Geir Gulliksen. Foto: Tale Hendnes

Isabella Miehe-Renard: Den enlige krop

i Bøger/Kultur af
BØGER//ANMELDELSE – Kroppen får lov til at indlede den norske forfatter Geir Gulliksens nye roman. Den enlige krop. Ensomme krop. En krop, der savner kærlig berøring. Den er træt af onani. Dens ejermand er blevet single, og “sover diagonalt i en alt for bred dobbeltseng”. Kroppen tilhører ikke længere en uskyldig blød baby, men en voksen mand. ”Tung og med klæbrig hårvækst på den hvide hud. Kønnet lignede efterhånden en bleg snegl.”

Des mere jeg fra side 1 læser om kroppen, beskrevet som her, føler jeg omsorg, og får, vanvittigt som det kan lyde, en ubændig trang at ae og trøste den. Med det samme er jeg nysgerrigt optaget og nødsaget til at følge jeg-fortællerens historie. Hvordan har han det? Hvad vil han? Hvem bliver han til?

Og det er Henning i slut-50’erne, venstreradikal, oprindelig lyriker, men nu tekstforfatter på et reklamebureau. Far til to store døtre, gift og skilt to gange, haft den ene kæreste efter den anden, har yderst sjældent sovet alene. Før nu.

Igen præsenterer Gulliksen os for et identitetsmæssigt Catch 22. Er mandens møde med sin kvindelighed overhovedet en forløsning?

Som ung ville han ændre verden – nu vil han ændre sig selv. Han er så småt i gang med ikke-at-være-sig-selv, men det skuffer ham, at det ikke virker befriende. Han føler sig mest af alt “iøjnefaldende og anmassende og ukomfortabel”. Den jeg skulle blive, som er romanens titel, handler om maskulinitet og manderoller i samfundet før og nu. Det er bestemt ikke en fagbog eller et debatindlæg – det er den, så at sige, for underholdende og personlig til. Den er hurtig på en langsom måde og sprudlende på en stille måde.

Geir Gulliksen - Den jeg skulle blive
Geir Gulliksen – Den jeg skulle blive.

Der er konsekvenser for Hennings forsøg på at forandre sig. “Blive mere mild og afklaret”. Fx. hader han sig selv for at mærke et raseri, der retter sig mod (næsten) alt kvindeligt. Han frygter at virke som en mand, der i andres øjne har givet op og blot følger forestillingen om, hvordan en rigtig mand skal være. Det, han ser som den typiske kvinde – ofte kvinder han tænder på – får ham til at føle sig indespærret i alt det typisk mandlige.

Også “det kvindelige” ved kvinder, mener han, har fastlåst ham. Henning føler indimellem, at kvinder indirekte krænker ham, fordi de gør ham til en typisk mand. En interessant betragtning og i den grad et kønsligt Catch 22.

Arbejdet med reklameopgaver, fortæller han sig selv, får han qua sin sensitivitet overfor sproget. Han opgiver lyrikken, men: ”Jeg var jo forfatter, selv om jeg ikke skrev, ja i særdeleshed når jeg ikke skrev, for så kunne jeg fortsat gå for at være en ganske god forfatter”.

Det fører mig hen til, hvordan jeg, læseren, har nydt (og understreget) mange sætninger undervejs og stadig bobler for at citere løs. En iver efter at dele de mange beskrivelser og situationer i bogen, der er så genkendelige – og dog så originalt turneret her i Gulliksens tekstlige univers. Eksempelvis beskrives hans seniorrolle på bureauet som noget, han trives i. Kun fordi følelsen af at være genstridig og kontrær tilfredsstiller ham. Men: “Jeg var ikke klar over, at de fleste af mine kolleger, især de yngre, opfattede det, jeg sagde, som selvfølgeligheder”.

Et andet sted spørger Henning sig selv, om en singlemand kan bade nøgen alene. Uden at fremstå desperat eller ustabil? Jo, man kan. “Hvis man altså har en kæreste, der venter derhjemme”. Det har han ikke længere.

