Mette-Marie Nørlev: Skabet er det eneste homosted i København

i Liv & Mennesker/LIGESTILLING af
IDENTITET // KOMMENTAR  -Selvom det sidste årti har budt på bredere accept af queerpersoner, er de få eksisterende queer-venlige områder under stigende pres fra gentrificering og saneringsinitiativer. Hvordan kan man fremme diversitet inden for seksualitet og kønsidentitet gennem design, repræsentation og rum? Hvordan kan byplanlæggere skabe en mere inkluderende by?

Dark design og fjendtlig arkitektur viser tydeligt, hvordan der ligger en stor magt i byplanlægning. Desuden ved vi, at byrummet skaber og reproducerer normer. Det offentlige rum er derfor med til at skabe og reproducere de herskende kønsidentiteter, og så længe det sker så stereotypt, som det gør nu, skaber det udfordringer for folk, der ikke er heteroseksuelle eller har en afvigende kønsidentitet, som de trækkes med hele livet.

København er historisk set lavet til, af og for den ciskønnede heteroseksuelle mand, og oven i det har vi især siden 00’erne skabt et visuelt stereotypt univers med en binær kønsopdeling af offentlige byrum og måde at være menneske på.

Det viser sig blandt andet gennem kønsopdelte toiletter, piktogrammer i DSB-toget med en kvinde med et barn på armen og en far med bukser på og herretoiletter kun med pissoirs.

Dette er tydelige visuelle eksempler, men der ligger en underliggende fortælling om, hvem København er designet til.

Kønnet byplanlægning er altså ikke bare et spørgsmål om, hvordan køn og seksualitet viser sig i byrummet, men også om hvordan seksualitet og køn allerede er indskrevet i byrummet. Arkitektur og urbant design skal være repræsentativt for dets brugere

Alle lejligheder er designet til at passe til énfamiliekonstellation, nemlig kernefamilien. Det kan desuden være svært for regnbuefamilier, kollektiver eller singler, der ikke er studerende, at finde et sted at bo, fordi en traditionel kernefamilie ofte foretrækkes, når udlejer skal vælge mellem de mange potentielle lejere.

Alle disse ting er skabt af og reproducerer en heteronorm. Heteronormen er en idé om, at alle mennesker i udgangspunktet er heteroseksuelle, og at alt andet er unormalt.

I familie med heteronormen finder vi den forkerte, men meget udbredte overbevisning, at alle er ciskønnede, altså identificerer sig med det køn, man blev tildelt ved fødslen. Afvigelser herfra bliver set som mærkelige eller forkerte. Disse to normer har skabt en struktur, hvor det heteroseksuelle, ciskønnede menneske bliver set som en standard – og prioritet.

Overfor heteronormen findes queer. Queer er komplekst begreb, der både fungerer som et paraplybegreb, der dækker over LGBT (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede), men samtidig er en måde at tænke køn og seksualitet, der rækker udover den todelte kønsforståelse.

Det viser sig i byen og arkitekturen, hvem den er skabt af, og hvem er den skabt til.

Kønnet byplanlægning er altså ikke bare et spørgsmål om, hvordan køn og seksualitet viser sig i byrummet, men også om hvordan seksualitet og køn allerede er indskrevet i byrummet. Arkitektur og urbant design skal være repræsentativt for dets brugere, på samme måde som vi tænker på musikere, kunstnere, modeller, eller kvoter i bestyrelser. Ikke kun fordi arkitektur stilles til rådighed for os hver eneste dag, både visuelt og brugbart, men fordi byrummet i sig selv skaber en repræsentation.

Gentrificering fjerner gemmesteder

Queerpersoner virker umiddelbart meget synlige i Danmark. Homoseksuelle kan gifte sig, og i 2021 skal København være vært for World Pride. Alligevel fortsætter voldsforbrydelser og høj hjemløshed blandt queerpersoner, og uligheden stiger i queermiljøerne, især for kvinder, etniske mindretal samt både unge og gamle og mennesker med en kønsidentitet udover den traditionelle.

Disse identitetsvejkryds, og stigmatiseringen af dem, forværrer marginaliseringen af ​​queerpersoner, fordi de skaber en dobbelt undertrykkelse.

København har ikke et reelt ”gayborhood”, eller bøssekvarter, som mange andre hovedstæder har, og selv Ørstedsparken, der bliver set som et af bøssernes eneste tilflugtssteder, er ved at blive gentrificeret med bemandede legepladser og familiekoncerter.

