VENSTREFLØJEN // KOMMENTAR – Islamisk Stat (IS) fylder meget i mediebilledet i øjeblikket, og de fleste i vesten er enige om at tage afstand fra deres rædselsregime i Syrien. Men på trods af det, har der været folk, som har meldt sig frivilligt under fanerne og kæmpet for kalifatets realisering. Det fik forleden cand. mag. Per Clausen til at komme til tasterne. Var der ikke noget med, at venstrefløjen også kæmpede for et eller andet engang? Så er det sikkert det samme fænomen, lød logikken. Men den holder ikke. Per Clausens indlæg er både ahistorisk og udtryk for uunderbygget lommefilosofi, skriver Thomas Christiansen i denne replik.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
POV.International bragte den 26. maj et debatindlæg fra Per Clausen (PC) med titlen ‘Jihadisterne i IS er en islamisk udgave af kommunismen fra 68’ernes venstrefløj‘. Her når PC frem til den overraskende konklusion, at der er store lighedspunkter i bevæggrundene og ideologien mellem i de to typer af bevægelser.
Det ville være en i sandhed sensationel opdagelse, men konklusionen hviler på et stærkt tvivlsomt grundlag. For det første er argumentationen ahistorisk, og for det andet er der tale om en uunderbygget lommefilosofi, som ikke tåler en nærmere analyse.
Det ahistoriske
PC’s udgangspunkt er en påstand om at der er en sammenhæng mellem venstrefløjen og kristendommen, som han formulerer som ‘For venstrefløjen var der klare paralleller til kristendommen, idet den kristne tankefigur med paradis, syndefald, arvesynd, dommedag og himmerige erstattedes af urkommunismen, klassesamfund, revolution og det kommunistiske samfund. Faderen, Sønnen og Helligånden blev til Karl Marx og Friedrich Engels, Biblen blev til Marx’ hellige skrifter, hvor et utal af sekter (partier) stredes om den rigtige udlægning for at finde frem til den rigtige opfattelse af religionen.’
Herhjemme kan jeg ikke komme i tanke om andre end Blekingegadebanden, som kunne falde i samme kategori
Det er værd at lægge mærke til at PC her laver et begrebsmæssigt skred i forhold til, hvad der står i overskriften. Han skriver nu ikke længere ‘DKP’ og ’68’ernes venstrefløj’, men hele ’venstrefløjen’. Siden bruger han også en generel betegnelse som ”det nye venstre”. Så lad os tjekke det postulat op mod realiteterne og historien. Lad os se på, hvor ”Faderen, Sønnen og Helligånden blev til Karl Marx og Friedrich Engels” og ”Biblen blev til Marx’ hellige skrifter”.
Hvis man ser på det partipolitisk – hvilket har den fordel, at det også siger noget om den relative styrke af de respektive holdninger – så kan man starte fra højre hos Socialdemokratiet. De har været antikommunistiske, inklusiv modstandere af Sovjet fra omkring 1919 – altså ganske kort efter den russiske revolution. Socialdemokratiets daværende venstrefløj – som røg ud i 1919 – blev senere til DKP. Så er der Socialistisk Folkepart. De blev som bekendt født af en splittelse af DKP i 1956, så det er heller ikke her, at man finder forkærlighed for GULAG.
Næste skridt er VS, som blev skabt på en splittelse i SF i 1968. Den direkte anledning var en politisk uenighed om samarbejdet med Socialdemokratiet i det ’Røde Kabinet’. Det var dermed mere et udslag af dagligdags indenrigspolitiske skærmydsler end uenighed om den rette vej til revolutionen.
Nu har jeg aldrig været medlem af VS – eller noget andet politisk parti – men partiet havde et vigtigt budskab om ’fraktionsfrihed’, som betød, at der var en syndflod af forskellige fraktioner. De blev – hvis jeg husker rigtigt – i det daglige omtalt som ”slappere” og ”strammere”.
