Togkatastrofen i Bramming: Frøken Heise kom som sendt fra himlen

i Historie/Kvinder af

ESSAY – Da en af århundredets værste togkatastrofer skete i Bramming i 1913, befandt en københavnsk sygeplejerske sig tilfældigvis i nærheden. Caroline Heise tøvede ikke med at træde til og hjælpe de sårede.

Nogle gange kører historien lige forbi. Dér, uden for vinduet, mens toget blidt sagtner farten og planmæssigt ruller ind mod stationen. Næste stop Bramming.

Det sker ikke ofte, at jeg bevæger mig så langt vestpå i Danmark, men i dag skal jeg holde et foredrag i Esbjerg. En kærkommen mulighed for at komme helt herud, hvor selv træerne bøjer sig, og man for alvor kan føle sig lille.

På stationen patruljerer en kvinde i uldtrøje og anorak, søgende efter pantflasker i skraldespandene. En næsten tandløs mand forsøger at få sin elscooter kørt i stilling, før toget åbner dørene. Mågerne cirkler foroven. En hård, isnende vind står ind fra nord. Det slår mig, at der er noget nådesløst over Vestjylland. Næsten brutalt.

Bramming. En lille klokke ringer et sted i min bevidsthed, da jeg lader blikket hvile mod stationsskiltet. Det var da her, hun befandt sig, Caroline, var det ikke? Den sommerdag for 105 år siden, hvor hun så ting, som ingen mennesker bør se.

”Under mit ferieophold i Bramminge skete der den 26/7 den forfærdelige jernbaneulykke, hvorved der gik 16 menneskeliv tabt, og mange såredes,” skrev Caroline Heise kort tid efter i en artikel i Tidsskriftet for Sygepleje. Så snart jeg ankommer til hotellet, finder jeg artiklen frem fra computerens arkivmapper. Jo, den var god nok. Der var noget med byen Bramming og den frygtelige fortælling.

Jeg har svært ved at forklare hvorfor, men jeg samler på helteberetninger med sygeplejersker i hovedrollen. Det virker på mig som om, at uanset hvor forfærdelige ulykker, der rammer menneskeheden, eller hvor mange krige vi roder os ud i, står der altid en sygeplejerske klar til at handle. Klar til at hjælpe, pleje og lindre.

Som sendt fra himlen stod Caroline Heise også der i Bramming den sommerdag i 1913, omgivet af lemlæstede og døde. Til daglig var hun ansat som plejemoder på Blegdamshospitalet i København, og hun opholdt sig helt tilfældigt i den lille vestjyske by, da Tog nr. 1029, som også bar navnet Emigranten, forulykkede.

Stor røgsøjle steg op mod himlen

Togets navn var langt fra tilfældigt. Med sin rute fra København til Esbjerg havde det gennem årtier bragt tusindvis af danske emigranter til havnefronten i Danmarks femtestørste by og dermed et lille stykke tættere på det forjættede land. Fra Esbjerg sejlede DFDS’ dampskibe i fast rutefart til Harwich på den engelske østkyst, hvorfra rejsen kunne fortsætte til Amerika.

Efter den korte færgetur over Lillebælt blev Emigranten i Fredericia koblet sammen med et vognsæt fra Århus. Da det tilstødende tog var forsinket, kunne tidsplanen desværre ikke helt overholdes. Men lokomotivføreren og fyrbøderen blev enige om at gøre, hvad de kunne for at indhente det tabte, og der blev koblet et ekstra lokomotiv på. På den første strækning efter Fredericia kørte de den højest tilladte hastighed, 90 km/t på fri bane og 75 km/t nær stationerne. Men at dømme ud fra senere vidneudsagn blev der kørt en del hurtigere, måske helt op til 120 km/t.

Ved Bramming gik det galt. Her var en gruppe banearbejdere ved at udføre arbejde på skinnerne og havde fjernet en del af grusballasten. I forvejen var det kritisk dag for togdriften. Det var nemlig stegende hedt, og den hårde julisol stod lige på skinnerne, hvilket godt kunne få dem til at give sig.

Pludselig hørte jeg en stærk klingen i telegraftrådene, og idet jeg vendte mig om for at se mod det frembrusende tog, hørte jeg et mægtigt bulder. En stor røgsøjle steg op mod himlen og dækkede alt.

Det hele gik så stærkt, at ingen rigtig nåede at forstå, hvad der skete. Nær Bramming Station blev toget afsporet. Banevogter Jochumsen var øjenvidne til katastrofen. Han fortalte senere til Politiken:

“Jeg stod som sædvanlig på min post for at tilkendegive toget, at der var fri bane. Pludselig hørte jeg en stærk klingen i telegraftrådene, og idet jeg vendte mig om for at se mod det frembrusende tog, hørte jeg et mægtigt bulder. En stor røgsøjle steg op mod himlen og dækkede alt. Skønt det var mig forbudt at forlade min post, løb jeg dog hen til ulykkesstedet og så her det frygtelige syn. Kun det forreste lokomotiv og de to hjul af den bagerste vogn stod endnu på skinnerne. Alt det andet var slynget ud.”

