UKRAINE OG EU #22 // TEMA – “Vi er nødt til at nytænke en første fase i optagelsesprocessen, hvor Ukraine og Moldova hurtigt kommer ind under den fælles skærm,” skriver Mogens Lykketoft. “Også selv om utallige besværlige interessekonflikter ikke er løst, og fuldt medlemskab kun kan realiseres over en længere årrække.”
Det er mærkeligt og rædselsfuldt, at Ruslands aggressionskrig mod Ukraine nu har varet et halvt år længere end Anden Verdenskrig på Østfronten.
Krigen er udtryk for den megalomani og mangel på dømmekraft, der er fælles egenskaber hos Vladimir Putin og Donald Trump, og som også hærger verden med krigen mod Iran.
Det er tydeligt nu, at Vesten reagerede for svagt, da Putin i 2014 med et kup erobrede Krim og startede en blodig grænsekrig i Donbas.
Det var i frontal strid med Ruslands løfter fra 1994 om at respektere Ukraines grænser til gengæld for at få udleveret Ukraines andel af det sovjetiske atomarsenal.
Det store spørgsmål er, om der i overskuelig fremtid kommer en afløser for Putin, der ser et perspektiv i egentlig afspænding/samarbejde med Vesten efter den udmattende og mislykkede erobringskrig, der har gjort Rusland til international pari
Vestens forsigtige reaktion gav Putin blod på tanden til den store invasion, som ingen rigtigt havde troet, han ville vove; men han regnede ved angrebet i februar 2022 helt klart med at gentage sin sovjetiske forgænger Brezjnevs invasion i Tjekkoslovakiet i 1968: Man rykker ind med flere hundrede tusinde soldater, alle rækker hånden i vejret, man indsætter et marionetstyre, mens Vesten sender en afmægtig protestnote.
Putin bedømte alt forkert, især at han med ét slag skabte en ukrainsk nation, der af al kraft bekæmpede aggressionen – og som ret hurtigt fik massiv bistand med våben og penge fra Vesten – samtidig med boykot og massive handelssanktioner mod Rusland.
Rusland blev hurtigt slået en del tilbage, før den ukrainske front stabiliserede sig og senere frøs fast, fordi den nye dronekrig giver Ukraine overmagt langs frontlinjen.
De russiske styrker har langt de største tab ved fronten, men russiske sværme af droner og missiler dræber civile i Ukraine og ødelægger boliger og forsøger at lamme kritisk infrastruktur. Ukrainerne har imidlertid fået nyt mod, og Putin kan ikke erkende sit nederlag, selv om hans eget folk bløder og lider og økonomien er helt i knæ.
Den russiske diktators håb synes at være, at Trumps ubegribelige velvilje og svaghed over for ham vil få den amerikanske præsident til at diktere en våbenhvile, der er ufordelagtig for Ukraine og giver Putin et pusterum før nye fremstød mod de europæiske nabolande.
Mon ikke Putin for længst havde sagt ja til en for Ukraine acceptabel fred, hvis alt det, der allerede har givet Ukraine øget modstandskraft, fortsat var suppleret med opbakning også fra USA?
Det er så mærkeligt, at Trump ikke forstår USA’s egeninteresse i at holde Rusland tilbage i Ukraine og forebygge russiske fremstød mod andre europæiske naboer. I den nuværende situation kunne en klar holdningsændring hos Trump måske afslutte krigen på 24 timer!
Mogens Lykketoft: Europa har styrken til at afvise
Europa forstår sin egeninteresse i at redde Ukraine: Hvis Ukraine knækkes, er det ikke bare synd for ukrainerne. Så forsvinder den største og mest kamptrænede militære styrke i Europa – og så skal vi europæere gøre en endnu større indsats for at opruste for at afskrække Putin fra at rykke videre frem mod andre dele af det gamle sovjetimperium. Samtidig skal vi se frem til at modtage mange millioner flere flygtninge fra et besejret Ukraine.
Jeg tror, at Europa og Ukraine har styrken til at afvise en Trump-plan med Rusland, der ikke sikrer et frit, demokratisk Ukraine efter krigen.
Det er klart, at Polen, Norden og Baltikum i forhold til vores størrelse og økonomi yder mest til Ukraines forsvar. Det er os, der står tættest ved frontlinjen. Mette Frederiksen har placeret Danmark stærkt og centralt i denne gruppe. Men det er aldeles afgørende, at Frankrig, Storbritannien og Tyskland er med fremme i at styrke indsatsen og generelt udvikle et forsvarssamarbejde mellem alle NATO-landene uden om USA. Men håbet er selvfølgelig, at der allerede i november i år kommer et amerikansk kongresflertal, der er imod Trumps tilbøjelighed til at slutte fred på Ruslands betingelser.
Ukraine tættere på EU
I mellemtiden skal vi i EU enes om at knytte Ukraine – og Moldova – så tæt til Unionen så hurtigt som muligt. Det handler om fortsat massiv økonomisk bistand, udvidet markedsadgang og stærkere demokratiske institutioner. Reelt vil det også være en sikkerhedspolitisk forpligtelse over for dét Ukraine, der kommer ud af krigen.
Det er godt, at EU netop nu er enedes om at sætte gang i optagelsesforhandlingerne. Det kan efter kendte erfaringer blive en meget lang proces. Men vi er nødt til at nytænke en første fase, hvor Ukraine og Moldova hurtigt kommer ind under den fælles skærm, selv om utallige besværlige interessekonflikter ikke er løst, og fuldt medlemskab kun kan realiseres over en længere årrække. Der er til gengæld i denne årrække brug for en stor fortsat direkte bistand fra EU, så de to frontlinjestater økonomisk og politisk kan stabiliseres.
Hvad så med vort forhold til Rusland, når freden kommer?
Rusland vil nok afvise at betale krigsskadeserstatning for sin aggression, og det er fortsat et udestående om de beslaglagte russiske aktiver i Vesten kan konverteres til noget sådant.
Begge sider har vel på sigt interesse i at afvikle sanktioner og genoptage handelssamkvem som i de første 25 år efter Murens fald. Men det er umuligt at forestille sig et Europa, der igen vil gøre sig afhængigt af russisk gas og olie. Her må russerne fortsat satse på bl.a. Kina og Indien – men også mindre der, når den grønne omstilling ruller frem.
Det store spørgsmål er, om der i overskuelig fremtid kommer en afløser for Putin, der ser et perspektiv i egentlig afspænding/samarbejde med Vesten efter den udmattende og mislykkede erobringskrig, der har gjort Rusland til international paria – forarmet og halvvejs en kinesisk satellitstat.
Man er som altid nødt til at være bekymret optimist!
Ukraine og EU
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland, og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen i Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine, som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og