MANDEFRIGØRELSE // KRONIK – Begrebet mandefrigørelse er næsten forsvundet fra den offentlige debat. Alligevel rejser nye maskulinitetsidealer, voksende polarisering og ændrede kønsroller spørgsmålet om, hvad frihed for mænd egentlig betyder i dag, skriver forsker Andreas Beyer Gregersen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvad er mandefrigørelse egentlig? Siden 2022 har jeg som forsker undersøgt samspillet mellem feministiske og antifeministiske bevægelser, og jeg har ofte stillet mig selv det spørgsmål, når jeg har stødt på kampagner og kontroverser om mænd og maskulinitet.
I dagens Danmark findes der alt fra manderettighedsaktivister til feministiske mandegrupper, fra LGBTQ+-organisationer til misogyne internetfora, der alle har forskellige perspektiver og holdninger til mænds rolle i samfundet – og hvad det overhovedet vil sige at være mand i 2026.
Alligevel er det sjældent, at der tales om ’mandefrigørelse’ i dag, hvilket blandt andet hænger sammen med, at der ikke synes at være de store forhåbninger eller utopier om, at vi kan frigøre os fra samfundets normer og strukturer, hverken som mænd eller kvinder, som mange havde i særligt 1970’erne.
Med den voksende bekymring om især manosfæren og fænomener som looksmaxing kan det virke besynderligt at snakke om mandefrigørelse i dag. Begrebet fremstår næsten som et ekko fra en anden tid
I denne kronik vil jeg på den baggrund undersøge og reflektere over, hvad det vil sige at tale om mandefrigørelse i dagens Danmark. Giver det overhovedet mening længere at bruge et sådant begreb?
Er mænd generelt set ikke allerede i høj grad frie sammenlignet med både kvinder og forskellige minoritetsgrupper? Eller er der faktisk noget reelt at stræbe efter, en frigørelseskamp blandt mænd, som stadig kun er i sin vorden?
Min forsigtige tese er, at der findes en sådan frigørelseskamp, men at den er vanskelig at kæmpe i dag og kræver solidaritet på tværs af køn og andre sociale vilkår.
Mandefrigørelse som et aktivt valg
Det er efterhånden gået i glemmebogen, at der faktisk fandtes en mindre mandebevægelse i Danmark i 1970’erne, der var inspireret af rødstrømpebevægelsen og blandt andet forsøgte at skabe mandefællesskaber, som udfordrede og udforskede på ny, hvad det ville sige at være mand.
Når jeg læser om denne bevægelse med de mange års afstand, bliver jeg ikke så meget ramt af de temaer, som blev taget op, såsom at udtrykke sine følelser eller være involveret i sine børns liv – men mere det at frigørelsesprocessen blev tilgået som noget, der udelukkende kunne foregå i fællesskab og solidaritet.
I dag er det som om, at sådanne fællesskaber ikke findes i lige så høj grad – eller i hvert fald at mange nutidige mandefællesskaber netop ikke frigør mænd, men snarere låser dem endnu mere fast i bestemte forestillinger om maskulinitet og mænds forhold til kvinder, som det tydeligt ses på diverse internetfora.
I forbindelse med forskningsprojektet FIERCE (2022-2025) interviewede jeg en mandlig aktivist fra organisationen DareGender, som selvkritisk stillede spørgsmålstegn ved, om feministiske mandeorganisationer som DareGender overhovedet har et klart svar til mænd om, hvordan de kan blive mere frigjorte.
Som han formulerede det, er det som om, at den offentlige samtale mest af alt handler om, hvad mænd bør holde op med at gøre fremover, som f.eks. seksuel chikane, og ikke så meget, hvad mænd kan blive mere frie til at gøre. Ifølge aktivisten er det så at sige ikke nok bare at lære at græde og dermed udtrykke sine følelser. Hans fornemmelse var således, at der må være mere, som en mandefrigørelse kan tilbyde, selvom det ikke helt var muligt at sætte ord på.
Denne uklarhed er ikke nødvendigvis negativ i den forstand, at den også kan reflektere en øget pluralisme i forhold til, at der i dag findes flere forskellige måder at være mand på, f.eks. i forhold til kropsligt udtryk og seksualitet, end tidligere. Mandefrigørelse bør i den forstand ikke abonnere på ét bestemt ideal, som alle mænd stræber efter.
Samtidig er der sandsynligvis meget, som foregår ’under overfladen’, særligt i forhold til det at fædre langsomt bliver mere involverede i deres børns liv ved især at tage længere barsel. Dette virker muligvis ikke altid særligt frigørende i øjeblikket for den enkelte far, men det at være mere involveret i ens børns liv kan også anses som en form for frihed – nemlig friheden til at erfare og gennemleve det nære bånd mellem barn og forælder.
Kræver mandefrigørelse en mandebevægelse?
Samtidig er min klare fornemmelse, at en aktiv indsats for frigørelse ikke kan gøres alene – for virkelig at skabe en social og politisk forandring, som gør os alle mere frie, kræver det en bevægelse.
