ET LIV – For den gamle ungkarl Vilhelm var et nøjsomt liv på landet, det eneste han kendte. Vilhelm var egnens særling, som indgik i en helt speciel symbiose med min mor. Vilhelms liv er fortællingen om et Danmark af i går og den særlige nærhed, der fandtes på landet, da jeg var barn.
Jeg har sorteret en kasse med fotos, som jeg arvede fra min far. Masser af minder, masser af smil og mange mennesker jeg kender eller kendte engang. Nogle er for længst borte, men de lever stadig i min og andres erindringer. Vi taler stadig om dem. De lever videre, fordi vores fortælling holder dem i live.
Og så er der dem, som ingen eller kun få husker.
En af dem er gamle Vilhelm.
Jeg opdagede ham på et foto fra min storebrors konfirmation i 1967. Vilhelm sidder yderst til venstre i sit sorte jakkesæt med lommeur i vesten og et træt blik i øjnene.
De Radikale har gjort meget for husmændene
For mig var Vilhelm altid gammel. Vilhelm var mager, håret var gråt og tyndt. Før han fik gebis var hans kinder hule. Gigten og mange års slid som landarbejder gjorde ham krum. Han gik langsomt. Støttende til sin stok, tog han ét lille haltende skridt ad gangen.
Vilhelm stemte radikalt. ”De har gjort meget godt for husmændene”, sagde han. Og det på et tidspunkt af århundredet, hvor de sidste husmænd solgte deres jord
Gamle Vilhelm var vores nabo, dengang jeg var barn. Han boede for enden af vejen op til frugtplantagen, hvor vi boede. Legede jeg på gårdspladsen, kunne jeg se ham halte op ad vejen. Så løb jeg ind til mor og fortalte, at Vilhelm var på vej. På den tid, det tog ham at gå de knap 100 meter, nåede min mor at gøre det færdigt, hun var i gang med og brygge en kande kaffe, inden han bankede på døren og tog plads ved køkkenbordet.
Vilhelm sagde ikke meget, han var tunghør. Vi skulle tale højt, og selv svarede han med en drævende, vissen stemme, mens han gned sine hænder frem og tilbage på sine lår og sled de grove vadmelsbukser, han altid gik i.
Ofte kom han med avisen, vi delte et abonnement på Lolland-Falsters Folketidende, eller han kom for at høre, hvornår mor næste gang skulle til købmanden. Vilhelm havde ikke bil, og jeg så ham aldrig cykle. Min mor tog ham med til købmanden og i Brugsen.
Og når der var valg, kørte han med os. Vilhelm stemte radikalt. ”De har gjort meget godt for husmændene”, sagde han. Og det på et tidspunkt af århundredet, hvor de sidste husmænd solgte deres jord.
Nyt hus med brændekomfur og das
Gamle Vilhelm kom til verden i 1896, mens han navnebror var kejser af Tyskland. Vores Vilhelm boede i et lille, hvidt stråtækt hus. Det rev han ned, da han fik aldersrente, som han kaldte det. I stedet byggede han et nyt i gule teglsten og med fast tag. Når jeg cyklede til skolebussen om morgenen, så jeg ham stå med hånden på stokken og følge håndværkernes arbejde. Han var langt over 70, inden han fik råd til at bygge nyt hus.
Han sled sine haveredskaber helt op. Bladet på hakkejernet var slidt smallere end en stålkam, og længden på rivens tænder skulle måles i millimeter. Alligevel havde han egnens mest velplejede køkkenhave
Og et nyt hus, det fik han, men med bekvemmeligheder anno 1920. Lokummet var et das med spand, og brændekomfuret beholdte han; der hang altid en sær lugt af lokumsspand og brænderøg i huset. Vand hentede han ved håndpumpen i haven. Jeg husker, han havde køleskab, så strøm fik han lagt ind, men jeg husker også, at der stod petroleumslamper i stuen.
Møblerne var arvet efter forældrene. Han havde et højt spisebord, hvor han sad og læste avisen meget grundigt. På væggen hang et ur og et stort indrammet atelierfoto af ham selv som ung; en mørkhåret kraftigt bygget mand med et alvorligt blik.
Brugte alt op til det sidste
Det var ikke fordi gamle Vilhelm var fattig. Han var heller ikke nærig. Han var nøjsom og sparsommelig. Det grove, uldne vadmelstøj, han gik i til dagligt, var for længst udgået af manufakturhandlernes sortiment, og de mange lapper vidnede om, at det var lang tid siden, han sidst havde købt nyt tøj.
