
MIDTVESTLIV // KOMMENTAR – Den første uge med USA’s nye regering er overstået, og ud over de forventede tiltag har ugen også været et studie i, hvordan totalitære ledere opererer og får befolkningen – både sin egen og andre landes – med sig. Dem, der støtter præsidenten nu, får sværere og sværere ved troværdigt at kalde sig støtter af demokratiet, skriver Julie Bendtsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
CHICAGO – I går morges gik min mand og jeg for første gang i lang tid vores vanlige lange tur med hundene. Temperaturerne har ligget mellem 15 og 20 minusgrader i et stykke tid, og selv med vinterstøvler på både os og dem, er lange gåture udelukket. Men med nul grader og en sol, der lunede lidt, gik det an.
Vi bruger altid de ture til at snakke, planlægge og reflektere. Normalt om ugens hockeyskema, hvad der sker på den ældstes high school, hvordan sommeren skal se ud, hvor meget min mand skal rejse med arbejdet i den kommende tid. Og andre for os vigtige, men lette emner.
Hvordan overskuer man fremtiden for sig selv og sine børn, når man indser, at den fremtid og det liv kommer til at foregå i rammerne af, hvad der i stigende grad minder om et diktatur?
De tre h’er – hest, hockey og high school – har i lang tid været emner, der var rare at tale om, emner, der skabte glæde; blandt mange andre emner. Men som det amerikanske samfund har udviklet sig gennem den seneste uge, føles de efterhånden som de eneste.
Temaerne denne morgen var stadig vigtige, men ikke længere lette. Det handlede ikke længere om istid, men om fremtid. Vores fremtid og den, vi vil tilbyde vores børn. Hvordan overskuer man fremtiden for sig selv og sine børn, når man indser, at den fremtid og det liv kommer til at foregå i rammerne af, hvad der i stigende grad minder om et diktatur?
Ildevarslende, men ikke overraskende
Den 20. januar fik USA sin 47. præsident, og den første uge har mildt sagt været ildevarslende. Et billede på, hvad der venter. Massedeporteringerne var vi alle forberedte på – og det var heller ingen overraskelse, at de begyndte straks og fejende, da det trods alt var løftet om dem, der i høj grad gav den nuværende regering de stemmer, den fik.
Hvad vi – eller jeg ikke var lige så forberedt på, var hævntogtet. Den personlige vendetta, uden tanke for nationens bedste – hævngerrigheden fra en siddende præsident. Set i bakspejlet var det naivt at blive overrasket over det, men det blev jeg, fordi jeg nok ikke havde forestillet mig, at nogen med en hel nation i sine hænder ville handle så despotisk.
Nyheden om de 50 mennesker, der har fået frataget deres beskyttelse, og hvoraf flere nu skal leve et liv i frygt, udelukkende fordi de var uenige med den nuværende præsident, stod ved det og ikke blindt adlød ordrer.
På samme måde, som præsten, der tillod sig at bede præsidenten om at ”vise nåde”, med det samme fik stemplet ”nasty” (præsidentens foretrukne ord om kvinder, der siger ham imod) og blev afkrævet en undskyldning.
Nyheden om, hvordan de, der var fængslet for at storme Capitol den 6. januar 2021, blev benådet med et pennestrøg – alle som én. De voldsparate, de bevæbnede, de angribende. Med flere mennesker, der nu lever i frygt og med dødstrusler som en realitet i deres hverdag, som konsekvens.

Stabschefen i Det Hvide Hus, Taylor Budowich, sagde det ligeud: ”Vi bærer alle nag; han mest af alle.”
Nyheden om, hvordan planer om at gennemføre lovforslag, der direkte strider imod USA’s forfatning, bliver præsenteret, som var de idéer til byfornyelse. Men de er ikke idéer til byfornyelse, de er forfatningsændringer, der vil bane vejen for et totalitært styre.
Undskyldningerne står i kø
Eksempler er der masser af, og jeg ved godt, at for hvert eksempel, jeg giver, vil tilhængere af den nye regering have en undskyldning parat. En forklaring på, hvordan det, vi lige nu ser udfolde sig, slet ikke er kollapset af et demokrati.
Præsidenten har hele vejen igennem været helt klar i spyttet, når det kom til fascinationen af og ønsket om enevælde – og nu er han godt på vej
Men deres forklaringer har ikke længere vægt, og hvis der er én ting, der synes klarere og klarere, er det, at de mennesker, der støtter regeringens tiltag, som de lige nu foldes ud, støtter vejen mod noget, der i meget høj grad ligner en totalitærstat.
En holdning er, hvad den er, og støtterne af den 47. præsident har lige så meget ret til den, som alle andre har til deres – men de må i det mindste stå ved dét, den repræsenterer. Det, der sker, kan ikke længere pyntes på og bortforklares som fake news og en ”anderledes” præsident, der bare siger tingene på en anden måde, og som ikke skal tages bogstaveligt. For dét, der sker lige nu, er bogstaveligt, og det er virkeligt.
Præsidenten har hele vejen igennem været helt klar i spyttet, når det kom til fascinationen af og ønsket om enevælde – og nu er han godt på vej, godt hjulpet af sin egen og sine techmilliardærvenners grådighed.
