USA // ANALYSE – Folkeretten bygger på suveræn lighed og frivillig traktatindgåelse. Stater kan indgå forpligtende samarbejde, men forpligtelsen er gensidig. Imperialisme opstår, når denne gensidighed ophæves, skriver Kjeld Schmidt. Pax Americana efter 1945 kan forstås som hegemonisk, men ikke nødvendigvis imperialistisk. Men Trump-styrets tumultariske udenrigspolitiske adfærd har bragt begrebet “imperialisme” tilbage i den politiske diskussion.
Begrebet ”imperialisme” har en mere præcis og politisk oprindelse, end den senere marxistiske tradition lader ane. Ordet stammer fra det latinske imperium, der betyder kommando, overhøjhed og suveræn myndighed. I 1800-tallet blev “imperialisme” brugt om ekspansiv statspolitik, kolonial administration og politisk dominans. Det betegnede en form for herredømme – ikke et bestemt økonomisk udviklingsstadium.
I den liberale debat i slutningen af 1800-tallet blev imperialismen kritiseret som en politik, hvor staten gennem territorial ekspansion og militær magt underordnede andre folk. Den blev opfattet som en afvigelse fra frihandelens og parlamentarismens principper. Begrebet var politisk og normativt, ikke stadieteoretisk.
Imperialismen blev hos Lenin ikke blot en politik, men en strukturel fase – et “forfaldsstadium” præget af rivalisering og krig
Det afgørende skifte kom med J. A. Hobsons Imperialism (1902). Hobson forklarede imperialismen som resultat af indkomstulighed og underkonsumtion: et overskud af kapital søgte rentable investeringsmuligheder uden for hjemlandet, og finansielle eliter pressede staten til ekspansion. Imperialismen blev dermed forstået som en økonomisk patologi ved avanceret kapitalisme.
Vladimir Lenin radikaliserede under Første Verdenskrig denne analyse i Imperialismen som kapitalismens højeste stadium (1916). Med inspiration fra Rudolf Hilferding definerede han imperialismen gennem fem kendetegn: koncentration og monopoler, sammensmeltning af bank- og industrikapital til finanskapital, kapitaleksportens voksende betydning, internationale kartellers opdeling af markeder og stormagternes territoriale opdeling af verden.
Imperialismen blev hos Lenin ikke blot en politik, men en strukturel fase – et “forfaldsstadium” præget af rivalisering og krig.
Myten om kapitalismens forfald
Lenins stadieteori fik enorm politisk betydning. Den muliggjorde forestillingen om, at verdenskapitalismens kæde kunne brydes i sit svageste led, og at revolutionen ikke behøvede at begynde i de mest udviklede lande. Samtidig gav den et teoretisk grundlag for alliancer med koloniserede folk. Men teoretisk indebærer stadieteorien alvorlige problemer.
For det første kolliderer den med Lenins egen tese om ujævn udvikling. Hvis kapitalismens udvikling er strukturelt ujævn, kan man ikke meningsfuldt tale om et homogent globalt stadium. Forskellige produktionsformer sameksisterer; monopol og konkurrence eksisterer side om side; kerne og periferi er samtidige.
For det andet demonstrerede Lenin aldrig, at kapitalistisk akkumulation nødvendigvis kræver geopolitisk tvang eller territorial dominans. Han kunne påvise koncentration og rivalisering, men ikke at markedsformidlingen strukturelt må erstattes af direkte politisk kommando.
Kapitalismen har kunnet omformes gennem demokratisk regulering, faglig organisering og sociale sikringsordninger
Der ligger her også en ubearbejdet liberal antagelse: forestillingen om en tidligere “ren” konkurrencekapitalisme, der senere er blevet forvredet af monopoler. Men markeder har aldrig været selvregulerende i streng forstand. Ejendomsret, kontrakter, valuta og handel forudsætter statslig håndhævelse og institutionelle rammer.
Samtidig er stadieteorien metodemæssigt problematisk. Hvis kapitalismens udvikling er ujævn, kan man ikke meningsfuldt tale om et globalt stadium. Forskellige produktionsformer, forskellige grader af koncentration og forskellige institutionelle ordninger sameksisterer. Den kapitalistiske samfundsformation er sammensat og flerdimensionel og dens udvikling kan ikke reduceres til et skema af nødvendige trin.
Lenins teori hvilede samtidig på en sammenbrudsmyte: forestillingen om, at kapitalismen nødvendigvis bevæger sig mod et forfaldsstadium, hvor krig og revolution bliver historisk uundgåelige. Den myte er grundløs. Kapitalismen har kunnet omformes gennem demokratisk regulering, faglig organisering og sociale sikringsordninger.
Imperialisme som praksis
Hvis imperialisme skal forstås analytisk, som en praksis, og ikke som slagord, kræver det flere mellemregninger: klasse, stat og det internationale system. Uden disse mellemled bliver begrebet enten økonomisk reduktionistisk eller rent magtpolitisk.
For det første må man tage udgangspunkt i klasse – men ikke i “kapitalen” som abstrakt størrelse. Klasser handler ikke som begreber, men som organiserede aktører. Det drejer sig om konkrete kapitalfraktioner, organiserede erhvervsinteresser, bureaukratiske eliter, militær-industrielle netværk, partier og politiske koalitioner.
Det er gennem sådanne organisatoriske former, at interesser formuleres, prioriteres og omsættes til politiske krav. Når man taler om imperialistisk politik, må man derfor identificere de konkrete sociale grupper og magtblokke, der har interesse i og kapacitet til at fremme en bestemt dominansstrategi. Uden denne konkretisering bliver “imperialismen” en anonym struktur uden aktører.
