Et år til præsidentvalget: Bliver Trump genvalgt?

af i Politik & Samfund/USA

ANALYSE // PRÆSIDENTVALG USA 2020 – Bliver Trump genvalgt i 2020? Om præcis et år finder det amerikanske præsidentvalg sted. Der er sikkert en del, som vil gnide deres øjne i vantro, hvis Trump bliver genvalgt. Men spørger man politiske og økonomiske analytikere, så bliver han det, og med en ganske komfortabel margin, skriver politologen og økonomen Karsten Skjalm. 

Ved præsidentvalget i 2016 var der mange, der troede at Hillary Clinton let ville slå Donald Trump.

Herhjemme erklærede det danske journalistkorps hende som vinder, måneder før valget fandt sted i november.

Valgresultatet kom også helt bag på velrenommerede analyseinstitutter, hvis modeller i årtier ellers havde gættet rigtigt

Men de fik sig en slem overraskelse, da valgresultaterne fra delstaterne tikkede ind. Trump blev valgt, fordi han fik flere valgmænd end Clinton og uden at have opnået absolut flertal af stemmerne.

Valgresultatet kom også helt bag på velrenommerede analyseinstitutter, hvis modeller i årtier ellers havde gættet rigtigt. Den måske mest prominente af dem var Moody Analytics, hvis model ved samtlige valg siden 1980 havde gættet rigtigt.  Men modellen slog fejl i 2016.

Større held havde Helmut Norpoths såkaldte Primærvalgsmodel.

Med den i hånden forudså han i sommeren 2016 i al stilfærdighed, at Trump ville blive præsident og med en sandsynlighed på hele 87 pct., hvis han stod overfor Hillary Clinton og 99 pct. hvis modkandidaten blev Bernie Sanders.  Norpoths model har ved tidligere lejligheder vist sig at være overordentlig driftssikker. Retrospektivt har modellen forudsagt, hvem der ville vinde det amerikanske præsidentvalg ved samtlige valg, siden det første primærvalg i 1912.

Kun én gang har modellen taget fejl. Det var i 1960.

Primærvalgsmodellen vender jeg tilbage til, men i første omgang skal vi forbi politologen og historikeren, Alan Lichtman. som er professor ved American University i Washington D.C.

Han blev berømt i 2016 ved også at forudse, at Trump blev præsident.  Han blev så berømt, at han blev udråbt til guru og “Prediction Professor“. Ham vender jeg også tilbage til, men også her skal vi i første omgang omkring, at han derefter spåede, at Trump hurtigt ville blive impeached, hvilket han altså ikke blev.

Senest har han spået, at demokraterne kun vinder valget i 2020, hvis Trump blev stillet for en rigsret.  Det er ærgerlig talt forvirrende, også selvom Lichtman har gættet rigtigt ved alle præsidentvalg siden 1984.

Impeached bliver Trump nok ikke. Der skal være betydeligt mere kød på Ukrainesagen, før den kan skabe den nødvendige sneboldseffekt. Formelt set kan demokraterne sagtens finde det simple flertal, der kræves i Repræsentanternes Hus for at igangsætte den proces, som kan føre til en rigsretssag, men den skal først passere Senatet, hvor der kræves 2/3’s flertal for at processen kan fortsætte.  Det er demokraterne ikke er i nærheden af at have.

Kun i to andre tilfælde er en præsident blevet impeached – Andrew Johnson og Bill Clinton, men af forskellige grunde blev ingen af dem tvunget til at gå af

Dertil kommer, at det i USA’s historie aldrig før er sket, at en præsident er blevet afsat efter en rigsretssag.

Det tætteste man har været på det, var under Nixon, som selv valgte at gå af forud for den sidste impeachment-afstemning, som utvivlsomt havde væltet ham. Kun i to andre tilfælde er en præsident blevet impeached – Andrew Johnson og Bill Clinton, men af forskellige grunde, som kan læses i dette link, blev ingen af dem tvunget til at gå af.

