JOURNALISTIK // KLUMME – Medierne er alt for domineret af meningsmageri, falske balancer og uperspektiveret larm. Men netop traditionelle journalistiske færdigheder rummer kuren mod mediernes deroute. Intet mindre. Det skriver journalist, forfatter og debattør, Paula Larrain, som tilbyder fem argumenter for det journalistiske fags færdigheder
Flere gange på det seneste har jeg på X ytret bekymring for, at autodidaktiske journalister og redaktører sætter lidt for meget præg på en branche, der i årevis har eksperimenteret sig til opmærksomhed.
Lige så mange gange er autodidaktiske journalister og redaktører faret fornærmede op i protest mod, at deres manglende formelle journalistuddannelse skulle være et problem.
På individuelt plan går det sikkert fint, men når mange af dem samtidig fylder som meningsdannere, begynder jeg at tænke, at der måske er en sammenhæng mellem dalende respekt for det gamle håndværk og voksende meningsmageri i spalterne.
Helt storladent vil jeg påstå, at netop traditionelle journalistiske færdigheder rummer kuren mod mediernes deroute. Intet mindre.
Her er fem argumenter for vores fags færdigheder, som man kan tilegne sig via DJMX, SDU og RUC.
1. Kur mod falsk balance: kildevalidering
Et af misinformationens snedigste tricks er de såkaldte falske balancer. Kuren imod ligger i valg og vægtning af kilder.
Det er en god tommelfingerregel, at eksperter bliver modsagt af andre eksperter, politikere af andre parter og erfaringspersoner castet som det, de er: nogle, der kun taler på egne vegne.
Når kilder bliver blandet på kryds og tværs, ender de ofte i råbekonkurrence, fordi de taler ud fra hver deres forudsætninger. Det er uigennemskueligt for alle, og man ender med kun at huske konflikten. Ikke substansen.
2. Kur mod blinde vinkler: nysgerrighed
Al journalistik består af personlige valg. Vi er netop ikke robotter (endnu), men vi kommer med vores baggrunde, vores viden, vores holdninger og vores interesser. Hver gang vi vælger at lave en historie, har vi taget stilling. Alene det, at vi synes, den er interessant, er en synsning.
Både i kildevalg og i valg af vinkel er det en god idé med “tilstræbt objektivitet”. Det er ikke et manifest, men en metode, man kan tilegne sig.
Det kræver fairness og integritet at gå imod egne overbevisninger. Derfor er det godt med en journalistuddannelse, hvor folk fra alle lag og fra hele landet kommer ind på talent, frem for på karakterer eller social arv, og hvor man tester hinanden af på kryds og tværs.
Det kræver fairness og integritet at gå imod egne overbevisninger. Derfor er det godt med en journalistuddannelse.
Det hjælper at være åben og nysgerrig af natur og se ud over branchens letkøbte dogmer.
Sandheden er konkret, lyder en journalistisk kliché, men det er lige så ofte usandt. Sandheden er snarere kompleks, verden er broget, og journalister gør sig godt ved at være lidt ydmyge over for det faktum.
Her er det en fordel “bare” at være håndværker og vide noget om samfundets indretning, men mest om, hvem man kan ringe til for at få en kommentar. Man er ikke så fin, at man ikke kan stille dumme spørgsmål, og man er hele tiden bevidst om, at der findes folk, som er meget klogere end en selv.
3. Kur mod selvfedme: efterkritik
Efterkritik er den bedste måde at blive en bedre håndværker på. At modtage kritik med værdighed bliver trænet og trænet under både skoletid og i praktik, hvor man stadig er i lære og under beskyttelse af “de voksne”.
Det er her, store fejl skal begås, så man kan blive rettet til og alt efter samvittighed aldrig gør det igen.
Er man autodidaktisk, bliver man bare kastet for løverne uden træning. Hvilket jo også går ganske fint, medmindre man aldrig bliver sagt imod, fordi man er en stor kanon, en slags ekspert på trods af en lunken kandidatgrad.
Det vigtigste ved trial and error-metoden, mesterlæren, er den teflonhud, man udvikler undervejs. Man bliver så vant til at argumentere for sine valg, forsvare sine valg og undskylde for sine fejl, at man til sidst lærer det allervigtigste: at skille sig selv fra sit produkt.
Hvis du er skilt fra dit produkt, gør det ikke så ondt, hvis nogen er uenig i dit produkt.
Det er da ikke rart at få negativ feedback, men hvis du har gjort dit bedste for at tilstræbe objektivitet og ikke behandler dine artikler som dine børn, er der en god chance for, at du kan tage imod kritik og endda takke for den.
Det højner kun din troværdighed, hvis du rent faktisk viser, at du har tænkt over tingene.
4. Kur mod kommercialisering: pressejura
Hvilket bringer mig til noget af det vigtigste, du lærer på en af uddannelserne, nemlig grænserne for journalistikken. Pressejura, herunder strafferet.
Det mest åndssvage, jeg har hørt fra journalister, har været klichéen om, at der ikke findes et “men” til ytringsfrihed. Det er jo direkte løgn. Ytringsfriheden er fyldt med men’er. Når jeg indimellem ser journalister forbryde sig mod legendariske Knud Aage Frøberts lærdom, tænker jeg næsten altid: Har de mon hørt efter, eller er de overhovedet uddannede journalister? Pressejuraen sætter grænser for den journalistiske forretning, så den ikke sælger rygter, propaganda og smædekampagner, selv om der helt sikkert findes en god forretningsmodel til netop den slags.
5. Kur mod verdens undergang: perspektivering
Alle nyheder skal sættes ind i kontekst. Uperspektiverede nyheder kan dårligt kaldes journalistik. Det er bare larm i en verden af larm.
En SoMe-konto kan godt nøjes med at dele en video med Hizb ut-Tahrir, som råber “jihad”, og hertil skrive “uhyggeligt og klamt”.
I en journalistisk artikel er det hjælpsomt for virkelighedsbilledet, hvis man får nogle tal på. Hvor mange medlemmer har de, og hvad er det i procent i forhold til det generelle antal muslimer? Udgør de en procent, to procent eller 50 procent? Det er ikke uvæsentligt for at forstå, hvor stort problemet er. Hvor uhyggeligt det er.
Bliver demoen ikke sat i kontekst, er læserne overladt til at gætte, og de bliver måske skræmt uden grund. Det sælger skam aviser at skræmme folk, men ikke i længden. Folk bliver nyhedstrætte og slukker.
På verdensplan er medier blevet så dårlige til at perspektivere, at mediebrugere bliver helt depri over verdens tilstand. Men verden har det meget bedre, end medierne siger. Læs gerne Hans Rosling eller Rutger Bregmann for kontekst til det postulat.
Medierne spiller en skurkerolle i polariseringen ved netop ikke at honorere vores gennemtærskede fag.
På individuelt plan er det ikke noget problem at være selvlært journalist. Så længe der er andre på redaktionen, der har været igennem teori og mesterlære, og hvis man respekterer, at faget er vigtigere end ens byline.
Hvis jeg vil have fikset mit oliefyr, kan jeg da godt gå på YouTube og forsøge selv eller bede min nabo om at prøve lykken, men helst vil jeg have en autoriseret VVS’er på sagen.
Hvorfor skal andre standarder gælde for journalisthåndværket? Eller sagt på en anden måde: Hvorfor skal branchen overhovedet have hele tre uddannelser, hvis de er helt ligegyldige?
Klummen har tidligere været publiceret i journalisternes fagblad, ‘Journalisten’.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