Forbitrelsen

Romanen er opdelt i tre kapitler. Det første hedder “Forbitrelsen”. Og bitterhed er der nok af i tilbageblik på tidligere kvinderelationer. Han mister sit job pga. et – delvist uforsætligt – fejltrin. Han bliver i kølvandet af #MeToo anklaget for en krænkelse efter et kundemøde. Noget, han til sin egen forbitrelse gjorde af ømhed. En ømhed, der har plaget ham gennem hele livet, og som opstår uovervejet og opfattes af andre som grænseoverskridende. Han føler begejstring, deler den på stedet og håber at få det samme igen. Derfor brød hans far sig ikke om ham. Han fandt sin søn, Henning, for nærgående: “Som om der altid var en altfortærende sult hos mig efter hengivenhed fra andre, selv når jeg ikke ønskede den”.

Her får man en moderne mands oplevelse af – at være mand. Henning er et bekendtskab værd

En dag ser han en selvbevidst ung kvinde i 20’erne på gaden. Hendes gang er for insisterende, og hun er oversminket efter hans smag. Det er hans ældste datter. Først genkender han hende ikke. De ses en gang om året, kun når hun vil. Ellers ignorerer hun hans sms’er.

Hun hader ham pga. skilsmissen, at han forlod hendes mor for en anden, da hun var knap tre år gammel. Og hun hader, at han fik endnu et barn med sin nye kone, en lillesøster hun ikke ønskede sig. Deres få møder på cafeer, som vi overværer i bogen, er hjerteskærende. Han bryder sig ikke om den datter, hun er ved at blive til. Hun bryder sig ikke om den far, han aldrig blev.

Det var en bitter skilsmisse, og han måtte kun se datteren Synne en gang om ugen. Han har forsømt hende, det ved han. Da hun går fra cafeen, “vender hun sig ikke om og vinker. “Hun så ud, som om hun allerede havde glemt, at jeg nogensinde havde været der”.

Ømheden

Del 2 af romanen hedder “Ømheden”. Den indledes med en tour de force i ungdommens forelskelser.

Forventninger, skrammer, det meningsfulde og det sorgfulde. Heidi, Ida, Elina, Johanna, Mette, Helle og så Johanna igen. Og langt senere, fejlagtigt, Johanna igen. Hun er ungdomskæresten, han forlader, fordi hun er for kompleks i sine modsatrettede behov.

Hun “amputerer” Henning, føler han, når han altid skal modsige hendes selvhad, men for guds skyld ikke trøste hende. Hans eget behov for at vise omsorg får ingen plads hos kvinder som Johanna, konkluderer han. Og så er han gået.

Mange år senere, i romanens nutid, konkluderer han det modsatte; måske er hun netop den, han skal give sig hen til uden forbehold. “Storsindet” som han udtrykker det. ”Hun var ubetydelig, var flyttet til en ubetydelig by. Men det var hun i virkeligheden ikke, og jeg var den eneste, der kunne overbevise hende om det.” Deres forsøg på genforening varer et døgn. Så er det opgivet.

I sine tredivere møder han bibliotekaren Lisbeth. Hun bliver gravid efter to måneder. De er i tvivl om abort eller ej, men som han tidligere har erfaret med kvinder, vil Lisbeth ikke forstås, som han ellers forsøger. Hun længes i højere grad, konkluderer Henning, efter en “overfladisk handlekraftig harmoniserende mand”, og det blev han så. Og abort blev det til.

Han syntes, han gjorde det største offer ved at repræsentere den typiske mand. De bliver sammen, og i næste graviditet får de datteren Synne. Og bliver skilt tre år efter. En bitter skilsmisse, der resulterer i max ét besøg om ugen, hvor Synne gradvist glider fra ham. “Hun længtes efter den version af os, der ikke længere fandtes!”

Næste potentielle kvinden-i-hans-liv er Rannveig. Planen er denne gang “at frigøre sig fra den uselvstændige mand”.

Men han er ung forfatter, der intet får udgivet, og bliver hjemmegående husfar og lever af sin kones indtjening. Hun er ham utro, og hans rolle i forholdet bliver det modsatte af planen.

