FILM // FESTIVAL – POV International er draget til Berlin for at rapportere fra den hæderkronede festival. Man mærker historiens vingesus, måske især i år hvor en decideret genindspilning er blevet valgt som åbningsfilm.
Festivaler skaber filmhistorie. I år kæmper 18 instruktører om den 72. Guldbjørn og om dermed at få sit navn på samme vinderliste som f.eks Ingmar Bergman, Jean-Luc Godard, Hayao Miyazaki og Asghar Farhardi.
Og selvom ikke alle vinderfilm huskes lige godt, så giver den store pris altid opmærksomhed og som regel også ressourcer til at lave flere film. Det kan godt være, der ikke er så mange i dag, der husker Sarajevo – Håbets sang, men uden dens Guldbjørn havde instruktør Jamila Zbanic måske ikke fået lov til at lave sidste års Oscar-nominerede arthouse-hit Quo Vadis, Aida.
Men filmfestivaler er også afhængige af filmhistorien. Instruktører kommer med i konkurrence, fordi de allerede har bevist deres værd, og mange film præges måske af en vis forudsigelig arthousestil. På et dårligt år bliver det kedeligt, reaktionært, med en fornemmelse af, at man har set det hele før.
Men på en god festival balancerer det, så veteraner og debutanter mødes, filmhistoriske afkroge udforskes, og der skrives et par linjer videre på den store fortælling. Det er ikke til at sige endnu, hvad slags festival Berlinalen anno 2022 vil blive. Men på de første dage var der en del film, der på hver sin vis skrev sig op imod Historien.
Peter von Kant
Francois Ozon er allerede en del af Berlin-historien. Her fik han tidligt plads og international opmærksomhed for film som Dråber på hede sten og 8 kvinder, som også var ret inspirerede af tysk film. Dråber på hede sten var baseret på et teaterstykke af den store tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder, og til at begynde med kunne Ozon godt virke som Fassbinders arvtager. Uhyre produktiv, glad for melodrama, med tydelig queer tematik indover det meste. Siden dengang har den som nævnt produktive Ozon bevæget sig i utallige retninger og haft sine film på stort set alle festivaler, men i år er han på sin vis vendt tilbage til udgangspunktet: Peter von Kant er frit inspireret af Fassbinders filmmesterværk Petra von Kants bitre tårer. Det er derfor ikke så overraskende, at han har fået æren af at åbne årets festival.
Det er svært at gå helt galt i byen, når man får foræret et manuskript så fantastisk som det, der ligger bag ved Fassbinders store film. Den skildrede modeskaberen Petra von Kant, og hendes forhold til kvinderne omkring hende. Der var kun kvinder med i filmen – den gamle veninde, datteren, den yngre kæreste, den hårdt plagede assistent ikke mindst – og derudover holdt filmen sig helt til Petras lejlighed, og den blev fortalt i få lange scener. Det er en klaustrofobisk film om usunde og alt for tætte forhold.
Jeg er faktisk ikke sikker på, hvor meget Ozon og Fassbinders publikum overlapper efterhånden, så jeg ved ikke rigtig, hvem filmen egentlig er til for.
Ozon åbner bevidst filmen lidt op, så vi allerede fra start ser lidt til verden uden for lejligheden. Han har også ændret Peter von Kant og andres køn, men andre af karaktererne, moderen, datteren, veninden, er stadigvæk kvinder, så der er ikke den samme fornemmelse af kun at være ét køn i den her verden. Hans film er også langt mindre æstetisk streng end forlægget, hvilket sikkert vil gøre filmen værdiløs i mange cineasters øjne. Og jo, jeg savner også lidt den ubærlige stemning fra Fassbinders original, som Ozon et par gange punkterer med nogle fikse filmiske tricks. Men det er typisk Ozon-stil, dog på et mere gennemført niveau end længe, og det har også sin egen kvalitet.
Filmen sætter sig dog lidt mellem to stole. Jeg er faktisk ikke sikker på hvor meget Ozon og Fassbinders publikum overlapper efterhånden, så jeg ved ikke rigtig hvem filmen egentlig er til for. Ozon har ændret von Kant til at være filminstruktør, og det er helt tydeligvis også blevet til et portræt af Fassbinder selv, så det er ret så indforstået, men på en måde som hardcore Fassbinder-fans måske alligevel vil finde for Ozon’sk. Jeg vil derfor heller ikke være overrasket, hvis Peter von Kant bliver første Ozon-film i mange mange år, der ikke får dansk distribution. Det er lidt en kuriøsitet.
