ESSAY – Her er historien om, hvordan jeg identificerede mig med en enlig, ældre mand, som i en årrække boede i lejligheden over for min. Jeg bildte mig ind, at vi var fælles om den ensomhed, der fødes af livskrise. Men dengang anede jeg intet om at være alene i dette samfund.
Jeg boede fem år i en lejlighed på Amagerbrogade. Ejendommen ligger i en indsnævring af gaden, hvor det gamle, gennemtævede kvarter begynder at miste pusten og fremdriften fra moderskibet København. Her er stadig nicher af arbejderkultur med hæklede toiletrulleskjulere på bodegalokummerne og bundrustne møntvaskerier.
I disse fem år brugte jeg uforholdsmæssigt mange kræfter på at bekymre mig om den gamle mand i lejligheden overfor. Det gør jeg ikke længere, af årsager, som skal findes i tidens gang. Og mine egne erkendelser.
Men først tilbage til den 5. majaften, hvor jeg så ham første gang. Jeg stod og gloede formålsløst ud af vinduet og fik pludselig øje på en skikkelse bag ruden på den anden side af Amagerbrogade. Han stod også og spejdede ud, i sin hvide skjorte og sorte vest; der var et tændt stearinlys i karmen. Det eneste levende lys i bygningen den aften.
Han var nok modstandsmand under krigen, spekulerede jeg. Måske var hans ungdom så voldsom og flosset, at han aldrig helt blev hægtet sammen igen. Måske døde hans livs kærlighed for tidligt, før de nåede at få sig et ordentligt skænderi. Eller børn.
Det vindue, han stod i, havde ikke blyindfatninger, og der kunne man se ham tydeligt: høj, tynd og sært ubevægelig, helt alene i sit fine tøj. Han stod der kun 5. maj og juleaften … jeg forestillede mig, at lyset fra Amagerbrogade kastede dansende farvefirkanter ind på gulvene i de to stuer en suite. Her var sildebensparket, tænkte jeg, tungt skibslakeret og med årtiers matte gangstier fra mandens tøfler. Lysekroner spættet af fluelort
Spekulere kunne jeg, men jeg vidste naturligvis ingenting. Jeg kunne kun iagttage, gisne og – mærkeligt nok – føle mig forpligtet over for denne person. Jeg respekterede den flig af et liv, der blev synlig for mig.
Ejendommen, manden boede i, hedder Lykkehøj og er fra 1925. Flere af vinduerne i hans lejlighed havde blyindfattede, farvetonede ruder, og jeg forestillede mig, at lyset fra Amagerbrogade kastede dansende farvefirkanter ind på gulvene i de to stuer en suite. Her var sildebensparket, tænkte jeg, tungt skibslakeret og med årtiers matte gangstier fra mandens tøfler. Lysekroner spættet af fluelort.
Det vindue, han stod i, havde ikke blyindfatninger, og der kunne man se ham tydeligt: høj, tynd og sært ubevægelig, helt alene i sit fine tøj. Han stod der kun 5. maj og juleaften.
I dag bor jeg i en helt anden del af byen, hvor mange af bygningerne stadig er så nye, at stålkonstruktionerne stritter ud af betonstammerne som vildskud. Det gamle Amager er for mig erstattet af en foreløbig kulisse, en tænkt bydel under opførsel. Med tiden skal arkitekturen nok bundfæstne sig, men vi mangler stadig at se, om det menneskelige følger med.
Det er mange år siden, jeg belurede den gamle mand i Lykkehøj, og jeg kan nu reflektere over, hvad der skete i mit sind. Efter skilsmisse og andre livskriser projicerede jeg min egen fortabthed over på en pensionist, som tilsyneladende var alene i sin lejlighed. Jeg broderede på historier om hans ensomhed for at dulme min egen, og jeg følte et slægtskab med, sågar et ansvar for, ham, fordi vi begge stod ved udgangen af personlige æraer. Han i sin skjorte og vest, jeg i T-shirt med retroprint.
Men jeg havde ikke mødt ægte ensomhed, endnu. Og jeg havde aldrig selv været i nærheden af at føle den.
For i de år, der er gået siden denne første tid på Amagerbrogade, har jeg været vidne til skæbner i min nærhed, som giver begrebet ensomhed en anden og tungere klang.
Han kan ikke længere rejse sig fra sengen eller sofaen – og da slet ikke stryge en hvid skjorte, finde manchetknapperne i chatollet, tænde et stearinlys og markere en mærkedag. Selv hans børns fødselsdage fortoner sig, og ingen holder øje med ham fra den modsatte side af gaden
Det er mennesker på min egen alder, der har mistet fodfæstet arbejdsmæssigt og personligt og nu befinder sig i en periferi af samfundet, hvor kontanthjælp er eneste operative ord. De er blevet til pariaer, og den position, de før besad i kraft af deres karrierer og familier, er nu væk. Fra at være fuldgyldige medlemmer af fællesskabet, er de reduceret til randeksistenser, ofte forstærket af selvvalgte flugtforsøg fra realiteterne.
