MENNESKERETTIGHEDER // EUROPA – Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er dateret den 4. november 1950, hvor den blev vedtaget af Europarådets medlemslande. Den kan derfor fejre 70 års fødselsdag i november, 2020. “Efter anden verdenskrig var det klart for verdenssamfundet, at beskyttelse af menneskets individuelle rettigheder ikke kunne overlades til de enkelte nationer… Men det skulle komme til at gå langsomt med implementeringen.” Forhenværende ambassadør, Laurids Mikaelsen, bruger anledningen til at se nærmere på konventionen og dens betydning, før og nu.
Menneskerettighederne er beskyttet i de enkelte landes forfatninger, men også på internationalt plan. For os i Danmark er den vigtigste konvention Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Sammenlignet med FN-konventionerne er den europæiske meget mere detaljeret.
Efter anden verdenskrig var det klart for verdenssamfundet, at beskyttelse af menneskets individuelle rettigheder ikke kunne overlades til de enkelte nationer. Allerede i 1945 blev det i FN-pagtens artikel 1 sagt, at et af FN’s formål er ”at styrke og fremme respekten for menneskerettigheder og for fundamentale frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog og religion”.
Domstolen konstaterede, at oberstregimet havde gjort sig skyldig i alvorlige krænkelser af konventionen. Obersterne var naturligvis ligeglade
Men det skulle komme til at gå langsomt med implementeringen. Hurtigst – om ikke hurtigt – rykkede det frem i Europa. I resten af verden gik det langsomt. Den første bindende FN-konvention, om borgerlige og politiske rettigheder, som staterne hver for sig kunne beslutte at deltage i, er fra 1966. Konventionen trådte i kraft ti år senere, nemlig i 1976. Fra FN-pagtens vedtagelse i 1945 til konventionens ikrafttrædelse i 1976, altså 31 år.
Vi forholder os her primært til fødselaren, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I starten var der en række opsigtsvækkende sager, som alle var rejst af en eller flere stater mod en eller flere andre stater. Mange husker måske sagen mod Grækenland, indbragt af de tre skandinaviske lande efter statskuppet i 1967. Domstolen konstaterede, at oberstregimet havde gjort sig skyldig i alvorlige krænkelser af konventionen. Obersterne var naturligvis ligeglade.
Andre spektakulære sager fra konventionens tidlige år var f.eks. Irlands sag mod Storbritannien om Nordirland, hvor UK havde anvendt hårde midler til bekæmpelse af IRA efter voldsomme uroligheder i 1971 og de følgende år. I 1975 var der kommet meget mere skub i sagerne, og sagerne skiftede karakter fra statsklager til klager fra enkelte individer.
Sagen mod Danmark: Kjeldsenparret fra Varde
Jeg skrev derfor dengang i Kristeligt Dagblad en kronik med titlen ”Menneskerettighedsdomstolen i arbejde”. Titlen siger det hele, nemlig at sådan havde det ikke været hidtil. Kronikken er fra den 19. januar 1975, altså 45 år gammel. Herefter faldt statsklager i praksis væk.
De første fire sager indbragt af individuelle klagere, var da nået frem til Domstolen. Én mod Belgien, to mod Sverige og én mod Holland. De tre sager mod Belgien og Sverige handlede om retten til at danne fagforeninger, sagen mod Holland om disciplinærstraffe inden for forsvaret. Senere kom en dansk sag vedrørende seksualundervisning til.
Sagen mod Danmark var egentlig tre sager, som var bundtet sammen til én sag, Kjeldsen-sagen. Sagen blev først indbragt af ægteparret Kjeldsen fra Varde. To andre ægtepar sluttede sig til. Den handlede om seksualundervisning i den danske folkeskole. Sagen blev afsluttet i 1976. Domstolen afviste, at der forelå en krænkelse, fordi seksualundervisningen var oplysende, og at forældrene ellers kunne bede deres børn undtaget fra sex-undervisning i folkeskolen og i øvrigt også vælge at sende deres børn i en privat skole.
Det er nærmest det modsatte af, hvad tanken oprindeligt var, nemlig at beskytte borgere mod borgerens egen stat
Alle de tidlige sager var fra almindelige borgere i landet, typisk statsborgere, men det kunne også være udlændinge. Det var først senere, da de vesteuropæiske lande, herunder Danmark, blev multietniske og en magnet for mennesker fra fjerne egne, som blev tiltrukket af de bedre økonomiske og politiske forhold i vores lande. Dermed ændrede sagerne mod europæiske lande, også Danmark, karakter.