Naturen i parken er blevet trimmet, der bliver fjerne buske, træerne bliver klippet – alt dette for, at der ikke er så mange ”gemmesteder”. Når der bliver sat ekstra belysning op i parker, bliver det gjort for at skabe tryghed. Men selvom gadelygter skaber en tryghed for nogen, fjerner det et tilflugtssted, hvor queerpersoner kan udfolde deres kønsidentitet og seksualitet, altså et såkaldt safe space.

H.C. Ørstedsparken. Wikimedia.

Belysningen i Ørstedsparken gør det utrygt for queer-personer, både dem der boller i buskene, men også bare queerpersoner der vil gå hånd-i-hånd med deres partner. Der bliver intet sted, de kan gemme sig, og de er i stedet lettere at finde, hvilket øger risikoen for, at de bliver udsat for hadforbrydelser.

Når Københavns Kommune gentrificerer Ørstedsparken på denne måde, udtrykker det et større problem om strukturel stigmatisering og diskrimination af queerpersoner. Det skubber dem ind i skabet eller ud i mørke gyder, hvor de er endnu mere i fare. Det gør altså selve det skab, de er i, til det eneste queersted i hele København.

Med de normkritiske briller kigger vi ikke på, hvordan queerpersoner springer ud af skabet, men i stedet på hvad skabet er lavet af. Lad os et øjeblik skal kigge på queerpersoners oplevelse igennem historien.

Queerpersoner har lidt under politichikane, både fysisk og psykisk vold samt systematisk bolig- og beskæftigelsesdiskrimination. Som svar på det, har de protesteret for social retfærdighed. Men konstant er de blevet overset og negligeret, både i det daglige og i byplanlægningen. Derfor er de blevet marginaliseret og har været nødt til at skabe en næsten autonom bykultur, hvor det har været muligt at kunne mødes i sikkerhed, fordi der ikke har været offentlige rum tilgængelige.

Selv i en by som København, der bryster sig af at være progressiv og mangfoldig, har vi ikke et eneste byrum, der opmuntrer til reel diversitet. I Indre By er der Pisserenden med en håndfuld bøssebarer som Masken, Jailhouse og Centralhjørnet, men selv her er der ikke plads til alle.

Når der bliver sat ekstra belysning op i parker, bliver det gjort for at skabe tryghed. Men selvom gadelygter skaber en tryghed for nogen, fjerner det et tilflugtssted, hvor queerpersoner kan udfolde deres kønsidentitet og seksualitet, altså et såkaldt safe space

København K viderefører en norm, hvor kun bestemte queer-personer er velkomne, nemlig den ciskønnede, homoseksuelle mand. At der i hele København kun findes én lesbisk bar, viser desværre, at hvis du både er kvinde og queer, altså en såkaldt dobbeltminoritet, er der stort set ingen safe-spaces for dig.

Endnu værre er det, hvis du både er kvinde, er etnisk minoritet og ikke er ciskønnet.

På den måde kan du stå midt i identitetsvejkrydset og blive ramt af diskrimination fra alle sider. Jeg forventer ikke, at ciskønnede, heteroseksuelle, mandlige byplanlæggere skal kunne forstå eller sætte sig ind queermarginaliseringens kompleksiteter, der sker i byrummet i dag.

Men man må forstå og forholde sig kritisk til, at byplanlægning er ud fra deres levede erfaring, og at det ikke har skabt rum til queerpersoner, fordi deres oplevelser negligeres.

Det kønnede byrum

Alt rum er kønnet. Det afspejler samfundets ideologi hvad angår seksuel orientering og kønsidentitet, og det mærkes og skabes af rummets. Hver dag skal queerpersoner vælge, om de vil redigere og censurere sig selv og deres identiteter baseret på signalerne fra det byrum, de færdes i.

Lad os sammenligne to pladser i København, der ligger tæt på hinanden. I Indre By, tæt på Strøget og Nørreport, ligger Israels Plads. Her har drenge mulighed for at være fysisk aktive og dyrke sport. Men der er ikke en lignende plads med sportstilbud til piger.

Hvor skal drenge, der godt kan lide at danse gå hen? Føler piger sig velkomne på skaterramperne i Fælledparken? Og hvad med dem, som slet ikke passer ind i en af de to, meget små kasser – altså hverken er pige eller dreng?

Dermed ikke sagt, at der findes naturlige drenge- og pigesportsgrene, men faciliteterne på Israels Plads lægger op til sportsgrene, der typisk bliver dyrket af drenge. Det er virkeligheden på stort set alle offentlige sportspladser i København: Der er basketballbaner på Sønder Boulevard, skaterramper i Fælledparken og fodboldbaner i Østre Anlæg.

