Maria Helleberg: På rejse gennem 1500-tallets forunderlige verden I

i Bøger/Historie af
ESSAY // HISTORIE – At bevæge sig fortællende og fortolkende ind i fortiden er at træde ind i en fremmed kultur, hvor man efterhånden fatter mere og mere og opdager uventede lighedspunkter, skriver Maria Helleberg i dette essay i to dele om sit arbejde med romanen Min Kristin.

Ja, min seneste bog er en historisk roman. Men det er frem for alt en fortælling om politisk vold og magtens forbandelse. Og om at overleve politisk vold og nederlag og forsøge at rejse sig selv som menneske.

Vi forsøger at overtale os til, at al den magt, vi måtte besidde, er klinisk renset for vold. I vore dage definerer vi ikke politiske handlinger som vold. Surprise: det gjorde man egentlig heller ikke i 1500-tallet. Man ledte volden uden om sig selv ved at kalde sine modstandere kættere, hvis man ville dem til livs. Det var, hvad der skete i november 1520, ved Stockholms blodbad, der egentlig var en katolsk kætterproces. Eller var det?

Min Kristin fører os direkte ned i den voldsomste begivenhed i Norden i hele 1500-tallet, Stockholms blodbad. Kalmarunionens endeligt. Den største politiske forbrydelse, forklædt som religiøs udrensning.

Men det, som overraskede mig mest, var mødet med hendes virkelighed over for nutidens fordomme om fortiden. I den ene historiske roman efter den anden er jeg stødt på den samme beskrivelse af fortiden: noget der holdningsmæssigt ligner… mine bedsteforældres tid.

Eller rettere sagt kunstnerisk fremstilling af samfundet i slutningen af 1800-tallet. Som om den katolske kirke i 1500-tallets begyndelse mindede om Indre Mission med helgener.

Overrasket af fortiden

I fem år har jeg været på rejse gennem 1500-tallets forunderlige verden. Jeg gik ind med de sædvanlige fordomme og blev hele tiden overrasket. Kastet af hesten og rullet i tjære og fjer af fortiden. Den er kompleks, interessant udfordrende – og under lag af anderledeshed genfinder man sig selv og sin egen tid. Og bliver måske endda opmærksom på, at også vor egen tid, med sine prioriteringer og fordomme, forbliver et tyndt lag ovenpå alle de kulturelle lag.

Det første, jeg faldt over, var religionsopfattelsen i de sidste årtier inden reformationen. Livet med en automatisk fungerende religion, hvis regler og traditioner man accepterede. Der er egentlig ingen mening i ord som ”troende” eller ”religiøs” i denne periode, for religionen er simpelthen forklaringen om verden.

Den sprække, hvorigennem reformationen gror frem, åbner sig netop med Stockholms blodbad. Efter fem års stridigheder mellem rigsforstander og ærkebiskop invaderede den danske unionskonge Christian 2. Sverige, den svenske rigsforstander faldt i kamp efter at have fængslet og afsat ærkebiskoppen og nedrevet hans forsvarsborg.

Afsættelsen blev udlagt som kætteri. Alle, der havde arbejdet for og med rigsforstanderen, skulle nu betragtes som uhelbredelige, uomvendelige kættere og fjender af kristendommen, som man straks skulle henrette – uden mulighed for skrifte eller nadver, og hvis lig skulle brændes, så deres sjæle udslettedes for evigt.

Blodbadet var ikke kirkens straf over det verdslige styre, men ærkebiskoppens straf for overgreb på hans person og magt. Kirken blev misbrugt i storpolitik. Rigsforstanderen Sten Sture havde ikke forlangt ubetinget lydighed af landets primas, men noget så simpelt som lensed, overholdelse af landets love og afståelse fra landsforræderi…

Sten Stures lig exhumeres ved Stockholms blodbad. Gravering af Padt-Brugge fra 1676 baseret på et træskærerarbejde af Kort Steinkamp and Hans Kruse, Antwerpen 1524.

Men det var ærkebiskoppen, den danske konge, og med dem, den katolske kirke, som tabte. Det, svenskerne forsøgte at bevare under den næste hersker, Gustav Vasa, var traditioner, hellige handlinger, klokker og katolsk form. Ikke almægtige ærkebiskopper.

Svenskerne blev ikke med et slag teologisk velfunderede lutheranere. Det siger allerede noget, at man i årtier i folket kaldte det for at ”blive en Lother” at være protestant.

Den svenske reformation fødtes ikke, fordi en bølge af nyuddannede teologer kom flydende ind i landet – som i Danmark. Den kom oppefra og var delvist udløst af landets katastrofale økonomi efter krige og massehenrettelser. Man kan se forskellen på dansk og svensk reformation på museer og i kirkernes skatkamre. De middelalderlige skatte er borte, og støder man på imponerende genstande fra katolsk tid er det ofte krigsrov fra Trediveårskrigen.

