NAMIBIA // REJSEBREV – Det er svært at lege turist i Namibia, når verden er ond og grum. Der må store tidsforskydninger til for at holde humøret oppe. Rapport fra en distræt rejsende.
GABORONE – Når man hænger lodret i en Toyota på kanten af en vel tredive meter høj sandklit i Namibia, kan omgivelserne blive meget nærværende.
Febrilske tanker melder sig, og en afgørende er, hvad der vil ske, hvis chaufføren slipper bremsen og trykker på speederen, som han har taget tilløb til på flere sandklitter, nogle så tæt på skrænterne ned til Atlanterhavet, at pelikanerne rystede på hovedet over vanviddet. Det er ganske vist.
Kan jeg nå at stikke hånden om på skulderen og bede den unge fartbølle om nåde og forklare, at jeg vil begraves på min hjemegn, nord for Odense?
Det er bedre ikke at forstyrre ham.
Han lemper på bremsen og lader den tonstunge firhjulstrækker rutsje ganske langsomt ud over klittens kant.
Jeg mærker en lille lettelse, og så er jeg tilbage i tanker, som ikke levner plads til at nyde en rundtur i Namibia.
Flashback til Gaza
Trump presser sig på. Det er uhyyyggeligt! Han er overalt – på alle skærme og for det indre blik, hvor han udspyr sine trusler og opererer i en fantasiverden, hvor han i egen magtfulde illusion er rollefordeler. Han kan finde på hvad som helst.
Gaza fylder mere i tankerne end i danske medier, særligt tv-stationerne, der af uransagelige årsager undereksponerer tragedien. Godt at pro-israelske BBC og CNN omsider er begyndt at vise de sandfærdige billeder af masseødelæggelserne. Al Jazeera og den tyrkiske station, TRT, gør deres for at komme ned i de grusomme detaljer. Tankerne svirrer og sender mig tilbage til min egen tid i området.
Flashback til Gaza City, midtfirserne: Jeg er i en lille støvet gade. Jeg ser en gruppe små piger med skolerygsække og blå uniformer komme imod mig. De pjatter og griner. En er tæt på at slå en anden oven i hovedet for sjov med rygsækken, men lader være.
Når der er ro, lukker medierne ned. Omverdenen hører ikke om stilheden. Først når næste brag vælter optimistiske planer, kommer der igen fuldt fokus på regionen
Jeg er strejfet rundt i enklaven, der minder om så mange andre arabiske byer på nær et forhold, nemlig fornemmelsen af at være spærret inde. Den følger med, hvor end man går. Man kan ikke bare rejse ind og ud af Gaza, selvom der i midtfirserne er lidt lempelse af passagen.
Lugten er anderledes end noget, jeg kender. Måske er det lufttrykket, vejret i dag, eller er det kloakkerne? Lugten må komme sig af, at så mange mennesker er klumpet sammen på denne lille stribe land. De 41 gange 10 kilometer er en mega-ghetto af mennesker, og den bliver mere og mere befolket.
I baghovedet hører jeg Shimon Peres. Han vil lave Gaza om til Mellemøstens Singapore og maler udviklingsmulighederne op i drømmeagtige detaljer. Gaza skal være det store boom-center i regionen, trække økonomierne op i højeste gear.
Han taler i en atmosfære af ro. En af de perioder, som indtræffer en gang i mellem i ”krudttønden”, som vi kalder Mellemøsten.
Når der er ro, lukker medierne ned. Omverdenen hører ikke om stilheden. Først når næste brag vælter optimistiske planer, kommer der igen fuldt fokus på regionen. Verden zoomer ind. Det gør den igen i december 1987 med den første intifada.
Jeg køber Gaza som Singapore. Nej, gu’ gør jeg. Jeg køber Peres. Han virker overbevisende, men så kommer alle de andre stemmer, som jeg hører i dagligdagen i Tel Aviv.
”Stinking Arabs.” ”De er terrorister.” ”De vil aldrig have fred.” ”De kan slå sig ned ovre i Jordan.” ”Her er det vores land.” ”Vi har den bibelske ret til landet.”
Israel, de besatte områder, Gaza, Golan. Her er sindssygt, og det har der vist været altid, helt tilbage fra da mennesket fandt på at kaste sten efter hinanden
Øv. Der på toppen af sandklitten i Namibia drejer jeg opgivende på mindernes kanalvælger og får ”Shalom Achshav” ind over. Fred nu. Organisationen har forstået det. Der kan kun blive fred mellem israelerne og palæstinensere, hvis de vælger at leve fredeligt sammen – på en eller anden måde. Shalom Achschav har en forholdsvis stor stemme i midt-firserne, men langsomt ebber de ud og er i dag næsten ikke til at høre.
