POV SPORT // ANALYSE – Så er der atter monumenter på plakaten i cykelsporten. Den tidligere verdensmester Mads Pedersen er faktisk klar på også at bytte den titel, hvis han kan vinde et af sportens mest prestigefyldte løb.
Lørdag kl. 10.15 går starten til årets første monument, Milano-Sanremo. Det er, med sine 288 kilometer, det længste af de fem endagsløb, der har denne status, og som er de største og mest betydningsfulde i cykelsporten.
Milano-Sanremo er på samme tid det letteste og det sværeste af monumenterne. Ruten er betydeligt mindre udfordrende end Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Giro di Lombardia, og netop derfor vil der, når løbet går ind i sine sidste 10 djævelsk designede kilometer, være mange flere bejlere til sejren end i nogle af de øvrige fire løb.
Derfor skal der en så meget større kraftudladning til for de største ryttere for at skille sig af med arbejdssky sprintere. Finalen, fra foden af Poggio til målstregen på Via Roma, er cykelsæsonens største skakspil, og den største udfoldelse af rå kraft, taktisk snilde og skarpskyttefærdigheder.
Mads Pedersen i de eksklusives klub
Mads Pedersen, som i 2023 tog skridtet ind i endagsløbenes superliga, som tæller de allermest eksklusive navne som Wout Van Aert, Mathieu van der Poel og Tadej Pogačar, har flere gange sagt, at han uden at betænke sig ville bytte alle sine sejre væk for et monument, og at han er parat til at tage sig selv så langt som det overhovedet er muligt for at nå dette mål.
Da Liège-Bastogne-Liège og Giro di Lombardia ligger uden for hans kompetenceområde, betyder det, at hvis det skal være i 2024, så har han fra den 16. marts til den 7. april til at opfylde drømmen.
Der er i dette lille vindue, at alt skal gå op i en højere enhed. Det er her, det skal vise sig, om alt, hvad der er investeret siden november, har været det hele værd. De lange lede træningspas i sne og frost, den dødssyge styrketræning, de uendeligt mange ensformige dage, sulten og afsavn fra fru Lisette og resten af familien.
Her bliver solen kørt sort, og der må skiftende træningsmakkere til, da der ikke er nogen, der kan klare hele mosten uden at gå ned med mand og mus
Pedersens træningsregime er berygtet, selv i det professionelle miljø. Allerede mellem jul og nytår, mens andre tager sig en halv slapper, træner han flere timer end de fleste gør i marts. På det tidspunkt har han allerede afsluttet sin tredje træningslejr. To med Lidl-Trek, og så sin private 2 ½ uge lange ”dødstræningslejr”, som far Claus kalder den.
Her bliver solen kørt sort, og der må skiftende træningsmakkere til, da der ikke er nogen, der kan klare hele mosten uden at gå ned med mand og mus. Og de få, der ville kunne, er konkurrenter, der forbereder sig andetsteds.
I efteråret gjorde Mads Pedersen noget, han tidligere ville have forsvoret. Han ansatte en diætist, som hver dag efter træning kigger på kalorieforbrug, træningstype og morgendagens træning, og herefter bestemmer, hvad der skal indtages indtil næste dag. Og der er ikke noget med cirkamål.
Det er som den efterhånden berømte Hannah Grant-anekdote fra Jumbo-Vismas køkken under Touren sidste sommer: 7 popcorn til Wout og 5 til Jonas.
