POV’s filmanmelder, Frederik Bojer Bové, er også programmedarbejder ved Copenhagen Architecture Festival. Her introducerer han festivalen, fortæller om arbejdet i kulisserne og ved infoskranken samt lidt om enkelte af de film, der vises i løbet af ugen. Fælles for dem er, at de fortæller os noget om vores byer, vore bygninger og verden omkring os.
Som det første i denne artikel må jeg lægge kortene på bordet: Jeg arbejder på årets Copenhagen Architecture Festival, og har været med til at sammesætte program på alle fire udgaver af den efterhånden ganske store festival. Det er selvfølgelig en relevant oplysning i en artikel, om hvor fantastisk en festival det helt sikkert bliver igen i år. Men det er samtidig også en oplysning der på mange måder er relevant hver eneste gang, jeg formulerer en mening om en film: Mit filmsyn er blevet gennemgribende påvirket, siden jeg for tre år siden første gang satte mig ned og så en mulig film til arkitekturfestivalens program. Det var en laaangsom film om skyformationer, til den mere eksperimenterende del af programmet. Jeg kiggede lidt mere op i luften resten af den dag.
Og på den ene side er det bare et personligt filmsyn. Men på den anden side er det da også et forsøg på at få indoktrineret jer, kære læsere, så I er mere tilbøjelige til at synes CAFx, som festivalen forkorter sig selv, er det bedste i verden …
Og hver gang jeg nu skriver en anmeldelse af en film, er jeg inspireret af festivalen, af at sidde og fokusere på film ikke blot ud fra deres filmiske kvaliteter, men ud fra hvad de fortæller om vores byer, vore bygninger, vor verden omkring os. Om det er La La Land’s optimistiske Los Angeles, eller det dystopiske Miami i Moonlight – for ikke at tale om Nibe i Dræberne fra Nibe eller brokvartererne som de ses i I Blodet – så kigger jeg altid på, hvordan film bruger en fornemmelse for omgivelserne til at understrege sine pointer. Og på den ene side er det bare et personligt filmsyn. Men på den anden side er det da også et forsøg på at få indoktrineret jer, kære læsere, så I er mere tilbøjelige til at synes CAFx, som festivalen forkorter sig selv, er det bedste i verden …
Fra klassisk dokumentar til cykeltur
Festivalen har i årenes løb fået vokseværk, og består nu i lige så høj grad af rundvisninger, udstillinger, konferencer, cykelture, ja nærmest alt hvad man kan forestille sig. Jeg har dog kun været inde over filmene, så det er dem, jeg kan fortælle lidt om. Og vores kerneområde er stadigvæk de klassiske arkitekturdokumentarer.
Der findes overraskende mange arkitekturfilmfestivaler rundt omkring i verden, hvilket naturligvis skyldes, at der produceres en lind strøm af arkitekturfilm. Film om verdens største og kendteste arkitekter for eksempel, som enhver arkitekturfestival med respekt for sig selv naturligvis sætter op. I år er den vigtigste såmænd dansk. Kaspar Astrup Schröder har brugt syv år på at følge Danmarks største arkitekt i disse år, Bjarke Ingels. Det er der kommet det personlige portræt Big Time ud af, hvor den eneste ‘ekspert’, der får lov til at fortælle om den store arkitekt, er hans mor. Derudover får vi drømmene og visionerne fra manden selv, og så besøger vi byggepladserne, hvor de teoretiske overvejelser skal omformes til praktiske byggerier.
Jeg burde måske ikke anbefale denne film, eftersom den allerede er vist lørdag, og den visning var udsolgt lang tid i forvejen. Men den er essentiel som et portræt af en nutidig samfundsstemme – Ingels har f.eks. været på Times Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker – der, snarere end at lukke bogen over en karriere, viser os både teori og praksis som det har udfoldet sig i de sidste syv år. Med andre ord, et oplæg til debat; en film der lever videre.
Derudover vil filmen snart have premiere over hele landet som del af DOX:BIO, og selvom film jo på magisk vis bliver bedre, når CAFx står for det, så går det nok også at se den under de omstændigheder.
