Det vigtigste valg siden Anders Fogh kom til magten

af i Danmark/Politik & Samfund

DAGENS POV // POLITIK – Forhandlingerne om en ny regering efter det kommende valg vil på afgørende vis definere rammerne for dansk politik i de kommende år. Især de røde partier har mere på spil denne gang end normalt. Alt tyder på et langstrakt og kaotisk forløb, skriver Bjarke Larsen. Spørgsmålet er, hvem blinker først? 

Det er nu eller aldrig.

Det er analysen hos især De Radikale og Enhedslisten, og det er derfor, de står så stejlt på at kræve håndfaste garantier om en bestemt kurs fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, før de vil gøre hende til statsminister.

Det er nu eller aldrig (eller i hvert fald først om mange år), Socialdemokratiet kan lokkes, tvinges og trues til at opgive den meget stramme kurs omkring indvandring og integration, partiet har lagt sig fast på. Lykkes den socialdemokratiske taktik med at ville lave indvandringspolitik med de borgerlige (og i et vist omfang SF), og ”alt det andet” med rød blok, vil det nye samarbejdsmønster være meget svært at bryde op igen.

Det store spørgsmål er, hvad De Radikale og Enhedslisten vil gøre, når Mette Frederiksen nægter at bøje sig

Der er derfor lagt op til langvarige og hårde forhandlinger efter det valg, der kommer om senest halvanden måned. Ingen vil give sig først, og vi kan meget vel ende i en situation som i Tyskland eller Sverige, hvor det tog mange måneder at danne en regering.

Måske ender det med en S-regering støttet af SF og DF – og handler De Radikales ultimative kurs i virkeligheden om, at de drømmer om en SVR-regering?

Men først lidt historie:

“Systemskiftet” i 2001

Da Venstres Anders Fogh Rasmussen blev statsminister efter valget i 2001, blev det kaldt for ”Systemskiftet” af Dansk Folkepartis Søren Krarup. Grunden var, at det nye flertal bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti gjorde op med den politik på indvandringsområdet, som skiftende røde flertal havde ført op gennem 90’erne.

Den nye kurs blev fulgt i 10 år, hvorpå den blev lagt delvist tilbage, da S-R-SF-regeringen kom til. Det holdt i fire år, og da flertallet skiftede tilbage igen til Lars Løkke Rasmussen (V), blev kursen atter strammet. Og efter et længere analysearbejde besluttede Socialdemokratiet sig for at tilslutte sig flertallet på dette område, som dermed omfatter 75-80 pct. af Folketingets medlemmer, og efter alt at dømme en tilsvarende del af befolkningen. Også SF har rykket sig ganske betydeligt i samme retning som S, men uden den store opmærksomhed fra offentligheden.

De Radikale ønsker, at en S-regering skal videreføre den økonomiske politik, Helle Thorning-Schmidt stod for, mens Enhedslisten ultimativt kræver, at S fører en mere klassisk rød politik på området

Det er ikke mindst paradigmeskiftet, der fandt sted i forbindelse med vedtagelsen af finansloven sidste år, der har fået især De Radikale til at stå hårdt på, at partiet kun vil støtte en regering, der er uafhængig af Dansk Folkeparti og den politik på området, de står for. Paradigmeskiftet bestod i, at det blev fastslået, at flygtninge skal sendes hjem igen, så snart det er muligt, integrationsydelsen skiftede navn til hjemsendelsesydelse og blev beskåret med 2000 kr., og det blev besluttet at oprette et udrejsecenter på øen Lindholm, beregnet til især kriminelle afviste asylansøgere og migranter.

Paradigmeskiftet skal rulles tilbage, og Socialdemokratiet skal tilslutte sig en mere lempelig kurs på området. Sådan lyder kravene fra de fire øvrige partier i rød blok. De har desuden en række andre krav, hvoraf i hvert fald kravene på det økonomiske område er i direkte modstrid med hinanden. De Radikale ønsker, at en S-regering skal videreføre den økonomiske politik, Helle Thorning-Schmidt stod for, mens Enhedslisten ultimativt kræver, at S fører en mere klassisk rød politik på området.

