FREDAGSKLUMME – Det er først nu, jeg har fået læst Lykke-Per. Eller rettere lyttet Lykke-Per. Jeg har i løbet af oktober tilbragt sammenlagt over et døgn i et lykkeligt samvær med en af de absolut bedste danske romaner, der er skrevet. 26 timer, 8 minutter og 22 sekunder helt præcist. Det er ikke et minut for meget. Og hvor er lydbogen som medie en berigelse, skriver Bjarke Larsen i ugens fredagsklumme.
Tak. Tak. Tak.
Tak til Henrik Pontoppidan for at have skrevet denne mursten af en roman, som fuldt fortjent var med til at give ham Nobelprisen i litteratur.
Og tak til den teknologiske udvikling, som har givet os smartphones med mulighed for at høre lydbøger uanset, hvor vi befinder os.
Til sammen har de to ting gjort det muligt for mig at tilbringe et lykkeligt døgn i det fantastiske univers, der er bygget op i bogen: Danmark i 1890’erne med det modernes gennembrud, med nederlaget i 1864 i smertelig frisk erindring, med en frembrydende og frembrusende teknologisk udvikling og med enorme skel mellem rig og fattig.
Umulig at referere – og dog
Det er umuligt at fortælle handlingen kort, for bogen spænder så vidt og rummer så mange lag, der er vigtige at få med, men ultrakort: Hovedpersonen Peter Andreas – eller Per, som han begynder at kalde sig – vokser op i et strengt religiøst hjem i en jysk provinsby. Som den eneste i den store søskendeflok gør han oprør mod den dominerende og patriarkalske præstefar og hans glædesløse kristendom.
Han bryder med familien og flygter til København for at læse til ingeniør. Lykke-Per, som hans velynder Ivan kalder ham, udtænker et projekt med et enormt kanalanlæg, der skal sikre fremgang og velstand i dele af Jylland. Han skriver en bog om projektet – en bog, der også er et oprørsskrift mod den konservative traditionalisme, Per mener præger Danmark.
Per er ikke nogen helteskikkelse. Tværtimod er han en person, det er svært at holde rigtig af med hans typisk danske blanding af selvsikkert storhedsvanvid og nagende tvivl på egne evner
I jagten på investorer til sit projekt, bliver han introduceret til den stenrige, jødiske handelsslægt Salomon. Her møder han husets to ældste døtre, der sammen repræsenterer den lidt slidte kliché om kvinden som luder eller madonna: Den smukke men overfladiske og intrigante Nanny og den ikke ret smukke men intelligente og trofaste Jakobe. Per forelsker sig først i Nanny, men ender med at blive forlovet med Jakobe, og skildringen af sidstnævnte er et af de smukkeste og mest nuancerede kvindeportrætter i dansk litteratur.
Per evner ikke at realisere sit kanalprojekt men rejser på studieophold i Tyskland og Østrig og vil senere til USA. Inden afrejsen tilbringer han tid på et jysk herresæde, hvor han forelsker sig i den lokale præstedatter, Inger, får en religiøs vækkelse og bryder forlovelsen med Jakobe. Sidst i bogen flytter han fra Inger og de tre børn, de har fået sammen, men som han er bange for at skade, og ender som vejassistent i Thy. Alene og fattig, men afklaret.
Bygget ind i dette skelet skildres et væld af episoder – tableauer – med en række vidt forskellige personer og et blik på mange af de sociale lag i datidens stærkt klasseopdelte samfund. Og ikke bare én men hele to udviklingshistorier, nemlig både Pers og Jakobes. Selv om Per er den ubestridte hovedperson, er fortællingen om Jakobe foldet fint og nuanceret ud. Der er også fantastiske skildringer af kampen mellem det gamle og det nye, datidens omgangsformer og snærende konventioner, religiøse anfægtelser, og hvordan man møder livets uundgåelige skuffelser.
Jeg elsker at høre lydbog. På den måde får jeg indhold i en masse ”ikke-tid”, hvor jeg ellers surfer lidt retningsløst rundt på Facebook og andre websites eller spekulerer unødigt meget på ting fra hverdagen. Jeg bliver beriget, klogere og får udvidet min horisont
Per er ikke nogen helteskikkelse. Tværtimod er han en person, det er svært at holde rigtig af med hans typisk danske blanding af selvsikkert storhedsvanvid og nagende tvivl på egne evner, hans kyniske jagt på at blive gift med en rig kvinde, hans vægelsind på nogle områder og stridige stædighed på andre. I det hele taget skildres alle personer i bogen med den dejligt realistiske blanding af gode og dårlige egenskaber, vi alle kender fra virkeligheden. Bortset fra Jakobe, der fremstår utvetydigt god.
Lykke-Per er midterste bind i en trilogi, som også omfatter Det forjættede land og De dødes rige. De tre bind skildrer tilsammen Danmark fra 1870 til 1914 set fra forskellige vinkler og med forskelligt persongalleri. Trilogien var hovedårsag til, at Henrik Pontoppidan fuldt fortjent fik Nobelprisen i litteratur i 1917.