Mens de sidste nok indeholdt folk, som var ’religiøse’ i PC’s betydning, så var der – set udefra – også en del mere pragmatiske frontfigurer som f.eks. Preben Wilhjelm. De to fronter kom blandt andet til et opgør i forhold til spørgsmålet om støtte til PFLP, hvilket førte til, at en del af ‘strammerne’ forlod partiet. Så her finder vi en fraktion af et parti, hvor man kunne sin Marx og Engels. Men er det PC’s ’venstrefløj’? VS’s bedste valgresultat var 3,7 % i 1979!
Så er der DKP, og de var selvfølgelig Sovjettro – hvilket var hele pointen med partiet. I samtiden fyldte de en del, men de have vel egentlig kun ét godt valg – i 1945 – med 12 procent af stemmerne, hvilket mere afspejlede indsatsen under besættelsen og modstanden mod samarbejdspolitikken end noget andet. Ved valget i 1947 faldt DKP til 7 procent, og siden kom de aldrig over 5 procent, og var ude af Folketinget i lange perioder. Hvis de ikke havde haft økonomisk støtte fra Sovjetunionen i ryggen, havde de næppe fyldt meget.
Endnu længere til venstre finder vi så KAP, SAP og DKP M/L – og sikkert nogle stykker til. De fik aldrig noget gennembrud eller nogen politisk betydning.
Så når PC skriver ‘For venstrefløjen var der klare paralleller til kristendommen, idet den kristne tankefigur med paradis, syndefald, arvesynd, dommedag og himmerige erstattedes af urkommunismen, klassesamfund, revolution og det kommunistiske samfund. Faderen, Sønnen og Helligånden blev til Karl Marx og Friedrich Engels, Biblen blev til Marx’ hellige skrifter, hvor et utal af sekter (partier) stredes om den rigtige udlægning for at finde frem til den rigtige opfattelse af religionen’, så er det ahistorisk.
At hænge hele ’venstrefløjen’ op på den galej og et – allerede i samtiden – diskrediteret DKP er et klart eksempel på ’guilt by association’-argumentation
Hvis man accepterer parallellen til kristendommen – og den er også tvivlsom, som jeg vil se på nedenfor – kan man strække det til at sige, at ‘For DKP, dele af VS og for en række marginale partier som SAP, KAP og DKP/ML var der klare paralleller til kristendommen, idet den kristne tankefigur med paradis, syndefald, arvesynd, dommedag og himmerige erstattedes af urkommunismen, klassesamfund, revolution og det kommunistiske samfund. Faderen, Sønnen og Helligånden blev til Karl Marx og Friedrich Engels, Biblen blev til Marx’ hellige skrifter, hvor et utal af sekter (partier) stredes om den rigtige udlægning for at finde frem til den rigtige opfattelse af religionen.’
Men den sammenligning hænger ingen steder sammen for Socialdemokratiet, SF og dele af VS. I det 20 århundrede udgjorde den konstellation omkring 90 procent af den samlede ’venstrefløj’ målt i antal stemmer.
PC er måske klar over, at argumentet halter. Når han skal komme med konkrete eksempler på ’venstrefløjen’, som opførte sig som jihadister, kan han kun svinge sig op til at nævne ”RAF, Brigato Rossi, Action Direct etc.” Herhjemme kan jeg ikke komme i tanke om andre end Blekingegadebanden, som kunne falde i samme kategori. At hænge hele ’venstrefløjen’ op på den galej og et – allerede i samtiden – diskrediteret DKP er et klart eksempel på ’guilt by association’-argumentation. Hvis man ikke har argumenterne i orden i detaljen, kan man altid male med den brede pensel. Men PC er cand. mag. i samfundsfag, og så må man forvente noget, der er mere faktuelt.
Lommefilosofisk
Men det er ikke det eneste problem med teksten. Selve forklaringsmodellen er også uden nogen analytisk substans. PC postulerer, at folk var aktive på venstrefløjen, fordi de havde været udsat for et religionstab, og så satte de noget andet i stedet. PC skriver således, at ‘Der var i virkeligheden tale om drømmen om biblens tusindårsrige, blot i sekulær forklædning, og som sådan var drømmen om det socialistiske/kommunistiske samfund udtryk for forskudt religiøsitet.’
Så PC ved simpelthen, hvad der drev folks politiske overbevisning! Enten er det vildt imponerende eller også er det lommefilosofisk motivforskning. Jeg vil mene, at der er det sidste, for man kan nemt fylde en mængde alternative forklaringer ind i sætningen, som giver lige så meget – eller rettere – lige så lidt mening.