Der er kort sagt lagt op til noget af et slagsmål, og bortset fra Alternativet vil alle partierne møde op til forhandlingerne med flere vælgere bag sig end nu. Hvis meningsmålingerne altså holder.

Partierne er i god form

De Radikale er i god form til slagsmålet. Partiet står i Berlingskes vægtede meningsmålinger pr. 28. april til at gå frem fra 8 til 12 mandater, svarende til en fremgang fra 4,6 til 7,0 pct. i forhold til valget i 2015. Der har været enkelte kritiske røster i partiets bagland, men det er kun krusninger, selvom en del holder vejret og er bekymret for, at taktikken ender med at sende partiet helt ud på et sidespor.

Også Enhedslisten er i topform. Partiet står til det bedste valg nogensinde i form af en fremgang fra 7,8 til 9,0 pct. af stemmerne (svarende til 16 mandater mod 14 sidst). Der er ro internt i partiet om den politiske linje (det er der også hos De Radikale), man har diskuteret erfaringerne med Helle Thorning-Schmidts regering igennem og lagt en taktik, der skal hindre en gentagelse af, hvad man ser som en alt for borgerlig politik på især det økonomiske område.

Alternativet går det derimod ikke godt for. Opbakningen til partiet har været støt dalende, og partileder Uffe Elbæk har meddelt, at partiet trækker sine mandater ”ud af ligningen”

Også SF strutter af selvtillid. Traumerne fra de dage, hvor man endte med at trække sig ud af regeringen, er overstået, og selvom man ikke helt er kommet sig over åreladningen, da en række centrale folketingsmedlemmer skiftede til S (og en enkelt til De Radikale), står partiet til at gå frem fra 7 til 12 mandater (6,5 mod 4,2 pct. vægtet). Den rød-grønne profil, en moderat-stram udlændingepolitik og solide, politiske udmeldinger omkring uddannelsesloft, sociale problemer og voksende ulighed har givet tilslutning fra bl.a. utilfredse socialdemokratiske vælgere.

Alternativet går det derimod ikke godt for. Opbakningen til partiet har været støt dalende, og partileder Uffe Elbæk har meddelt, at partiet trækker sine mandater ”ud af ligningen”, når der skal forhandles efter valget. Det er ikke lykkedes hverken journalister eller de øvrige partier at finde ud af, præcis hvad Elbæk mener med det, men da bl.a. Berlingskes vægtede målinger i efterhånden lang tid har vist, at der er et rødt flertal uden liste Å, har svaret fået lov til at svæve i luften.

Mette F. vil hellere i opposition

Men også Socialdemokratiet står til fremgang (fra 47 til 50 mandater) til trods for eller snarere på grund af den nye kurs. Kursskiftet er forløbet langt mere smertefrit, end S-ledelsen turde håbe på, og med udsigt til vælgerfremgang og til at genvinde regeringsmagten, efter at de borgerlige har haft den i 14 af de 18 år siden årtusindeskiftet, er der udsigt til ro på bagsmækken også i valgkampen.

For både De Radikale og Enhedslisten er truslen også, at presset får S og DF til at rykke tættere sammen

Mette Frederiksen har flere gange fastslået, at hun hellere vil give afkald på regeringsmagten og tage fire år mere i opposition end skifte kurs på udlændingeområdet. Det skete bl.a. i den nye portrætbog Mette Frederiksen. Et politisk portræt.

Vurderingen i partiet er, at man tidligere har været for dårlig til at lytte til de bekymringer, der er i befolkningen, og til at tale åbent om problemerne. Man har erkendt, at man var kommet ud af trit med partiets kernevælgere, og at det er afgørende for at kunne danne regering, at partiet følger den nye kurs. Ikke bare denne gang, men de næste mange gange. Bøjer man sig for kravene, vil partiet miste troværdighed på en måde, der ikke er set magen til i nyere tid.