Et spejl af nutidens problemer
Selvom bogen har over 100 år på bagen (den blev skrevet og udgivet i perioden 1898-1904), er den forbløffende relevant i sin skildring af en række problemstillinger og bliver det endnu mere, hvis man i baghovedet husker at indregne de problemstillinger, mange med indvandrerbaggrund slås med i form af social kontrol, oprør mod dogmatisk og mørk religion, modernitetens gennembrud, oprør mod snærende konventioner og en undertrykt seksualitet, der alligevel (eller snarere så meget desto mere derfor) pibler frem alle vegne.
Pers manglende vilje til at gennemføre sine projekter (kanalbyggeriet følges senere op af forbedrede vindmøller og andet, som han faktisk får taget patent på), fremstår på godt og ondt som et billede af det typisk danske sindelag – også i nutiden.
Tak til Henrik Pontoppidan for at have skrevet denne mursten af en roman, som fuldt fortjent var med til at give ham Nobelprisen i litteratur.Og tak til den teknologiske udvikling, som har givet os smartphones med mulighed for at høre lydbøger uanset, hvor vi befinder os
”Hvis man vil målet, skal man også ville midlerne,” som Jakobe siger på et tidspunkt, men selvom Per er egoist og fantast, vil han ikke indlade sig med de kyniske børsspekulanter, der er grundlæggende ligeglade med ham og hans projekter, men som gerne støtter det, hvis der er udsigt til økonomisk gevinst (og til at komme på god fod med den rige og indflydelsesrige Salomon-slægt). Samtidig higer han efter social og faglig anerkendelse og økonomisk fremgang, men hver gang målet er inden for rækkevidde, trækker han sig tilbage.
Samme narcissistiske sindelag præger forholdet til kvinderne i hans liv og i det hele taget hans syn på tilværelsen.
Henrik Pontoppidans sprog er så smukt, at det er en uafbrudt fornøjelse at høre ham læst op. Det er rigt, nuanceret, præcist og så godt som renset for klicheer.
Lydbogens glæder …
Jeg elsker at høre lydbog. Efter at der kom streamingtjenester som bibliotekernes gratis E-reolen og en række kommercielle med Storytel som den dominerende, er mit liv blevet rigere. Slet og ret. Jeg hører lydbøger, når jeg cykler til og fra arbejde, hænger vasketøj op, kører bil og i det hele taget i situationer, hvor man ikke behøver at have opmærksomheden fokuseret på noget andet.
På den måde får jeg indhold i en masse ”ikke-tid”, hvor jeg ellers surfer lidt retningsløst rundt på Facebook og andre websites eller spekulerer unødigt meget på ting fra hverdagen. Jeg bliver beriget, klogere og får udvidet min horisont.
Meget afhænger af den stemme, der læser op, men generelt synes jeg, forlagene er gode til at vælge rigtigt: En ikke-monoton stemme, der lever sig ind i teksten men ikke kammer over i det rene skuespil. Det er sjældent, jeg har droppet at høre en lydbog på grund af oplæsningen, men det er dog sket. Bl.a. husker jeg en indlæsning af Murakamis Trækopfuglens krønike, hvor jeg syntes oplæseren karikerede kvindestemmerne.
… og begrænsninger
Til gengæld er det ikke alle bøger, der egner sig som lydbøger. Bedst er i mine øjne krimier og bredt anlagte og fortalte, episke fortællinger, hvor det ikke gør så meget, at man lige er uopmærksom i 5-10 sekunder. Af samme grund er digtsamlinger efter min mening helt uegnede som lydbøger, fordi man (jeg i hvert fald) har brug for at læse, tænke, tolke og vende tilbage til en tidligere linje, hvis jeg skal have ordentligt udbytte af et digt. Det samme gælder faktamættede fagbøger – især hvis man selv kan bruge noget af bogens viden bagefter.
Ulempen ved lydbøger er også, at man ikke let kan finde og vende tilbage til særligt velformulerede passager og gode udtryk, som man gerne vil huske og have med sig på den videre vej i livet. På den anden side: Hvis Lykke-Per ikke havde været indtalt som lydbog, ville jeg næppe være gået i gang – og slet ikke være nået frem til slutningen.
Så er det trods alt bedre, at jeg har haft et lykkeligt døgn sammen med Peter Andreas Sidenius, selv om jeg ikke kan huske alle de sproglige guldkorn.
Dan Schlosser har indtalt Lykke-Per på lydbog.
Topfoto: Per og Jakobe mødes i hemmelighed i de østrigske alper, hvor Per er på studierejse for at lære mere om ingeniørkunsten. Foto fra lanceringen af Bille Augusts filmatisering af bogen. Foto: Rolf Konow/Nordisk Film.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her