PRAG // REJSEESSAY – Karlsbroen og arkitekturen i den gamle tjekkiske hovedstad er fortsat betagende, og en direkte sammenligning med Bratislava er relevant. Hvem vinder? I Prag bor Gorm Bloch på et prisvindende hostel, besøger Kafkas museum og drages af forfatterens værker og liv. Det bliver også til en karaoke night med nye venner.
Dogmer er vel til for at blive brudt en gang i mellem, og jeg er ved at løbe tør for ubetrådt storbyterritorium i Europa efterhånden. Dette er min tredje tur til Prag, dog med 10-15 års interval. Med undtagelse af Hamburg og Oslo har alle mine fjorten europæiske nanotrips hidtil ellers været rejser til for mig aldrig før udforskede byer.
I bussen får jeg suggereret mig selv til at mene, at netop genoplevelsen af en by også kan have en smuk dimension og tænde en anden form for nysgerrighed og åbenhed.
Skifter til metroen, og da jeg ser oversigtstavlen på metroens linjer, husker jeg flere af stationerne og forbindelserne. Staroměstská, den ligger jo f.eks. ganske centralt og i gåafstand fra Karlsbroen. Jeg stiger på linje B og står af på Náměstí Republiky. Op med rulletrapperne, op og ud i blændende sollys.
Med Ruslands invasion af Ukraine repeteres et motiv fra fortiden, som smager bittert og fjendtligt i mange tjekkers mund
Det er koldt som hjemme i Danmark i dag, men himlen er dejligt blå her i Prag. Foran koncerthuset Rudolfinum, hvor byens filharmonikere i disse dage præsenterer festival med musik af Ravel, Smetana, Debussy og andre, taler jeg med en lokal mand i starten af 60’erne. Han er billetsælgende ambassadør for festivalen, venlig og med god tid til at snakke.
Vi taler især om komponisten Smetana, som betragtes som den tjekkiske musiks fader, grundet hans drøm om sit lands uafhængighed. Vi kommer også omkring billetsælgerens holdning til russerne efter Jerntæppet og Foråret i Prag. Det fremgår tydeligt, at billetmanden ikke bryder sig om russere, og med Ruslands invasion af Ukraine repeteres et motiv fra fortiden, som smager bittert og fjendtligt i mange tjekkers mund, mener han. Især hos hans generation.
Kafkas kamp og martrede dobbeltliv
Jeg går over broen Mánesův most mod Kafkas museum. Befinder mig i et smukt gammelt kvarter med brosten, et par veteranbiler, rolig puls og idyl. Ind på Kafkas museum, bladrer i udvalget af bøger, taler lidt med billetdamen om museet og Kafkas liv, derefter ud i den store baggård og nyde en stor kop kaffe.
Fra den blå himmel falder nu snefnug. Helt lette og fløjlsbløde. Bygen varer kun fem minutter. Tænker på Kafka, hans liv og værker. Uddannet jurist, civilt job som kontorfuldmægtig, i sit sidste job hele ti år hos et arbejdsskadeforsikringsfirma, hvor han nød stor anerkendelse, læser jeg mig frem til.
Tone og fortællestruktur i Kafkas Amerika er som et mash-up af et maleri af Edward Hopper og en film af David Lynch
En passion for at skrive. Et tærende dobbeltliv, hvor han skrev om aftenen og langt ud på natten. Skriften var for ham bekendelse, terapi, noget at tro på og styre efter, ikke mindst efter at han havde lagt afstand til jødedommen og erklæret sig ateist og socialist. Skriften var også en jagt på anerkendelse, især faderens, hvilket viste sig at være et umuligt projekt.
Som det så ofte går med store kunstnere: Ingen litterær anerkendelse i egen levetid, og var det ikke for vennen Max Brod, som udgav flere af Kafkas værker posthumt – formentlig endda mod forfatterens eget ønske – og agerede ambassadør for ham, var Franz Kafka formentlig forblevet fuldstændigt glemt og ukendt.
Jeg har selv læst romanerne Processen, Slottet, Amerika og novellen Forvandlingen for mange år siden. Det fascinerer mig, at Amerika tog ham over 20 år at skrive og forblev uafsluttet. Den er ikke noget litterært set stort værk; fragmentarisk, men dog med en uforklarlig, sælsom stemning. Tone og fortællestruktur er som et mash-up af et maleri af Edward Hopper og en film af David Lynch.
Kafkas fader var tilsyneladende en kold, følelsesfjern, autoritær materialist med en stor købmandsbutik
Det giver mening at tænke på, at surrealisterne var begejstrede for Kafka, når man tænker på Forvandlingen. En uhyggelig historie om deformation af sjæl og krop; at falde i søvn som menneske og vågne som et gigantisk, amorft insekt, en art skarabæ, som tumler ud af sengen og rundt i sin ensomme bolig.