I hvert fald ikke dér på en sandklit i Sandwich Bay, Namibia.
Udvalgt af Gud
Vi er gledet en meter mere. Fartbøllen sidder og nynner, mens jeg tvinger tankerne over på den tur rundt i vores ”baghave”, som vi kalder det sydlige Afrika.
Og så kommer han frem for det indre blik: Manden i korte bukser. Han har også bare tæer. Jeg ved, hvad det er, nemlig et eksemplar af efterkommerne efter hollændere, der i 1830’erne med deres okser og habengut drog ud over det sydlige Afrika for at slippe væk fra briternes ubehageligt diktatoriske regime med centrum i Kapstaden. Friheden trak – og landbrugsjorden. Territorium.
Men nogen var i vejen, og de havde ikke samme farve som ”vortrekkerne”. Så fandt de på apartheid, og mente sig i deres gode ret til det. De var udvalgt af Gud. Forudbestemt til at gøre, som det passede dem. Med Bibelen i hånd.
Fartbøllen slipper bremsen, og nu går det hurtigt ned i det tung-gule sand. Stopper – og puh-ha!
Jeg ser Negevørkenen. Jeg ser mig selv stige ud af en rød Fiat, der er gået i stå. Jeg kigger opgivende ud over det store øde-øde. Bilen er tømt for benzin. Hvordan h… kunne det ske?
Vente, vente, men omsider tegner der sig konturen af en lille bil langt ude i det fjerne. Kibbutz-folk. De standser, spørger, lover, kører og kommer tilbage med en dunk benzin et par timer senere. Min sympati. Jeg holder meget af venlighed. Særligt med en tom Fiat midt i Negevørkenen.
Her er alt, alt for intenst. Der er for mange følelser på spil på en gang, for megen selvretfærdighed. Empati skal du lede efter
Så et kort, men mærkeligt glimt for det indre blik af en tankpasser på tankstationen i Mbarara, det sydvestlige Uganda, 1992. Han siger ”Jesus – piss off” til et tossehoved, der vil velsigne os, og som stikker hovedet ind igennem sideruden på vores bil.
Og så flintrer jeg måske logisk videre til ambassaden i Tel Aviv, 1985, hvor jeg kigger ned i en sagsmappe, hvis titel lyder noget i retning af ”Mærkelige/underlige henvendelser”.
Her er breve fra danskere, der tror, at de er Jesus, og som agter at indfinde sig i det hellige land om ikke så længe – så ambassaden er forberedt på at gøre rent på Via Dolorosa og finde syvtommersøm frem.
Andre insisterer på at få ambassadøren i tale, fordi de har det gode råd til at løse konflikten mellem jøder og palæstinensere. Et andet brev er fra en israeler, der spørger om muligheden for at blive gift med Dronning Margrethe.
Det er dæmret for længe siden, men nu står det hamrende klart for mig, udruget af den mørke nordfynske muld, som jeg er: Israel, de besatte områder, Gaza, Golan. Her er sindssygt, og det har der vist været altid, helt tilbage fra da mennesket fandt på at kaste sten efter hinanden.
Her er alt, alt for intenst. Der er for mange følelser på spil på en gang, for megen selvretfærdighed. Empati skal du lede efter.
Göring-Straße
Vi er på vej bort fra den potentielt fynbo-ædende sandklit, og så kommer Lüderitz.
Temperaturen er faldet, og luften indrammes af lugt af fisk, olie, udstødning, og så drejer vi ind i Göring-straße, ikke ham, men faren, Heinrich Ernst, der var den første tyske guvernør i Tysk Sydvestafrika på en tysk ”besiddelse”, der varede i 25 år.
En rigtig snydepels var han, Göring. Han fravristede tønde efter tønde af land fra namaerne, og så dampede han af igen efter fem år og blev senere udsendt som tysk minister til Haiti.
Undervejs fik han tid til at yde sit bidrag til den senere mere kendte Hermann, formentlig i januar 1893. Hermann kiggede i hvert fald for første gang ud i bayersk Tyskland i oktober 1893 og var senere medansvarlig for det rene helvede i Europa.
Jeg tænker: Her i Namibia lever folk side om side, tysktalende, engelsktalende, ovamboer, kavangoer, herreroer, namaer, damara og så de turist-populære buskmænd og et par stykker til. Der er gnidninger mellem kolonialister, tidligere herrefolk, rig og fattig. Nogle af de tysktalende har ikke helt affundet sig med at være del af den nye unge stat.
