BØGER // – ANMELDELSE – I Francis Fukuyamas nye bog vender den amerikanske politolog tilbage til tesen om ”historiens afslutning” for at genlæse den i lyset af de seneste årtiers begivenheder som Irakkrigen, finanskrisen, populismens fremmarch og demokratiernes institutionelle forfald har sået tvivl om teorien og den optimisme, der omgav den. “I dag er Fukuyama langt mere optaget af opbygningen af en legitim statsmagt, der i kraft af stærke statslige institutioner, gensidig tillid og et neutralt bureaukrati kan omsætte politiske mål til praktisk virkelighed,” skriver Frederik Thomsen.
Da Francis Fukuyama i 1992 udgav bogen Historiens afslutning og det sidste menneske, blev han verdensberømt for tesen om historiens afslutning, hvormed han proklamerede enden på menneskets ideologiske evolution og udråbte det liberale demokratis idépolitiske sejr.
For enden af historiens universelle udviklingsmønster identificerede han således en global konsensus om markedsøkonomien og den demokratiske retsstats legitimitet.
Håndværkeren Fukuyama vil gøre samfundet mere rationelt, men den Nietzsche-inspirerede Fukuyama ved, at mennesket ikke blot vil have et samfund, der fungerer, men også noget at leve for
Bogens analytiske rammeværk stod i gæld til Hegels historiefilosofi – medieret igennem den fransk-russiske filosof Alexander Kojèves berømte udlægning heraf. For Kojève var nøglekonceptet i Hegels tænkning nemlig kampen om anerkendelse.
En kamp, der ifølge Kojève og hans fortolkere udgør historiens motor. I dette lys ville historien ophøre, når tilvejebringelsen af en almen anerkendelse har elimineret kampen herom, hvilket ifølge Fukuyama sker med det liberale demokratis principielle ligeberettigelse.
Det sidste menneske
Men tesen om historiens retningsbestemte march mod det liberale demokratis globale konsolidering var imidlertid kun den ene halvdel af bogens titel og argument. Den anden halvdel handlede om “det sidste menneske”, som kunne blive frugten af liberalismens sejrsgang.
Et menneske, som nok har opnået fred, velstand og politisk lighed, men som samtidig har mistet noget, der er vanskeligere at administrere: nemlig behovet for mening, kamp og storhed.
Fukuyama hentede denne figur fra Nietzsche og gjorde den til et overset omdrejningspunkt for de sidste kapitler af hans omdiskuterede hovedværk.
For selvom det liberale demokrati i Fukuyamas optik imødekommer menneskets behov for anerkendelse bedre end noget andet system, afstedkommer det ikke den samme følelse af formål og eksistentiel forløsning, som fortidens ideologiske kampe om liv og død.
For mange mennesker er fred og velstand garanteret af en liberal orden baseret på lige rettigheder altså ikke tilstrækkeligt. Et forhold, der meget vel kunne genstarte historien for at sikre den abstrakte mening i tilværelsen, som kampen om ære, status og dominans giver.
Og det er netop denne mørkere side af Fukuyamas aldrende værk og tænkning, der står i centrum for hans nye selvbiografi, In the Realm of the Last Man. Et værk, hvor han vender tilbage til tesen om ”historiens afslutning” for at genlæse den i lyset af de seneste årtiers begivenheder, som Irakkrigen, finanskrisen, populismens fremmarch og demokratiernes institutionelle forfald har sået tvivl om teorien og den optimisme, der omgav den.
Historiens paradoksale efterliv
I In the Realm of the Last Man fastholder Fukuyama imidlertid, at det liberale demokrati er det system, der bedst tilfredsstiller menneskets grundlæggende behov, hvorfor det endnu har en særlig status som slutpunkt for den ideologiske udvikling.
Han fremhæver desuden, at historien har diskrediteret liberalismens historiske rivaler. For Fukuyama bliver spørgsmålet derfor, hvorfor verdens liberale demokratier – de mest politisk frie og materielt velstående nogensinde – i stigende grad er under pres.
Og det er i den forbindelse, at Fukuyama genbesøger idéen om det ”sidste menneske” samt vores iboende længsel efter konflikt og følelsen af formål i livet. Hvad der i Historiens afslutning og det sidste menneske fremstod som en bekymrende eftertanke, er altså nu afsættet for Fukuyamas politiske samtidsanalyse.
Fukuyama vil forklare sig
Med videreførelsen af hans gamle pointe om det ”sidste menneske” går Fukuyama i rette med de kritikere, der i årevis har forbundet hans hovedværk med en naiv post-1989-triumfalisme. Dette er delvis berettiget, da kritikken ofte har været en karikatur af hans tese, som altså selv havde indbygget et problem i sit oprindelige argument.
Med tesen satte Fukuyama desuden ikke historien i stå, men optegnede snarere en langsigtet udviklingshistorie vedrørende retningen på menneskets normative forståelse af den ”retfærdige” politiske orden og dens institutioner.
