psycho

Belurerens dødbringende blik: 60 år med ‘Psycho’ og ‘Peeping Tom’

i Film/Kultur af
FILM // JUBILÆUM – April 1960 fik den britiske instruktør Michael Powells horrorfilm ‘Peeping Tom’ premiere i England, og denne måned for 40 år siden døde Alfred Hitchcock i en alder af 80. Deres mest opsigtsvækkende, omdiskuterede og grænseoverskridende værker blev udsendt samme år med to måneders mellemrum, og tematisk set er der en del, som kæder dem sammen.

Michael Powell, der i 1940’erne og starten af 50’erne med sin makker Emeric Pressburger stod for nogle af de mest værdsatte film ikke kun i deres hjemland, måtte efter ‘Peeping Tom’ se sin karriere styrte i grus, der betød, at det kun lykkedes ham at realisere ganske få film- og tv-projekter før sin død i 1990. Anmelderne og en stor del af publikum hadede filmen inderligt – en gang perverst svineri, der burde skylles ud i toilettet.

Eftertidens bedømmelse af ‘Peeping Tom’, der på dansk blev til ‘Fotomodeller jages’, har dog været langt mere favorabel. Den anerkendes efterhånden i værkfortegnelsen på niveau med ‘A Matter Of Life And Death’, ‘The Red Shoes’ og ‘Black Narcissus’ alle fra slutningen af 40’erne.

Filmene var rammesprængende på flere felter: Brugen af dødsvold, psykoseksuelle fortrængninger og aggressioner med en snert af misogyni og generelt adfærdsmønstre, man ikke var vant til at se på lærredet

Noget mere nådigt slap Hitchcock fra de morbide udskejelser i ‘Psycho’, som publikum stod i lange køer for at se, da det ikke ville gå glip af så meget som et sekund oven på en særdeles effektiv markedsføringskampagne, hvis clou bestod i, at ingen måtte slippes ind i biografmørket efter filmens start. Powell røg i bad standing, mens Hitchcocks popularitet steg, til trods for en del kritikere den gang ej heller brød sig om ‘Psycho’.

Angstens terror i kameraets øje

I ‘Peeping Tom’ har den tyske skuespiller Karlheinz Böhm hovedrollen som filmfotografen Mark Lewis, på overfladen en høflig, venlig og lidt nervøst virkende ung filmfotograf, der ved siden af sit arbejde tager billeder af flere smukke kvinder for til sidst at dræbe dem med en sylespids lanselignende tingest påsat kameraet, mens rædslen stod malet i offerets opspilede øjne. Sublimeringen af angstens terror i det dødbringende moment er hans kick for life.

Ydermere filmer Lewis i al hemmelighed politiets arbejde på gerningsstederne for at komplettere dokumentaren om sit dødbringende skaberværk.

Alt materialet kigges igennem i hans lejlighed sammen med klip fra barndommen, hvor faderen, en kendt og respekteret psykiater, har filmet sønnen grædende af angst som følge af den psykiske terror, faderen udsætter ham for, mens der bagefter søges trøst hos den apatisk virkende moder – helvedets forgård i familiens skød. Da politiet får færten af Lewis’ ugerninger, bringer han selv det ultimative offer.

Mor er ikke helt sig selv i dag

Plottet i ‘Psycho’ er nok de fleste bekendt: Marion Crane (Janet Leigh) stjæler sin chefs penge i stedet for at putte dem i bankboksen, hvorefter hun flygter og hen på aftenen søger ly for uvejret i det øde beliggende Bates Motel.

Der modtages hun af Norman Bates (Anthony Perkins), venlig, velopdragen, smånervøs og mystisk à la Mark Lewis. Bates er i patologisk grad tilknyttet sin moder og samler på udstoppede fugle. Bates knivdræber Crane, mens hun tager brusebad i en af filmhistoriens mest kendte mordscener sat op som en montage af 78 klip på baggrund af 52 forskellige indstillinger og tonesat af Bernard Herrmanns fugleskrigende strygere på vej mod crescendo.

Herrmanns score for et mindre kontingent af violiner, violaer og celloer hører til de mest mindeværdige i filmmusikkens historie og den perfekte akkompagnatør til filmens sort/hvide cinematografi – lyden og visualiseringen af dommedag og skæbnetung skyldfølelse med fatale følger.