Stater opererer ikke i et tomrum, men i et system af rivaliserende suveræne enheder, alliancer, sikkerhedsdilemmaer og institutionelle regimer
For det andet må man forstå staten som en selvstændig institutionel realitet. Staten er ikke blot “en transmissionsrem” for kapitalinteresser, som det hed hos Lenin. Den har egen struktur, egen bureaukratiske rationalitet, en bestemt strategisk kultur og et sikkerhedsapparat.
I demokratiske systemer er den desuden underlagt valgcyklusser og offentlig legitimitet; i autoritære systemer andre former for intern magtbalance. Imperialistisk politik kan kun realiseres gennem statens kapacitet: diplomati, lovgivning, militær magt, økonomiske sanktioner, administrative reguleringer.
Uden staten findes ingen praksis, der kan ophæve eller indskrænke en anden stats suverænitet. Imperialisme er derfor ikke blot et økonomisk pres, men en strategi for statslig handling.
Og endelig, for det tredje må analysen inddrage det internationale system. Stater opererer ikke i et tomrum, men i et system af rivaliserende suveræne enheder, alliancer, sikkerhedsdilemmaer og institutionelle regimer.
Der eksisterer allerede strukturer for samarbejde og konflikt, for gensidige forpligtelser og for magtbalance. Imperialisme må derfor forstås som en strategi, der udfolder sig inden for og i relation til dette system. Den indebærer ikke blot asymmetri, men et forsøg på at omforme de eksisterende relationer, så gensidigheden brydes og en ensidig dominans etableres.
Samlet betyder dette, at imperialisme ikke kan forklares direkte ud fra økonomisk struktur alene. Den må analyseres som en klassemæssigt formidlet statslig strategi, der udøves i og mod et system af andre suveræne stater.
Først når disse tre niveauer – sociale koalitioner, statslig kapacitet og international kontekst – bringes sammen, bliver begrebet både teoretisk præcist og empirisk anvendeligt.
Renset og presset
Det afgørende kriterium er tvang og brud med gensidighed.
Folkeretten bygger på suveræn lighed og frivillig traktatindgåelse. Stater kan indgå forpligtende samarbejde, men forpligtelsen er gensidig. Imperialisme opstår, når denne gensidighed ophæves – når en stat ensidigt kan påtvinge en anden sin vilje og varigt indskrænke dens reelle handlefrihed uden mulighed for reciprocitet.
Ruslands annektering af Krim og invasion af Ukraine er et klart eksempel: her ophæves gensidigheden, og territorial suverænitet underordnes militær tvang. Det er imperialisme i klassisk forstand.
Når en stormagt – selv i form af “forslag” eller “tilbud” – begynder at tale om at overtage et andet lands territorium, som i diskussionerne om Grønland, bevæger man sig ind i samme begrebslige felt.
Pax Americana efter 1945 kan forstås som hegemonisk, men ikke nødvendigvis imperialistisk
Så længe enhver ændring forudsætter fuldt og frit samtykke fra den berørte befolkning og de suveræne myndigheder, er der ingen imperialisme. Men hvis territoriale spørgsmål gøres til genstand for pres, trusler eller ensidig magtpolitik, er det et brud med den gensidighed, der er grundlaget for folkeretten.
Pax Americana efter 1945 kan forstås som hegemonisk, men ikke nødvendigvis imperialistisk. Den institutionelle orden, der opstod efter krigen, forbød territorial erobring, fremmede afkolonisering og etablerede multilaterale rammer for handel og konfliktløsning.
Så længe reglerne bandt også den dominerende magt, og små stater havde juridiske rettigheder og institutionelle værn, var der tale om en anti-imperialistisk orden i strukturel forstand.
Frihandel baseret på gensidige aftaler og institutionelle regler er heller ikke i sig selv imperialistisk, selv om den kan være asymmetrisk. Asymmetri er ikke identisk med dominans. Imperialisme forudsætter ensidig tvang og ophævelse af reelt valg.
Fastholder vi begrebets oprindelige kerne – imperium som kommando – bliver sammenhængen tydelig.
Imperialismens politiske indhold i dag
Den nuværende verdensorden er ikke et naturfænomen. Den er resultatet af det tyvende århundredes sociale og demokratiske sejre: arbejderbevægelsens organisering, velfærdsstaternes opbygning, agrarrevolutioner, afkolonisering og fremvæksten af internationale institutioner, der bandt stater til gensidige forpligtelser. Den regelbaserede internationale orden og demokratiet er to sider af samme historiske bevægelse.
Imperialisme – forstået som brud med gensidighed og ensidig magtudøvelse – er derfor ikke blot geopolitik. Den er et angreb på denne historiske landvinding.
Trumps udenrigspolitiske tumult er udtryk for en politisk bevægelse, der vil ophæve de bindinger, som begrænser statslig magt
Når traktater behandles som midlertidige arrangementer, når territoriale krav fremsættes som forhandlingsoplæg, når alliancer reduceres til transaktioner, og når tvang – økonomisk eller militær – igen fremstilles som legitimt redskab i mellemstatslige relationer, er det ikke blot geopolitik. Det er en kontrarevolutionær praksis.
Trumps udenrigspolitiske tumult er ikke tilfældig. Den udtrykker en politisk bevægelse, der vil ophæve de bindinger, som begrænser statslig magt både internt og eksternt. Undsigelsen af gensidighed internationalt svarer til undsigelsen af demokratiske begrænsninger nationalt.
Imperialismen vender tilbage som politisk modalitet – ikke fordi kapitalismen har nået sit “højeste stadium”, men fordi de institutionelle bånd, der gjorde magtudøvelse gensidigt forpligtende, angribes og opløses.
Det er derfor, begrebet må renses og presses. Ikke for at tjene som skældsord, men for at gøre klart, hvad der står på spil.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og