Referencen til det sidste menneske-problematikken giver desuden Fukuyama mulighed for at fastholde validiteten af sin grunddiagnose, selvom han reviderer sin politiske optimisme. Det er netop fordi liberalismen har vundet, at den nu er truet, og tidens populistiske vrede fremstår derfor også som noget, Fukuyama i princippet havde forudset for 30 år siden.
For nok kan liberalismen give mennesker lige værdighed, men den kan ikke tilfredsstille menneskets dybere behov for heroisk kamp og følelsen af at være betydningsfulde. Dette er ikke en fejl i Fukuyamas argument, men selve tragedien i det.
Et liv gennem idéerne
In the Realm of the Last Man betegnes egentlig som en biografi, men det er en misvisende betegnelse, idet Fukuyama hurtigt mister interessen for sin egen livshistorie. Man får ganske vist indblik i hans japansk-amerikanske familiehistorie, hans tidlige intellektuelle udvikling, studierne hos Allan Bloom samt hans relationer til neokonservative skikkelser som Paul Wolfowitz.
Men Fukuyama er tydeligvis mere interesseret i sit intellektuelle liv end sit private liv, og bogen er derfor snarere en række meditationer over de ideer og historiske begivenheder, som har formet hans egen tænkning og karriere.
Dette er ikke nødvendigvis en svaghed, synes jeg. Tværtimod betyder det, at bogen først og fremmest bør læses som en indsigtsfuld beretning om, hvordan én relevant politisk tænker har forsøgt at forstå de sidste halvtreds års dramatiske forandringer.
Og selvom bogen virker defensiv og godt kan læses som Fukuyamas forsøg på at sige: ”jeg havde ret hele tiden”, er der også en betydelig selvkritik til stede, hvilket blandt andet kommer til udtryk i kapitlerne om Irakkrigen.
Fukuyama har selv forandret sig
Som politisk tænker har Fukuyama ændret sig over tid og In the Realm of the Last Man berører i flere omgange hans brud med den neokonservative bevægelse, han tidligere var en del af. En bevægelse, der i 00’erne ønskede at bruge USA’s globale hegemoni som løftestang for en art demokratisk imperialisme, hvorved de blev eksponenter for en aktivistisk liberal universalisme, der skulle udbrede demokratiet til blandt andet Mellemøsten.
Der fandtes imidlertid ingen genvej til ”historiens afslutning” og det irakiske diktaturs sammenbrud efterlod derimod et kaotisk tomrum præget af sekteriske konflikter og fraværet af et legitimt magtmonopol.
For Fukuyama blev krigen derfor en central lektion i forskellen mellem politiske idéer og faktisk regeringsførelse.
For hvor den yngre Fukuyama havde tiltro til, at politiske idéer og amerikansk magt kunne transformere samfund, vidner hans nye bog om, at han i dag er langt mere optaget af opbygningen af en legitim statsmagt, der i kraft af stærke statslige institutioner, gensidig tillid og et neutralt bureaukrati kan omsætte politiske mål til praktisk virkelighed.
Fukuyama som intellektuel håndværker
Hvor den unge Fukuyama kan forbindes med den store tese om historiens slutpunkt, synes den modne altså i højere grad at interessere sig for den statslige administrations politiske maskinrum.
I dette lys kan Fukuyama siges at have forskudt sit blik fra spørgsmålet om historiens vilje og det principielt set bedste politiske system til spørgsmålet om, hvordan man faktisk får et politisk system til at fungere i praksis.
I bogen fremstår Fukuyama derfor også grundlæggende som en håndværker, idet han privat bygger sine egne møbler og computerservere, og som akademiker fokuserer på at finde konkrete løsninger på praksisnære problemstillinger.
I forlængelse heraf var hans oprindelige titel på biografien angiveligt Building Things.
Når institutioner ikke er nok
Men In the Realm of the Last Man udmærker sig også ved en interessant spænding i Fukuyamas tænkning. For på den ene side betones behovet for velfungerende institutioner, samtidig med at Fukuyamas vigtigste diagnose af liberalismens problemer er noget, der ligger uden for den statslige administrations rækkevidde.
Håndværkeren Fukuyama vil gøre samfundet mere rationelt, men den Nietzsche-inspirerede Fukuyama ved, at mennesket ikke blot vil have et samfund, der fungerer, men også noget at leve for.
Så nok har Fukuyama bevæget sig dybere ind i det politiske maskinrum, men han har taget Nietzsche med, hvilket gør In the Realm of the Last Man til mere end blot endnu en bog om det liberale demokratis aktuelle krise.
For selv i en verden, hvor historien er slut, og politik reduceres til administration, lever de menneskelige passioner videre. Og uden en fremtid at investere dem i kan de let vende sig mod fortiden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og