Kristin træder ind i historien

Min Kristin giftede sig syv år efter blodbadet med en jævnaldrende mand, der havde opholdt sig i Tyskland fra 1517, og som først nåede hjem, da Gustav Vasa var blevet konge. Han havde tjent under den tyske kejser, og han var blevet en Lother. Man kan følge Kristins udvikling i den lille fornemme andagtsbog, som mirakuløst er bevaret. Først påbegyndt som klosteret i Vadstenas markering af den nye rigsforstanders hustru. De gifte forgængere havde ladet hustruerne fungere som en slags vice-rigsforstandere, endda som regenter over Finland.

Næste del af bogen er en række bønner, tydeligvis skrevet til den personligt bandlyste Kristin. Og til den hjemvendte Kristin.

For hendes historie er, som begyndelsen af århundredet, voldsom og skadevoldende. Hun vokser op i en matriarkalsk familie. Født af en mor, der nogle-og-fyrre år gammel indgår nyt ægteskab – og får fire børn i løbet af fem år.

Sytten år gammel bliver hun gift med den et par år ældre (og eneste) søn af Sveriges rigsforstander. Så tidlige ægteskaber var ikke normale, men han skulle få sine børn ung. Kort tid efter brylluppet døde hendes svigerfar pludselig. Sten satte alt ind på at efterfølge (arve) sin far. Derefter påbegyndte han kampen for at opnå pavens accept af kongetitlen.

Da svenskerne har bøjet sig og kronet Christian 2., kommer hævnen. Uden sidestykke i tiden, uden sidestykke i Europa, fremkaldt af en indre konflikt mellem to jævnaldrende mænd – i tyverne – blev betalt af hele det svenske folk

Men sådan kom det jo ikke til at gå.

Sten vinder to krige mod danske invasioner. Men i 1520 kommer den danske konge med en international, professionel hær af landsknægte. Sten dræbes, og Kristin overtager rollen som landets regent, øverste feltherre og symbol. Mor til fem børn og gravid med det sjette.

Det er her, hun træder tredimensionalt ind i historien. Frygtløs og aggressiv forsøger hun at få hjælp fra Polen og Danzig og at føre desperat guerillakrig, mens hendes støtter falder fra. Til sidst giver hun efter og beder om forhandlinger. Hun, der havde skudt med borgens kanoner mod forhandlerne, gik nu ind i udformningen af sin og landets fremtid. Men hun bøjede sig egentlig ikke for Christian 2., hun skriver til ham, som var han en utro foged, der stak penge til side til sig selv.

Hun opnår total amnesti for alle forseelser. Kongen ønsker åbenbart at bruge hende i Finland. Det så egentlig tåleligt ud. En ny konge, et nyt rigsråd, en ny begyndelse for alle parter.

Men sådan kom det heller ikke til at gå. Konge og ærkebiskop havde fundet hinanden i en uhellig alliance. Sten kunne de ikke nå, men kunne de dømme Kristin og hendes mor som kættere, så kunne de overtage familiens enorme jordbesiddelser.

Ærkebispen og Stens konflikt er national og personlig på samme tid. De hader og afskyr hinanden, både som mennesker, som politikere og som symboler. Så da svenskerne har bøjet sig og kronet Christian 2., kommer hævnen. Uden sidestykke i tiden, uden sidestykke i Europa, fremkaldt af en indre konflikt mellem to jævnaldrende mænd – i tyverne – blev betalt af hele det svenske folk.

For sådan gik det jo.

Kristin sættes i fængsel. Her dør hendes tre døtre og hendes søster. Hendes to brødre henrettes, sammen med hendes morbror, hendes svoger, alle de mænd som hjalp hende under krigen

Adskillige danske historikere har slået knude på sig selv og fornuft og samvittighed for at rense kongen, men der er ingen mulighed for frikendelse. Massehenrettelserne er en unik begivenhed i Europas historie.  Også religiøst utroligt brutal: de dødes lig blev brændt, hvilket skulle sikre den ellers udødelige sjæls totalt udslettelse. Gustav Trolle og Christian 2. dømte alle som kættere.

I oversigten over landets værste kættere stod Kristin og hendes mor øverst. Af godstekniske årsager, men også som straf for Kristins yderst effektive forsvarsforsøg.

Kristin sættes i fængsel. Her dør hendes tre døtre og hendes søster. Hendes to brødre henrettes, sammen med hendes morbror, hendes svoger, alle de mænd som hjalp hende under krigen.

Hun er den person som, sammen med sin mor, rammes hårdest, men alle var berørt af udslettelsen af landets styrelse og elite. Det var hensigten. Man skulle rulle unionen tilbage til begyndelsen af århundredet, hvor fogeder uden ringeste følelse for området endsige lokale beboere søgte at få så meget som muligt til sig selv ved skattebetalingen.