Primærvalg og popularitetstal

Så giver det overhovedet nogen mening på nuværende tidspunkt at spekulere over, om Trump bliver genvalgt eller ej?

Svaret er et både-og. 12 måneder er unægtelig lang tid i politik. Men de første primærvalg finder sted om få måneder, og giver et fingerpeg om Trumps genvalgschancer.

Lad os lige starte med at ramme problemstillingen nærmere ind: Trumps embedsperiode har været meget turbulent og ekstremt polariseret. Hans egen base af kernevælgere elsker ham uanset, hvad han siger og gør. De demokratiske vælgere hader ham af de samme grunde.

Imellem står de uafhængige vælgere, som ikke kan bestemme sig, men nok hælder mere til demokraternes synspunkter. Siden Trump blev indsat som præsident i 2017, har han redet videre på det økonomiske opsving, som startede i 2014 og dermed i Obamas anden embedsperiode

Det kan man sige med nogenlunde sikkerhed, for faktum er, at Gallup, der er den autoriserede kilde, på intet tidspunkt har gennemført en måling, hvor Trumps popularitet har sneget sig over de 50 pct. Den har gennemgående ligget og svinget omkring de 40 pct.

Forskning viser, at den siddende præsidents popularitet er ganske følsom overfor de økonomiske konjunkturer. Ikke mindst falder præsidentens popularitet, når den økonomiske vækst og realindkomsterne falder, og arbejdsløsheden stiger

Bedømt ud fra gennemsnittet er Trump også den mindst populære præsident i efterkrigstiden og dermed i de små 70 år, hvor Gallup har gennemført den slags popularitetsundersøgelser.

I perioder har andre præsidenter imidlertid været mindre populære.

Harry Truman indtager bundrekorden. I februar 1952 faldt hans popularitet til blot 22 pct., dels som en følge af, at Koreakrigen var gået i hårdknude for de ellers så sejrrige amerikanerne, dels grundet en afmatning af økonomien.

Netop disse to faktorer, krig og økonomi synes at have størst betydning for en regeringsleders popularitet.

Det måske tydeligste eksempel er George W. Bush, hvis popularitet efter 9/11 i en ’rally around the flag’-rus steg til gigantiske 90 pct., hvilket af det højeste tal, Gallup nogensinde har målt for derefter at falde til blot 25 pct. under finanskrisen i 2008.  Det bragte Bush ned i nærheden af Trumans bundniveau i 1952, og overordentlig tæt på Nixons 24 pct. under Watergate-skandalen.

Hvad angår økonomien, findes en stor og rig forskning, der er vokset frem siden 1970’erne, når det gælder sammenhængen mellem økonomiens tilstand og den siddende regerings popularitet,

Forskning viser, at den siddende præsidents popularitet er ganske følsom overfor de økonomiske konjunkturer. Ikke mindst falder præsidentens popularitet, når den økonomiske vækst og realindkomsterne falder, og arbejdsløsheden stiger.

Det modsatte viser sig også med omvendt fortegn, omend mekanismen er asymmetrisk i den forstand, at vælgerne er mere tilbøjelige til at straffe end belønne den siddende præsident (eller regering) efter princippet, ’kick out the rascal’.

Således virkede oliekrisen lammende på Jimmy Carters i forvejen lave popularitet ligesom mini-recessionen efter den første Golfkrig i betydelig grad forværrede George H. W. Bushs muligheder for at blive genvalgt. Som vi har set, gik det under finanskrisen endnu værre for hans søn, George W. Bush, men han kunne heller ikke genvælges.

Siden Trump blev indsat som præsident i 2017, har han redet videre på det økonomiske opsving, som startede i 2014 og dermed i Obamas anden embedsperiode, hvor den amerikanske økonomi omsider havde bevæget sig ud af den økonomiske recession, der blev skabt af finanskrisen.

Men Trump har utvivlsomt ført en procyklisk økonomisk politik gennem store skattelettelser, hvilket har holdt opsvinget i gang.