Konventionen i dag: langt de fleste sager vedrører udlændinge
Ser man på konventionens anvendelse i dag vedrører langt de fleste sager udlændinge, eller som man på moderne dansk kalder ikke-etniske danskere. De kan bo her eller uden for landets grænser, med et ønske om at kunne slå sig ned i Danmark. Sager om asyl, indvandring og familiesammenføring fylder derfor meget. Det er nærmest det modsatte af, hvad tanken oprindeligt var, nemlig at beskytte borgere mod borgerens egen stat.
Uden at gå dybere ind i de enkelte sager, viser nyere sager mod Danmark dette. Om flygtninge, udlændinge, asyl og udvisning, f.eks. en sag anlagt af en iransk mor, tilsvarende sag af en somalisk mor, diverse sager anlagt af srilankanere, bosniere, romaer med statsborgerskab i Serbien og Montenegro, en statsborger i Rwanda og en nigeriansk statsborger. Af de seneste 15 sager mod Danmark er 11 om udlændinge fra fjerne egne.
Kinas mange projekter rundt om i verden… med økonomisk fremgang og nye lokale arbejdspladser, skaber naturligvis en særlig afhængighed af Kina, f.eks. i Afrika. Der er ikke mange af dem, som tør stemme imod Kina
Der er selvfølgelig fortsat sager indbragt af de oprindelige borgere i landene. Det kan f.eks. være om beskyttelse af familien, tvangsfjernelse af børn, afgørelser om forældremyndighed, om samkvem med børn for forældre i skilte familier mv. Og så er der den anden store gruppe af sager. Sager om retfærdig rettergang i straffesager, om varetægtsfængsling, forhold i fængsler mv. Hertil sager, hvor konventionen anvendes som en slags ekstra appelinstans. Man hører ofte en forsvarsadvokat sige om en klients nederlag i retten, at den vil blive indbragt for domstolen i Strassbourg. I denne gruppe er det ofte danskere, det handler om, men flertallet i danske fængsler er indvandrere og udlændinge. Domstolen er generelt forsigtig med disse ”appelsager”, for ellers ville den let kunne blive appelinstans for alle straffesager i Europa.
To generelle FN-konventioner
Til sidst lidt om de forskellige FN-konventioner. Der er to generelle, nemlig om borgerlige og civile rettigheder af 16. december 1966 og om økonomiske og sociale rettigheder, også fra 1966. Disse konventioner trådte i kraft 23. marts 1976. Hertil kommer en lang række af specialkonventioner, hver med et specifikt overvågningssystem, om racediskrimination, om tortur, om børn, om kvinder, om handicappede, om vandrende arbejdstagere.
De mange forskellige konventioner er fra tid til anden indholdsmæssigt overlappende og de forskellige kontrolsystemer gør det uklart, om en konkret sag kan falde ind her eller der, altså med den bedste chance for succes. Hertil kommer andre spørgsmål, nemlig om der kan klages over krænkelse af mere end én konvention, eventuelt den ene først og den anden derefter, hvis den første klage ikke gav pote.
Skal man drage en lære af denne udvikling, må det være, at det globale fokus i FN’s institutioner ikke virker
I 2006 etablerede FN Menneskerettighedsrådet. Det er snarere et politisk organ end et juridisk. At det er et politisk organ, som vi i den vestlige verden ikke kan være stolte af, viser mange sager. Senest her i 2020 en sag mod Kina. For nylig blev en kritisk resolution om Kinas ”sikkerhedslov” i anledning af gadekampene i Hong Kong stemt ned. Det var Kina, som stod for det. I kraft af Kinas ”generøsitet” over for andre asiatiske lande, Stan-landene og de afrikanske lande var det let for Kina at mobilisere en massiv nedstemning af resolutionen.
Kinas mange projekter rundt om i verden, navnlig under belt- and roadpolitikken med infrastukturinvesteringer og anden økonomisk aktivitet, med økonomisk fremgang og nye lokale arbejdspladser, skaber naturligvis en særlig afhængighed af Kina, f.eks. i Afrika. Der er ikke mange af dem, som tør stemme imod Kina.
Skal man drage en lære af denne udvikling, må det være, at det globale fokus i FN’s institutioner ikke virker. Menneskerettighedsrådet er stærkt politiseret, og det samme gælder de komiteer, som er sat til at overvåge de forskellige FN-konventioner, om børn, kvinder, tortur mv. Skal der være en bare nogenlunde troværdig håndhævelse af menneskerettigheder, skal det være regionalt, og her fører Europa klart.
Foto: Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og