Efter at have læst om Franz’ komplekse forhold til hans far og uopslidelige, kærlige beundring for samme får jeg lyst til at læse hans selvbiografiske værk Brief an den Vater. Faderen var tilsyneladende en kold, følelsesfjern, autoritær materialist med en stor købmandsbutik. Han foragtede Franz’ litterære aspirationer og virke. Interessant at tænke på den sorte satire og kritik, sønnen lader hagle ned over bureaukrati, autoriteter og fjerne, usynlige magtinstanser i sine hovedværker.
Franz var ensom, melankolsk og martret på sjælen. Udstødt fra de jødiske samfund. Persona non grata i de etablerede litterære, tyske kredse, fordi han var jøde. Han må have været på hårdt mentalt overarbejde dagligt og langt ud på de sene nattetimer. Processen (1925) og Slottet (1924) – begge romaner er udgivet efter Kafkas død af Max Brod – er geniale værker, synes jeg personligt.
Den ukrainske tjenerinde
Fra Kafkas Gård vandrer jeg ned mod Vltava. Tænker flygtigt på Milan Kundera, en anden af byens store forfattere. Af spaltehensyn vil jeg her nøjes med at konstatere, at Milan trods politisk engagement og seriøs litterær gerning havde et væsentligt lettere og mere muntert liv end Franz. Nærmest garanteret også et liv med flere dameeventyr, tillader jeg mig at tilføje.
Spiser sen frokost på en café i Kafkas kvarter. Konverserer med tjenerne. På vej ud af caféen spørger jeg en af dem, hvad hun egentlig synes om slovakker, og om de er et broderfolk eller nogle, man driller lidt, som vi i Danmark driller svenskere. Hun svarer smilende: “Well, I wouldn’t know. I am from Ukraine.”
Det gør mig nysgerrig, for hvornår og hvorfor flyttede hun mon til Prag? Senere om aftenen på mit vandrehjem skriver jeg en anbefaling af caféen på Tripadvisor – deres bagels var virkeligt lækre, og de spurgte mig venligt om en anmeldelse – og i forlængelse heraf sender jeg en mail til caféen, hvor jeg takker for sidst og spørger, om jeg måske må komme forbi igen og stille et par spørgsmål til deres ukrainske medarbejder. Hun svarer ikke, så mit gæt er, at emnet har været for personligt og følsomt. Det er helt forståeligt.
Foråret i Prag – og Ukraine
Gennem foråret og hen over sommeren 1968 spirede reformstemninger i det tjekkoslovakiske parlament og ledende kommunistparti. Man diskuterede muligheden af åbning for samhandel med Vesten. Man ønskede at liberalisere og demokratisere staten. Progressive reformer var i proces. Sovjetunionen var på vagt over for de nye strømninger og holdt “tilfældigvis” omfattende militærøvelser i de måneder. Tæt på grænsen til Tjekkoslovakiet og Prag.
Invasionen af Prag i 1968, Putins retrograde koldkrigsmentalitet, den rå og meningsløse krig i Ukraine og mødet med den søde bageltjenerinde på caféen har bragt mig i en lidt trist, eftertænksom stemning
Øvelserne sluttede officielt 20. august 1968, men samme aften, kort før midnat til 21. august 1968, rullede kampvogne ind i Prags gader, og soldater fra nabolandene Polen, Ungarn, Bulgarien og Sovjetunionen besatte byen. Reforminitiativet blev knust, og Sovjet indsatte omgående en Moskva-venlig partiledelse i Tjekkoslovakiet.
Invasionen af Prag i 1968, Putins retrograde koldkrigsmentalitet, den rå og meningsløse krig i Ukraine og mødet med den søde bageltjenerinde på caféen har bragt mig i en lidt trist, eftertænksom stemning. Går ned til bredden af floden og skriver et digt.
Er tæt på at starte digtet med verslinjen “Jeg satte mig ved bredden af Vltava og græd”, men det passer ikke helt, om end jeg gennemskylles let af stemninger fra T.S. Eliot og Henrik Nordbrandt.
Prisvindende vandrehjem
The RoadHouse Hostel er et fremragende og hyggeligt vandrehjem. Af deres website fremgår, at de har vundet en lang række priser hos Hostelworld. På balkonen og siden på vores dorm møder jeg Martha fra Tyskland, Vanessa fra Italien og Belen fra Barcelona. Belen er 32 år, elsker sin by og er forfriskende nok ligeglad med fodbold. Hun er dog klar over, at hendes by har et legendarisk fodboldhold.
Der er tilbud om fællesspisning hver aften, og vi spiser sammen med blandt andre Michael fra Chicago, som studerer i England, og Jesper fra Stockholm, som er gartner. Stedet drives af canadierne Kraig og hans hustru Jenny. De har volunteers til at hjælpe til. Et koncept man møder på mange vandrehjem. Typisk unge som for en periode på uger eller måneder får fri kost og logi for så at hjælpe med rengøring, booking, indkøb, madlavning og events.
