JAPAN // HISTORIE – Perrys flådeaktion i 1853/54 skulle vise sig at blive den udefrakommende faktor, der væltede Tokugawa-shogunatet. Afløseren blev Meiji-dynastiet under ledelse af kejser Mutsuhito. Det nye dynasti indså fra første færd, at Japan skulle moderniseres, hvis landet igen skulle rejse sig. Resultatet blev Meiji-reformerne, der sikrede en grundlæggende modernisering af Japan og lagde grundlaget for en politisk og økonomisk genfødsel af landet.
Matthew Perrys flådeaktion i 1853 og underskrivelsen af Kanagawa-traktaten i 1854 viste tydeligt, at den japanske isolationspolitik, der havde varet i 250 år, havde efterladt Japan økonomisk- og teknologisk tilbagestående i forhold til de vestlige magter. Begivenhederne i 1853 og 1854, hvor USA uden at løsne et eneste kanonskud havde fået alle sine krav til Japan igennem, efterlod et forslået og ydmyget rige.
Efterfølgende blev Japan tvunget til at indgå handelstraktater med en række andre lande, fx Storbritannien, Frankrig og Danmark. Fælles for traktaterne var, at de af Japan blev anset som værende ensidigt til fordel for de vestlige magter. En række yngre og mindre fremtrædende samuraier formulerede en sønderlemmede kritik af Shogunen pga. traktaterne. De beskyldte shogunatet for at være svagt og eftergivende over for vestmagterne, og de hævdede, at shogunen derfor ikke varetog kejserens og Japans interesser. Konsekvensen blev, at den sidste shogun i Tokugawa-shogunatet, Tokugawa Yoshinobu (1837-1913), abdicerede i 1867.
Magten gled derefter i hænderne på den kun 15-årige kejser Mutsuhito (1852-1912), der efter sin fars død i 1867, blev udnævnt til landets 122. kejser. Mutsuhito blev den første i rækken af kejsere i det dynasti, der senere gik over i historiebøgerne under navnet Meiji-dynastiet. Efter sin magtovertagelse gjorde Mutsuhito byen Edo til Japans nye hovedstad, ligesom han omdøbte byen til dens nuværende navn, Tokyo, hvilket på japansk betyder ’den østlige hovedstad’.
Kejser Mutsuhito indså fra første færd, at det var nødvendigt at åbne og modernisere Japan, hvis landet på sigt igen skulle kunne klare sig på den internationale scene
Som en af sine første handlinger udpegede Mutsuhito en ny regering, Meiji-regeringen. Den bestod fortrinsvis af unge samuraier, der i samarbejde med kejseren tog fat på at reformere Japan. Ordet ’Meiji’ betyder ’(den) oplyste’ – altså ’den oplyste kejser’, ’det oplyste dynasti’ og ’den oplyste regering’.
Kejser Mutsuhito indså fra første færd, at det var nødvendigt at åbne og modernisere Japan, hvis landet på sigt igen skulle kunne klare sig på den internationale scene. Han stillede sig helt klart spørgsmålet: Hvordan kunne Japan dog komme en situation, hvor Amerika med nogle få bevæbnede skibe kunne tvinge landet i knæ? Svaret lå lige for: Japan blev besejret, da landet på grund af mere end hundrede års næsten total isolation var sakket teknologisk bagud i forhold til Amerika og de europæiske lande.
Signalet om, at der skulle ske gennemgribende forandringer, fremgik tydeligt af den nye regerings tiltrædelseserklæring. Kejseren og den nye regering gjorde det hermed klart, at den ikke ville gentage fortidens fejl. Japan skulle ikke længere isolere sig fra omverdenen, og landet skulle moderniseres på et oplyst grundlag. Mellem linjerne kunne man således læse, at det oplyste grundlag skulle hentes udefra: Fra USA og Europa.
Efter kun cirka tre måneders arbejde offentliggjorde regeringen et såkaldt ’charter’. Det var i virkeligheden en officiel regeringserklæring om, hvordan det fremtidige Japan skulle formes.
I charteret stod der blandt andet:
Japan skulle demokratiseres.
