Med lov vil man land splitte

af i Danmark/Europa/Featured/Politik & Samfund

På Københavns Byrets facade står der som bekendt “Med Lov Skal Man Land Bygge”, der må være en lettere omskrivning af Jyske Lovs indledende sætning “Med lov skal land bygges.”

I sidste uge blev der imidlertid fældet en dom, der måske sætter et større spørgsmål ved hele det grundlag, som vi bygger både land og lov på.

Der er naturligvis tale om Lisbeth Zornig (og hendes ægtefælle), der blev idømt bødestraf for intet mindre end menneskesmugling (ikke ved byretten i København, men den i Nykøbing Falster).

Der er ikke meget smugler over at afsløre sig selv

Alene betegnelsen virker jo en kende latterlig i sammenhængen. Dels havde flygtningene i begyndelsen af september sidste år påbegyndt deres vandring langs den sønderjyske motorvej uden at være blevet stoppet men derimod ledsaget af det danske politi. Ruten var med andre ord ikke ligefrem en statshemmelighed. Dels havde Zornig – ligesom mange andre borgere, der nu er sigtet for samme brøde – selv offentliggjort sin gerning på sociale medier.

Det kan vel ikke ligefrem kaldes normal kutyme for smuglere både at lade sine handlinger være kendte – og i øvrigt samle folk op for næsen af ordensmagten, der stod posteret både langs vejene og på hovedbanegården. I de dage, hvor vandringen var på sit højeste, synes der imidlertid også at herske en form for ledelsesmæssigt vakuum, hvor end ikke regeringen anede sine levende råd og var aldeles handlingslammede. Det betød, at borgere og betjente selv var nødt til at agere. Hvilket de fleste jo så også gjorde til stor ros og almindelig anerkendelse.

Den mindst kapable menneskesmugler i historien? Foto: pressefoto, Huset Zornig
Den mindst kapable menneskesmugler i historien? Foto: pressefoto, Huset Zornig

Hvorfor skal ordensmagten ikke idømmes samme straf?

Her kommer vi så ind til en præmis, der kan gå hen at blive den afgørende for at forstå og vurdere den nyligt fældede dom over Zornig for menneskesmugling.

Giver det overhovedet mening at dømme hende efter en lov, der næppe har været tiltænkt netop den flygtningesituation, vi oplevede helt tæt på sidste år i forbindelse med vandringen langs den famøse, sønderjyske motorvej?

Zornig og ægtefællen blev dømt for overtrædelse af paragraf 59, der lyder således:

Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, der

1) forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse i eller rejse gennem landet,

2) forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at opholde sig her i landet,

3) forsætligt bistår en udlænding med at indrejse her i landet med henblik på herfra at indrejse ulovligt i et andet land,

4) forsætligt bistår en udlænding med at indrejse ulovligt i eller rejse ulovligt gennem et andet land,

5) for vindings skyld bistår en udlænding med at opholde sig ulovligt i et andet land eller

6) ved at stille husrum eller transportmidler til rådighed for en udlænding forsætligt bistår den pågældende med at arbejde her i landet uden fornøden tilladelse.

Udlændingeloven findes i øvrigt her i sin helhed.

Allerede her knager loven jo gevaldigt i fugerne, hvis den skal appliceres på motorvejsmarchen tilbage i september, idet politiet i egen udøvende person, med åbne øjne og helt forsætligt bistod med indrejsen ved grænsen og med rejsen op gennem Sønderjylland. Betjentene på stedet er mig bekendt ikke blevet sigtet for overtrædelse af paragraf 59. Ej heller DSB, der også bistod med rejsen, selvom man nok godt vidste, hvem der var med på toget.

En af mine dygtige kollegaer mener, Lisbeth Zornig fik en mild bødestraf, da menneskesmugling ellers kan give op til fængselsstraf. Men igen må jeg bare spørge:

Giver det mening at tale om menneskesmugling i dette tilfælde og ud fra lovens oprindelige intentioner, der må formodes at have til hensigt at blokere for profithungrende, “ægte” menneskesmuglere, der sætter menneskeliv over styr og måske endda bistår terrorister med at rejse fra land til land?

Danmark har en lang tradition for fejlfortolkninger på indvandrere- og flygtningeområdet

I Danmark viste hændelsesforløbet med al tydelighed, at der var tale om en ekstraordinær situation i forhold til både beredskab og gældende praksis i juraen. Så ekstraordinær at forvirring og mangel på fælles beslutninger, endsige holdbare løsninger, har været karakteristisk for håndteringen af hele flygtningesituationen i Europa, i EU og bilateralt mellem de påvirkede transitlande lige siden.

Hvilket måske kan undre al den stund, at vi tidligere har oplevet langt større migreringer og flygtningestrømme efter 2. verdenskrig og også formåede at integrere de hundredtusindvis af eks-jugoslaviske flygtninge efter borgerkrigen uden, at Europa af den grund led et uopretteligt sammenbrud.

På den anden side har vi jo netop her i Danmark nærmest en tradition for politiske skandaler pga. fejlagtige fortolkninger af lovgivning knyttet til migranter og flygtninge, så hvis den nuværende byretsdom viser sig at være helt på hovedet, vil den selvfølgelig blot være endnu en misforståelse i den lange række af skæverter på området.

Flygtninge og jura har aldrig gået godt i spænd i Danmark. Overskrift fra MX.
Flygtninge og jura har aldrig gået godt i spænd i Danmark. Overskrift fra MX.

