GRØNLAND // ANALYSE – I Mestersvig på Grønlands østkyst planlægger USA en ny militærbase, samtidig med at et canadisk selskab vil anlægge en stor mine. De to projekter kan få afgørende betydning for Grønlands økonomi og sikkerhed, skriver Lars Toft Rasmussen. Men hvordan de skal kunne eksistere side om side, er endnu uklart.
I Mestersvig på Grønlands østkyst skal nu etableres en amerikansk luftbase. Men samme sted arbejdes der på at anlægge en mine, der kan komme til at beskæftige hundredevis af mennesker, og som kan blive af største økonomiske betydning for Grønland.
Det er et ubesvaret spørgsmål, hvordan en militærbase og en mine skal kunne sameksistere her på et af de mest øde og isolerede steder i verden og for eksempel deles om stedets landingsbane og havn.
Mineselskabet har anslået, at indtjeningen kan komme til at svare til 30 procent af Grønlands bruttonationalprodukt og komme til at beskæftige 300-500 personer
”Det ved jeg faktisk ikke,” siger departementschef Jørgen T. Hammeken-Holm i Råstofdepartementet i Nuuk til POV International. ”Jeg ved lige så lidt, som du gør. Der er en masse løse ender, vi skal kigge på.”
Store indtjeningsmuligheder i Mestersvig
Amerikanerne vil primært bruge basen som støttepunkt for antiubådsfly, der patruljerer over Nordatlanten efter russiske ubåde. Tilstedeværelse af hundredevis af civile i form af ansatte ved minen er formentlig ikke noget ønskescenarie for militæret.
Bag mineplanerne står det canadiske selskab Greenland Resources, der sidste år fik koncession på at udvinde molybdæn i det nærliggende Piiaaffik (Malmbjerget). Molybdæn bruges i metallegeringer, ikke mindst i forsvarsindustrien.
Projektet har EU’s største bevågenhed. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, var den 6.-7. september i Nuuk og nævnte her Greenland Resources’ planer om molybdæn-udvidning som ét af to mineprojekter, som EU vil støtte gennem en større investeringspakke til Grønland.
Hun anslog, at en mine i Mestersvig kan komme til at blive en af Grønlands største virksomheder med en indtjening for landet på op til 90 millioner euro (672 millioner kr.) årligt.
Mineselskabet har anslået, at indtjeningen kan komme til at svare til 30 procent af Grønlands bruttonationalprodukt og komme til at beskæftige 300-500 personer.
Også Canada har et godt øje til projektet og har givet tilsagn om en støtte svarende til 33 millioner kr., når alle tilladelser foreligger og anlæggelsen af minen kan gå i gang. Endnu mangler nogle miljøgodkendelser.
Ved Mestersvig, der ligger 200 kilometer nord for byen Ittoqqortoormiit og ca. 600 km nord for polarcirklen, blev i 1950’erne og 1960’erne udvundet bly og zink. I den forbindelse blev anlagt en lille havn og en gruslandingsbane, der nu er på 1800 meter.
I vore dage bevogter mandskab fra det danske forsvar Mestersvig, der fungerer som støttepunkt for Slædepatruljen Sirius. Foruden Mestersvig vil USA også anlægge en base i Narsarsuaq i det sydvestlige Grønland.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Greenland Resources.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.