Tako Robakidze og landegrænsen, der kommer snigende

i Politik & Samfund/Internationalt af
INTERNATIONALT // INTRODUKTION – Fotografen Tako Robakidze skildrer følgerne af en stille krigsførelse på grænsen mellem Georgien og Sydossetien, hvor Rusland langsomt udvider sit territorie med den georgiske civilbefolkning som ofre.

I 2017 begyndte den georgiske fotograf Tako Robakidze at fotografere beboere i det nordlige Georgien tæt på grænsen til den russiskkontrollerede Folkerepublikken Sydossetien, som ligger klemt inde mellem Rusland og Georgien. I landsbyerne på den georgiske side lever civilbefolkningen en usikker tilværelse, fordi grænsen til Sydossetien flytter sig ind på georgisk område. Det sker ikke som traditionelle militære landerobringer, men ved at pigtrådshegnet gradvist rykkes længere og længere ind på georgisk område, ofte i ly af natten.

Sydossetien er i realiteten styret af Rusland, som Georgien i 2008 udkæmpede en krig mod om herredømmet over området. Krigen sluttede efter kun fem dage, men kostede hundredvis af døde og betød, at mere end 300.000 georgiere måtte forlade deres hjem og blev interne flygtninge i Georgien.

Mange tror, at krigen mellem Georgien og Rusland stoppede med våbenhvilen i 2008. Men spørg en hvilken som helst beboer i området, og de kan fortælle, at krigen fortsætter på en mere skjult måde
– Tako Robakidze

Nu gennemfører Rusland en anden form for stille krig, hvor der annekteres mere og mere georgisk land. Fra 2011 begyndte Rusland en gradvis fremrykning af grænsen, som Rusland har forsynet med udkigsposter og pigtråd. Grænsen rykker sig uregelmæssigt og uforudsigeligt. Rusland kalder deres aktiviteter ved grænsen for en nødvendig og fredsskabende borderization.

”Da jeg begyndte at fotografere, ville jeg vise, hvordan det er at leve under de vilkår. Jeg ville vise den usikkerhed, som den georgiske befolkning i området lever med. Men den ide mødte modstand”, fortæller Tako Robakidze. ”Landbyboerne var afvisende, da jeg dukkede op med mit kamera. De sagde til mig: når du er færdig her, så tager du hjem til dit varme soveværelse i Tblisi (hovedstaden i Georgien, red.). Og det var jo rigtigt. I modsætning til dem havde jeg et trygt hjem, jeg vidste, jeg kunne beholde. Først da det gik op for dem, at jeg ikke tog hjem til Tblisi – jeg blev hos dem i et år – begyndte de at stole på mig.”

Tako Robakidzes stillingtagen til det konfliktfyldte forhold mellem Georgien og Rusland er ikke til at tage fejl af, og hun blander en social og politisk indignation med et tydeligt æstetisk greb, når hun skildrer de fattige mennesker, som hun mener er ofre for Ruslands besættelse af grænseområdet.

Selv om den politiske og militære situation er det afgørende ærinde i Tako Robakidzes billeder, er de lige så meget nære portrætter af de mennesker, der har deres hverdag i landsbyerne. I flere byer er det hovedsageligt gamle mennesker, der er blevet tilbage.

”Mange tror, at krigen mellem Georgien og Rusland stoppede med våbenhvilen i 2008”, fortæller Tako Robakidze. ”Men spørg en hvilken som helst beboer i området, og de kan fortælle, at krigen fortsætter på en mere skjult måde. Nemlig ved at Rusland gradvist rykker pigtrådshegnet længere og længere ind på georgisk område. Det rammer de georgiere, der bor tæt på grænsen, som har oplevet at miste deres ejendom, og som risikerer fængsling hvis de kommer for tæt på hegnet. Og det rammer dem, der pludselig befinder sig på den forkerte side af hegnet.”