Hjernespin
Det er filmgruppens grundlæggende forpligtelse, at sætte filmisk fokus på moderne arkitektur, og naturligvis især på den danske del af den. Det gør vi også i år med dokumentarer om bl.a. Richard Neutra, Rem Koolhaas og Alvaro Siza. Men vi har også altid haft ambitioner om at fortælle om arkitektur, ikke blot via de dertil beregnede dokumentarer men gennem hele filmhistorien.
Det er den opgave, som kan få min hjerne til at spinne hele året igennem …
Det er den opgave, som kan få min hjerne til at spinne hele året igennem, når jeg pludselig på CPH:PIX ser en egyptisk film, der fremstiller Cairo som en eventyrby, jeg aldrig har set før, eller i Gøteborg ser en rumænsk film, der bruger en lejlighed på en ganske unik måde. Ingen af dem er kommet på programmet – den ene var som nævnt vist i Danmark, og den anden, Sieranevada, får premiere til sommer – men der er meget andet godt.
På mandag har vi således i samarbejde med Grand Teatret og Franske Film Mandage forpremiere på den nye film fra Jean-Pierre og Luc Dardenne, Kvinde, Ukendt, og inden filmen bliver vist vil jeg selv lave et timinutters oplæg om, hvordan brødrene kan skildre sociale forskelle via den måde, filmens karakterer bevæger sig i byen. Og på fredag viser vi Play af netop Cannes-udtagne Ruben Östlund, et kontroversielt mesterværk der har været anklaget for racisme, hvor vi i stedet vil forsøge at tage udgangspunkt i de forskellige måder indvandrerdrengene bruger byen på, hvordan de adskiller sig fra deres ‘svenske’ jævnaldrende, og sammen med Bettina Lamm, arkitekt og lektor i byplanlægning ved KU, og Gunvor Wibroe (S), byrådsmedlem i Frederiksberg Kommune, prøve at diskutere, hvordan vi skaber plads til flest mulige – og får dem til at overholde reglerne.
Derudover er der film, hvor instruktørerne selv kommer, eller hvor de introduceres af kunstnere, arkitekter, sociologer, digtere, forskere. Jeg får desværre selv kun tid til at se en brøkdel af programmet, for ellers er det en tidages hvirvelvind af logistiske småproblemer, introduktioner, marketing, etc. Og heldigvis en del arrangementer med vin og drinks bagefter … Men engang imellem er det det hele værd.
Viser I noget i eftermiddag?
I går, da jeg stod i infoskranken i Cinemateket, kom en mand op og spurgte hvad vi lavede. ”Ja, vi laver en arkitektur-festival, og vi viser film om arkitektur” ”Nå… Viser I noget i eftermiddag?” ”Ja da! Vi viser den gamle danske film Ang. Lone med introduktion af Carsten Thau og Søren Ulrik Thomsen’”. Så gik han tilbage til sin kone, og fortalte hvad vi lavede. ”Det lyder da meget sjovt …”
En time senere sidder de i salen og skraldgriner, mens Søren og Carsten leverer en tour de force blanding af 70’er anekdoter, betragtninger om København og specifikke kommentarer om den kommende film – og ja, lyden i banegårdsscenen var fantastisk, og der er sgu noget over et vinterlandskab fra et togvindue. Mellem foredrag og film hørte jeg et tydeligt, ”det var fantastisk!”
Efter filmen så de dog lidt blege ud i hovedet – det er en lidt streng slutning på filmen, som man ikke lige ser komme, endnu en ting der gør den til en unik perle! Jeg tror dog alligevel, ægteparret havde en god oplevelse alt i alt.
Det går op og det går ned, nogle arrangementer forløber perfekt, nogle er lidt mere besværlige. Nogle gange er der fyldte sale til verdenspremierer med Q&A og alle drikker drinks og har det godt. Men det bedste er egentlig, når man får givet et par tilfældige forbipasserende en oplevelse, de virkelig ikke havde forberedt sig på …
Copenhagen Architecture Festival fortsætter indtil søndag 7/5, og har også knopskudt til både Aarhus Architecture Festival og Aalborg Architecture Festival.
Programmet kan ses her: http://cafx.dk/program/
Fotos: Copenhagen Architecture Festival.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her