Klart bestået som Berlin-åbner, men om den forbliver her, eller om den kommer bredere ud, det ved jeg ikke rigtigt.
Men det er en ret god kuriøsitet! Ozon er en fremragende håndværker, og filmen flyver af sted. Enkelte scener er uovertrufne, som når titelrolleindehaver Denis Ménochet – der ligner Fassbinder helt eminent meget – pludselig danser fordrukkent rundt i badekåbe. I den bedste scene inviterer Peter den unge Amir, som han tydeligvis er dybt forgabt i, ind ved siden af for at få lavet en filmtest. Et kamera fanger hans ansigt, mens han bliver udspurgt om tragiske ting i fortiden. Da Amir pludselig begynder at græde, bliver Peter ophidset – kameraet skal tættere på, tårerne skal fanges helt klart og tydeligt!
Petra von Kants bitre tårer var altid en fortælling om udnyttelse og magtforhold. At blande Fassbinder ind i det også, og særligt at blande kameraets magt så tydeligt ind, tilføjer originalen et par lag til. Dermed er den så klart bestået som Berlin-åbner – og publikum var da også glade, også for de indforståede referencer – men om den forbliver her, eller om den kommer bredere ud, det ved jeg ikke rigtigt.
Robe of Gems
Berlin har også været gode til at flytte folk fra periferien af historien og ind på den store scene. Natalia López Gallardo er f.eks en erfaren filmskaber, hun har klippet alle film af den store mexikanske instruktør Carlos Reygadas siden Stille lys, men Robe of Gems er hendes første spillefilm som instruktør. Det ville ofte betyde en plads i en mindre sidekonkurrence, men det ville være synd for en stilsikker storfilm. Robe of Gems minder helt klart om Reygadas’ filmsprog, men er også i høj grad sin egen. Og bare en virkelig stærk film.
Natalia López Gallardo mestrer at klippe små dele sammen til en helhed, som måske ikke giver så meget narrativ mening, men alligevel formidler følelser og tanker på stærkeste vis.
Robe of Gems relaterer ikke bare til filmhistorien, men trækker også på mexikansk historie, i højere grad, end hvad Reygadas som regel laver. Det er endnu en film om de mexicanske femicides, ligesom f.eks. PIX-filmen La Civil fra sidste år. Tre kvinders historie bindes sammen af en forbrydelse: Den ene er søster til den forsvundne, den anden er politikvinden, der efterforsker sagen, og den tredje er den velstående overklassekvinde, på hvis jord liget muligvis er begravet. Men historien bliver hurtigt mere kompliceret. En hel organiseret kidnapningsring opererer i området, og tvinger alles liv sammen til en hvirvelvind af død og sorg, hvor alle er ofre og medskyldige på samme tid.
Det er en kompleks fortælling, og den bliver så ikke mindre kompleks af at blive fortalt på en velkendt fragmentarisk og abstrakt vis. Natalia López Gallardo er som nævnt klipper, og hun mestrer at klippe små dele sammen til en helhed, som måske ikke giver så meget narrativ mening, men alligevel formidler følelser og tanker på stærkeste vis. Ligesom man kender det fra de film, hun før har klippet. Der er også andre typiske Reygadas’ke træk: Eksplicit nøgenhed, europæere der forsøger at bygge modernistiske hjem ude i vildnisset, børn og unge, der ligger og flyder i vand eller under træer. Og et klaustrofobisk lydspor af cikader og trafikstøj, der aldrig giver karaktererne ro til at slappe af.
Hvis Robe of Gems vinder en stor pris hernede, vil det signalere et lille skift i filmhistorien, hvor selv de fragmenterede og abstrakte kunstfilm alligevel fokuserer på de nære følelser
Det kan siges at være samme arthouse-genre, men det er ikke bare en Reygadas-kopi. Det er ikke så abstrakt og køligt, men langt mere konkret og insisterende – det kan vel heller ikke overraske, at det først og fremmest er kvindelige mexicanske instruktører, der insisterer på at skildre konsekvenserne af landets voldelige misogyni. Der er også flere close-ups, tårer, samt kram og opmuntrende bemærkninger. Det er en mere nær menneskelig fortælling, selvom den fortælles på velkendt kunstnerisk vis. Det gør hverken filmen værre eller bedre, end havde det været abstrakt surrealisme, det er bare anderledes.
Det er også bare virkelig godt. Ikke helt så mesterligt emotionelt som en anden mexicansk film om femicides fra 2021, Bønner for de bortførte af Tatiana Huezo, som alle bør se på Netflix, men en fremragende poetisk bearbejdelse af volden, døden, meningsløsheden og ikke mindst de følelser, som de efterladte står tilbage med. Hvis Robe of Gems vinder en stor pris hernede, vil det signalere et lille skift i filmhistorien, hvor selv de fragmenterede og abstrakte kunstfilm alligevel fokuserer på de nære følelser, som man kan se i et menneskes tårer.