For bonden Data Vanishvili fra landsbyen Bobnevi betød Ruslands grænsefremrykning, at hans hjem fra den ene dag til den anden befandt sig på besat, russisk, territorie. Hvis kan krydser pigtrådshegnet til sit hjemland, Georgien, vil han blive fængslet, og han må derfor i det skjulte snige sig gennem hegnet, ellers kan han ikke hæve sin pension. Han har været fængslet tre gange af de russiske myndigheder for illegal grænsepassage. Data nægter af flytte fra den gård, hvor han har boet hele sit liv, og nægter at blive russisk statsborger, men fastholder sit georgiske statsborgerskab. Dato Vanishvili er blevet et symbol på modstanden mod Ruslands fremfærd i grænseområdet til Sydossetien, og han optræder ofte i medierne i Georgien.

I flere af Tako Robakidzes fotografier spiller lys og skygge markante roller. Her er det et kors i neon, der giver en smule lys i den sorte nat og kaster sit skær på de to personer i billedet, der opmærksomt holder øje med et cyklende barn. Næsten som var det en scene fra et teaterstykke hvor projektørerne oplyser stykkes karakterer, og scenes bagtæppe er nattens farer, som beboerne frygter.

”Beboerne i landsbyerne ved grænsen lever i en tilstand af konstant frygt. De tør ikke lade deres børn være udenfor om aftenen. De russiske myndigheder har forbudt dem at komme nærmere end 200 meter på grænsehegnet, men alle der er i nærheden af grænsen risikerer at blive arresteret”, fortæller Tako Robakidze.

For mange har det ikke være muligt at genopbygge deres hjem efter krigen mellem Rusland og Georgien i 2008. Det gælder blandt andet for Nino og hendes mand. Deres hus brød i brand under krigshandlingerne, og siden har de boet i stueetagen af resterne af deres hjem.

Tako Robakidze fortæller at hun i hele sin fotografiske karriere har været optaget af sociale emner. ”Begge mine forældre er læger, så jeg er vokset op med beretninger om de sidste tyve års krige og konflikter i Georgien. De har fortalt meget om, hvad krig betyder for de mennesker, der bliver ramt. Både de fysiske og psykiske skader. Måske er det derfor, jeg er optaget af konflikter og de almindelige mennesker, der bliver ofre. Og så er jeg optaget af retfærdighed”, tilføjer Tako Rabokidze, der ud over at være uddannet fotograf har en bachelorgrad i jura.

”I begyndelsen syntes jeg, at mange mennesker i området virkede apatiske”, siger Tako Robakidze. ”Jeg er vant til at fotografere mennesker, der lever i konfliktområder, men det undrede mig, at de var så opgivende, næsten ligeglade med, at deres huse og landbrugsjord måske forsvinder. De risikerer jo at gå i seng i deres hjemland og vågne op på besat territorie. Senere fandt jeg ud af hvorfor, de var sådan. Befolkningen lever i konstant frygt. De ved ikke, hvad der kommer til at ske med dem og deres hjem. Og det, der lignede apati, vidste sig at være deres måde at overleve.

Marian var skolelærer i landsbyen Kemerti, som nu befinder sig på besat russisk territorie. Efter krigen i 2008 blev hun og hendes familie flyttet til landsbyen Shavshvebi.

Hele området har været præget af krige og uroligheder siden starten af 1990’erne.  Derfor troede de fleste, der blev fordrevet i 2008, at det var en midlertidig situation. At de ville vende hjem en dag til deres toetagers huse omgivet af frodig landbrugsjord.

Model af det hjem en flygtning forlod efter krigen i 2008.

Et privat øjeblik. En far følger med på sin søns mobiltelefon midt i et slidt lokale fyldt med rodede bunker af tøj og overfyldte plasticposer. Et øjeblik af nærvær og omsorg og samtidig et vidnesbyrd om den armod, som præger landsbyerne tæt på grænsen til Sydossetien.


Tako Robakidze har udover fotografier, som blandt andet kan findes på nettet under hashtagget #creepingborders, produceret en kort dokumentarfilm om emnet, som blev vist ved DOK LEIPZIG i november 2019. Filmen kan ses her.

Undervejs i arbejdet med filmen er hun blevet støttet af et Magnum Photography and Social Justice Fellowship.


Fotos: Tako Robakidze

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Matthiesen er cand.mag. i Litteraturvidenskab og oldtidskundskab. Jakob underviser i opgaveskrivning og skriftlig kommunikation på Københavns Professionshøjskole og skriver bøger og artikler om uddannelse, litteratur og politik.

Kontakt: jakomat@gmail.com

Seneste artikler om Politik & Samfund