De tre, afgørende spørgsmål, som alt for få har turde at stille

Der er med andre ord helt evident tale om en ny situation, der kræver nye løsninger, som ingen lovgiver har forudset inden for rammerne af den eksisterende jura. For lad os lige et øjeblik dvæle ved konsekvenserne af, hvis Zornigs dom danner præcedens. Hvilket den for så vidt allerede er ved at blive ophævet til, da der også er et par andre stakler, der er dømt for “samkørsel” uden at have bedt om at se passagernes ID – så pas på derude Uber-chauffører. Herudover er der også et par hundrede sigtede, der afventer en dom for måske at have begået den uhyrlige brøde at bistå deres næste.

Nu har Zornig heldigvis anket sin straf, men skulle den blive stadfæstet, hvad er det så for et signal, den dømmende magt sender?

  • At den lovgivende magts intentioner er ligegyldige?
  • At den aktuelle kontekst ikke har betydning?
  • At den basale moral og etik, som al lov udgår fra, ikke er limen, der binder samfundet og demokratiet sammen og regulerer den faktisk adfærd – men at det er lovens bogstav – helt bogstaveligt?

Især punkt 3 finder jeg stærkt bekymrende for samfundets sammenhængskraft og individernes vilje og motivation for at kunne fungere i et fællesskab.

Hvis først vores både instinktive og normative tilbøjelighed til at hjælpe mennesker i nød, bliver forvandlet til en forbrydelse, hvad er det så for et moralsk kompas, vi pludselig navigerer efter?

Hvis den ikke-strafbare og juridisk legitime handling bliver at afvise at hjælpe familier på flugt for livet fra en krig, vi som nation selv medvirker til, hvad er det så for et moralsk kodeks, vi viderefører til de næste generationer?

Jeg har hørt en del debattører argumentere for, at loven må følges for enhver pris, fordi den er selve forudsætningen for demokratiets opretholdelse. Jeg må blot afvise denne argumentation som decideret vås, hvis det viser sig, at loven i realiteten er med til at underminere den etik og moral, der i langt højere grad regulerer menneskelig adfærd end paragraffer. Det er da også derfor, at man i juraen taler om både formel retfærdighed, der sikrer lighed for loven i forhold til, hvordan regler udformes og praktiseres og materiel retfærdighed, der skal sikre, at denne praksis også balanceres med en værdimæssig stillingtagen, således at lovens bogstav ikke ender med at skulle tolkes udenfor en værdibaseret virkelighedsforestilling.

De færreste forbrydere er altså veget bort fra deres handlinger i gerningsøjeblikket, fordi de pludselig kom i tanke om, at det var et brud på den formelle lovgivning, ligesom at nogle af de værste diktatorer er kommet til magten gennem udnyttelsen og fordrejningen af det demokrati og de love, de som noget af det første var med til afskaffe.

En vis herre, der var i stand til at lokke folket hele vejen fra fællesskabets lov og demokrati til egne love og diktatur.
En vis herre, der var i stand til at bruge fællesskabets lov og demokrati til at bane vejen for egne love og diktatur.

 

Når lov og orden bliver til en blind vej

Dermed er “lov og orden”-filosofien som det eneste værn mod anarkiet i realiteten med til at underminere præcis den stabilitet, den hævder at forsvare. Ender denne forvanskede og ultra-konservative filosofi med at undertrykke og true den almindelige retfærdighedssans hos den enkelte, så bliver civil ulydighed nødt til at ophæves til civil courage, hvis vi skal forhindre opløsningen af selve bindevævet for menneskers sameksistens.

Er Justitia blevet offer for sin egen, blinde fortolkning?
Er Justitia blevet offer for sin egen, blinde fortolkning?

I en tid hvor skel, konflikter og konfrontationer mellem nationer, kulturer og religioner fylder alt for meget, er der mere end nogensinde brug for at bygge landet på love, der samler i stedet for at splitte. Desværre viste retten i Nykøbing Falster i sidste uge, at den var mere blind end Justitia, hvad angik den retslige institutions egen berettigelse i det større billede. Lad os bede til, at landsretten ser mere nådigt til vores muligheder for at agere som de anstændige og civiliserede individer, vi tilstræber at være. Hvor det er lovens pligt at værne om vores fælles værdier, hvis vi stadig som individer skal være i stand til at værne om lovens betydning som en bærende søjle i samfundet.

Foto af Københavns Byret: Tomasz Sienicki

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler. Bliv ven med os her.

Holder du af POV International så bliv abonnent for 20 kr. om måneden.

Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kim Jong Andersen, 44. Debattør, madanmelder og gourmand, digital ekspert og konceptudvikler, smagsdommer, filmbuff, underviser, foredragsholder og direktør i et management konsulent-firma. Har arbejdet i reklamebranchen i næsten to årtier, senest som kreativ direktør. Optaget i Dansk Markedsførings M-list, en blå bog over de allerdygtigste marketingprofiler i Danmark. Nok især kendt på sociale medier under hans alter ego, "Bamsen", der i visse kredse nærmest er blevet et personligt brand i sig selv. Hyppig gæst på de førende restaurationer i København. Juryformand for den årlige prisuddeling, Danish Digital Awards i samarbejde med Dansk Annoncørforening. Har selv vundet adskillige kreative awards både herhjemme og i udlandet. Ofte benyttet key note speaker på diverse konferencer og seminarer, hvor emnet er relateret til kreativitet og kommunikation. Underviser MBA-studerende på CBS og reklameelever på KEA og DJMX.