GRØNLANDSKE STEMMER // ESSAY – Ungdomsoprøret i Grønland i 1970’erne markerede et skarpt opgør med dansk kolonialisme og satte gang i en kulturel og politisk genopblomstring. Med rockgruppen Sumé og digteren-politikeren Aqqaluk Lynge som markante stemmer blev grønlandsk identitet, sprog og selvbestemmelse kraftfuldt udfoldet i en tid præget af modernisering og opbrud.
Der er bred enighed om, at danskere ved for lidt om Grønland. Litteratur og erindringer kan hjælpe os til en nærmere forståelse af historien set ’indefra’, og i dette og endnu et essay præsenteres grønlandske stemmer i litteratur og erindringer fra 1700-tallet og frem til i dag.
Som dansker skal man selvfølgelig passe på med at gøre sig klog på, hvordan mennesker fra en kultur, der adskiller sig fra ens egen, tænker og føler; men er det ikke netop litteraturens store fortjeneste, at den indvier læseren i livsverdener, som kan være langt væk fra én selv, både historisk og kulturelt?
Budskabet er klart og enkelt: Inuit Nunaat tilhører inuit, danskerne har stjålet fra det grønlandske folk, og det er på tide at tage landet tilbage
I dag er vi nået til det grønlandske ungdomsoprør i 1970’erne og politiske protester i en toneart, som man ikke så tidligere. Dagens essay handler om rockgruppen Sumé og Aqqaluk Lynge, en af de store skikkelser i grønlandsk digtning og politik fra 1970’erne og frem til i dag.
Det grønlandske ungdomsoprør
Op gennem det 20. århundrede diskuterede grønlandske kulturpersonligheder og forfattere, hvordan landets egen befolkning kunne inddrages mere i politiske anliggender, og hvordan landet kunne udvikle sig til gavn for befolkningen. Med grundlovsændringen i Danmark i 1953 blev Grønland et dansk amt, og der blev etableret et landsråd for hele Grønland.
Det er fortsat til diskussion, om Grønland egentlig fik mulighed for selv at bestemme, hvilken vej landet ville gå i afkoloniseringens epoke efter Anden Verdenskrig, og om omformningen af den gamle koloni til et dansk amt var et lidt for smart dansk træk, der sikrede Danmark en geopolitisk fordel, som ellers let kunne smuldre med egentlig grønlandsk selvstændighed.
Faktum er, at der i kølvandet på de store moderniseringsplaner strømmede økonomiske midler til Grønland. Samtidig havde den danske indflydelse i landet aldrig havde været større end i efterkrigstiden. I 1945 udgjorde danskere nogle få hundrede hoveder, mens denne befolkningsgruppe i 70’erne udgjorde over 8.000 personer. Hvad skulle der ske med det grønlandske sprog – rygraden i grønlandsk kultur – i en epoke, hvor dansk mere end nogensinde fremstod som sproget, grønlandske unge skulle lære for at få en videre uddannelse?
For mange grønlændere så det faktisk ud, som om den stærkeste kolonisation af Grønland på paradoksal vis satte ind i lige netop den periode, hvor landets kolonistatus var blevet ophævet.
Lynmoderniseringen af landet skabte for mange grønlændere et decideret mentalt chok, da man nærmest overnight befandt sig i byer fjernt fra det bygde- og fangerliv, som i mange generationer havde været en udfordrende men også meningsfuld ramme om tilværelsen for langt størstedelen af befolkningen.
Der var bestemt dem, også blandt grønlændere, der mente, at moderniseringsprocessen bragte meget godt med sig: Tuberkulosen faldt dramatisk pga. bedre boligforhold, og de objektive levevilkår blev forbedret for mange i perioden. Samtidig hobede nye problemer som alkoholisme, vold og socialt mismod sig op i byerne, hvor forbindelsen til fortidens fangerkultur og frie liv på fjord og i fjeld var eroderet bort og havde efterladt mange grønlændere med et veritabelt kulturchok.
I 1960’erne og 70’erne begyndte en ny generation af unge grønlændere at kritisere den danske grønlandspolitik og også den ældre generations tendens til underdanighed i forhold til den gamle kolonimagt. Oprørets grundsten blev lagt i Danmark, som unge grønlændere i stort tal drog til for at tage en uddannelse, da der ikke var disse muligheder i Grønland.