Det forreste lokomotiv fortsatte hen sporet og rev sig løs fra det næste lokomotiv og alle vognene. Lokomotiv nummer to kørte af sporet i en blød bue, mens de fleste af vognene væltede om på siden. Passagerer i panik kom kravlende ud ad vinduer og døre. Helt skidt stod det til i de tre midterste vogne i træ, som var helt knuste.

”Som ved et held var jeg på telefoncentralen, da det første budskab kom, at Englands-Ekspressen lå væltet uden for byen,” skrev sygeplejersken Caroline Heise om det øjeblik, hun hørte om ulykken. – ”Jeg styrtede af sted langs banelinjen, mødte flere rejsende, blandt andet to helt unge mennesker, der gik tæt omslynget, hun grædende. Jeg spurgte: ”Er der tilskadekomne derude?” ”Ja, mange,” lød svaret.”

Da hun nåede helt frem, ventede hende et trist syn.

”Der lå hele toget væltet og flere vogne fuldstændig splintret, en stor del så frygteligt, som var det hugget til pindebrænde, skinnerne bøjet som var det tyndt ståltråd (…) En gammel, meget svær, herre råbte hele tiden ”Ich sterbe, ich sterbe”. Der var en hvinen, så jeg troede, jeg skulle blive syg.”

Jeg spurgte en af banens konduktører efter forbindkassen og en båre, han gik øjeblikkelig; imens forbandt jeg med lommetørklæder og hvad vi ellers havde ved hånden.

Det chokerende syn fik dog ikke sygeplejersken til at stoppe. Hun skred straks til handling og begyndte at hjælpe de tilskadekomne.

”Jeg smøgede mine ærmer op og tog fat. Jeg spurgte en af banens konduktører efter forbindkassen og en båre, han gik øjeblikkelig; imens forbandt jeg med lommetørklæder og hvad vi ellers havde ved hånden. Træstumper brækkede jeg til rette og brugte som skinner. Forbindkassen kom hurtig tilstede, og den var i udmærket orden. Der var sterile forbindinger, sygevat, en saks til at klippe tøjet af de sårede med, og Hofmannsdråber; der manglede intet.”

”En ung frue lå og skreg og hvinede ”Alles kaput, alles kaput, rør mig ikke.” Der måtte mænd til at holde hende, mens jeg forbandt et gabende sår i benet, hvor blodet strømmede ud af; det andet ben var brækket, der anlagde jeg skinner.”

Børnenes ven på dødslisten

Caroline Heise fotograferet en del år efter ulykken. Blegdamshospitalet, ca. 1928-34. Udlånt af DSR/Sygeplejehistorisk Museum

I sin artikel skrev Caroline Heise om 16 omkomne ved Brammingeulykken. Det korrekte antal var 15. Herudover blev 20 personer hårdt såret, og 60-70 fik lettere kvæstelser. Alle de døde befandt sig i de tre midterste vogne.

Et særdeles kendt navn i samtiden var at finde på listen over døde. Peter Sabro, humanisten og socialisten, som i årtier havde været en vigtig foregangskæmper for samfundets svageste, særligt børn og tjenestefolk. I juli 1913 var Sabroe på en to uger lang foredragsturné på Fyn og i Jylland. Den fik en brat ende, da han omkom i Brammingeulykken.

Dagen efter beskrev Politiken i detaljer, hvordan det hele havde udspillet sig i minutterne omkring Sabroes død. Avisen havde talt med forhenværende højskoleforstander William Sievert fra Bramminge, som var kommet hastende til, da ulykken skete. Han var også en god ven af Peter Sabroe. Sievert fortalte, hvordan han var kommet løbende ud på marken, hvor ulykken var sket, da han mellem blødende og lidende ofre for ulykken fandt en jakke, som måtte tilhøre Sabroe. I lommerne på jakken lå manuskripter med folketingsmandens navn på.

”Hr. Sievert, der øjeblikkelig genkendte den store, ejendommelige Skrift, styrtede ind i ruinerne for at søge efter sin ven. Sabroe var klemt op gennem taget i en af de knuste vogne,” stod der i Politiken.

Caroline Heise beskrev i sin artikel flere af de voldsomme syn, der mødte hende, da hun løb rundt for at hjælpe folk.

”En moder lå med sin lille dreng i armen, også han havde fået et gabende sår i hovedet, benet lå blottet, jeg forbandt ham, og han faldt i søvn.”

… endnu kan jeg høre hendes hvin, imens jeg anlagde forbinding, hun bed i tøjet, og øjnene stirrede vildt omkring.

