FILM // ANMELDELSE – Francis Ford Coppola er en af de helt store, når vi taler amerikansk film. Tilsyneladende aldrig bange for at tage chancer, hverken kunstnerisk eller økonomisk. Men når man laver en grandios film, der hedder Megalopolis, risikerer man, at der kommer morsomme kommentarer på ordet megalomani, der peger tilbage på filmmageren. Den slags er Mikkel Stolt for fin til, så her kommer i stedet en kort og subjektiv gennemgang af karrieren, hvis foreløbige endepunkt altså er denne alt andet end diskrete film.
En ny Francis Ford Coppola-film er er altid en begivenhed. For uanset hvad, så har han for altid fortjent en plads på filmhimlens firmament som en af de store stjerneinstruktører og producenter. Han tilhører den uformelle gruppe af de såkaldte movie brats, det vil sige de yngre filminstruktører, der i de sene 1960’ere kom ind i professionen med en baggrund uden for de store filmstudier i Hollywood.
Det var ikke sådan, at de nye folk fornægtede Hollywood som kulturbærer. Tværtimod byggede de gerne videre på konventionerne i genrefilm, forfinede eller forstærkede deres filmsprog samtidig med at de ofte også var inspirererede af både en independent-instruktør som John Cassavetes, af Hitchcock, af den franske nybølge med François Truffaut og Jean-Luc Godard med flere samt af de såkaldt neorealistiske film fra Italien efter 2. Verdenskrig. Skal jeg fremhæve en af Coppolas tidlige film, bliver det dramaet The Rain People (1969), som er en forfriskende, men alligevel ærkeamerikansk og arketypisk roadmovie.
Mesterværkerne
Francis Ford Coppola viste sig desuden at være en af de mest entrepenante i flokken og oprettede produktionsselskabet Omni Zoetrope sammen med den senere Star Wars-instruktør, George Lucas, i 1969. Det er det samme firma – nu under navnet American Zoetrope – der har stået bag alle Coppolas film, med førnævnte The Rain People som den første.
Ikke mange år efter kom de grandiose gangsterdramaer The Godfather I og II (hhv. 1972 og 1974), som ofte bliver fremhævet som nogle af verdens bedste film, mens Vietnam- og vanvidsfilmen Dommedag Nu /Apocalypse Now (1979) har opnået lige så stor berømmelse for ikke bare indholdet, men også forholdene omkring selve produktionen.
Andre, der vil gøre sig selv mere interessante – mig selv inklusive – fremhæver gerne paranoiafilmen Aflytningen / The Conversation (1974) med Gene Hackman som deres yndlingsfilm af Coppola. Men det er alle film, der på en særegen facon står på skuldrene af filmhistorien, og som Coppola – med en cocktail af den næsten uundgåelige tidsånd, en kunstnerisk nysgerrighed og talent samt en evne til at få skuespillere og filmhold til at yde deres bedste på trods af rædsomme forhold under produktionen – formåede at gøre til tidløse mesterværker.
Senere – som ung filmstuderende med selvbestaltet forstand på film – kan jeg derimod huske, at jeg blev rasende over at se Peggy Sue Got Married (1986), som jeg opfattede som rent kitsch og sentimentalt pjank. På den anden side har og havde jeg et blødt punkt for den ligeledes ret kitschede Elskede, jeg hader dig / One From the Heart (1982), og det er ikke kun fordi, at Tom Waits har skrevet musikken.
Jeg tog muligvis fejl mht. Peggy Sue Got Married, men på den anden side var jeg heller ikke ret begejstret for hans filmatiseringer af Susan E. Hintons bøger The Outsiders og Motorcykeldrengen/Rumble Fish (begge 1983), som jeg holdt meget af i min barn- og ungdom.
De andre film
Bevares, det var ikke dårlige film, men jeg begyndte at få en fornemmelse af, at Coppolas kunstneriske temperament var – hvad skal vi sige – mangefacetteret. Samtidig blev det os bekendt, at når han lavede en film, som han selv opfattede som et bestillingsarbejde eller som ren finansiering af sine ”egne” film, så stod han på filmstrimlen kun opført som ’Francis Coppola’ og ikke ’Francis Ford Coppola’. For måske at understrege, at filmen var lavet uden den helt store personlige og kunstneriske involvering.
Det gjaldt for eksempel for Peggy Sue Got Married (gudskelov), det mærkeligt ujazzede musik-drama The Cotton Club (1984) med Richard Gere samt den lidt blodfattige og melodramatiske Gardens of Stone (1987). Og mærkeligt nok også One From the Heart, som ellers var lidt af et pet project for Coppola, men også produktionelt og økonomisk yderst problematisk. I den nyrestaurerede version fra 2024 er navnet Ford dog kommet med igen i traileren.
På det tidspunkt var det altså længe siden, at han havde lavet en rigtig god film
Krediteringen var den samme med den lille samling af tre novellefilm, New York Stories (1989), hvoraf Martin Scorseses og Woody Allens bidrag var små, mindeværdige perler. Til gengæld sidder jeg her og kan overhovedet ikke huske, hvordan Francis Coppolas andel tog sig ud, bortset fra at jeg bestemt ikke brød mig om den dengang. Var det ikke sådan en ’børnet’ sødsuppe-ting, som jeg var for fin til?
Omvendt var jeg en lille smule gladere for de to ’Ford’-film The Godfather Part III (1990) og Bram Stoker’s Dracula (1992), end mine venner var, og jeg overgav mig næsten til det teatralsk opera-agtige i filmene. Men på det tidspunkt var det altså længe siden, at han havde lavet en rigtig god film, og det var stadig i de overståede årtier, at han havde været bedst. Det blev sværere og sværere at finde en stemme i filmene, for selvom mange af dem stadig handlede om magt, begær og drømme i det amerikanske samfund eller en ditto subkultur, så var de udkommet temmelig ujævnt.