De unge grønlændere organiserede sig bl.a. i Unge Grønlænderes Råd, hvor de diskuterede dansk kolonipolitik. I kredsen var man i lighed med det danske ungdomsoprørs politiske flanke optaget af marxistisk og antiimperialistisk litteratur om sammenhængen mellem kolonialisme og økonomisk udbytning af den tredje verden.
Man havde blikket rettet mod selvstændighedsbevægelser i Asien og Afrika, den amerikanske krigsførelse i Vietnam og borgerrettighedsbevægelsen i USA. Man talte ikke længere som den ældre generation om Danmark som kolonimagt, men simpelthen om dansk imperialisme. Blandt de unge grønlændere var der ikke nogen tvivl om, at Danmark havde stærke økonomiske interesser i Grønland, bl.a. i kryolitminen i Ivittuut, der som bekendt for nylig kom i søgelyset i forbindelse med en stærkt omdiskuteret DR-dokumentar, som endte med at blive fjernet fra skærmen.
Der går en lige linje fra generationen af unge revolutionære grønlændere i 1960’erne til indførelsen af hjemmestyret i slutningen af 1970’erne. Flere af ungdomsoprørets politiske og poetiske skikkelser, bl.a. Moses Olsen og Aqqaluk Lynge, slog deres folder i det grønlandske ungdomsmiljø i Danmark, og de kom snart til at indtage ledende politiske stillinger i henholdsvis Siumut, der i mange år frem skulle blive Grønlands største parti, og Inuit Ataqatigît (IA), der lå længere til venstre.
Grønlandske stemmer: Rock på grønlandsk
Ligesom i Danmark begrænsede det grønlandske ungdomsoprør sig ikke til politik. Der opstod en generation af kreative og kunstneriske mennesker, som med deres fortællinger, digte, malerier, teater og musik pustede nyt liv i inuits kulturelle arv og et kontant formuleret ønske om en ny grønlandsk dagsorden i forhold til de danske formyndere.
Tidens store musikgruppe var Sumé. Gruppen blev dannet i 1972 omkring sanger, guitarist og producer Malik Høegh og guitarist, sanger og komponist Per Berthelsen. Deres første plade Sumut blev udgivet i 1973 på det danske venstrefløjs-pladeselskab Demos, og den blev købt af ikke mindre end en femtedel af den grønlandske befolkning. Sumé var inspireret af amerikansk rock, og de sang på grønlandsk.
For at ingen skulle tage fejl af det antikoloniale budskab, var coveret på Sumut prydet med et træsnit fra billedkunstneren Aron fra Kangeq, som i 1800-tallet portrætterede en grønlandsk fanger, der dræber en dansk købmand. Den aggressive forside var naturligvis ironisk ment, men budskabet var klart nok: Grønland var på vej mod en ny national og kulturel opblomstring.
I Malik Høegs sang Inuit Nunaat lyder teksten i Ib Michaels oversættelse:
”For længe sigen kom vi til landene
Vi nu bebor
Vi levede af den rige natur
Og hentede vores styrke dér
Det som vore forfædre besad
Skal tilfalde vores efterkommere
Det er menneskenes lande
De skal forblive på deres hænder.
Så kom de, hvis øjne er anderledes
Og indførte deres levevis
De prædikede hellige skrifter
Og ville påvirke os i alt
Deres kronede hoveder
Bød dem styre vore lande
Tage rigdommene
Og sælge over hovederne på os.
Budskabet er klart og enkelt: Inuit Nunaat tilhører inuit, danskerne har stjålet fra det grønlandske folk, og det er på tide at tage landet tilbage.
Aqqaluk Lynge
En markant skikkelse i det nye kulturelle landskab var politikeren og forfatteren Aqqaluk Lynge, der den dag i dag fortsat lader sin stemme høre i den politiske debat i Grønland. Han var en af de unge grønlændere, der færdedes i det venstredrejede politiske miljø i 60’ernes og 70’ernes Danmark, og han nåede både at være en fremtrædende repræsentant for Unge Grønlænderes Råd og en af stifterne af venstrefløjspartiet IA.
