CPH:DOX // DAGBOG – POVs hjemsendte filmanmelder har mange venner. Filmene er hans venner. Men nu begynder karantænen at kunne mærkes. Så temaet i dag er moderne nærvær. De fleste af filmene gør dog ikke humøret meget bedre.
Jeg var nede i supermarkedet, da jeg pludselig opdagede en kvinde som forsøgte at komme i kontakt med mig. ‘Tror du, det er apokalypsen?’ spurgte jeg hende.
Det viste sig, hun var sur over, at jeg havde hamstret samtlige thaicubes i køledisken. Men det var jo svært at høre hvad hun sagde, når hun stod så langt væk.
Det jeg siger er, at jeg efterhånden hungrer efter nærvær. Så jeg har valgt fire film om det emne. Er ikke sikker på, det var helt gennemtænkt.
Caught in the Net (Vít Klusák & Barbora Chalupová)
Okay, det kom til at virke forkert. For jeg siger, at jeg hungrer efter nærvær, så derfor vælger jeg en film der handler om hvordan ældre mænd går over alle grænser overfor 12-årige piger på nettet. Det er altså ikke, det jeg mener!
De to filmskabere Vít Klusák og Barbora Chalupová lavede et eksperiment. De hyrede tre unge skuespillerinder over 18 til at foregive at være 12 år gamle, byggede tre børneværelser i et studie, og oprettede profiler til dem på de fleste sociale medier. Og så strømmede beskederne ellers ind fra mænd. Gamle mænd. Som gerne ville skrive. Og chatte. Og have billeder. Og sende billeder. Og mødes.
Og det følger vi så ellers lige så stille. Og det er hårrejsende! Hvor mange der fuldstændig ublu begynder at onanere, sender de mest horrible børneporno billeder, begynder at afpresse de unge kvinder, hvis de får noget på dem. Én mand lægger et billede af en erigeret penis op på en åben profil! En anden finder videoer med dyresex og sender dem til en, han tror er tolv! Hvad sker der?
Ja, det spørgsmål stiller filmen fint, men den er mindre god til at svare på det. Det er dokumentar som dokumentation. Filmen dokumenterer, at der er et problem. Men det hele bliver til sidst lidt for enkelt. Der er så meget fokus på at vise, hvordan eksperimentet er forløbet, at det tager tid fra at komme dybere ind eller bredere ud. Er det noget socialt? Mentalt? Er problemet lige så slemt i andre lande? Er det værst på den tjekkiske side, eller på Facebook?
Denne film er så ren og klar og simpel. Det er ualmindeligt prisværdigt. Men den kunne alligevel godt have været bedre. Det sidste konfrontatoriske interview med en af de vamle mænd er så stærkt, så forklarende, så øjenåbnende. Alle bortforklaringerne og forsøgene på at skaffe sympati. Havde der været mere af det!
Så fire hjerter til en film der ikke gør mere end den siger, den gør. Ikke overrasker. Men som forhåbentlig bliver fast pensum for alle med interesse for emnet.
Family Romance LLC (Werner Herzog)
Japan. Det er unægtelig et mærkeligt sted. Men det virker også nogle gange som om, vi her i Vesten har en tendens til virkelig at gøre ekstremt meget ud af hvor mærkelige de der japanere er. Og de ting som virkelig er mærkelige, de bliver forklaret med, at Japan bare er et anderledes sted, hvilket kan komme til at skygge for mere interessante forklaringer.
Det er lidt den fornemmelse, jeg sidder med i Family Romance LLC, der handler om et af Japans ‘lej-en-familie’ firmaer. Det er sært, men det er ikke rigtig interessant. Utrolig ærgerligt og ikke-karakteristisk når filmen nu er af mesteren Werner Herzog.
https://www.youtube.com/watch?v=GjissANjlSc
Man kan læse om fænomenet i en artikel fra New Yorker af Elif Batuman, der i øvrigt er en ret så fantastisk essayist og forfatter. Man får mere at vide om industrien end man gør i denne film. Her følger vi en mand, spillet af Yuichi Ishii, der bliver hyret til at agere forskellige personer for forskellige almindelige mennesker. Mest centralt bliver han hyret til at agere far for 12-årige Mahiro (Mahiro Tanimoto), hvilket efterhånden udvikler sig problematisk. Mahiro begynder også at opføre sig falskt over for ham, være en art ideal-datter for den falske ideal-far. Og moren foreslår også at de måske skulle være en virkelig familie?