Ifølge PC er der tale om et ’tab’, når man mister sin religiøsitet. Det lægger implicit op til at venstrefløjen er en degenerering – en nedstigning fra den rette tro
‘Der var i virkeligheden tale om en undertrykt masochistisk seksualitet, hvor ønsket om underkastelse blev forskudt til et ikke-seksuelt område, og som sådan var drømmen om det socialistiske/kommunistiske samfund udtryk for undertrykte drifter.’
Eller:
‘Der var i virkeligheden tale om et faderkompleks, hvor mennesker, som i en tidlig alder var blevet svigtet af deres far, forsøgte at genskabe den tabte barndoms uskyld ved at se op til Stalin, Mao, Castro etc., og som sådan var drømmen om det socialistiske/kommunistiske samfund udtryk for forskudt faderbinding.’
Men hov, lige så absurd dette sidste er, lige så præcist er det faktisk det, som PC skriver lidt længere nede i artiklen:
‘I opgøret med autoritære strukturer gik man ind for at forkaste alle former for autoriteter, men samtidig længtes man ubevidst efter autoriteter og positive faderfigurer og efter lande, hvor revolutionen var lykkedes. Dette førte for dele af venstrefløjen til forherligelsen de forskellige lande som modeller for et fremtidigt samfund og til idealiseringen af ”stærke mænd” som Mao, Castro, Hoxha, Kim il Sung – afhængig af fraktionen, som folk var tilhængere af.’
Her afskriver Per Clausen ’venstrefløjens’ politiske holdninger som en ‘ubevidst (længsel) efter autoriteter og positive faderfigurer’. Hvad er hans kompetencer for en sådan påstand? Og vil det sige, at er man på venstrefløjen, så har man psykiske problemer og kan ’løse dette’ ved at gå til psykolog?
Det ser sådan ud, for lidt længere nede skriver Per Clausen, at ‘dette kompensatoriske krav om renhed som følge af egen manglende formåen har resulteret i en verdensfjern idealisme udtrykt i verdensfjerne, doktrinære eksegeser og intolerance over for dem, der ikke var lige så idealistiske, fordi man har projiceret følelsen af sin egen urenhed over i dem.’
Så igen ser vi, at Per Clausen simpelthen ved, hvad der drev folks politiske overbevisning på venstrefløjen. Det var deres psykiske problemer!
Men PC sidestiller tro og videnskab, hvilket peger i retning af kreationistiske grundlag, hvor Biblens skabelsesberetning er en ligeværdig forklaring med evolutionsteorien om, hvordan verden er opstået. Hvis det er ærindet, skylder PC at melde rent ud
Men PCs ’religiøse forklaring’ er også problematisk i en anden sammenhæng. I starten siger han, at når kristendommen har mistet legitimitet, skaber det et tomrum, som så skal udfyldes af noget andet, f.eks. ‘tro på videnskab’.
For det første fordi der iflg PC er tale om et ’tab’, når man mister sin religiøsitet. Det lægger implicit op til at venstrefløjen er en degenerering – en nedstigning fra den rette tro.
For det andet er det problematisk, når PC siger, at man erstatter religiøsitet med ’tro’ på videnskab. Man ’tror’ ikke på videnskab. Man er nysgerrig, man undersøger, man opstiller hypoteser, man forsker, man indsamler beviser og man reviderer opfattelsen af hvordan verden ser ud. Lige præcis det modsatte af at ’tro’ på en hellig bog, uanset hvilket forklaring den nu end måtte indeholde.
Men PC sidestiller tro og videnskab, hvilket peger i retning af kreationistiske grundlag, hvor Biblens skabelsesberetning er en ligeværdig forklaring med evolutionsteorien om, hvordan verden er opstået. Hvis det er ærindet, skylder PC at melde rent ud, at det er det, som er den underliggende filosofi bag hans indlæg.
LÆS ALLE THOMAS CHRISTIANSENS ARTIKLER HER
Topillustration: Et tidstypisk 68-hippiepar. Som taget ud af en af IS højborge i Mellemøsten? Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