Og ja, det er mænd, danske mænd i min generation.
De kan ikke tåle statustab, og når underlaget med jobtitel, faderrolle og vennekreds skrider, burer de sig inde med skammen.
Jeg har en tese om, at min generation, børnene af 70’erne og 80’erne, ikke har fået en opvækst, som gav os stamina og mentale ressourcer at trække på. Vi blev tabt i en form for smørhul, hvor vi aldrig var tvunget til at træde i karakter. Der har ikke været en Anden Verdenskrig eller et ungdomsoprør at modnes af, og da finanskrisen ramte med vilkårlige fyringsrunder og menneskelig afvikling, stod vi tilbage med en diffus aftegning af noget, vi troede, var vores eget livsværk.
Men det viste sig at være et Mikado-spil, hvor berøringen af en enkelt pind kunne få hele værket til at styrte sammen.
En moderne mand i den situation går i flyverskjul. Han kan ikke længere rejse sig fra sengen eller sofaen – og da slet ikke stryge en hvid skjorte, finde manchetknapperne i chatollet, tænde et stearinlys og markere en mærkedag. Selv hans børns fødselsdage fortoner sig, og ingen holder øje med ham fra den modsatte side af gaden.
Hvordan kan det gå så galt?
Det handler ikke kun om manglende robusthed, men også om omgivelsernes syn på og samfundets behandling af mennesker i krise. Om tonen i den politiske debat og i medierne, hvor der mestendels udvises ringeagt overfor menneskelig svaghed.
Der bliver holdt øje med dine Facebook-opdateringer og Mobile Pay-transaktioner. Tænk nu, hvis du modtager 500 kroner fra din gamle moster eller danderer den i Kongens Have, når du påstår, du er syg af depression
At være degraderet til kontanthjælpsmodtager er næsten værre end at sidde i fængsel. Der bliver holdt øje med dine Facebook-opdateringer og Mobile Pay-transaktioner. Tænk nu, hvis du modtager 500 kroner fra din gamle moster eller danderer den i Kongens Have, når du påstår, du er syg af depression.
At leve med disse vilkår tvinger nogle mænd ud i isolation. Når de ikke længere er på arbejdsmarkedet, findes der ingen naturlige cirkler for dem at bevæge sig i. Ingen af de tidligere venner og kollegaer har lyst og mod til at beskæftige sig med den sørgelige skal af en person, der sidder – eller ligefrem ligger – der.
Vi viger væk fra den flakkende skygge af den, han var. Ham, vi kendte. Så hellere smide en tier til den hjemløse i Metroen eller 100 kroner til Røde Kors.
Dét billede af en 50-årig mand anno 2018, som har mistet sig selv i tilværelsens jordskred, er for mig langt mere tragisk end synet af den gamle frihedskæmper i Lykkehøjs vinduer.
Det er jo langt fra sikkert, at han følte sig alene. Sandsynligheden var større for, at han havde haft et skønt liv med bridgeklub om onsdagen og fodbold i Fremad Amager om søndagen. Måske levede han 45 dejlige år med sin hustru i Lykkehøj, og da hun døde, fortsatte han med sine små ritualer i de rum, hvor hun havde valgt de karryfarvede tapeter, og bornholmeruret stadig stod og gav sig i den tiltagende fugtighed.
Uanset, hvad han oplevede under krigen, eller da fabrikken lukkede, fik han hanket op i sig selv og fortsatte sit liv ufortrødent. Han var del af en gruppe, en samling, en klub, og ingen så ned på ham. Tænker jeg nu. Håber jeg.
Og nu er manden overfor død. Det ved jeg med sikkerhed; det skete kort, før jeg flyttede til Ørestad.
Det var den travle dame, der gav mig anelser. En dag blev vinduet pludselig blæst op af en firkantet kvinde i 60erne. Hun rystede først en plaid og siden kaskader af andre tekstiler ud af vinduet, og hun gjorde det på en hektisk, nærmest vred måde, som gjorde mig bekymret. Hun var en uvelkommen, lidt for nysgerrig figur, i det vindue, som manden ellers havde eneret til. Jeg konkluderede: Han var væk.
Dengang sørgede jeg over en fremmed, men nu skælder jeg ud på mit romantiserende, naive yngre jeg.
Der er så mange mennesker derude, som har behov for, at vi stiller os op i gadens vinduer og våger over dem. Eller endnu bedre, går ned af trappen, over gaden, ringer på, går op af trappen, banker på og går ind i lejligheden overfor.
Topillustration: David Hodgson, www.flickr.com/photos/publicplaces/7465687106
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
