HISTORIE – Maria Helleberg ser tilbage på DR’s Danmarkshistorie, de 12 afsnit der blev til 10. Hun noterer sig, hvad der virkede og hvorfor. Og i sin afsluttende kritik konstateret hun, at serien ikke var specielt venstreorienteret, snarere underorienteret. Mest af alt savnede hun skarpvinkling og indsigt med én, vidende afsender.
Jeg husker diverse billeder, bedst af alt tåren på Maren Splids kind. Ren følelsesporno. Det var at bumle en allerede åben dør ned. Jeg mener, hvem af os går ind for hekse- eller andetbrændinger?
Og så var der de slående, beskrivende billeder. Valdemar Atterdag hvilende i sit karbad, ren poesi.
To absolutte modsætninger. Visuelt måtte serien meget gerne have foldet sig ud i fine billedsekvenser, en slags rekonstrueret tilbagelagt virkelighed: Mentalitetshistorie som billedfortælling.
I stedet var det som om flere forskellige ideer sloges med hinanden.
Noget af serien virker dikteret af økonomi. Det må være derfor en mutters ensom Margrethe (1) måtte køre sin fruevogn, bryde ind i en tom kirke og finde sin skoløse søn død, også mutters ensom.
Hun havde det ellers ret hyggeligt med et bittelille rigsråd, et kært 1700-tals spejl og en medhjælpende jomfru, som anbragte kronen på hendes nyfriserede hår. For sådan noget gør kvinder jo, kigger sig i spejlet. Håret ordnes af andre, men en middelalderlig krone er bare… pynt.
Noget af serien var blevet til i hast. Det er forhåbentlig derfor, den skarptungede Kamma Rahbek fremstilles nuttet tavs, nikkende, mens ældre gråhårede mænd holder foredrag for hende. Ikke lige det, vi husker hende for.
Tavse aktører
Da meget historie jo skabes gennem samtale, er det problematisk at lægge sig fast på tavse aktører. Det er begrænset, hvor meget drama man kan fremkalde ved at vise galopperende heste, drenge der slås med træsværd, drikkende konger, kørende barnevogne og brændende hekse. Interaktion mellem mennesker kræver ord.
Er vi ikke sådan set ret enige om, at heksebrændinger, slaveri og barnemord er noget snavs? Hvordan så samtiden på disse foreteelser? Hvorfor begyndte man at brænde tilfældige mennesker i 1500-tallets Danmark – og ophørte lige så brat i 1690’erne?
Og ordet havde man så reserveret til
1: en af landets mest fremragende skuespillere med en fuldkommen vidunderlig stemme og diktion.
2: diverse historikere, som dog ikke fik lov at skrive de enkelte afsnit, kun til at rådgive og komme med små indlæg. Alt for korte.
Noget af serien interesserede sig utroligt meget for afvigelser. At fremstille livet omkring år 1700 gennem en barnemorderske svarer til at lade en bankrøver repræsentere vores samtid. Det kan godt være, at hekseprocesserne er hot stuff, men der er godt nok andre oplysninger at finde i sagerne end det, serien valgte at fokusere på.
Er vi ikke sådan set ret enige om, at heksebrændinger, slaveri og barnemord er noget snavs? Hvordan så samtiden på disse foreteelser? Hvorfor begyndte man at brænde tilfældige mennesker i 1500-tallets Danmark – og ophørte lige så brat i 1690’erne?
Desværre for forargelsen, så var fortiden mangetydig.
Ved siden af den brændte ”heks” Maren Splid levede forretningskvinden Ellen Marsvin, og hun var ikke alene. 1800-tallet var ikke kun arbejderbevægelse men en dansk udgave af tysk Gründerzeit, hvor enorme firmaer blev grundlagt.
Forsøget på at fastholde Sverige i Unionen førte til en uhørt brutal statsakt: Stockholms Blodbad. Nå, men det havde vi så ikke tid til at fortælle om, vi skulle iagttage endnu flere bondebørn som flyttede sten
Man kan sige meget ondt om kapitalismen, men den skaber altså arbejdspladser. Vækst. Nye tider.
Folk indvandrede jo til de store byer, fordi der var en ny form for arbejde. Ikke for at blive medlemmer af fagforeningerne. Christian 4. frygtede hekse, men han lod også bygge prægtige kirker, til fælles jubelsang.
Hvad glemte de?
Reformationen var ikke alene noget-med-religion. Den kom til os koblet med borgerkrig og revolution. Én eneste gang tillod magthaverne direkte massakrer på landets egne borgere. Til gengæld blev freden opretholdt til Christian 3. døde. Den danske reformation ligner ikke hverken den engelske, svenske eller tyske. Den er helt vores egen.
Birgitte Gøyes stædige holden fast ved sin modvilje mod en påtvunget mand medførte, at tvangs- og børneægteskaber blev forbudt. Allerede som 13-årig blev hun forsøgt trolovet, men ville ikke have manden, og hun holdt ud i årevis. Hun er en af kvindekønnets og den danske renæssances heltinder.