Den japanske lovgivning skulle moderniseres.
Det japanske samfund skulle industrialiseres
Demokratiseringen af Japan
Mange japanere kneb sig ganske givet i armen, da de kunne læse, at Japan skulle demokratiseres. For de fleste var det et abstrakt begreb, idet Japan jo altid havde haft ikke-demokratiske ledere.
Befolkningen måtte da også konstatere, at der ikke blev tale om en hurtig demokratisering. Der skulle gå syv år, før der for alvor begyndte at ske noget. I 1875 blev der nedsat en grundlovgivende forsamling. Herefter skulle der gå yderligere 14 år, før der i 1889 blev lavet en demokratisk grundlov. I grundloven blev det slået fast, at Japan nu skulle være et tokammersystem, som man fx så det i Storbritannien.
Landets parlament kom således til at bestå af to kamre: Et overhus (Kizokuin) og et underhus (Shugiin). Medlemmerne af overhuset blev udpeget at kejseren, mens medlemmerne af underhuset blev valgt ved parlamentsvalg for en fireårig periode. Ifølge forfatningen var den lovgivende magt placeret i parlamentets to kamre. Enhver lov skulle altså vedtages i begge kamre. I 1888 blev der tillige udpeget et såkaldt kronråd (Genro). Kronrådet var en forsamling af intellektuelle og ældre statsmænd, der skulle rådgive kejseren i udøvelsen af sin nye, vanskelige rolle.
Det kan således hævdes, at der reelt ikke var tale om en demokratisering af Japan. At det, landet fik med grundloven i 1889, snarere var et oligarki; et fåmandsstyre. Ser man på styreformen med datidens briller er det dog klart, et styreformen var særdeles demokratisk i såvel en japansk som i en asiatisk sammenhæng
Med demokratiseringen af landet indtog kejseren nemlig to nærmest uforenelige roller. På den ene side blev han i kraft af Meiji-reformerne konstitutionel monark. I denne rolle repræsenterede han det politiske system i forhold til befolkningen. Det skulle han gøre samtidig med, at han ikke selv besad politisk magt, idet denne nu reelt lå i parlamentet. På den anden side indtog han stadig den traditionelle rolle som kejser. I denne rolle indtog han en nærmest guddommelig status i forhold til en befolkning, der i kraft af traditionen anså kejserens ord som lov.
Det første parlamentsvalg blev afholdt i 1890. Man kunne her ikke stemme på partier, idet kandidaterne nemlig stillede op som enkeltpersoner. Valget i 1890 lagde dog samtidig grunden for dannelsen af en række politiske partier i årene efter århundredeskiftet. Det var dog langt fra alle, der havde stemmeret til parlamentsvalgene. Faktisk anslår man, at kun ca. 5% af befolkningen reelt havde stemmeret. Kvinder, mænd under 30 år og mindrebemidlede havde således ikke stemmeret.
Det kan således hævdes, at der reelt ikke var tale om en demokratisering af Japan. At det, landet fik med grundloven i 1889, snarere var et oligarki; et fåmandsstyre. Ser man på styreformen med datidens briller er det dog klart, et styreformen var særdeles demokratisk i såvel en japansk som i en asiatisk sammenhæng. Ligesom den i et vist omfang kunne tåle sammenligning med nye demokratiske styreformer i Europa. Man bør til sammenligning huske på, at 1849-grundloven i Danmark reelt kun gav 15% af den danske befolkning stemmeret.
Straffelovgivning
Parallelt med reformerne af det politiske system blev den japanske straffelov reformeret. I den eksisterende japanske straffelov var der omvendt bevisbyrde. Det vil sige, at den anklagede i en retssag skulle bevise sin uskyld, fremfor at retten skulle bevise den anklagedes skyld. Tortur var et udbredt middel til at få den anklagede til at erkende sin skyld.
Meiji-kejseren og den nye regering lagde fra første færd op til, at Japan skulle moderniseres og omskabes til et moderne industriland på kortest mulig tid. Det skulle gøres ved at hente inspiration udefra
Med afsæt i specielt den franske straffelov blev den japanske straffelov moderniseret. Nye og mere humanistiske afhørings- og straffeformer blev indført. Herunder blev hængning indført til erstatning for tidligere tiders meget barbariske henrettelsesmetoder.