Så nu går det jo op for mig, at det jeg skrev i starten med, at en ny Coppola-film altid er en begivenhed, bare slet ikke passer. Hans seneste, horrorfilmen Twixt (2011), havde godt nok premiere i Danmark, men det fik de to foregående vist ikke. Og jeg har ikke set nogen af dem!
Den nye film
Men alligevel valgte jeg at stå ekstra tidligt op i sidste uge og tage til pressevisningen i København på Megalopolis – og det selvom jeg bestemt ikke havde hørt meget godt om den, da den blev vist i Cannes. Faktisk var det tæt på, at heller ikke denne ville få dansk premiere. Og det kan jeg godt forstå.
For det er Coppola i det mest højstemte, svulstige, selvhøjtidelige og teatralske humør. Hans bedste film nævnt ovenfor har også tit været grandiose, men hvor det storslåede i dem er kommet fra materien, er det her meget tydeligt, at der er tale om en monumental konstruktion at noget, der ærligt talt virker som et noget påtaget shakespearesk og prætentiøst melodrama.
Filmen foregår i en romersk udgave af New York City i årene … ja, det er lidt uklart, for filmens set design, kostumer og rekvisitter hører til i både fortiden, nutiden og i fremtiden på samme tid, hvilket egentlig er en ret god idé. En hip arkitekt (Adam Driver) har en vision om at genopbygge en mere medmenneskelig by, mens hans planer henholdsvis støttes og modarbejdes af en kreds af karakterer, der nemt kunne være med i et Asterix-og-Obelix-møder-John-Difool-tegneseriealbum, hvis disse albums også havde været selvfornøjede på den kedelige måde.
Der optræder intriger, sex, gladiatorkampe, medieludere og usurpatorer i et mættet filmsprog, hvor jeg må indrømme, at Coppola afprøver forskellige ting i form af split screens og dobbelteksponeringer og andre visuelle tricks. Nogle gange fungerer det og giver indtryk af en egentlig vision, andre gange bliver det – i kombination med endog meget højtravende monologer eller direkte latterlige handlingselementer – småpinligt.
Inspireret eller … ?
Jeg sad ellers virkelig i salen med et åbent sind, og jeg tænkte undervejs, at der var hilsener til italienske instruktører som Fellini og Visconti og endda også til Stanley Kubrick. Det viste sig, at Coppola i pressematerialet – som jeg altid først læser efter, jeg ser en film – nævner en lang, meget lang, liste af inspirationskilder, hvoraf de tre instruktører også optræder.
Desværre oplevede jeg, som filmen skred frem, at den på ingen måde kunne leve op til de tre nævnte instruktører endsige Coppolas egne tidligere mesterværker. Det var simpelthen umuligt for mig at engagere mig.
Faktisk kom det så vidt med mig, at jeg sad og håbede, at den mekaniske spillestil, som næsten alle skuespillerne afsiger deres replikker med – understreget af det, jeg oplevede som en ret kluntet klipning i mange dialogscener – var en slags hyldest til den praksis i italienske film, hvor man eftersynkroniserer skuespillerne på originalsproget. Hvilket i øvrigt altid er noget, man lige skal vænne sig til igen, hvis man ser en italiensk film fra 1970’erne.
Og hvis Coppola havde gjort det samme i denne film, havde det faktisk været fedt. Coppola siger også i det omtalte pressemateriale: ”I like to make movies I don’t know how to make. If you don’t know how to make them, the movie starts telling you how to make it,” men filmen ville det åbenbart anderledes. Så nu sidder man det meste af tiden og venter på, at skuespillerne bryder ud i latter.
Coppola vil gerne sige noget meningsfuldt om magt, begær og grådighed
Selv griner man ikke så meget – med mindre man synes, at filmen er komisk. Hvilken den faktisk er – desværre uden at være morsom. Jeg formoder, at filmen på en eller anden måde også skal være en kommentar til nutidens amerikanske samfund, men helt hvad den kommentar indebærer, er jeg ikke blevet ganske klar over.
Ny nytårsklassiker?
Ligesom Shakespeare ofte gjorde, vil Coppola stadig gerne sige noget meningsfuldt om magt, begær og grådighed – og måske også noget med at vores håbet ligger hos det uskyldige barn? Nej … jeg ved det sgu ikke. Coppolas drøm om, at filmen vil blive en nytårsklassiker – filmens mildest talt besynderlige afslutning med det omtalte barn foregår netop nytårsaften – har jeg i hvert fald svært ved at forestille mig.
Filmen har været undervejs i årtier, og Coppola solgte noget af sin vingård for at kunne realisere denne film. Skal filmen virkelig være nummer fire på den liste over værker af majestætisk mislykkethed, som jeg tidligere har nævnt her på POV?
Det sad jeg virkelig og kæmpede med og imod i biografsædet, og jeg var undervejs bange for, at dét skal den. Men på den anden side har Coppola på grund af sit egensind, sin storslåethed og sit kompromisløse virke måske alligevel fortjent at være på sin helt egen liste? Også fordi jeg kan relatere til ambitionen om at lave film, man ikke helt ved, hvordan man skal lave. At han så ikke fandt ud af det med Megalopolis er bare ærgerligt. Men han skal have point for forsøget med denne ‘fabel’, som filmen kalder sig selv.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
