
ESSAY – 4. MAJ – I 1940 meldte min mormors bror, Poul Brandenborg, sig som frivillig til den amerikanske hær. I 1941 drog han til England og gjorde tjeneste i regimentet ‘The Buffs’. Han blev herefter uddannet som agent i sabotage og faldskærmsmand i SOE. I 1944 blev han kastet ud fra fly over Randersegnen. I DK blev han leder af et ‘rejsehold’ oprettet til speciel sabotage. Ved befrielsen blev han udnævnt til kaptajn og kom atter i engelsk uniform.
I begyndelsen af 50’erne forsvandt han sporløst til stor sorg for familien. Han led slemt af krigstraumer og drak for meget. I dag, 4. maj, mindes jeg ham og alle de andre helte, der kæmpede for Danmarks frihed.
Jeg lærte først denne familiehistorie at kende omkring 2004, men den gjorde så stort et indtryk på mig, at den inspirerede mig til at skrive en roman, Ursula & Kim. Jeg fandt netop dette lille uddrag, som – omend det er rørstrømsk – rørte mig.
***
“Efter min mors begravelse flyttede jeg tilbage til min lejlighed i byen. Mit barndomshjem, min mors lejlighed, var blot en almindelig lejelejlighed, og de 5000 kroner min mor en gang for mange år siden havde givet i indskud samt de 3000 tusinde, der var tilbage på hendes bankbog, kunne ikke en gang betale for begravelsen, og jeg måtte have kommunen til at hjælpe mig.
Jeg fik af en venlig vicevært lov til at opmagasinere hendes møbler i et loftsrum i ejendommen, hvor hun havde boet. Det eneste, jeg tog med mig, var nogle få arvesmykker, brevet fra min far, som min mor havde fundet i nogle gemmer og givet mig – og så Pauls medalje.
Det var med rædsel, at jeg åbnede døren til min lejlighed.
Jeg forventede, at et helvede huserede og levede sit eget liv derinde bag døren. Mit gamle helvede, der manglede en sjæl at torturere. Jeg trådte forsigtigt ind, blev stående i entréen et øjeblik, tog en dyb indånding og gik videre ind i stuen.
Jeg følte en stor lettelse, nu jeg kendte til Pauls historie. Hans gerninger var solens stråler, der fik mig til at vokse – som endelig fik mig til at vokse
Min etværelses lejlighed lignede sig selv og så alligevel ikke. Nogen havde været her. Min seng var redt og stuen ryddet op.
Jeg huskede mit hjem som et beskidt og ildelugtende kaos med tomme flasker, fastfoodrester, snavset tøj og bøger spredt ud over det hele.
Men her var skinnende rent.
Jeg satte nogle madvarer i køleskabet, som også var blevet rengjort.
Jeg stod tavs og kiggede mig omkring. Min mor havde været her. Det var hendes sidste hilsen, et håb om at et pænt hjem ville give mig mere styrke. Og hun havde ret. Det gjorde tingene en anelse lettere, men det var fra et helt andet sted, jeg hentede min fornyede styrke.
‘Jeg kæmpede for friheden for min datters skyld.’
Min mors fortælling om Paul, min rigtige morfar, var det bedste, det lyseste og det mest opbyggelige, jeg havde oplevet i mit snart 40 år lange liv.
‘Jeg kæmpede for friheden for min datters skyld.’
Jeg hørte hele tiden hans ord i mit hoved. Og hele tiden så jeg ham for mig. Min morfar i engelsk uniform. Min morfar, der kæmpede mod fjenden og for friheden. Tit sad jeg med medaljen i hånden og drømte mig væk. Jeg drømte om heltegerninger og ægte mod. Jeg så mig selv i soldateruniform. I mørke og regn udførte jeg dristige aktioner, der forhindrede fjendens fremmarch. I soldateruniform kæmpede jeg med sorgen over min mors død, og jeg kom helskindet igennem uden at røre så meget som en dråbe alkohol. Når jeg blev svag, følte jeg på medaljen i lommen, lukkede øjnene og hørte ordene:
‘Jeg kæmpede for friheden for min datters skyld.’
Og jeg mærkede, hvordan modet gennemstrømmede min krop og gjorde mig stærk.
Hans gerninger var solens stråler, der fik mig til at vokse – som endelig fik mig til at vokse
Sommeren var lang og hed. Når varme vinde jog om hushjørnerne, steg en sød lugt af skrald op fra byens gader.
Min etværelseslejlighed lå på sjette sal under loftet, og i de lune sommeraftener satte jeg mig ud på min lille altan og kiggede ud over byens tage.
Jeg tænkte på Paul og på det at have mod. Jeg spekulerede på, om mod var den egenskab, jeg havde manglet hele mit liv.
Jeg spurgte mig selv, om mon et liv uden mod var som en plante, der nok får vand, men ikke mærker solens stråler. Jeg følte en stor lettelse, nu jeg kendte til Pauls historie.
Hans gerninger var solens stråler, der fik mig til at vokse – som endelig fik mig til at vokse.”
Foto: Bryllupsbillede af Poul Brandenborg og hans kone Anne Margrethe le Fevre taget den 21. juli 1945.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her