À vendredi, Robinson
Berlinalen må dog også siges til tider at decideret svælge i filmhistorie. Her er retrospektiver, restaurerede film, og dokumentarer om filmhistorie og instruktører. Blandt de sidstnævnte tror jeg at årets scoop er Mitra Farahanis À vendredi, Robinson, den handler nemlig om en mailkorrespondence mellem den iranske litterat og instruktør Ebrahim Golestan og ingen mindre end selveste koryfæet Jean-Luc Godard! Altid et trækplaster i den her verden. Læg dertil at filmen er fantastisk, og så skal den nok også gå sin sejrsgang på festivaler andre steder i verden.
À vendredi, Robinson er virkelig svøbet ind i Historie, men jeg tror alligevel også udenforstående vil kunne få noget ud af den. Den trækker nemlig på filmhistorien som et arkiv af stærke æstetiske virkemidler og skildrer derudover historie som i aldring, nostalgi, forfald. Og det giver en emotionel klangbund, som er interessant for de fleste.
À vendredi, Robinson er en overraskende emotionel film om aldring og ensomhed, særligt som de to gamle mænd begge to rammes af alvorlig sygdom.
Men åh, for dyrkere af filmhistorien, så er filmen ikke bare interessant, men katarsisk! Du skal ikke terpe ret meget filmhistorie, før det kan føles, som om Godard forsøger helt personligt at torturere dig. Hans sene film er så obskure, så mærkværdige, så svære at forstå, at det virker, som om han gør det med vilje. Så hvor vidunderligt er det ikke at se stakkels 95-årige Golestan, mens han bliver tvunget til at forholde sig til den ene mere absurde email efter den anden. Særligt en mail, der blot består af fire billeder, ser ud til at få ham til at tænde helt af. Til sidst siger han om Godard: ‘jeg tror måske han er lidt prætentiøs…’ Det tror jeg måske, han har helt ret i.
Alligevel bliver jeg ved med at se Godard. Ligesom Golestan bliver ved med at skrive frem og tilbage med ham hver fredag – deraf titlen på filmen. Dels finder Golestan her og der bidder af mening i de kryptiske beskeder – dele af det finder han nok selv på, men det er nok til, at han sender sidelange udredninger tilbage – dels finder han glimt af humor og følelser. Og den del er nok klarere end den intellektuelle mening. À vendredi, Robinson er en overraskende emotionel film om aldring og ensomhed, særligt som de to gamle mænd begge to rammes af alvorlig sygdom. Derudover er særligt Godard sjov og legefuld, ligesom Golestans forvirrede frustration er kostelig.
Ja, den er eksperimenterende. Ja, den er mærkelig. Men den fortjener mere end at blive gemt væk, for den er overvældende god.
Farahani, der selv foranstaltede e-mail udvekslingen mellem dem, har også iklædt filmen en god udgave af sen Godard-æstetik. Her klippes mærkeligt, skygge og silhuet bruges fremragende, og der er alt for mange lag på lydsporet – se den i en biografsal med surroundsound! Tekster læses op på flere sprog af gangen, samtidig med der er real-støj i baggrunden, og gerne et lag Beethoven oveni. Teknikkerne er velkendte, men Farahani har en anden måde at gøre det på en Godard, så det er ikke ren rip off. Mange af billederne er vildt flotte, især i kontrasten mellem det kæmpe engelske palæ, som Golestan åbenbart bebor, overfor det lille hus i Schweiz, som er Godards hjem, og hvorfra man egentlig kan genkende en del fra hans seneste spillefilm. Rent æstetisk er det et kaotisk men medrivende hit.
Berlinalen er særligt god til den her slags ting. I årtier har de haft den særlige Forum-afdeling, der bestod af eksperimentalfilm af forskellig slags, og efter Carlo Chatrian tog over for to år siden, indstiftede han konkurrencen Encounters, til lidt større eksperimenter, hvor À vendredi, Robinson er placeret. Der er derfor ikke rigtig andre festivaler end Berlin, som ville kunne gøre den film retfærdighed. Ja, den er eksperimenterende. Ja, den er mærkelig. Men den fortjener mere end at blive gemt væk, for den er overvældende god. Jeg håber derfor også, at den på et tidspunkt vil komme til enten CPH:DOX eller blive vist på en art dansk streaming.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