Kalmarunionen var ikke, set med svenske eller norske historikeres briller, nogen genial ide. Faktisk kæmpede svenskerne sig ind imellem ud af Unionen og indførte republik. Og forsøget på at fastholde Sverige i Unionen førte til en uhørt brutal statsakt: Stockholms Blodbad. Nå, men det havde vi så ikke tid til at fortælle om, vi skulle iagttage endnu flere bondebørn som flyttede sten…
Indvandring gennem århundreder. Christian 4’s kontrollerede import af jøder, huguenotter, slaver, polakker, vietnamesere, jugoslaver, gæstearbejdere, krigsflygtninge, syrere
Videnskaben, videnskabsmænd- og kvinder – forskere er der lang vej imellem
Hvornår blev vi opmærksomme på vores egen historie? Hvornår begyndte vi at få form på – historien? Og hvad med de store opdagelser i 1800-tallet? Jeg savnede dem. Også fordi deres betydning er international.
Ulfeldt-familien. En enestående kombination af viden, penge, kongefamilie og international orientering. Manden var konverteret til katolicisme, og hun var Christian 4’s lynende begavede datter. Alligevel endte de i fattigdom, eksil og fangenskab. Men sønnen Leo gjorde nærmest fyrstelig karriere og endte som spansk vicekonge. Hvad var deres vision? Cromwells styreform uden henrettelse af kongen? Enevælde uden konge?
Indvandring gennem århundreder. Christian 4’s kontrollerede import af jøder, huguenotter, slaver, polakker, vietnamesere, jugoslaver, gæstearbejdere, krigsflygtninge, syrere.
Musikken. Vi har faktisk noderne til Valdemar den Stores kroning af sønnen – avanceret moderne musik til ære for faderen, helgenen Knud Lavard. Hvad musik hørte danskerne? Måske sjovere end noget andet lydtapet…
Hertugdømmerne – bufferzonerne mod Tyskland.
Slaveriets brutalitet. Heksebrændingen skulle helt ind i kødet med en ond konge, der drak nadver, mens heksene brændte. Men slaverne måtte nøjes med at blive råbt ad. Og hvad skete der efter frigivelsen? Alt blev nemlig ikke rosenrødt. Lad mig minde om The Fireburn…
Kunst. Skildringen af Danmark, mennesker, natur, kultur. Sange, billeder, identifikation. Det er åbenbart i denne sammenhæng ikke historie…
Stemmeretten og bestemmerettens historie. Venstres vej ind på Tinge er en forunderlig historie for sig, konflikten mellem Højre og Venstres opfattelse af repræsentativt demokrati. Og mens vi er ved det: debatterne om almen stemmeret (kvinders stemmeret). Billedet af bonde/landmand og kvinde/samfundsborgerinde.
Skolen, forsøget på at skabe sammenhængende uddannelse fra klosterskoler over rytterskoler til Christen Kold og Folkeskolen.
Norge. Landet dukkede op i 1814, da det omsider slap fri af Danmark. Denne forglemmelse – eller hvad man kalder det – forbløffede mig egentlig mest
Kvinder. Ikke perifere kvinder, men beslutningstagere, livsforandrende. Man behøver ikke gå over åen efter vand. Det er måske lettere, når man arbejder med 1900-tallet end 1600-tallet, men…
Overraskelser. Nye navne, nye vinkler. Det er en specialitet som Liv Thomsen har forsøgt med stort held. Fundet af diverse forbrydere og stakler er ikke nok. Måske kunne de have snuppet bl.a. Ulrik Langens fremragende bøger om overgreb og byliv i Guldalderen.
Omverdenen. Det hedder jo ikke den danske reformation eller den danske revolution. Ideer og praksis kom til os udefra og blev behandlet og inkorporeret i vores historie. Ofte med originale resultater. Margrethes skandinaviske union var et af mange forsøg på at skabe store, stærke, sammenhængende riger i middelalderens Europa. Det var ingen unik ide. Danmark har dog nogle rimeligt originale historiske begivenheder/ideer. Velfærdssamfundet i dets yderligste form. Bondefrigørelse komplet med skoler. Enevælden med tilhørende kongelov. Fortsæt selv listen.
Forbindelserne til resten af verden blev sjældent trukket frem – ikke engang det langvarige nære forhold til England, eller Kalmarunionens problemer som statsledelse (hvordan styre Nordnorge fra et kontor på Gottorp slot?).
Norge. Landet dukkede op i 1814, da det omsider slap fri af Danmark. Denne forglemmelse – eller hvad man kalder det – forbløffede mig egentlig mest.
Oprensning af fortiden
Manglerne var ikke bare, som en af mine FB-venner skrev, ”små private favoritter”, men godt nok tunge og determinerende. Udeladelserne gjorde det endnu tydeligere, når ”man” havde lagt sig fast på, at netop denne lille historie om en bonde, der giftede sig og fik noget jord, skulle fortælles.
Men udeladelserne suppleres så af en form for ”oprensning” af fortiden. Underligt nok suppleres trangen til at se lidelser fremstillet af en lige så stærk trang til at få dele af historien retledet og kemisk renset. Ligesom det virkelig forbilledligt renvaskede, strøgne, nye tøj, de fleste havde på. I ekstremt renholdte hjem og køkkener.