Han har været et fremtrædende medlem af det grønlandske landsting, og senere var han en central skikkelse i Inuit Circumpolar Council (ICC), bl.a. som præsident for organisationen, hvor han har arbejdet for inuits rettigheder i hele det cirkumpolare område, som foruden Grønland omfatter Canada, Alaska og Sibirien.
Blandt så meget andet er Lynge også digter, og i 1982 udgav han digtsamlingen Tupigusullutik angalapput (Til hæder og ære, dansk udgave på forlaget Brøndum). Her finder man i digtet ”Ode til danaiderne” med den umisforståelige undertitel ”Dansk imperialisme i Grønland”. Digtet er en ironisk veloplagt og kompromisløs dekonstruktion af en særlig danskerdiskurs om Grønland.
Begrebet ’udsendtisme’, en original sprogblomst til tiden, dækker nok meget godt, hvad mange grønlændere i kølvandet på G-60 og moderniseringen af det grønlandske samfund kunne se med egne øjne
Myten om danaiderne kendes fra den græske oldtid, hvor nogle søstre, danaiderne, pga. af fortidens synder i al evighed må bære vand til et bundløst kar. Ved at spille på den sproglige lighed mellem danaide og dansker flytter Lynge danaide-temaet over på den gamle kolonimagt, som igen og igen forsøger at ’ordne’ de grønlandske forhold uden at kunne slippe af med sin historiske ’synd’, nemlig undertrykkelsen af inuit.
Vi hører om danskere, der ikke engang selv tror på gavnligheden af deres tilstedeværelse i Grønland, og som privat og uden for referat udstråler en let gennemskuelig kynisme. Diskrepansen mellem den officielle danske holdning med dens bløde snak om samarbejde og fremskridt og en overlegen og dominerende tilgang i hverdagen kalder Lynge ”inhuman humanistisk imperialisme”. Her er et uddrag af teksten:
Apostel Hans Egede sagde: BIBLEN er mit våben.
Kongen af Danmark sagde: PENGE er mit våben
– enten må man vinde menneskene for sig
eller og så må man udrydde dem –
Grønland –
danaidernes kar
ganske umættelig af
udsendt svin
udsendt kræ
udsendt kloakrør
udsendt kolonialisme –
udsendtisme
Grønland
– vi er afladskræmmernes kiste
– når pengene i Grønland klinger
langsomt min sjæl ud af Grønland punger –
Lynge spiller elegant og effektfuldt på en berømt formulering, som lyder: “Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”. Den er blevet tillagt de katolske afladskræmmere, der ifølge Luther og protestanterne tog sig godt betalt for at love mennesker en forkortning af deres tid i skærsilden, hvis de hostede op med penge til den katolske kirke.
Når danskerne i lighed med de katolske afladskræmmere tjener penge ved at love guld og grønne skove, er det et smart træk, som får grønlænderne vil at betale i dyre domme, ikke kun økonomisk, men også med deres sjæl.
Begrebet ’udsendtisme’, en original sprogblomst til tiden, dækker nok meget godt, hvad mange grønlændere i kølvandet på G-60 og moderniseringen af det grønlandske samfund kunne se med egne øjne. Det såkaldte fødestedskriterie havde fx skabt forskellige lønninger til danskere og grønlændere for samme arbejde, og Lynge og andre mente, at der blandt danskere, udsendtismens mere eller mindre vanepåvirkede aktører, var en tendens til at opfatte den lokale befolkning som en slags andenrangsborgere, selvom den inhumane humanismes officielle ansigt, naturligvis var et andet.
I slutningen af ”Danaidernes kar” sætter digteren streg under sin dekonstruktion af den danske grønlandsideologi ved at takke Niccolò Machiavelli. Tanken er klart nok, at danskerne har lært meget af den italienske renæssancetænker, som magtpolitisk funderede over, hvordan man kan bevare magten ved retorisk at manipulere med sine undersåtter. Danskerne talte nok om samarbejde, lighed, et samlet dansk rige osv., men i virkeligheden var det alt sammen blot for at kunne fastholde Grønland i et jerngreb.
Mellem fortidsromantisering og beskyttelsen af inuit
Med hjemmestyret fra 1979 og selvstyret fra 2009 tog Grønland vigtige skridt mod selvstændighed, og ideen om en egentlig nationsdannelse har mere eller mindre været permanent på dagsordenen i Grønland siden. Den grønlandske litteratur har bidraget stærkt til udviklingen af den identitetspolitiske dagsorden, som har fyldt meget i de fortløbende diskussioner.
