhalvøen nu var en del af Rusland, og at han ikke “øjeblikkeligt” ville give halvøen tilbage som nyvalgt præsident. Med til det billede hører dog også, at han allerede dengang kritiserede Putins skyggekrig i Donbas og opfordrede Vesten til hårdere sanktioner.
Navalnyj gjorde det fra sin fængselscelle i 2023 klart, at han havde bevæget sig væk fra sine tidligere holdninger: “Ukraines grænser blev internationalt anerkendt i 1991. Rusland anerkendte dem dengang og må også anerkende dem nu. Der er ikke noget at diskutere.” Alligevel blev mistilliden hængende for mange.
“Navalnyj er ikke nogen Nelson Mandela. Han er Aung San Suu Kyi,” udtalte Eliot Borenstein kort tid efter anholdelsen i 2021. Skulle man blive i russiske sammenligninger, kunne man også sige, at Navalnyj ikke var nogen Boris Nemtsov. Selvom de to politikere delte talerstolen på Bolotnaya i 2011, havde Nemtsov ikke samme nationalistiske fortid med i bagagen. Nemtsov var også anderledes klar i mælet på spørgsmålet om Ukraine, som han fordømte på det kraftigste fra dag ét:
“Putin har erklæret krig mellem brødre i Ukraine. Det er et blodigt vanvid, startet af en sindssyg KGB-agent, der kommer til at koste både Rusland og Ukraine dyrt,” skrev han i 2014.
Året efter blev han mejet ned på åben gade et stenkast fra Kreml. Dagen efter skulle han have talt til en demonstration mod annekteringen af Krim. Men selvom Navalnyj ikke var nogen Nemtsov, var begge politikere utvivlsomt deres tids vigtigste oppositionspolitikere. I begge tilfælde har regimets beslutning om at myrde dem tilføjet endnu et mørkt kapitel i historien om mordet på Ruslands demokrati.
Trodsig til det sidste
Mordet på den vigtigste oppositionspolitiker er foreløbigt også blevet mødt med tavshed i Rusland. Mens de store russiske medier overvejende ignorerer hans død, er misinformationsapparatet begyndt at pumpe forvirrende og modsigende narrativer ud på sociale medier. Blandt de mest opfindsomme er en historie om, at CIA stod bag mordet – tilsyneladende med fuld adgang til topsikrede russiske fængsler.
Aleksej Navalnyjs våben var journalistik, humor og en ukuelig optimisme i hans beskeder til omverdenen
Enkelte demonstranter har lagt blomster på mindesmærker for politiske ofre, men er prompte blevet anholdt. Sammenligner man med reaktionen på Nemtsovs mord i 2015, bliver det imidlertid tydeligt, i hvor høj grad regimet i krigens skygge er lykkedes med at omdanne Rusland til et diktatur.
Navalnyj var ikke revolutionær, men var villig til at dø for drømmen om et reformeret Rusland. Fredag den 16. februar 2024 skrev han sig derfor ind i en lang russisk tradition, som foruden Nemtsov omfatter vidunderligt modige mennesker som Jurij Sjekotjikin, Sergej Jusjenkov, Anna Politskovaja og Galina Starovojtova. Trods store politiske forskelle havde de en fælles vision om et land, hvor en lille gruppe mennesker ikke skal leve i vildt frås og overflod på renæssancepaladser, mens 20 procent af befolkningen fortsat lever uden indendørs toiletter.
Aleksej Navalnyjs våben var journalistik, humor og en ukuelig optimisme i hans beskeder til omverdenen. Til det sidste troede han på russernes evne til at rejse sig mod Putin. Kort før den skæbnesvangre hjemrejse til Rusland, medvirkede han i dokumentaren Navalny, hvor han blev spurgt ind til den død, der med al sandsynlighed ventede ham i Rusland. Her sendte han en sidste trodsig hilsen til Putin:
“Jeg vil gerne fortælle jer noget indlysende. I får ikke lov til at give op. Hvis de beslutter sig for at slå mig ihjel, betyder det, at vi er ufatteligt stærke … Vi forstår bare ikke, hvilken styrke vi faktisk besidder. For at ondskaben skal sejre, kræver det kun, at gode mennesker intet foretager sig. Så gør noget!”
Aleksej Navalnyj er død. Ordene er kastet over til hans landsmænd. Foretager de sig noget?
Morten Hammeken holder mange foredrag om Putin og baggrunden for hans krig i Ukraine. Det kan du læse mere om her.
Læs også Adam Holms mindeord for Aleksej Navalnyj her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og