Økonomien er da også Trumps stærkeste kort, og et af de få områder, hvor hans ’approval rate’ er over 50 pct. Men selvom han som en anden gorilla slår sig selv på brystet, har økonomien altså ikke kunnet hive præsidenten over de 50 pct. Trumps popularitet har været ganske ufølsom over for det positive økonomiske vejrlig, bl.a. fordi grundlaget allerede blev skabt i Obamas anden embedsperiode.

Siden indførelsen af reglen om, at en præsident ikke kan sidde i mere end to valgperioder – FDR var den sidste, som blev genvalgt mere end to gange – har man kunnet iagttage en valgcyklus: magten skifter partifarve hvert 8. år., og dermed efter to valgperioder

Men kan det ikke være lige meget?

Spørgsmålet er, om vi kan gøre os nogle ædruelige forestillinger om, hvorvidt Trump bliver genvalgt, eller bliver en one time president? Dem har der reelt kun været én af i efterkrigstiden:  Jimmy Carter.

Siden indførelsen af reglen om, at en præsident ikke kan sidde i mere end to valgperioder – FDR var den sidste, som blev genvalgt mere end to gange – har man kunnet iagttage en valgcyklus: Magten skifter partifarve hvert 8. år., og dermed efter to valgperioder.

Norpoths primærvalgsmodel: overraskende driftssikker

Med dette udgangspunkt har økonomen og tidsserieanalytikeren, Helmut Norpoth udviklet  primærvalgsmodellen.

Siden det første primærvalg fandt sted i 1912, har hans model kun taget fejl én gang, og det var i 1960.

Dette er ganske bemærkelsesværdigt, eftersom næsten alle andre modeller tog fejl i 2016. I al stilfærdighed forudsagde Norpoths model allerede i sommeren, at Trump ville vinde valget og med en sandsynlighed på hele 87 pct.

Huffington Post refererede godt nok modellens forudsigelse af Trumps sejr, men artiklen vakte ingen opmærksomhed og druknede i bølgen af ‘sikre prognoser’ i Hillary Clintons favør.

Det samme skete med nedenstående artikel i Newsday:

 

Modellen viser kort sagt, at den af de to præsidentkandidater, som klarer sig bedst i primærvalgene også vinder selve præsidentvalget, men modellen kan mere end det. Norpoth anvender den også til at beregne sandsynlighederne for, at præsidentkandidater vinder valget i parvise opstillinger.

Således beregnede Norpoth, at Trump med 87% sandsynlighed ville blive præsident, hvis modkandidaten blev Hillary Clinton og 99 pct., hvis det blev Bernie Sanders, han skulle stå overfor.   Norpoth beregnede, at Hillary Clinton med 86% sandsynlighed ville blive præsident, hvis hun stod overfor Mario Rubio, og at hun ville få 52,4 pct. af stemmerne mod Rubios 47,6 pct.

Men det er altså antallet af valgmænd, der tæller. Derfor kan de første primærvalg give et klart fingerpeg om, hvem der bliver den næste præsident. Man må formode, at Trump rydder bordet hos republikanerne, mens udfaldene af  demokraternes primærvalg er mere usikre

Og det var faktisk det eneste punkt, hvor modellen tog fejl. Den beregnede, at Trump ville slå Hillary Clinton med 52,5 pct. af stemmerne mod Hillary Clintons 47,5 pct., men  ved selve valget fik Clinton  jo en større stemmeandel end Trump, men færre valgmænd.  Så præcis er modellen heller ikke, men den er præcis nok til at forudsige vinderen af præsidentvalgene og hvorfor.

Holder den stik betyder det, at de første primærvalg giver et klart fingerpeg på, hvem der ender med at blive præsident.

Modellen peger på Trump

I 2016 vandt Donald Trump således republikanernes primærvalg i både New Hampshire og South Carolina, mens Hillary Clinton og Bernie Sanders delte de to stater i mellem sig hos demokraterne.

Men det er altså antallet af valgmænd, der tæller. Derfor kan de første primærvalg give et klart fingerpeg om, hvem der bliver den næste præsident. Man må formode, at Trump rydder bordet hos republikanerne, mens udfaldene af  demokraternes primærvalg er mere usikre.