Han sled sine haveredskaber helt op. Bladet på hakkejernet var slidt smallere end en stålkam, og længden på rivens tænder skulle måles i millimeter. Alligevel havde han egnens mest velplejede køkkenhave.
I naboernes øjne var Vilhelm lidt af en særling. Han holdt sig mest for sig selv og kunne være stædig. Satte han sig noget i hovedet, så var det sådan. Det var ikke fordi, folk ikke brød sig om ham, eller han skræmte børnene; han var vellidt, men han havde sine meninger og var en smule naiv.
Jeg syntes, en juledekoration var en pinlig gave at give, men Vilhelm tog pænt imod den og takkede. Langt senere forstod jeg, at gaven til Vilhelm var nogen at være sammen med juleaften, ikke en klump ler med et lys og lidt gran
Engang landede en vejrballon nede i mosen. Min farfar spurgte Vilhelm, hvem der havde hentet den, og Vilhelm svarede, at det havde flyvevåbnet. Det troede farfar ikke på, men Vilhelm holdt fast. Der havde stået ’pilot’ på den bil de kørte i. Min farfar havde leet og fortalt Vilhelm, at fordi nogen kørte i en Ford Pilot, så kom de ikke nødvendigvis fra flyvevåbnet.
Vilhelms udkårne lo, da han friede
Vilhelm boede alene. Han giftede sig aldrig. Kun én gang havde han friet og det til en gårdmandsdatter. Det var lige efter krigen. Min far fortalte, at Vilhelm spurgte hende, og han havde tilføjet, at det, at hun havde gået med tyskere, var hende tilgivet.
Hun lo ad ham, og Vilhelm forblev ungkarl resten af sit liv.
Han havde familie; nogle nevøer, som besøgte ham for at ribbe haven for ribs og solbær. Min mor fnyste altid og sagde, at de kom for at pleje arven.
Jeg vil ikke sige, at vi var en slags familie for gamle Vilhelm; han var en enspænder, men Vilhelm deltog, når vi fejrede mærkedage. Vi tog ham med på udflugter. Jeg husker vi var på Møns Klint. Det var første besøg både for ham og mig. Han afslørede også, at han aldrig havde været i København. Jeg var målløs.
Vilhelm holdt juleaften sammen med os nogle gange. Han sagde ikke ret meget og deltog sporadisk i samtalen ved bordet. Efter julemiddagen tog han plads i en hjørnestol i stadsestuen, hvorfra han med kaffe i koppen og en brunkage i hånden betragtede hurlumhejet, når vi pakkede gaver op.
Vi fik at vide, at min onkel havde skaffet bilen, men vi vidste godt, hvem der finansierede den. Min mor ville aldrig bede nogen om så stor en tjeneste, så jeg tror Vilhelm meddelte hende, at det havde han tænkt sig
Der var ingen gaver til Vilhelm. Vi var ikke på gavefod, men min mor gav ham altid en juledekoration med et stearinlys i. Jeg syntes, en juledekoration var en pinlig gave at give, men Vilhelm tog pænt imod den og takkede. Langt senere forstod jeg, at gaven til Vilhelm var nogen at være sammen med juleaften, ikke en klump ler med et lys og lidt gran.
Sparede på alt bortset fra hjælpsomhed
Min mor var der, når Vilhelm behøvede det. Jeg tror ikke, han forventede det, men sådan var det bare dengang; man hjalp hinanden. Ud over at vi fik lidt hjælp med vores have og fri adgang til persille fra Vilhelms køkkenhave, forventede mor intet til gengæld.
Da mine forældre blev skilt og plantagen solgt, sad min mor hårdt i det økonomisk uden en bil til at køre de 20 kilometer til sit arbejde i Sakskøbing. Da greb Vilhelm i lommen, og min mor kørte fra den ene dag til den anden rundt i en lille Ford Escort.
Vi fik at vide, at min onkel havde skaffet bilen, men vi vidste godt, hvem der finansierede den. Min mor ville aldrig bede nogen om så stor en tjeneste, så jeg tror Vilhelm meddelte hende, at det havde han tænkt sig, og sådan blev det.
Gamle Vilhelm døde, da han var langt oppe i firserne. Han efterlod sig sit hus, og jeg har ladet mig fortælle, at arvingerne sloges om hans formue på en halv million kroner.
Det viste sig, at Vilhelm havde rigelig råd til adskillige nye hakker og rivejern, penge nok til flere nye sæt tøj og til at lægge vand ind og få et elektrisk komfur. Det eneste, han valgte at bruge penge på, var en Ford Escort, som han forærede bort.
Foto: Privatfoto
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her