Med andre ord: Alle parametre er myrekneppet. Træning, kost, hvile, lokationer, cykler, hjul, dæk, dæktryk, position og tøj. Som han sagde til mig i december: ”Jeg skal ikke stå bagefter og sige, at der var noget, jeg kunne have gjort bedre.”
på den anden side er det så uendeligt lidt, der skal gå galt, for at det ikke lykkes. Pedersen kommer dog selv til bordet med en betydelig kapital
Der er en ting mere, der har haft stor betydning for dette års muligheder. Det er tilkomsten af Lidl som hovedsponsor, som har sendt Pedersens mandskab op i den tunge ende af World Touren, når det gælder budgetter. Lidl-Trek er det af alle hold, der har oprustet mest på ryttersiden, og Pedersen har personligt håndplukket flere af de nye ryttere, herunder Tim Declercq og Ryan Gibbons, som er meget vigtige folk i deres respektive roller. Det er ikke at gå for vidt, hvis man siger, at Lidl-Trek er et af verdens allerbedste klassikerhold. I hvert fald på papiret.
I peak power kan han dog ikke matche Van der Poel, Pogačar og Van Aert, og derfor er han nødt til at bruge hovedet
Som det fremgår, er alt lagt til rette for, at det skulle kunne lykkes at hjemtage det eftertragtede monumenttrofæ, men på den anden side er det så uendeligt lidt, der skal gå galt, for at det ikke lykkes. Pedersen kommer dog selv til bordet med en betydelig kapital. Lad os se på, hvad han har med hjemmefra.
Først og fremmest har han grundlæggende et stort talent. Det har stået klart siden juniordagene, at han er en cykelrytter ud over det sædvanlige. Fysisk er han stærk, han har meget power og stor udholdenhed. I peak power kan han dog ikke matche Van der Poel, Pogačar og Van Aert, og derfor er han nødt til at bruge hovedet for ikke at ende i en situation, hvor det er den færdighed, der afgør løbet, når det er dem, han kører imod.
Og det er netop en af hans fornemste egenskaber, at han både kan lægge en god plan, og at han kan opfinde en ny god plan undervejs, hvis forudsætningerne ændrer sig. Hans tankegang er altid at prøve at forhindre modstanderen i at spille sit es, men at dreje løbet derhen, hvor han kan spille sit eget. Det spil er han mester i. Han kender sine konkurrenters styrker og svagheder meget godt.
Så er der Mads Pedersens hans mod. Han er altid parat til at sætte alt på et bræt, hvis han mener at øjne en mulighed. Han er ingen fedtspiller, og lige meget hvem der sidder i hans gruppe, tager han gerne tyren ved hornene. Han er en frygtløs kriger, og slet ikke den sprinter, som mange vil gøre ham til.
Den hurtige klassikerrytter
Så lad mig slå fast: Mads Pedersen er ikke sprinter. Han er en særdeles hurtig klassikerrytter, eller allrounder. En sprinter er en helt anden ryttertype. En, der først og fremmest altid tænker på at konservere sine ben til de sidste 12-15 sekunder af et cykelløb. En sprinter ville for eksempel aldrig forlade sit hold for at gå på jagt efter Evenepoel i finalen i Paris-Nice, som Pedersen gjorde i sidste uge. Som han selv har sagt til mig flere gange: ”Jeg er bare Treks sprinter i mangel af bedre.”
Men hurtig – og derfor frygtet – det er han. Og hans allerfarligste våben er, at han kan køre en 20 sekunders spurt efter at have forbrændt 6000 kalorier, omtrent lige så hurtigt som han kan på friske ben.
En sidste egenskab, jeg vil nævne som et af hans store aktiver, er hans personlighed. Han er en mand, næsten alle kan lide. Der er ingen stjernenykker, han arbejder sig i hegnet for sine holdkammerater, når han ikke selv kan vinde, han går altid sin runde og takker mekanikere og massører, og han henter gerne personligt 100 burgere og et par kasser øl til dem, der sørger for ham.
Derfor har han et hold, der er parat til at gå den berømte ekstra mil for ham, og hans popularitet i pelotonen gør, at der ikke lægges ham ekstra forhindringer i vejen i de vigtige positionskampe.
Alt, hvad der har kunnet gøres, er gjort. Nu må benene tale.
Husk at like og følge POV Sports Facebook-side.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