Japan anvender også i dag hængning som straffemetode. Det så man bl.a. i 2018, hvor Shoko Asahara (1955-2018) blev henrettet ved hængning. Han var grundlægger og leder af terrororganisationen Aum Shinrikyo, der i 1985 stod bag et giftgasangreb i Tokyos undergrundsbane, hvor 12 personer mistede livet og op mod 5000 efterfølgende måtte behandles for skader.
Den japanske straffelov af 1880 var i en asiatisk sammenhæng endog særdeles progressiv. Til trods for dette holdt de vestlige magter fast ved ekstraterritorialprincippet: Det vil sige, at vestlige borgere, der begik lovovertrædelser i Japan, fortsat skulle dømmes ved de vestlige landes egne domstole.
I praksis betød det som oftest, at lovovertrædelser begået i Japan af europæere eller amerikanere blev takseret med milde straffe. I mange tilfælde endog straffrihed.
Meiji-kejseren og den nye regering lagde fra første færd op til, at Japan skulle moderniseres og omskabes til et moderne industriland på kortest mulig tid. Det skulle gøres ved at hente inspiration udefra. På dette punkt gik regeringen meget systematisk til værks og sendte repræsentanter på rejse til udlandet – den såkaldte Iwakura-delegation.
Læren fra Vesten
Delegationsrejsen, der fandt sted fra 1871-1873, var opkaldt efter delegationens leder, Iwakura Tonomi (1825-1883). Delegationen havde tre hovedmål: For det første skulle den lære de lande at kende, som Japan havde indgået traktater med. Delegationen skulle simpelthen finde ud af, hvad der gjorde, at landene var stærkere end Japan. Dernæst skulle delegationen studere landenes politiske systemer. Sidst men ikke mindst skulle delegationen gøde jorden for en revision af de indgåede traktater, idet den japanske regering jo opfattede disse som ulige og uretfærdige.
Vi kender til delegationen, fordi den medbragte en chefsekretær og 45 sekretærer, der samvittighedsfuld dokumenterede arbejdet. Et uddrag af beretningerne findes i bogen Japan Rising – The Iwakura Embassy to the USA and Europa. Når man gennemlæser bogens tekster, er det slående, at delegationen ud over at løse de bundne opgaver, også tog sig tid til mange turistoplevelser i de lande, de besøgte. Med på delegationen var, udover lederen og sekretærerne, politikere, embedsmænd og nogle studerende. Alt i alt bestod delegationen af 108 deltagere.
Delegationen besøgte de 12 lande, som Japan på dette tidspunkt havde indgået traktater med: USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og en række mindre europæiske lande, fx Danmark og Sverige.
Om besøget i Danmark kan man læse, at:
København blev angrebet af den engelske admiral Nelson i 1801 med en flåde på 36 bevæbnede skibe … De danske soldater er stærke, men landet er lille og ofte undertrykt af større lande … Befolkningen lever på en enkel måde, glemmer ikke belejringen, er hæderlige i handel og beskedne. Derfor, selvom butikkerne i byen er i fremgang, har de få luksusvarer. Dog er der mange varer, der er produktet af viden og dygtighed.
En direkte følge af delegationsrejsen var, at europæiske og amerikanske eksperter, såkaldte yatois, blev ansat i Japan. De skulle hjælpe kejseren og regeringen med at implementere moderniseringen.
Kejseren og regeringen gik herefter i gang med at gennemføre de reformer, der skulle sikre den ønskede modernisering og industrialisering, der skulle sikre, at Japan i fremtiden kunne tilkæmpe sig en øget global betydning.
Fra midten af 1870’erne blev japanerne således vidne til en vifte af reformer, der på dramatisk vis kom til at ændre det japanske samfund: Hær og forsvar blev moderniseret efter vestligt forbillede og med hjælp fra vestlige eksperter.
