Mig og revolutionerne – en serie om de utrolige hændelser for en ung udenrigsjournalist i det historiske år 1989 3:5

af i Europa/Historie

ESSAYSERIE // MURENS FALD – “I midten af november, en uges tid efter Murens Fald, var jeg kommet hjem fra ferie og på vej til Armenien for at dække en jordskælvskatastrofe, men pludselig kom nyhedschefen Ulla Terkelsen forbi og bad mig tage til Tjekkoslovakiet i stedet for.” Da udenrigsreporter Ole Retsbo startede som grøn akademiker og yngstemand på TV2’s nyåbnede udenrigsredaktion i efteråret 1988, havde de erfarne journalister for længst delt verden op. Tilbage var blot Østeuropa, hvor alle vidste, at der absolut intet skete. I en essayserie i fem dele i POV fortæller Retsbo, der i dag er journalist på DR, historien om den unge journalist, der over et år, 1989, så verden forandre sig for altid. Her følger tredje del.

VIII

Mens østtyske flygtninge væltede ind over den nyåbnede grænse mellem Ungarn og Østrig fejrede den østtyske partileder, hardlineren Erich Honecker DDR 40 års fødselsdag d. 9. oktober, men æresgæsten Mikhail Gorbatjov spolerede festen med sin advarsel om, hvad der ville ske, hvis ikke det østtyske kommunistparti tog fat på demokratiske reformer. ”Livet straffer dem, der kommer for sent”, sagde Gorbatjov profetisk og gav Honecker det berømte kindkys, der senere blev døbt ”dødskysset”.

Vi ved nu, at Gorbatjov i løbet af året 1989 signalerede, at Sovjetunionen ikke længere agtede at støtte sine kommunistiske allierede i Østeuropa med våbenmagt, sådan som man havde gjort i Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968. Honecker og de andre kommunistledere i Østeuropa skulle med andre ord nu stå på egne ben, men det var ikke helt gået op for os i Vesten.

Da Muren faldt d. 9. november 1989 kom det som en total overraskelse for det internationale journalistkorps, som for en stor dels vedkommende befandt sig i Polen, hvor der var topmøde mellem den tyske kansler Helmuth Kohl og lederen af den frie fagforening Solidaritet Lech Walesa. Selv befandt jeg mig på ferie langt væk fra Berlin, så jeg måtte nøjes med at se glædesscenerne på tv, hvor jeg bildte mig ind, at jeg så gamle venner fra Falkensee blandt de første ekstatiske østtyskere, der forcerede muren.

Fra fejringen af DDR’s 40 års fødselsdag. Foto: Wikimedia Commons.

Franz, der havde planlagt at flygte fra den kommunistiske trummerum, kunne nu stille og rolig spadsere til Vestberlin og realisere sine drømme.

Den bedste nyhed var næsten, da jeg senere hørte, at nogle af dem var taget på ferierejse til Caribien, hvad der føltes helt uvirkeligt. Kun få år tidligere havde vi sagt farvel til dem på havnen i Warnemünde, omgivet af vagttårne, hvorfra soldater holdt øje med, at deres landsmænd ikke sneg sig ind på færgelejet og ombord på et skib. Her stod de så og vinkede farvel, mens færgen til Gedser – og friheden –  langsomt forsvandt i det fjerne.

Men nu foregriber jeg historiens gang, for selv om Murens Fald i eftertiden har stået som synonym for kommunismens fald, så forekom det ikke så enkelt for os, der dækkede Østeuropa i efteråret 1989 og heller ikke for østeuropæerne selv. Her kan man for alvor tale om at livet forstås baglæns, men leves forlæns.

Jeg ville gerne til Armenien, og så kunne jeg jo tage til Tjekkoslovakiet bagefter, foreslog jeg, men chefen var ubøjelig. Hendes gamle journalistnæse sagde hende, at der ville komme til at ske noget

En typisk forsigtig kommentar fra en af Danmarks førende Østeuropa-eksperter om, hvad fremtiden mon ville bringe efter Murens Fald, lød sådan her: ”Mere demokratiske former vil måske få en chance engang i fremtiden. Ytringsmulighederne vil formentlig blive yderligere udvidet.”

For ja, Muren var faldet, men det kommunistiske styre i DDR sad der jo stadigvæk. Den mangeårige kommunistleder Erich Honecker var væk, men han var blevet efterfulgt af en anden apparatchik ved navn Egon Krenz. DDR var endnu ikke blevet til ”Det Det Var,” som vi senere jokede med.

Desuden sad kommunisterne tilsyneladende stadig tungt og uantastet på magten i lande som Tjekkoslovakiet, Bulgarien og Rumænien.

IX

I midten af november, en uges tid efter Murens Fald, var jeg kommet hjem fra ferie og på vej til Armenien for at dække en jordskælvskatastrofe, men pludselig kom nyhedschefen Ulla Terkelsen forbi og bad mig tage til Tjekkoslovakiet i stedet for.

Jeg sukkede. Siden de russiske tanks var rullet ind i Tjekkoslovakiet i 1968 havde landet været et af Østblokkens mest undertrykte lande, og i midten af november så intet ud til, at der var forandringer på vej. Jeg ville gerne til Armenien, og så kunne jeg jo tage til Tjekkoslovakiet bagefter, foreslog jeg, men chefen var ubøjelig. Hendes gamle journalistnæse sagde hende, at der ville komme til at ske noget. ”Og ellers kan du jo lave nogle historier om, hvorfor der ikke sker noget”, meddelte hun, og så pakkede jeg kufferten.