Brusescenen skulle forblive uden musik, lød instruktørens strenge ordre, men her vandt den ofte besværlige Bernard med sit brillante bidrag over den almægtige og enerådende Alfred.

Powells film er i farver, og Brian Easdales underlægning er skrevet for soloklaver fyldt med små atonale og enerverende passager, der gør det samme som Herrmanns ‘voldelige violiner’; skaber uro og suspense.

Peeping Toms til alle tider

Trods deres indlysende forskelligheder er der en del, som binder filmene sammen. Lewis og Bates ender som seriemyrdende ‘Peeping Toms’ med hang til voyeurisme præget af traumatiske barndomserindringer, hvor en altdominerende far og mor har ødelagt evnen til at fungere psykisk ‘normalt’.

Filmene var rammesprængende på flere felter: Brugen af dødsvold, psykoseksuelle fortrængninger og aggressioner med en snert af misogyni og generelt adfærdsmønstre, man ikke var vant til at se på lærredet. I ‘Psycho’ skylles der synligt ud i toilettet, hvilket aldrig havde været vist før på amerikanske film.

Den erotiske og personlige intimsfære invaderes i ‘Psycho’ og ‘Peeping Tom’, tilsat dunkle fantasier om drab og dødsangst farvet af incestuøse tvangstanker om forældrenes mentalt knusende magt.

Bates belurer Crane og udfordrer rammerne for sin egen kønsidentitet iført moderens tøj og bevæbnet med en kniv, mens Lewis indfanger alt med sit kamera, der dissekeres i ensomhed, mens billeder i bevægelse af gru og fornedrelse flimrer i mørket.

‘Psycho’ og ‘Peeping Tom’ har gennem årtier sat sig spor på flere planer inden for thriller- og horror-genren samt diverse underkategorier. Det gælder filmisk, tematisk og ved brugen af musik som forstærkende element af grundstemningen i almindelighed.

Hele den skrækblandede fascination af det grufulde, bestialske, makabre og angstfyldte får en tur i vridemaskinen, mens vi kigger på, ofte hensat i frydefuld frygt: kan nerverne klare adrenalinchokket?

Grafisk udpenslede blods- og voldsorgier i mindste detalje, som beskueren i tiltagende grad er blevet bombarderet med inden for de genrer, har aldrig været Hitchcock eller Powells ærinde.

De gik mere efter ‘antydningens kunst’, dels på grund af fare for censur, dels i håb om at stimulere fantasien til at færdiggøre det sete i egen bevidsthed – det kan jo alt efter ens forestillingskraft ende med at være langt mere uhyggeskabende.

Frygt, forargelse og nyfigenhed er groft trukket op vores følgesvende, og de ryger i spil, når der berettes om katastrofer, epidemier, terror, vold, kriminalitet og spektakulære sager om tidens Peter Madsen og Peter Lundin socio- og psykopater

Kameraets altseende øje er en integreret del overalt i vores samfund i dag. Vi filmer og fotograferer os selv og iscenesætter indholdet på de sociale medier. Medierne er konstant på jagt efter dagens kick, mens grænserne for, hvad vi kan konsumere, skubbes jævnligt i fiktionens- og nonfiktionens verden.

Frygt, forargelse og nyfigenhed er groft trukket op vores følgesvende, og de ryger i spil, når der berettes om katastrofer, epidemier, terror, vold, kriminalitet og spektakulære sager om tidens Peter Madsen og Peter Lundin socio- og psykopater.

Det kan selvfølgelig diskuteres, hvor stor en indflydelse ‘Psycho’ og ‘Peeping Tom’ har haft i et større perspektiv, hvilket dog ikke rokker ved, at Hitchcock og Powells visioner om forstyrrede personligheder i en moderne verden, som levede deres dødsfascinerede tilbøjeligheder ud, satte noget i gang i folks hoveder flere generationer frem.

Om der skal ønskes tillykke med det, er vist op til hver enkelt at afgøre.


LÆS FLERE ARTIKLER AF THOMAS VILHELM HER


Foto: PR

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Film