Herzog er en legende, men man kan godt nogen gange glemme hvor mange dårlige film han har lavet
Det er faktisk en virkelig sær film. Herzog har selv ført kameraet, og sjældent har jeg da set så skrabet kameraarbejde. Det er sløset og håndholdt, det ser ud til at være konsekvent med naturlys, men samtidig er det for opstillet, og klipningen er for hyppig til at man på nogen måde kunne snydes til at tro, det er dokumentar. Musikken er sentimental. Skuespillerne er amatører og ikke ret gode. Det ligner meget af tiden en dårlig sæbeopera.
Men Werner Herzog er en god manuskriptforfatter, så det falder ikke helt fra hinanden. Der er nogle interessante idéer om skuespil, selvfølgelig, og der er nogle af de opstillede scenarier som er ret gode – ved et tog, f.eks, eller en kvinde der ønsker at føle, hun har vundet i lotteriet. Men som helhed betragtet er det bare ikke ret godt.
Herzog er en legende, men man kan godt nogle gange glemme hvor mange dårlige film, han har lavet. For han laver virkelig mange film. I 10’erne, hvor der egentlig har været lidt stille om ham, tæller Wikipedia alligevel tre fiktionsfilm (inkl Family Romance LLC) og syv dokumentarer. Og ikke bare laver han virkelig meget, han eksperimenterer også virkelig meget. Og engang imellem går det galt. Det er det helt ærligt gjort med Family Romance LLC, der er bare ikke nok i den til at gøre op for hvor skrabet og sentimental, den er. Læs Batuman i stedet.
Stream Family Romance LLC her.
Bitter Love (Jerzy Sladkowski)
Okay, den her er lidt sær. De to andre hovedkonkurrence-film jeg ikke har været så begejstret for, Kampen om Grønland og Caught in the Net, var, fordi de var for almindelige. Men Bitter Love er faktisk ret vildt skruet sammen, der var fra starten af filmen øjeblikke, der kom bag på mig. Men jeg blev med det samme helt anspændt. Det her er ganske særligt. Og jeg kan ikke lide det.
Bitter Love foregår ombord på et krydstogtskib, der sejler ad Volga-floden. Der er parforhold der knirker. Der er singler, der forsøger at nærme sig hinanden. Der spilles musik og laves gymnastik og soles på dækket. Til sidst er der nogle der får hinanden, og nogle der ikke gør.
Jeg har aldrig set andet af Jerzy Sladkowski, men jeg kan læse mig til, at han har lavet en film der hedder Vodkafabrikken (med svensk støtte), der er blevet beskrevet som et virkelig stærkt eksempel på ‘narrativ dokumentar’. Og det er helt rigtigt! Langt de fleste dokumentarer har et narrativ, men Bitter Love er virkelig en ‘narrativ dokumentar’ på en ret ekstrem måde. Den fungerer nærmest som en romantisk komedie, med en begyndelse, en midte, og en slutning. Der er intet af den formløshed, som præger så mange andre dokumentarfilm, der mest bare skildrer et skib på en flod. Her bygges der op.
Og det er altså ikke bare, fordi der er konflikter. Det er helt basale dele af filmsproget, som er ‘narrative’. En ting der overraskede mig var de mange closeups. Vi får en replik, et closeup så vi kan se reaktionen. Replik, closeup. Jeg tror ikke, de er optaget i den rækkefølge – kæft, hvor skulle der være mange kameraer til stede for at kunne det – så det er egentlig ret vildt klippet.
Det her stramme narrativ, det får historien her ude til at føles for vigtig. Som om den her dumme båd virkelig er det vigtigste der kommer til at ske i de her menneskers liv.
Nogle af billederne er også overvældende fortællende. Som et af pianisten der sidder og hamrer løs med ryggen til kameraet og hans sanger-kæreste, der sidder ved siden af med det mest surt udtryksfulde ansigt, jeg længe har set. Der krydsklippes også på livet løs, så når singlefyren spiller en romantisk sang for sig selv på sin guitar, så ser vi hende, han kurtiserer sidde på den anden side af skibet. Eller når vi skal have lidt eksposition fra to gamle kvinder, så klippes der hele tiden til den unge kvinde i baggrunden, som lige om lidt skal overtage fortællingen.