På RoadHouse er der hensynsfulde husregler, ro og orden. Her er fri kaffe, te og morgenmad i form af cereals. Værelserne er store, opholdsstue og spisekøkken rent og hyggeligt. At der er rigeligt toiletpapir i god kvalitet samt endda Ambi Pur på toiletterne med duft af sandeltræ, ja, det er et luksusplus i min vandrehjemsverden.
I går aftes var der aftenudflugt til bowling. Jeg var for træt og renoncerede på den. Til gengæld meldte jeg mig under fanerne til aftenens tema: Karaoke Night på en ifølge rygtet engelsk pub beliggende i en grottelignende kælder. Det skal nok blive sjovt.
Prag kontra Bratislava
En rimelig konkurrence? Ja, i min optik. Og hos mit vinder Bratislava faktisk med en lille margin. Nuvel, Prag har Karlsbroen, borgen med magnifik udsigt, gamle bygninger, det jødiske kvarter. Men personligt får jeg en noget slidt og forloren fornemmelse i øjne og mave i mødet med tonsvis af “bøhmisk krystal”, souvenirbutikker som afløser hinanden i uendelige rækker, de samme statuer som alle turister tager de samme fotos af. Byen er simpelthen turistificeret, så det skriger.
Til sammenligning er Bratislava: Lige så smuk arkitektonisk, den har sit hvide slot, den majestætiske klippe i Devon, Donaus og Moravas poetiske kærtegn, hvor de mødes og flyder sammen. Den er om ikke fri for turister, så betydeligt mindre præget af turismeindustri og kold kalkule.
Ligheden mellem de to byer og forskellen på deres nuværende udtryk og auraer er i høj grad historisk betinget. Engang tilhørte de samme rige og nærede kulturelt slægtskab. Alligevel blev Prag manges favorit efter Murens Fald, og turismen tog for alvor sit indtog i byen. Det samme skete ikke i Bratislava, som jeg oplever det.
Efter sidste år at have besøgt og nydt Bratislava, dens skønhed langs Donaus bredder, de næsten turistfrie gader og det befriende fravær af kommerciel lir, flashy konforme “kontinentale” standardbarer og -restauranter, kønsløs vestlig dåsemusik, og hvad jeg ellers kan hoste op af idiosynkrasier, ja, så skifter jeg hermed uden forbehold og med befriende afklaring elskerinde, om man så må sige.
En ny elskerinde er ofte mere dragende end en, man har dyrket tidligere og flere gange. Bratislava var for mig den nye elskerinde. Prag er den velkendte og afprøvede
At man i mange kiosker centralt i Prag anno 2023 kan købe både marihuana og sexlegetøj, bør også nævnes. Så kan man tage det som et symptom eller en helt objektiv servicemeddelelse.
Med til min kåring af Bratislava som vinder skal her medtænkes en mulig bias: En ny elskerinde er ofte mere dragende end en, man har dyrket tidligere og flere gange. Den metafor er rimelig, og jeg tror, at Milan Kundera ville være enig med mig.
Bratislava var for mig den nye elskerinde. Prag er den velkendte og afprøvede.
Tjekkiets hovedstad Prag, som også er Bøhmens historiske hovedstad, har omkring 1.3 millioner indbyggere.
Hos den internationale britiske antikorruptionsorganisation Transparency International finder man Tjekkiet et stykke nede af listen på plads nummer 41 med en score på 56. Efter eksempelvis Chile og Botswana, som dermed anses som “renere” og mere transparente stater.
Danmark topper i øvrigt listen for 2022 med scoren 90 foran New Zealand, Finland og Norge.
Franz Kafka (1883-1924) boede det meste af sit liv i Prag. En by han selv betegnede som “dæmonisk”. Først i 1923 lykkedes det ham at slippe fri af byen – og sit opslidende civile job, og han boede i sit sidste leveår i Berlin med den unge jødiske kvinde Dora Diamant (1902-1952). Kafka døde af lungetuberkolose på et sanatorium i Østrig.
Karaoke og øjne som tekopper
Karaoke på London Underground endte faktisk med at være vanvittigt sjovt. Jeg var selv på scenen et par gange. Blandt andet i en spontan duet med en ung tjekkisk pige, som også kunne lide hardrock og derfor hoppede med op på scenen.
Aftenen sluttede passende 01:55 med “We are the champions” sunget af en gruppe ellevilde unge.
På vejen hjem møder Veronica og jeg en ung kvinde på omkring de 20 år, som tydeligvis er kritisk påvirket. Hun stavrer af sted alene, går i zigzag og falder. Vi hjælper hende op. Jeg ser hende i øjnene, beder hende lukke og åbne dem. Pupillerne er dilaterede, store som tekopper og helt stivnede. Hun har taget stoffer.
Jeg har set fænomenet et par gange før. På Roskilde Festival, hvor jeg som servicevagt hjalp et par piger i samme alder, som begge var gået omkuld på et toilet. Om det, hun har taget, var frivilligt, eller om nogen har drysset noget i hendes drink er ikke til at afgøre. Vi hjælper hende.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