I dag findes der imidlertid ikke for alvor en mandebevægelse, hverken i Danmark eller i udlandet for den sags skyld. Det tætteste, som vi kommer på en sådan, er muligvis den internationale MenEngage Alliance, som består af over 1000 mandegrupper i omkring 90 lande. Men i Danmark kan mandeorganisationer nærmest tælles på én hånd, og der er tydeligvis stor uenighed om f.eks. synet på feminisme.
Når manderettighedsaktivister i særligt Manderådet og Thorvald Netværket harcelerer over, at kvindeorganisationer i dag får meget mere i finansiel støtte og opmærksomhed end mandeorganisationer, har de grundlæggende ret. Men den primære grund til dette er, at der næsten ikke er nogle mandeorganisationer at støtte – og særligt ikke nogle, der ligesom organisationer såsom Danner, Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet har konkrete projekter, som de løbende søger støtte til.
Vi bør dog heller ikke forfalde til en evig sammenligningstvang i forhold til kvindebevægelsen. Formålet med at opbygge en større mandebevægelse må ikke være at konkurrere men at sætte fokus på og arbejde med mænds særlige udfordringer og potentialer – foruden forskelle mellem mænd.
Ligestilling indebærer altid et element af sammenligning. For at kunne vurdere, om nogle er ligestillede med hinanden, kræver det selvfølgelig, at vi kan sammenligne deres vilkår på tværs. Men dette betyder ikke, at mænd og kvinders ligestillingsproblemer og især ikke deres respektive frigørelsesprojekter nødvendigvis er sammenlignelige.
Groft sagt er det nærmest umuligt at sammenligne kvinders fortsatte udsathed for seksuel chikane og andre former for kønsbaseret vold med mænds udfordringer med ensomhed og forøgede risici for f.eks. misbrug, hjemløshed og selvmord. Udgangspunktet for en mandefrigørelse må derfor også være, at det er næsten usammenligneligt med kvindefrigørelse, samtidig med at vi sandsynligvis kun bliver mere frigjorte af også at støtte hinanden, som når mænd finder mening i at kæmpe mod kønsbaseret vold.
Findes der en vej frem mod frigørelse?
Med den voksende bekymring om især manosfæren og fænomener som looksmaxing kan det virke besynderligt at snakke om mandefrigørelse i dag. Begrebet fremstår næsten som et ekko fra en anden tid.
Når en undersøgelse fra 2023 viste, at næsten hver fjerde mand mellem 35 og 49 år mener, at ligestillingen er ”gået for langt”, er dette også et tydeligt tegn på, at mange mænd i dag ikke føler, at ligestillingskamp og kønspolitik er noget, som vedrører dem. Men det behøves altså ikke at være sådan.
Mandefrigørelse må ikke være en eksklusiv frigørelse for de mænd, der lever op til de standarder for at være mand
Jeg har ikke nogen færdig opskrift til, hvordan mænd kan blive mere frie og engagerede i ligestillingskampe på tværs af køn og seksualitet. Men jeg er overbevist om, at det i hvert fald indebærer, at vi som mænd alle øver os i den vanskelige balancegang både at tage ansvar på de områder, hvor mænd er mere privilegerede og måske endda ’blinde’ over for, hvad kvinder udsættes for, samtidig med at vi ikke må være bange for at tale vores egen sag og fremhæve områder, hvor vi kan være udsat for ulighed og diskrimination.
F.eks. indikerede en stor international undersøgelse fra 2023, at det i vestlige lande siden 2010’erne har været mest mænd, som udsættes for negativ forskelsbehandling, når de søger jobs på tværs af sektorer. Der ser altså ud til at foregå diskrimination af mænd, fordi de er mænd, som ikke rigtigt diskuteres offentligt.
Men en mandefrigørende bevægelse er samtidig nødt til at anerkende, at mænd aldrig bare er mænd. Heteroseksuelle ciskønnede mænd har f.eks. grundlæggende andre livsmuligheder og levevilkår end homoseksuelle og transkønnede mænd.
Mandefrigørelse må ikke være en eksklusiv frigørelse for de mænd, der lever op til de standarder for at være mand, som inden for maskulinitetsforskning ofte betegnes som hegemonisk maskulinitet; maskulinitetsnormer, som så at sige dominerer over andre måder at være mand på, og som derfor er associeret med høj status og anerkendelse. Mandefrigørelse kræver med andre ord en intersektionel tilgang og solidaritet på tværs.
For nogle iagttagere såsom idéhistorikeren Mikkel Thorup befinder vi os allerede midt i en ”kønsrevolution”, der er i fuld gang med at omkalfatre manderollen, som han formulerer det i bogen Mange mænd (2023).
Jeg er knap så optimistisk på det mandlige køns vegne og ser et mere fragmenteret billede fyldt med tendenser og modtendenser.
Men der er uanset hvad et opbrud i tiden og nye muligheder, som åbner sig for ikke bare mandeorganisationer men alle mænd i det daglige – og måske vil det på sigt føre til, at mænd, kvinder og andre kønnede væsener erfarer på ny, hvad frigørelse vil sige.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og