Da jeg ankom til Prag fredag d. 17. november om aftenen, viste det sig, at chefens næse for nyheder holdt stik. Revolutionen startede nemlig stort set samtidig med, at jeg havde sat mig ind i flyet i København.

20.000 studenter gik på gaderne i Prag og demonstrerede for frihed og demokrati i anledning af 50 årsdagen for en lignende studenterdemonstration vendt mod den nazistiske besættelse af Tjekkoslovakiet i 1939.

Selv de prostituerede på mit hotel havde forladt baren og tilsluttet sig demonstranterne

Undervejs passerede de den østtyske ambassade. ”Prag hilser Berlin”, råbte de, men i modsætning til Berlin få uger forinden satte det kommunistiske styre hårdt mod hårdt. Politiet slog til mod demonstranterne med knipler og tåregas, over hundrede studenter blev såret og der gik rygter (der senere viste sig forkerte) om, at en af dem var blevet dræbt.

Da jeg om aftenen gik rundt i det mennesketomme Prag hang den ramme lugt af tåregas stadig i luften, og pansrede mandskabsvogne afpatruljerede de spøgelsesagtige gader. Kun på hotellet forekom alt normalt med de sædvanlige statsautoriserede prostituerede stående ved baren i håb om at kapre kunder.

Lørdag morgen opsøgte jeg den tidligere tjekkiske udenrigskorrespondent Jiri Dienstbier. Han havde været en fremtrædende skikkelse under foråret i Prag i 60’erne, men var efter den sovjetiske invasion i 1969 blevet fyret og ernærede sig nu som varmemester.

Dienstbier mente ikke, der ville komme noget særligt ud af studenterprotesterne, og meddelte mig, at han faktisk var på vej op til sit sommerhus. Som så mange andre før og efter ham i året 1989 blev han hurtigt overhalet af begivenhederne.

Václavské náměstí 22. november 1989. Foto: Wikimedia Commons.

Trods politiets hårde fremfærd om fredagen sydede og boblede det i gaderne. Jeg havde en god kontakt i byen, nemlig den danske lektor i Prag, Karen Gammelgaard, som kendte alt og alle i den tjekkiske opposition, og hun førte mig dagen efter til et hemmeligt stormøde i Cinoherni-teatret.

Her i den stærkt tilrøgede sal blev jeg vidne til ”history in the making,” da landets mest fremtrædende systemkritikere og intellektuelle grundlagde den demokratiske oppositionsbevægelse Borgerforum. I spidsen stod Vaclav Havel, der var kommet ud af fængslet kun et halvt år tidligere.

Jeg og fotografen var de eneste udenlandske tv-folk til stede, så hurtigt gik det, at selveste BBC først dukkede op mod slutningen af mødet.

De følgende dage var rent karneval. Fra den ene dag til den anden samledes flere hundrede tusind tjekker dagligt på den store plads Václavské náměstí i hjertet af Prag.

Hvis ikke os, hvem? Hvis ikke her, hvor? Hvis ikke nu, hvornår?, råbte folk

Selv de prostituerede på mit hotel havde forladt baren og tilsluttet sig demonstranterne.

Danske turister begyndte at dukke op i gaderne for at tage del i Fløjlsrevolutionen, som den hurtigt blev døbt, og efterfølgende skylle de verdenshistoriske begivenheder ned på værtshusene, hvor de normalt sure og ufremkommelige tjenere pludselig var forvandlet til glade festaber

Når jeg og fotografen bevægede os gennem det bølgende menneskehav, blev vi hyldet som rock-stjerner. ”Vi elsker jeres kameraer”, sagde nogle. Kameraerne var et pant på, at omverdenen for første gang i mange år igen interesserede sig for Tjekkoslovakiet, og folk vidste intuitivt, at jo flere vestlige kameraer der var i gaderne jo sværere ville det blive for regimet igen at sætte knippelsvingende politi ind mod demonstranterne.

Danske turister begyndte at dukke op i gaderne for at tage del i Fløjlsrevolutionen, som den hurtigt blev døbt, og efterfølgende skylle de verdenshistoriske begivenheder ned på værtshusene, hvor de normalt sure og ufremkommelige tjenere pludselig var forvandlet til glade festaber.


Læs de foregående afsnit her:

Mig og revolutionerne – en serie om de utrolige hændelser for en ung udenrigsjournalist i det historiske år 1989 1:5

Mig og revolutionerne – en serie om de utrolige hændelser for en ung udenrigsjournalist i det historiske år 1989 2:5


Topfoto: Vaclav Havel og demonstranter mindes kampen for frihed og demokrati under revolutionen i 1989. Wikimedia Commons. 

Ole Retsbo er journalist og historiker.
Han startede som journalist på TV 2 – nyhederne, men har i de sidste mange år lavet temalørdage, dokumentarprogrammer- og serier for DR om bogstavelig talt alt mellem himmel og jord: drømmen om udødelighed, krigen i eks- Jugoslavien, konspirationsteorier, mafiaen, indvandrerdebatten, UFO-myten, Danmarks-historien, liv i universet, Utopia, gamle nazister, historiske skandaler, månelandingen og meget mere. Ind i mellem er det også blevet til et par bøger, bl.a. om 9/11 - konspirationsteorierne.

Seneste artikler om Europa