Seksdageskrigen brød ud den 5. juni for 50 år siden. I dag er konflikten mellem israelere og palæstinensere fortsat en kim til terror og spænding både i Mellemøsten og globalt. Formanden for det amerikanske ‘Council on Foreign Relations’, Richard N. Hass fortæller om baggrunden for konflikten og om to parter, der fortsat er låst fast i et uperfekt status quo. Der er også vigtige lærer at drage af krigen. Blandt andet, at den, der vinder en krig, ikke nødvendigvis sikrer freden.
NEW YORK – Verden står over for at skulle markere 50-året for krigen mellem Israel og Egypten, Jordan og Syrien – en konflikt, der brød ud den 5. juni 1967 og som stadig skiller sig ud i en region, hvis moderne historie er præget af vold.
Krigen varede mindre end en uge, men et halvt århundrede senere er arven fra den stadig mærkbar.
Seksdageskrigen blev udløst med et israelsk forebyggende angreb på det egyptiske luftvåben. Det skete som svar på Egyptens beslutning om at udvise FN’s fredsbevarende styrker fra Gaza og Sinaihalvøen og lukke Tiranstrædet for israelsk skibsfart.
Krigen mindede mærkeligt nok om skabelsesberetningen: Seks dages intense kampe blev fulgt af en hviledag
Israel slog til først, men de fleste iagttagere betragtede angrebet som lovligt selvforsvar over for en nært forestående trussel. Israel havde ingen intentioner om at kæmpe på mere end en front, men krigen eskalerede hurtigt, da både Jordan og Syrien gik ind i konflikten på Egyptens side.
Den beslutning kom til at koste de arabiske lande dyrt. Efter blot seks dages kampe kontrollerede Israel Sinaihalvøen, Gazastriben, Golanhøjderne, Vestbredden og hele Jerusalem. Det nye Israel var tre gange større end det gamle.
Krigen mindede mærkeligt nok om skabelsesberetningen: Seks dages intense kampe blev fulgt af en hviledag, i dette tilfælde underskrivelsen af en våbenhvile.
En lære af Seksdageskrigen: Militære sejre leder ikke nødvendigvis til fred
Den ensidige kamp og dens udkomme satte en stopper for tanken (for nogle var det drømmen) om, at Israel kunne udslettes. Sejren i 1967 gjorde Israel permanent på en måde, som krigene i 1948 og 1956 ikke gjorde.
Den nye stat fik endelig en grad af strategisk dybde. De fleste arabiske ledere måtte ændre deres strategiske mål fra at være Israels udslettelse til at blive en tilbagevenden til grænserne fra før 1967.
Israel havde ingen intentioner om at kæmpe på mere end en front, men krigen eskalerede hurtigt, da både Jordan og Syrien gik ind i konflikten på Egyptens side. Den beslutning kom til at koste de arabiske lande dyrt
Seksdageskrigen ledte imidlertid ikke til fred, end ikke en delvis af slagsen. Det måtte vente til krigen i oktober 1973, som satte scenen for det, der senere blev Camp David Aftalen og den israelsk-egyptiske fredsslutning.
Den arabiske side kom ud af den efterfølgende konflikt med æren genskabt, mens israelerne blev irettesat. Der er en værdifuld lektie at lære her: afgørende militære sejre fører ikke nødvendigvis til afgørende politiske resultater og endnu mindre til fred.
Kreativ tvetydighed: Resolution 242
Men 1967-krigen medførte en diplomatisk indsats, i dette tilfælde FN’s Sikkerhedsråds Resolution 242. Resolutionen blev vedtaget i november 1967 og pålagde Israel at trække sig tilbage fra de besatte områder efter den seneste konflikt – men den fastslog også Israels ret til at eksistere inden for sikre anerkendte grænser.
Den er et klassisk eksempel på kreativ tvetydighed. Forskellige mennesker tillagde den forskellig betydning. Det kan gøre det nemmere at få resolutionen vedtaget, men den bliver vanskeligere at følge op.
Det kan derfor ikke komme som en overraskelse, at der stadig ikke er fred mellem Israel og Palæstina på trods af utallige diplomatiske forsøg fra USA, EU og dets medlemslande, FN og landene selv.
Resolutionen blev vedtaget i november 1967 og pålagde Israel at trække sig tilbage fra de besatte områder efter den seneste konflikt – men den fastslog også Israels ret til at eksistere inden for sikre anerkendte grænser. Den er et klassisk eksempel på kreativ tvetydighed
Retfærdigvis kan man dog ikke give Resolution 242 skylden for tingenes nuværende tilstand. Freden skabes først, når en konflikt bliver moden til en løsning, hvilket sker når hovedaktørernes ledere begge er villige og i stand til at skabe et kompromis. Hvis ikke de er det, kan ingen nok så velment diplomatisk indsats af tredjeparter kompensere.
Men 1967 krigen havde alligevel enorme konsekvenser. Palæstinenserne fik en identitet og international gennemslagskraft, som de havde manglet under egyptisk og jordansk overherredømme. Palæstinenserne kunne dog ikke skabe intern konsensus om, hvorvidt de skulle anerkende Israel, og hvad de i givet fald så skulle opgive for at få deres egen stat.
Israelerne kunne blive enige om nogle ting. Et flertal støttede at give Sinai tilbage til Egypten. Forskellige regeringer var villige til at give Golanhøjderne tilbage til Syrien på betingelser, der aldrig blev opfyldt. Og Israel trak sig unilateralt tilbage fra Gaza og underskrev en fredsaftale med Jordan. Der var også bred enighed om, at Jerusalem skulle forblive forenet og på israelske hænder.
Men enigheden stoppede, da det kom til Vestbredden. For nogle israelere havde dette område et højere formål, nemlig at kunne byttes for en sikker fred med en ansvarlig palæstinensisk stat. For andre var den et mål i sig selv til forsatte bosættelser.
Et uperfekt status quo
Det er dog ikke sådan, at der ikke har været diplomatiske fremskridt siden 1967. Mange israelere og palæstinensere har efterhånden anerkendt hinandens eksistens og behovet for en eller anden deling af området i to stater. Men i øjeblikket er ingen af parterne villige til at løse det, der skiller dem. Begge parter har betalt og betaler stadig en høj pris for dette dødvande.
50 år efter Seksdageskrigen er den manglende fred mellem israelere og palæstinensere en del af et uperfekt status quo, som mange efterhånden accepterer og forventer
Udover den fysiske og økonomiske pris mangler palæstinenserne fortsat deres egen stat og kontrollen over egne liv. Israels målsætning om at blive et permanent jødisk, sikkert og velstående land trues af de endeløse besættelser og den demografiske udvikling.
Imens er regionen og stort set resten af verden nået videre og er mere bekymrede over Rusland, Kina eller Nordkorea. Og selv hvis der var fred mellem israelerne og palæstinenserne, ville det ikke bringe fred til Syrien, Irak, Yemen eller Libyen.
Man kan også konkludere at i dag – 50 år efter Seksdageskrigen er den manglende fred mellem israelere og palæstinensere endt som en del af et uperfekt status quo, mange efterhånden accepterer og forventer.
Oversættelse: Lisa Rasmussen.
Topillustration: Jewish Virtual Library.
Copyright: POV International og Project Syndicate.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