Det er, helt ærligt, ret eminent lavet, men jeg kan ikke lide det. Jeg ser jo netop dokumentarfilm for at slippe for et strengt narrativ om kærlighed om bord på en båd, der findes en hel tv-serie der hedder Love Boat, hvis jeg skulle få lyst til det. Der tages helt nye skridt i den her film, men det er skridt i den forkerte retning.
Og jeg vil også godt forsøge at sige det lidt mere objektivt. Det stramme narrativ får historien herude til at føles for vigtig. Som om den her dumme båd virkelig er det vigtigste, der kommer til at ske i disse menneskers liv. Og måske får det filmen til at føles mere relevant, men så bagefter – så blev jeg ramt af en lammende melankoli. Er det virkelig så godt, som det bliver?
Nej, altså. Så vil jeg hellere kigge på en elefant i en times tid.
Bloody Nose, Empty Pockets (Turner Ross & Bill Ross)
Med al det pseudo-nærvær så trængte jeg lidt til den ægte vare fra den gamle skole, og det fandt jeg i Bloody Nose, Empty Pockets, en film der ganske enkelt bare skildrer et døgn på en bar. Her fornemmer man ægte varme og socialitet mellem alle slags mennesker. Hvilket er lidt pudsigt, for filmen er sådan set en stor falsk konstruktion…
Vi er på baren The Roaring 20s i Las Vegas, og det er sidste dag før den lukker og slukker. Den første gæst er med fra start, han er som sædvanlig gået kold på en sofa natten før. Langsomt kommer der gæster til, stemningen skifter fra lidt trist dagsdruk over til hygge og dans tidligt på aftenen og til mere intens fest senere ud på natten, tilbage til lidt trist overkørt fuldemandsskænderi og så står solen op, og vi er tilbage ved start.
Det er egentlig såre simpelt og såre smukt. Og der er godt nok mange gode mennesker som kommer på The Roaring 20s. Drukkenboltene er morsomme og kun lidt tragiske. Den ene siger f.eks, at han er stolt af, at det ikke var alkoholen som ødelagde hans liv, han blev først alkoholiker efter han alligevel havde smadret sin tilværelse af andre grunde – og der gemmer sig mange andre historier hos samlingen af gamle veteraner, unge pseudo-bohemer og nærmest alt indimellem. Det er et ret smukt kosmos over USA.
Vi bevæger også hele tiden på kanten af det falske og det ægte. Og alligevel holder medmenneskeligheden aldrig op med at gløde ud af skærmen
Men. Der var en artikel om filmen i det nyeste nummer af Film Comment, og det er altså nærmest morsomt konstrueret. Ja, baren skal forestille at ligge i Las Vegas og billederne udenfor er fra Las Vegas, men selve baren hvor filmen er optaget ligger i New Orleans. Og der er castet medvirkende fra hele landet, de kender ikke rigtig hinanden i forvejen. Man kan også godt lidt fornemme falskheden, når f.eks der konstant er gamle sort/hvide klassikere på barens fjernsyn frem for f.eks sport. Det er konstrueret med et glimt i øjet.
Det gør det bare til en endnu sjovere film. Det hele virker ægte alligevel. Og det gør det i og for sig meget sjovere, at det er en gruppe mennesker, der er mødtes for at lave en film om at drikke sig fulde, snarere end at det er en gruppe mennesker, der er ved at miste deres stambar. Kameraarbejdet er virkelig godt fluen-på-væggen håndholdt, men så med enkelte skæve bevægelser eller klip. Vi bevæger også hele tiden på kanten af det falske og det ægte. Og alligevel holder medmenneskeligheden aldrig op med at gløde ud af skærmen.
Stream Bloody Nose, Empty Pockets her.
Caught in the Net
100 min
Autlook
Family Romance LLC
89 min
Film Constellation
Bitter Love
86 min
Ginestra film
Bloody Nose, Empty Pockets
98 min
Cinephil
Fotos: CPH:DOX
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her