Volden

Meningen med blodbadet var at forhindre selvstændigt politisk liv. Og for at skræmme henrettede man ikke alene adelige: hovedparten af de døde var medlemmer af Stockholms byråd eller simpelthen tjenere hos de fornemme herrer. Hele samfundet, alle stænder og klasser, skulle føle den samme frygt for de nye herrer.

Så langt, så godt. Men det indtryk, jeg havde fået af personerne, adskilte sig voldsomt fra pop-historiens totalt vilde, retsløse, blodige middelalder. Jeg begyndte at undre mig. De reagerede stærkt mod vold, og de søgte selvfølgelig at undgå vold. Godt nok rådede samfundet over voldsomme straffe, men det virker også som om, man ofte søgte at undgå de helt outrerede domfældelser. Tyveri opfattedes som en langt værre forbrydelse end drab: al handel, alt samliv i byen byggede på frivillighed, fællesskab og åbenhed. Tyveri betød hemmeligholdelse og bedrag. Drab, derimod, kom som oftest af vrede blandet med drukkenskab.

På nogle måder var de nærmest jomfruelige, hvad vold angår, end vi er. Døden kunne komme hurtigt, en banal lidelse kunne medføre afsked med livet i ung alder, men politisk motiveret vold var fremmed i Sverige i 1520

Vold var ikke underholdning, tværtimod handlede fiktion om godhed, retfærdighed og at overvinde kriser. Sverige rådede over en ikke ubetydelig hjemlig politisk-fiktions-litteratur på hjemlandets sprog. Selve grundlaget for selvopfattelsen som republik. Det skal jo helst i den form for fiktion ende godt for dem, som repræsenterer den gode sag. Men det gjorde det ikke i november 1520 i Stockholm.

Og disse mennesker var ikke tilvænnet til at udsætte sig for ekstrem vold. Kun på henrettelsespladsen forenedes top og bund i samfundet, men der skulle meget til, før en af de store herrer, som regerede landet, kom af med livet efter dødsdom. Det er ikke tilfældigt, at Brunkeberget fik sit navn efter drosten Johan Brunkows henrettelse i 1318, eller at pladsen foran Rumleborg i Finland blev til Dackens Bakke efter Hemming Gadhs henrettelse i 1520.

På nogle måder var de nærmest jomfruelige, hvad vold angår, end vi er. Døden kunne komme hurtigt, en banal lidelse kunne medføre afsked med livet i ung alder, men politisk motiveret vold var fremmed i Sverige i 1520. Ganske som den moderne krig ved hjælp af landsknægte var hensynsløs på en måde, som svenskerne ingen erfaring havde med.

I 1517 endte belejringen af Stäkeholm i Småland med en nedbrænding af borgen, hvor byens borgere havde søgt tilflugt. Formentlig helt utilsigtet. Krigsførelsen i 1520 var så brutal og regelløs, at selv den danske general Otte Krumpen fortvivlet skrev til kongen om landsknægtenes opførsel, og at de ikke engang lystrede ham.

Jeg kunne ikke slippe hende

Kristins historie kunne være sluttet i Blåtårn på Københavns Slot, i fængslet døde hendes søster Cecilia og Cecilias to yngste døtre. Men sådan gik det netop ikke.

Hun dukker igen op i kilderne, fordi hun – fængslet sammen med mor og yngste søn – åbenbart etablerer et forhold (og en trolovelse) med den danske admiral Søren Norby. De facto den mægtigste mand i hele Norden, næst efter kongen. Hendes ældste søn befinder sig i sikkerhed i Polen.

Det var her, jeg måtte indrømme, at jeg ikke kunne slippe hende. Eller omvendt. Livsvilje og determination vandt over forholdene. Gustav Vasas søster Margareta havde sit spædbarn Per Brahe med sig, og lille Per overlevede og fik et langt liv. Han er den eneste af børnene, som fulgte deres mødre i fængsel, der har skrevet om vilkårene. Per var absolut ingen piverik, han skriver kortfattet, at det var småt med mad, men at kvinderne arbejdede for føden. Mødrene ville hjem i live, med alle deres børn.

Og den danske konge lader ikke til at have overvejet, hvad han skulle stille op med alle disse livskraftige enker. Dødeligheden var højest i Kristins nærmeste familie, hvilket kan tyde på, at hun og søster og mor og børn i alt fald ikke blev behandlet bedre end andre.

Der var faktisk Rules of Engagement i funktion i 1520. Man måtte ikke dræbe sine fjenders børn og hustruer. Men gerne holde dem indespærret på ubestemt tid. Kejser Karl V, kong Christians svoger, lærte af ham og indespærrede den franske konges to sønner så grundigt og længe, at den ene dreng mistede sproget.


LÆS ALLE MARIA HELLEBERGS TEKSTER PÅ POV HER.


Illustration: Udsnit af Theodor Lundbergs statue Kristina Gyllenstierna ved Stockholms Slot. Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk.

Fuldtidsskriver siden 1987: Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog.

Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det.

Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people.

Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80'erne med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund.

Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste artikler om Bøger