Jeg ved også allerede, hvad samme fronts reaktioner bliver på klummen her. Det bliver noget med, at Biden var inkompetent (det var ikke ham, der var på valg), at Kamala Harris var en talentløs ”DEI hire”, at rønnebærrene er sure, at alle os, der sørger over den retning, demokratiet nu tager, skal tørre øjnene og komme over det.
Og den dummeste, dovneste, mest useriøse af dem alle: at alle, der udtrykker bekymring og modvilje over for den nye regering – uanset hvad argumenterne måtte være – lider af TDS (jeg er holdt helt op med at interagere med folk, der bruger den betegnelse. Jeg kan ikke tage det eller dem seriøst).
USA’s triste sti
Den første uge i den nye regerings levetid har været chokerende, men ikke overraskende. Vi vidste alle, hvad der blev gået til valg på, og vi vidste alle, at den smålighed, den hævngerrighed, den nuværende præsident styres af, overskygger alt andet – ikke mindst alt, hvad der måtte ligne en intention om at tjene andre end sig selv. Den intention findes ikke.
USA er gået fra at være et land af muligheder til en nation af had
Jeg er uendelig trist i disse dage. Ikke fordi Kamala Harris ikke blev præsident. Ikke fordi præsidenten nu er republikansk. Men fordi så mange amerikanere var så bange for ”woke” (hvad det så end dækker over), for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop (og kvinders rettigheder i det hele taget), så bange for at få en kvindelig, farvet præsident, så bange for at tabe ansigt, at de foretrak den kandidat, der meddelte, at han ville være diktator – og nu er i fuld gang med at udleve drømmen. Men hey, så længe æggene bliver billigere, ikke?
Ja, illegale indvandrere fyldte i debatten og gør det stadig, og jeg kender ikke en eneste, der er uenig i, at kriminelle illegale skal ud af landet.
På en eller anden måde er det alligevel, som om de mennesker, der støtter den just indkomne regering og har travlt med at råbe ad Demokraterne for bare at lade grænserne stå pivåbne, belejligt glemmer, at Biden-regeringen udviste flere udokumenterede indvandrere, end den nyligt tilkomne gjorde i perioden før.
Det er hjerteskærende, at godt 77 millioner mennesker synes, at den sti, USA er på vej ned ad, skal have en plads i historien. På trods af, hvad historien har lært os.
Jeg er knust over, at det land, vi valgte at bosætte os i dengang i 2016, og som har givet os så mange fantastiske oplevelser, nu har valgt demokratiet, integriteten og menneskeligheden fra. USA er gået fra at være et land af muligheder til en nation af had.
Had, vrede, hævngerrighed og et tilsyneladende indtil nu undertrykt behov for at fjerne alt, hvad der hedder rettigheder for dem, hvis holdninger, livssyn og måske ydre ikke flugter med ens eget.

Jeg har i lang tid afholdt mig fra at skrive min mening om både valgkamp, valgresultat og landets tilstand, og jeg har gjort det, fordi jeg har været bekymret for repressalier. For, at dét at udtrykke min ærlige holdning om det menneskelige og værdimæssige forfald, vi lige nu er vidner til, kan have konsekvenser for det green card, vi i så mange år har arbejdet på at få.
Der er som sådan ikke noget, der har ændret sig i den henseende, jeg er stadig fuldt ud overbevist om, at al modstand formentlig betragtes som en eller anden form for landsskadelig virksomhed, og at en manglende vilje til at marchere i takt vil føre til, at vi ikke længere kan betragtes som kandidater til en opholdstilladelse.
Når mine børn engang spørger til, hvad der skete i disse år, vil jeg gerne kunne se dem i øjnene og svare, at vi i det mindste gjorde et forsøg på at være på den rigtige side af historien
Hvad der derimod har ændret sig, er min holdning til det. Hvis den fremtid, som vores børn tilbydes med et green card, er en fremtid i et informantsamfund, der undertrykker minoriteter, ytringsfrihed og holdninger, der går imod den dikterende regering, hvad er det ophold så værd?
Hvordan kan vi forsvare at lade vores børn vokse op i et samfund, der i stadigt stigende grad minder om dem, vi ser langt mod øst?
Dystopisk mareridt
Vi flyttede ikke over et ocean og brugte et årti på at etablere et liv for at leve i frygt. Vi gjorde det for at leve i et land, der er kendt for at være et sted – måske det ypperste i verden – hvor mennesker kan opbygge og udleve deres drøm, men som nu i højere og højere grad ligner et dystopisk mareridt for alle andre end de rige oligarker, der står til at blive endnu rigere på det.
Der er jo altid midtvejsvalget, fortæller vi hinanden. Det ville – måske – være en trøst, hvis jeg oprigtigt troede på, at de amerikanske valg, vi står over for de kommende år, ville være frie og legitime. Det har jeg ingen grund til at tro, de bliver.
Heldigvis har vi en faldskærm. Vi er ikke bundet til USA, og de bånd, der måtte have været, er godt i gang med at løsne sig selv. Vi kan sige farvel og tak, selv om det er smertefuldt.
For når mine børn engang spørger til, hvad der skete i disse år, vil jeg gerne kunne se dem i øjnene og svare, at vi i det mindste gjorde et forsøg på at være på den rigtige side af historien. Det kommer man ikke ved at tie stille.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.