Hvor man i Europa og USA havde set, at det var private iværksættere, der havde været drivkraften i industrialiseringen, var det i Japan staten, der drev industrialiseringen i gang
En af disse var danskeren Balthasar Münter. Vejnettet blev udbygget, der blev etableret jernbaner, og der blev skabt et post- og telegrafvæsen. Sidstnævnte bidrog den danskejede virksomhed Store Nordiske Telegrafselskab til. Pengesystemet blev moderniseret bl.a. med indførelsen af en enhedsvaluta for hele Japan til afløsning for tidligere tiders mange lokale valutaer. Den nye valuta fik navnet yen, hvilket betyder ’en rund genstand’. Hertil kom en modernisering af uddannelsessystemet, idet et net af statslige skoler skulle sikre, at alle børn kom i skole.
I løbet af de kommende tre årtier steg antallet af skolesøgende børn fra under 30% til over 90%. Målet var, at den japanske befolkning gennem uddannelse skulle kunne møde fremtidens udfordringer.
Sidst men ikke mindst sørgede Meiji-regeringen for, at der blev opført en række fabriksbygninger flere steder i Japan, hvor private iværksættere og virksomheder kunne igangsætte en industriproduktion. For at støtte den industrielle udvikling sørgede den japanske stat for, at det blev let at importere teknologi fra Vesten. Ligesom de nystartede virksomheder fik adgang til kapital via favorable lånemuligheder. Hvor man i Europa og USA havde set, at det var private iværksættere, der havde været drivkraften i industrialiseringen, var det i Japan staten, der drev industrialiseringen i gang.
Man betegner denne form for industrialisering for ’industrialisering fra oven’, hvor industrialiseringen i fx Storbritannien og USA var ’industrialisering fra neden’.
Det nye Japan
Da Perry anløb Japan i 1853, mødte han det traditionelle Japan: Kvinder og mænd i traditionelle kimonoer eller yukata, lettere bomuldskimono til sommerbrug. De havde ofte træsko med en sål af træ på fødderne. Huse var lavet af bambus, papir og andre meget lette byggematerialer. Transport såvel på landet som i byerne foregik til fods eller i mennesketrukne rickshaws. Alle gader og veje var fra mørkets frembrud kulsorte.
Blot en menneskealder efter gennemførelsen af Meiji-reformerne havde Japan ændre sig markant. Ældre mennesker måtte ganske givet knibe sig i armen for at forstå, at de faktisk befandt sig i Japan – det nye Japan.
På gaderne så man nu mennesker i traditionelt tøj side om side med moderne japanerne i vestligt tøj.
Gaderne i de til stadighed voksende større byer var nu oplyste af gadelamper. Transport i rickshaws eksisterede stadig, men cykler, busser og biler fyldte mere og mere i gadebilledet. Der var endog i 1872 åbnet en togforbindelse mellem Tokyo og Yokohama. Rundt omkring i byerne dukkede moderne virksomheder og fabriksskorstene op.
Allerede i 1902 produceredes den første japanske bil. Den var, sammen med andre industriprodukter, med til at lægge grundlaget for den teknologiske revolution, der ramte Japan i starten af det 20. århundrede.
Litteratur
Kunitake, Kume: ‘Japan Rising – The Iwakura Embassy to the USA and Europa’, Cambridge 2009
Madsen, Jens-Peter Fage: ’Ansigt til ansigt med japanerne. Kultur-Historie-Samfund’, Pantheon 2017
Madsen, Jens-Peter Fage: ’Turen gik til Japan 1271-1853. Fra Marco Polo til Matthew Perry, Forlaget Lishi 2020
Mason, R.H.P. & J.G Caiger: ‘A history of Japan’, Tuttle 1997
Sosnoski, Daniel: ‘Introduction to Japanese Culture’, Tuttle Publishing 1996
Steenstrup, Carl: ’Japan 1850-1950’, Gyldendal 1982
Storry, Richard: ‘A History of Modern Japan’, Penguin Books 1960.
Topillustration: Japansk træsnitsarbejde der viser Meiji-kejseren proklamere Meiji-reformerne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