Eksempel 1: I 1949 valgte en dansk kommunist at føde et barn uden at opgive faderens barn. Hun var ikke for flertallet i samtiden en modig forkæmper for frihed og demokrati og øgede rettigheder. Hun var i manges øjne en kaosskaber og nedbryder af snart sagt alt, hvad flertallet ønskede at bevare. Hendes historie var langt mere kompleks og overraskende, end serien gad finde ud af. Hun overraskede mig – Inger Merete Nordentoft – i den grad, da jeg selv opdagede hende. Men her blev hun reduceret til Disney-heltinde.
Som Jes Fabricius Møller tror jeg ikke, at redaktionen var særlig venstreorienteret, ”jeg tror den er desorienteret” – eller måske snarere – underorienteret
Fejl opstår ofte, når vi opgiver at forstå ideen bag fortidens handlinger og holdninger, og forsøger at hive alt indholdet ud af fortiden for at erstatte den med nutidig problematik. Hvis man ikke har nogen som hest holdning til religion, og mener at den er et fremmedlegeme, så piller man da bare religion ud af fortiden. Hvis man kun ser ti procent af konflikten, er det lettere at dømme.
Uvidenhed gør brutale domme lette at fælde.
Hvis vi ikke kan lide fortidens kønsroller og patriarkat, fjerner vi det. Eller forstærker det til grotesk format. Alle adelige i fortiden var næppe sindsforvirrede torturbødler. Men vi har vænnet os til en sær brutalisering af fortiden, så…
Hvis fortiden domineredes af konsensus og en i vore øjne kedsommelig hverdag, må man forsøge få den til at ligne Game of Thrones. Men den eneste virkelig gode tid for bønderne i Middelalderen var egentlig… de begivenhedsløse, frugtbare, krigsløse år. Vores kollektive, fiktive billede af middelalderen er et vanvittigt flet af pest, hekse, turneringer, nonner, onde biskopper, angribende kavaleri og massakrer.
I seriens optik var kommunister demokrater. Der fandtes ingen opposition til Socialdemokratiets vision – Glistrups populisme var uden større betydning. Christian 4’s drukfester er vigtigere end Trediveårskrigen. Ingeborg af Frankrig er mere interessant som historiemarkør end Knud Lavards russiske hustru.
Alle historiske bevægelser som perspektiverer og finder nu indkig, nye ideer, nye vinkler, ny personer, nye problemer og nye løsninger er velkomne. Fortiden var nemlig lige så kaotisk, mangetydig og menneskelig som nutiden. Vi bliver aldrig færdig med den
Nej, som Jes Fabricius Møller tror jeg ikke, at redaktionen var særlig venstreorienteret, ”jeg tror den er desorienteret” – eller måske snarere – underorienteret.
Flere fortællinger, bedre fortællinger
Jeg håber inderligt, at serien fører til, at mange leder efter bedre fortællinger, flere fortællinger, flere nuancer, flere mennesker.
Jeg savnede selv mest en ansvarlig afsender. Man kan sige meget om Erik Kjærsgaards Danmarkshistorie-serie fra gamle dage, men ordene stammede fra en enkelt vidende mand, der selv havde valgt steder, holdninger, personer.
På nettet har man så kunnet fornøje sig med forsøg på at skildre f.eks. Grevefejden, som man ville have grebet det an i DDR i 1980 men fortalt i moderne ghettosprog. Tror ideen er at ”unge mennesker” skal fodres med den slags.
Men netop de er jo vant til, at voksne forsøger at proppe LORT ind i deres liv, ører, mund, tankegang… hvis man skriver FLASHMOB om noget i fortiden, så bliver den ekstremt nutidig. Not.
Jeg ville have elsket, hvis hvert afsnit var overdraget til en forsker, som især har gjort et afsnit til sin livsopgave
Jeg ville have elsket, hvis hvert afsnit var overdraget til en forsker, som især har gjort et afsnit til sin livsopgave. Ja, Rane Willerslev, Jeanette Varberg, Vivian Etting. Men også f.eks. Rasmus Glenthøj, Mikael Venge, Steffen Heiberg, Birgitte Jørkov, Pia Laneth, Jes Fabricius Møller, Ulrik Langen, Benjamin Asmussen.
De er jo derude. Provokerende holdninger, nye indkig, nye læsninger. Frem for alt historikere, der kan skrive om og som mennesker.
Historikerne måtte gerne have fået lov til at vandre rundt i landskabet, side om side med vidunderlige Lars Mikkelsen.
Så kunne Liv Thomsen have sluttet alt af med et afsnit om netop – vores opfattelse af (egen og andres) historie. Lige fra guldhornene blev fundet over nationalromantik til ny nøgternhed, kildekritik og kønspolitik.
Alle historiske bevægelser som perspektiverer og finder nu indkig, nye ideer, nye vinkler, ny personer, nye problemer og nye løsninger er velkomne.
Fortiden var nemlig lige så kaotisk, mangetydig og menneskelig som nutiden. Vi bliver aldrig færdig med den.
Hovedfoto: DR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