Der er derfor lagt op en lang og udmattende kamp: Hvem blinker først?

Hvad er alternativet?

Det store spørgsmål er, hvad De Radikale og Enhedslisten vil gøre, når Mette Frederiksen nægter at bøje sig. For de to partier har ingen andre steder at gå hen. Enhedslisten vil selvfølgelig aldrig kunne støtte en borgerlig regering, og hvis De Radikale gør det, vil man gøre sig afhængig af DF, og det kan man i sagens natur ikke. Samtidig vil de to partier gå glip af alle de godter, Socialdemokratiet vil lokke med fra de andre hylder: klima, miljø, flere penge til det sociale område, flere penge til sundhed, afskaffelse af besparelserne på uddannelsesområdet. Og så videre. Og så videre. What’s not to like – når den anden pille først er slugt?

Rundt omkring mumles om muligheden for det, man kan kalde et velfærdsstats-flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti

For både De Radikale og Enhedslisten er truslen også, at presset får S og DF til at rykke tættere sammen. Kristian Thulesen Dahl (DF) har jo sagt, at ”Mette kender mit telefonnummer”, hvis hun skulle få brug for partiets stemmer efter et valg med rødt flertal. Partiet drømmer om at blive partiet i midten, der kan pege både på S og V som statsministerparti, og selvom DF vil stå meget svækket efter det forventelige, store nederlag ved det kommende valg, betyder det ikke noget, hvis man forbliver tæt på magten. Og DF skal nok vide at tage sig godt betalt, hvis muligheden for at være sikkerhedsnet for S opstår

Og kan de to partier holde til at se på det i fire år? Deres argument vil selvfølgelig være, at ”det er Mette, der har valgt side. Socialdemokratiet ligger, som hun har redt”, men vil det vække genklang hos vælgerne, når de første måneder er gået, og Mette Frederiksen med lige så stor overbevisning i stemmen vil sige, at det er de to partier, der har valgt at lægge armene over kors?

Utraditionelle modeller

Rundt omkring mumles om muligheden for det, man kan kalde et velfærdsstats-flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti. De tre partier har i meget lang tid ligget til at få mellem 86 og 88 mandater i de vægtede gennemsnit af meningsmålinger, og sammen med et par nordatlantiske mandater kan det være nok til et flertal. De tre partier vil kunne blive enige om ret meget på det sociale og sundhedsmæssige område – hele indretningen af og størrelsen på velfærdsstaten.

Der er kort sagt lagt op til et kaotisk, langstrakt forløb, som det er helt umuligt at sige hvor ender

På det seneste er kommentatorerne også begyndt at tale om en SV-regering. Det har vi haft tidligere – i 14 måneder – og det var mildt sagt ikke noget, de to partier tænker tilbage på med glæde. Sporene skræmmer også fra Tyskland, hvor både det konservative CDU og det socialdemokratiske SPD er gået tilbage efter mange år med en ”stor koalition”.

En sådan regering vil dog ikke nødvendigvis gøre sig uafhængig af DF, og så kan De Radikale vel ikke støtte den? Men hvad så med en SVR-regering? Den står til et komfortabelt flertal i meningsmålingerne. Er det Morten Østergaards hemmelige, våde drøm? Og med ham selv som statsminister som manden i midten.

Der er kort sagt lagt op til et kaotisk, langstrakt forløb, som det er helt umuligt at sige hvor ender. Ender det som i Sverige og Tyskland med regeringer hen over midten? Dukker der uventede kombinationer op, når valgresultatet endelig foreligger? Og – ikke mindst – hvordan vil det påvirke valget, at Stram Kurs kommer på stemmesedlen?

Også det er helt uforudsigeligt.


Topillustration: Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl ankommer til debat på Radikale Venstres nytårsstævne i januar 2019. Foto: Radikale Venstre på Flickr. 

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Danmark