Umiddelbart er der ingen steder, der lægger op til, at piger skal være fysisk aktive, selvom det i teorien er lige så nemt at etablere en offentlig håndboldbane, som det er at anlægge en fodboldbane. Denne måde at kønne rum på, skaber altså en meget snæver forståelse af, hvordan drenge og hvordan piger skal opføre sig.

Hvor skal drenge, der godt kan lide at danse gå hen? Føler piger sig velkomne på skaterramperne i Fælledparken? Og hvad med dem, som slet ikke passer ind i en af de to, meget små kasser – altså hverken er pige eller dreng?

I kontrast til Israels Plads er der Den Røde Plads i hjertet af Nørrebro. Dens fysiske udtryk og visuelle identitet springer i øjnene og skiller sig meget ud fra resten af byrummet på Indre Nørrebro.

Det skyldes, at byplanlæggerne af Den Røde Plads og Superkilen har haft brugernes diversitet in mente. Beboerne i området omkring pladsen kommer fra mere end 50 forskellige lande. Frem for at fylde pladsen med de ting, man normalt finder i parker og på offentlige steder i København, blev de lokale bedt om at nominere genstande som bænke, skraldespande, træer, legepladser, brønddæksler og skilte fra andre lande. Derfor er der blandt andet kloakdæksler fra Tanzania, lygtepæle fra Italien og fitnessredskaber fra Tyrkiet. Desuden lægger Den Røde Plads ikke op til én specifik sportsgren, men har faciliteter, der kan bruges på mange forskellige måder, både alene, i par og i grupper. Og af alle køn. En divers plads skaber en divers brugergruppe.

Socialpolitikkens rolle

Der er forskellige socialpolitiske initiativer, der kan tages for at svække heteronormativiteten og gøre København mere inkluderende for queerpersoner. Offentlige rum skal have plads til både det åbne og det intime, der fremmer menneskelig kontakt – fra det impulsive til det planlagte.

Dette kan gøres ved arkitektonisk at støtte op om gruppens, parrets eller den enkeltes behov for plads. Opdel pladser i forskellige volumener og størrelser, og leg med både indkapsling, uregelmæssighed og overgangsrum, der opfordrer flere forskellige slags mennesker til at bruge rummet. Altså design både noget, der kan bruges som et safe-space, men også til at en større gruppe af mennesker føler sig trygge i byrummet.

Synligheden af ​​de mange forskellige seksualiteter og køn, der bor i byen, kan støttes ved for eksempel at vise kunst med kærlighed og lyst mellem mennesker af samme køn – eller køn, der går udover de binære

Brug queer-koncepter i designet som larmende farver, forskellige kontraster og bricolager af materialer, som det er gjort på Den Røde Plads.

Lav et rum, der udtrykker diversitet, der derved opfordrer til diversitet.

De offentlige initiativer skal reformeres på en måde, der prioriterer og opmuntrer til social brug af gaderum, i stedet for at begrænse dem. Synligheden af ​​de mange forskellige seksualiteter og køn, der bor i byen, kan støttes ved for eksempel at vise kunst med kærlighed og lyst mellem mennesker af samme køn – eller køn, der går udover de binære.

Alt dette skal ske, ved at der bliver budgetteret og prioriteret offentlige midler, der støtter underholdning, kunst og design, der er nytænkende og normbrydende. Ingen offentlige penge bør gå til zoner med adfærdsbestemmelser og reguleringer, som det sker nu i Ørstedsparken. Initiativer som dette er til for at ramme minoriteter, og rammer som sagt endnu hårdere, hvis queerpersonerne oplever flere former for marginalisering på én gang (for eksempel både er transpersoner og homoseksuelle).

Rekonstruer planlægningspolitikkerne for lejligheder og centrér den omkring husholdningen, ikke familien. Fremskynd og giv økonomisk støtte til offentlige queer-kunstinstallationer. Tilskynd til større følelse af queer ejerskab af plads – skab små samlingsrum knyttet til historiske og kendte queerpersoner, institutioner, mindesmærker, parker og så videre.

Brug offentlige midler til at foreninger, ungdomsklubber, fodboldklubber og kreaværksteder der kan agere safe-spaces til, af og for queerpersoner. Giv derved queerpersoner plads til at skubbe sig ind i offentlighedens lys og verden, hvis de har lyst til det.

Sluttelig: Giv queerpersoner en plads ved byplanlægningsbordet.


Illustration: Pxhere.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Mette-Marie Nørlev er professionsbachelorstuderende i Natur- og Kulturformidling.

Ved siden af sit studie beskæftiger hun sig aktivistisk med normkritiske tanker om blandt andet køn og seksualitet. Hun har lavet meget NGO arbejde, bl.a. for Sex & Samfund og CISV, og hendes livsmål er en ende på patriarkatet og gøre op med kapitalismen.