Det er svært at holde tankerne på kurs. Mit gamle område i Mellemøsten presser hele tiden turistoplevelsen til side
Der er vist også et generationsproblem mellem det store flertal af unge og den ældre befolkning. Det skriver i hvert fald tilrejsende unge journalister, der synes, at vinklen skal ligge på det element.
Men det er nu ikke noget, man mærker. Her er vist mere tale om det samme som de fleste andre steder i Afrika: respekt for de ældre.
Her er relativ fred, og Namibia betragtes som det fjerdesikreste land at besøge i Afrika, efter Mauritius, Ghana og Zambia. Her er ikke noget Gaza, Vestbredden eller daglige myrderier. Her er ikke behov for verdenssamfundets fastholdende øjne og FN-resolutioner i lange baner. Her er understrømninger, som har med etnicitet og økonomisk ulighed at gøre, men indtil videre ser det ud til, at låget holdes på den småboblende gryde.
Lüderitz har sin Bismarck Straße. Tidligere var der efter sigende også en Hitler Straße. Eller også var det 450 kilometer oppe ad kysten i Swakopmund. Kan ikke lige huske det.
Men det er svært at holde tankerne på kurs. Mit gamle område i Mellemøsten presser hele tiden turistoplevelsen til side. Når fokus glipper, trækker jeg over i det positive, det optimistiske. Måske derfor flintrer jeg til Aqaba, Jordan, ved Det Røde Hav.
Her starter mit synsfelt et par millimeter over guidebogens overkant, og herfra kan jeg se lutter blege mennesker, der ligger og bruner baller og lår omkring et svømmebassin. Her er dødstille. Ingen siger noget, men jeg udleder af teksten på nogle bøllehatte, at det er et finsk rejseselskab, og det er jo umuligt at gætte sig til, om finner keder sig eller har det dødsjovt i stilheden.
Det er for kedeligt, så jeg går ud i Aqaba og snakker med folk, der alle er optimistiske. Det er man jo der i midtfirserne. De skal nok rette ind før eller senere, de israelere, vænne sig til deres naboer. Det mener folk på de små caféer. Eller også er det de små stærke kopper kaffe, der giver mig perceptionsforstyrrelser.
Regn og våbenhvile
Vi er nået frem til Swakopmund, men kan ikke finde Hitler-Straße. Radioen snakker på tysk og minder om, at byen var svær at overtale til at blive en del af Namibia, da landet fik uafhængighed fra Sydafrika i 1990. Byen holdt stand i nogle år, men gav så efter.
På byens Brauhaus vil jeg til at spørge efter gaden, men lader være. Her drikker hvide lidt oppe i årene spandevis af fadøl og taler tysk.
Jeg står ved baren og køber en T-shirt. Så bliver det måske lettere at løfte rollen som turist. T-shirten er en påmindelse om, at Swakopmund er noget særligt, i hvert fald i forhold til hovedstaden Windhoek.
Det er vel sådan en Aarhus-agtig fordømmelse af den meget større hovedstad og moderne tider, selvom der er flere turister i Swakopmund end i Windhoek. Men Swakopmunds underliggende stemning af indelukkethed fornemmes, omringet som byen er af Atlanterhav og en mammutstor gold ørken og derudover af folk, der vil noget andet end at fastholde kolonihistorie og snakke tysk og måske mindes Hitler, hvis gade er forsvundet. Swakopmund er sin egen. Det viser historien, ja. Folk i byen har en særlig ret til at være her og være sig selv.
Byen rummer folkemords-museet, der udstiller tyskernes næsten-udryddelse af herreroerne og namaerne for over hundrede år siden.
Tyskland har sagt officielt undskyld for at jage herreroer og namaer ud i ørkenen for bagefter systematisk at slå dem ihjel, så de var meget tæt på at blive udryddet – det, som senere er blevet kaldt verdenshistoriens første folkemord (mellem 1904 og 1908).
Fartbøllen forleden i Sandwich Bay var også herrero og egentlig et godt bekendtskab, viste det sig. Et eller andet sted i hans indre må han havde opdaget, at den sidste klittur nok var lidt ”over the top”, so to speak, så han rådede bod på fejltrinet og riggede an til frokost i sandet med udsigt ud over Atlanterhavet.
Og sådan ender nogle historier godt.
Det forlyder, at det er begyndt at regne i det nordlige Namibia. En årelang tørke er dermed brudt. Der er våbenhvile i Gaza, men nok med en anden udsigt der ved Middelhavet end her i den namibiske ørken.
Det ligner i hvert fald ikke Singapore.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