Lynges pointe er, at ønsket om grønlandsk selvstændighed, som han fortsat støtter, bedst understøttes i et tæt samarbejde med Danmark
Og diskussioner har der de seneste 20-30 år været mange af, for hvad vil det så nærmere sige, at inuit skulle frigøre sig fra danskernes fordækte kolonipolitik?
Den grønlandske litteraturhistoriker Christian Berthelsen skriver i sin yderst læseværdige bog Grønlandsk litteratur fra 1983, at 1970’ernes ungdomsoprørere lagde vægt på en forbindelse mellem den grønlandske nutid og fortidens traditionelle fangerkultur, simpelthen fordi man her fandt noget, der ikke var inficeret af den danske kolonimagt. Bertelsen nævner også, at der også var en tendens til romantisering af selvsamme fortid fjernt fra de unge oprøreres aktuelle livsverden.
Hyldesten til forfædre og traditionel fangerkultur rummede en nostalgisk længsel, som indimellem var mere fortidsvendt end fremtidsorienteret. Lige netop denne dobbelthed i selvstændighedsdiskursen skulle gå hen og blive et tilbagevendende tema i årene frem til i dag. Aqqaluk Lynge selv har under indtryk af, at verden i dag ikke er den samme, som den var i 1970’erne og 80’erne, givet sit besyv med til de aktuelle diskussioner om, hvad der er godt og skidt for Grønland i den aktuelle globale verdens(u)orden.
Med udgangspunkt i sine erfaringer i Inuit Circumpolar Council vender Lynge sig i dag stærkt mod enhver tanke om en grønlandsk nationsdannelse hinsides samarbejdet med Danmark. Han henviser ofte til Alaskas inuit, som mistede deres land og blev indlemmet i amerikansk kultur. Lynges pointe er, at ønsket om grønlandsk selvstændighed, som han fortsat støtter, bedst understøttes i et tæt samarbejde med Danmark.
Han fremhæver bl.a., at der fortsat er betydelige sociale problemer i landet, som bedst tackles i samarbejde med Danmark, og at nok så megen snak om en nationsdannelse, der kan åbne porten for øget amerikansk indflydelse, i realiteten kan være med til at underminere inuits kultur og sprog og samtidig skabe en udvandringsbølge, som ikke er til gavn for Grønland. Donald Trumps gentagne trusler om at købe og invadere Grønland er for Lynge et vink med en vognstang i forhold til pointen om, at løsrivelse fra Danmark ikke er løsningen, hvis man vil værne om grønlandsk kultur og selvstændighed.
Nye præmisser for kulturmødet
Når man som forfatteren til dette essay er dansker og arbejder en del af tiden i Grønland, er en ting sikker. Det er sundt og lærerigt, ja ligefrem mentalt dannende, indimellem at genlæse Lynges sprogligt veloplagte kritik af dansk udsendtisme med dertil hørende bedrevidenhed og overlegne attituder.
Af den ældre Lynge kan man måske også lære, at historien om Grønland og Danmark ikke behøver at være forbi, og at der trods alt er meget, som er værd at bygge videre på i relationen mellem de to lande
Digtet er en krads advarsel om, at danskere, der arbejder i Grønland, ikke slipper for at forholde sig til kulturmødets mange faldgruber og behovet for at skabe respektfulde relationer danskere og grønlændere imellem.
Af den ældre Lynge kan man måske også lære, at historien om Grønland og Danmark ikke behøver at være forbi, og at der trods alt er meget, som er værd at bygge videre på i relationen mellem de to lande, om end det både kræver et mentalt og diskursivt skifte i den måde, hvorpå både danskere og grønlændere forholder sig til en fremtid i et rigsfællesskab, hvis opgave i forhold til at skabe mere ligeværd og gensidighed ikke er et overstået kapitel.
Og der er nok at tage fat på. De sociale, identitetsmæssige og uddannelsesmæssige udfordringer i Grønland er fortsat omfattende, og den store selvmordsprocent blandt unge grønlændere fremstår her som et af de mest alarmerende problemer. Selvmord er temaet i Niviaq Korneliussens Blomsterdalen fra 2020, og om denne roman handler næste og sidste del af serien Grønlandske stemmer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og