Som det fremgår på modellens hjemmeside, kan man forvente, at den allerede i januar giver en frisk prognose. Den er baseret på meningsmålinger og ikke de faktiske resultater af de første primærvalg.

Andre analytikere har allerede spået om, hvem der vinder valget om et år. De spår faktisk alle, at Trump bliver genvalgt.

Moody Analytics spår landslidesejr til Trump

Moody Analytics har givet den detaljerede prognose, at Trump vil øge antallet af sine valgmænd fra 306 til 332, hvilket bringer hans sejr i nærheden af en landslide.  Sådan er prognosen blevet udlagt i pressen, men en landslide er som bekendt, at en præsidentkandidat vinder i stort set alle delstater. Så detaljeret er modellen ikke.

Hvis valgdeltagelsen er ekstraordinær stor, øger det demokraternes chancer for at slå Trump

Moody Analytics model har gættet rigtigt i alle valgår siden 1980. Med én undtagelse: det var i 2016. Modellensfocus er i høj grad hængt op på økonomiske faktorer: realindkomsterne, aktiemarkedet og arbedsløsheden. Hvis disse økonomiske indikatorer er positive, og valgdeltagelsen omkring sit historiske gennemsnit, bliver Trump genvalgt.

Hvis valgdeltagelsen er ekstraordinær stor, øger det demokraternes chancer for at slå Trump.  Er disse økonomiske faktorer positive, og valgdeltagelsen forventes at være omkring dets historiske gennemsnit. Hvis  valgdeltagelsen bliver høj, øger det demokraternes større chancer for vinde.

Trump og den nationalpopulistiske bølge

Demokraterne skal hænge deres hat på, at valgdeltagelsen bliver høj, og gerne ved, at der kan blive skabt den samme entusiasme og tro på forandringer, som da Obama blev valgt i 2008. Det er derimidlertid ikke meget, der peger på vil ske.

Også selvom valgdeltagelsen ved midtvejsvalgene i 2018  var stor. Demokraterne savner en karismatisk kandidat med fremtidsvisioner. Men partiet har ikke kunnet ryste posen ordentligt.

Men en høj valgdeltagelse er ikke urealistisk. Ved midtvejsvalgene i 2018 var valgdeltagelsen den højeste siden 1914.  På den baggrund skal man ikke afskrive, at det bliver en demokratisk præsident, der indtager embedet i 2021, men let bliver det ikke.    Trump skal nok få sine trække sine kernevælgere i stemmeboksen. Hans vælgersegment er mere homogent end demokraternes.

Trump hører til i  reality shows som The Apprentice, World Wrestling  og hvilke andre ‘fake shows’ han har deltaget i. Men nu har han taget plads i ‘det ovale værelse’, og kan meget vel forblive der efter valget i 2020

De demokratiske kandidater skal således være i stand til at samle en bredere koalition af vælgere end Trump. Hans kampagne behøver færre og enklere slogans, og Trumps vælgere tager i øvrigt ikke stilling til,  om  hans påstande er fake eller ej. De lever i den grad i en postfaktuel virkelighed. Dermed rider Trumps vælgerbase  på den nationalpopulistiske bølge, som har skyllet hen over vesten i de sidste ti år.

Roger Eatwell   og  Matthew Goodwins anmelderroste bog, ‘National Populism: The Revolt Against Liberal Democracy’ giver forklaringen på, hvorfor et fænomen som Donald Trump, kan blive amerikansk præsident.

Han hører til i  reality shows som The Apprentice, World Wrestling  og hvilke andre ‘fake shows’ han har deltaget i. Men nu har han taget plads i ‘det ovale værelse’, og kan meget vel forblive der efter valget i 2020.


Topillustration: Præsident Donald Trumps genvalgskampagnes hjemmeside.

Karsten Skjalm er cand.scient.pol og ph.d. Han er tidligere seniorforsker ved The Royal Institute of International Affairs (Chatham House og Dansk Udenrigspolitisk Institut.

Seneste artikler om Politik & Samfund