”En ung dame fra Berlin råbte hele tiden på sin lille nevø og søster, det var moderen og barnet, jeg havde forbunden; selv havde hun et brækket ben, og endnu kan jeg høre hendes hvin, imens jeg anlagde forbinding, hun bed i tøjet, og øjnene stirrede vildt omkring. Da jeg var færdig med hende, klappede og velsignede hun mig.”

Ung mand begravede sin finger

Der blev sendt bud efter et ambulancetog fra Esbjerg, så alle de sårede kunne komme på hospitalet hurtigst muligt. Desværre lod det vente på sig. I mellemtiden forsøgte Caroline Heise og andre tilkommende at hjælpe så mange som muligt.

”Jeg balancerede nu gennem det væltede tog over på den anden side, men der så jeg kun et sørgeligt syn. En masse lig lå tildækket ved siden af rugmark. En så jeg blive trukket frem, den ene side af hovedet skåret bort lige ind til næseroden, selvfølgelig død,” skrev Heise.

Forstander Sievert fortalte Politiken om et mærkeligt optrin, han blev vidne til under ventetiden:

”I græsset sad en lille englænder, der havde fået en finger på venstre hånd helt afrevet og de andre fingre på samme hånd delvist knuste. En behjertet mand, der af lutter hjælpsomhed løb rundt og hældte cognac i halsen på alle de sårede, gav også englænderen en lille slurk. Den lille engelskmand, der havde set meget modfalden ud, blev så oplivet, at han med et lommetørklæde svøbt om den knuste hånd gav sig til at fordrive ventetiden, til hjælpetoget kom, med at skrive postkort. Pludselig rejste han sig og gik hen til det væltede tog. I vindueskarmen i den kupé, hvor han havde siddet, det var i en af de mindst medtagne vogne, fandt han sin afrevne finger siddende i klemme. Han tog fingeren, og da han atter kom hen i græsset, gravede han et lille hul i jorden og begravede fingeren.”

Det var et grufuldt syn at se de døde og døende blive hjulpet ud igennem vinduer og døre. Klæderne var hos mange gennemvædede af blod, og arme og ben knuste.

Caroline Heise skrev:

“Da ambulancetoget fra Esbjerg ankom til ulykkesstedet, blev de sårede bragte ind i dette. Det var et grufuldt syn at se de døde og døende blive hjulpet ud igennem vinduer og døre. Klæderne var hos mange gennemvædede af blod, og arme og ben knuste. De reddede løb omkring med skrækken malet i deres ansigter og spurgte efter slægt og venner, som var med i toget. En mand sad og holdt sin dræbte hustru i hånden. Et andet sted sad en såret kone og holdt på sin hårdtsårede mand. Af sindsbevægelse kunne de ikke fremstamme et ord.

Caroline kom med et af hjælpetogene til Esbjerg. Her opholdt hun sig i en ambulance ved hospitalet, da en ung fyr på 15 år kom hen og bad om at blive forbundet. Han skulle med skibet til England.

”Han havde en 1½ tommes flænge i hovedet, men da jeg spurgte ham, om han ikke hellere ville på sygehuset, sagde han: ”Nej, det er lige meget med hovedet, bare jeg kommer til England.”

Da der ikke længere var brug for hendes hjælp i Esbjerg, drog Caroline Heise tilbage til ulykkesstedet for igen at give en hånd. Det blev ud på aftenen, før hun forlod stedet.

”Jeg gik så ind til byen, træt og udmattet, men lykkelig over at have været til nytte ved katastrofen,” skrev hun.

Nogle uger senere kunne man i Tidsskrift for Sygepleje læse følgende notits:

”Den 14. august fandt en lille højtidelighed sted på Blegdamshospitalet, idet Stiftamtsmand, Kammerherre Stemann fra Ribe, i overværelse af den fungerende overlæge, Reservelæge Giese, på Hans Majestæt Kongens vegne overrakte plejemoder Frk. Heise Fortjenstmedaljen i sølv, som en anerkendelse af hendes behjertede og snarrådige færd under Bramminge-katastrofen.”

***


Kilder:

Tidsskrift for Sygepleje, Nr. 15, 13. årgang, august 1913
Tidsskrift for Sygepleje, Nr. 16, 13. årgang, august 1913
Politiken, 27. juli 1913
Politiken, 28. juli 1918
https://www.jernbanen.dk/artikler.php?artno=03

Citater er omskrevet til nudansk.

Tak til Sygeplejehistorisk Museum i Kolding for at fremskaffe foto af Caroline Heise.

Tommy Heisz, f. 1975, er forfatter og journalist. Han har skrevet en række dokumentariske bøger. Senest udkom 'Den spanske syge' på Politikens Forlag i 2018. Tidligere har han bl.a. skrevet en historisk dokumentarisk bog om 1930'erne populære svømmepiger og en biografi om bandet Love Shop. Han er desuden forfatter til fire digtsamlinger. Som ekstern lektor underviser han til daglig amerikanske universitetsstuderende i skrivning på DIS Study Abroad. Læs mere om hans baggrund på tommyheisz.dk.

Seneste artikler om Historie