Klicheen om at lære af sine fejl, nager Henning. Det er et af omdrejningspunkterne i Gulliksens roman. Med fokus på forskellen mellem selverkendelse og så vanen med at drage konklusioner, der beskytter ens selvbillede. “Når jeg forstod noget, holdt jeg det godt skjult. For mig selv”. Vi har at gøre med en jeg-fortæller, der ikke vil lade sine erfaringer slå fremtidige (naive) drømme ihjel. Drejer kapitlets titel sig, “Ømheden”, i virkeligheden kun om ham selv? Ømhed er en følelse. I Hennings øjne er det osse en handelsvare.

Som Kristen Bjørnkjær skrev i sin 70’er-digtsamling Kærestesorg (som i øvrigt havde den mest feminine forside med glansbilleder og et stort rødt hjerte, en vaks kommentar til tidens ombrydning af kønsrollerne) i et kort og kontant digt:

Kærlighed er en hård branche
hold dig væk
eller tag hvad der kommer.

Den jeg skulle blive

Kapitel 3 bærer bogens titel: “Den jeg skulle blive”. Vi er i nutiden igen – den med at ligge diagonalt i en alt for bred dobbeltseng – hvor single-tilværelsen får Henning til at eksperimentere med sin seksualitet, der måske kan åbne døren til at leve som og med en mand. En ny drøm. En ny start.

Ja, jeg vil faktisk gerne have Henning til bords. Kun sjældent jeg er så heldig at få en bordherre, der hellere vil udforske end hvile i sin selvopfattelse. En, der søger forandring

Første forsøg er en trekant – via en annonce – en trekant med et fremmed ægtepar. Men de to mænd opfylder ikke hinandens behov. Ægtemanden vil ydmyges og straffes ved at blive taget hårdt af en anden mand. Henning vil bare øve sig i, hvordan to mænd tilfredsstiller hinanden. Han dumper. Ægteparret dropper ham per sms. Han prøver videre, opdager at sex med mænd får ham til at føle sig – som kvinder i hans øjne altid gør – “ophøjet, begæret, den suveræne i akten. Jeg skulle endelig blive fri!”.

Igen præsenterer Gulliksen os for et identitetsmæssigt Catch 22. Er mandens møde med sin kvindelighed overhovedet en forløsning? Eller en konstrueret tanke hos en desperat mand?

Geir Gulliksens forrige bøger, hvoriblandt Historie om et ægteskab blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris, har skabt omtale og debat om ægteskabets natur, afstanden mellem kønnene og ikke mindst hans genrevalg: Autofiktionen. Jeg fristes til at tro, at vores hovedperson Hennings oplevelser, der matcher forfatteren i alder, refleksioner og antal skilsmisser, ikke ligger langt fra Gulliksens egne.

Hvem han lader sin opfundne Henning i sluthalvtredserne blive, den udvikling bogens titel i sig selv lægger an til, det må læses i romanen.

Opfat det gerne som en cliffhanger. Og et litterært vigtigt “appendiks” til den diskussion mellem kønnene, der i disse dage er flammet op. Her får man en moderne mands oplevelse af – at være mand. Henning er et bekendtskab værd.

Mere rigid end åben, mere selvoptaget end han tror, men længslen i ham efter at få al sin omsorg omsat til værdi er smukt og indfølt beskrevet. Jeg må ikke glemme at tilføje, at han besidder en sjov afvæbnende selvironi. Ja, jeg vil faktisk gerne have Henning til bords.

Kun sjældent jeg er så heldig at få en bordherre, der hellere vil udforske end hvile i sin selvopfattelse. En, der søger forandring.


Geir Gulliksen: Den jeg skulle blive
Forlaget Gutkind.
Udkommer 3. februar.


Foto: Tale Hendnes

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Isabella Miehe-Renard er journalist og forfatter. Hun er tidligere studievært på Kanal 2, TV2, DR1 og DR2. Hun bor i kollektiv i Halsnæs og trives udenfor rampelyset. Tæt på hav og fjord og Danmarks største sø.

Seneste artikler om Bøger

Kina drøm

Kinas stormagtsdrøm

BOGOMTALE // DEN KINESISKE DRØM – Præsident og generalsekretær Xi Jinping har