POV SPORT // CYKLING: DM på landevej blev en tæt og spændende affære hos både kvinder og herrer, omend Alexander Kamp hos herrerne ikke levnede sine konkurrenter mange chancer.
Hvem havde troet, at Aalborg havde det, der skulle til for at lægge asfalt til det bedste DM i landevelscykling, der er set i mands minde.
Kvindernes udgave tidligere på eftermiddagen havde givet et forvarsel, da de tre medaljetagere, Cecilie Uttrup. Emma Norsgaard og Amalie Didriksen kom til mål én ad gangen. Det mindes jeg ikke at have set nogensinde før.
Hos herrerne blev det et tidligt morgenudbrud, der kom til at bestemme løbets udvikling. Med folk som Julius Johansen, Emil Vinjebo, Alexander Kamp, Louis Bendixen og Carl-Frederik Bevort, var kortene blandet godt, både til at have fælles interesse i udbruddet og til at træde igennem i fællesskab.
Da løbet kom ind på de syv små omgange i Aalborg, åbnede det sig prompte. Den rute fortjener rosende ord med på vejen. Jeg har sjældent set en rundstrækning i Danmark, der har givet så flot cykelløb – og det gælder også kulisserne. Skulle jeg anke over noget, er det, at der var vel langt hjem til mål efter de to bakker, til ulempe for angribere.
Med hele 60 km til mål lancerede Mathias Norsgaard med stor courage et flot angreb, og fik ret hurtigt følgeskab af den altid fremragende Rasmus Bøgh Wallin. Det et par grumme rouleurs at have afsted sammen, og de fik også opbygget omkring et minut til favoritgruppen, på hvis vegne, man begyndte at frygte, at slager var tabt.
Alexander Kamp holdt stand
Men da der manglede omkring 40 km formåde continental-rytteren, Mathias Larsen, at levere et meget hårdt ryk på Skovbakkevej, og da der blev fulgt op af Mads Pedersen, var det som om der var blevet smidt en bombe nede i feltet. Med voldsom reduktion af tilbageværende ryttere.
På den giftige stignings Skovbakkevej på rundstrækningen aktiverede Mads Pedersen afterburneren og kørte resten af gruppen ud af hjulet.
Der etableredes en gruppe med meget stærke ryttere som Mads Pedersen, Mikkel Honore, Lasse Norman, Andreas Stokbro, Mathias Skjelmose med flere. Store kanoner som Magnus Cort og Michael Mørkøv kom ikke med, da toget gik.
Til trods for forfølgergruppens massive samlede ildkraft, formåede morgenudbruddet at holde stand. Det var imponerende kørt af dem. Da der manglede 25 km, var der dog kun Johansen, Kamp og Bendixen tilbage foran.
På den giftige stignings Skovbakkevej på rundstrækningen aktiverede Mads Pedersen afterburneren og kørte resten af gruppen ud af hjulet. Efter stigningen kom Honore, Skjelmose, Stokbro og Norman op, men af uransagelige årsager – på et tidspunkt hvor de kunne spytte op til de tre udbrydere – ville ingen føre, og de tabte hurtigt et halvt minut. Det var ikke bare det halve minut, de tabte. Lige dér, i løbet af fem minutter, tabte de alle muligheden for at blive dansk mester.
Sidste omgang, som foregik i styrtregn, blev et veritabelt drama. Kamp læssede Bendixen og Johansen på Skovbakkevej, men Johansen kom tilbage efter en længere stærkmandsdyst, hvor de sad med 20 meters mellemrum.
Bagved fyrede Mads P. den af igen, og heller ikke denne gang kunne nogen holde hans hjul. Men igen kom Honore og Stokbro op bagfra på det flade stykke.
På løbets sidste stigning gjorde Kamp atter det onde ved Johansen, og det så ud som om, han var kørt, men Johansen åd sig ind på ham meter for meter, og var ved at få lukket, da han med 4 km hjem fik defekt.
Dobbelt World Tour-podie
En pivringe kameradækning af løbet gjorde, at vi ikke fik set halvdelen af det vi burde, og hvordan det gik til, at Mads P. og Honore pludselig kom farende de sidste 3 km, ved jeg i skrivende stund ikke, men det gjorde de. De var kørt forbi den nødstedte Johansen og jagtede nu Kamp – og blev selv jagtet af en formidabelt kørende Stokbro.
Hente Kamp, kunne Mads P, og Honore ikke, så Kamp blev for anden gang dansk mester og de to andre kom ind i nævnte rækkefølge. Så, som hos kvinderne, fik vi et rent World Tour-podie.
Alexander Kamp viste igen hvilken stor mesterskabsrytter, han er, og smart af ham at påtage sig den eneste rolle, hvor han ikke ville blive sikker hjælperytter for Mads P. Når Kamp lugter guld, er han giftig at have med at gøre, og han kørte et formidabelt løb søndag. Men sært som glæden over sejren var usynlig.
Mads P. var uden sammenligning den rytter i feltet, der havde mest dynamit i benene, men i cykling er det ikke altid, det kan omsættes til sejr at være stærkest. Han tabte DM halvanden omgang fra mål, da hans gruppe gik i stå og må nøjes med at glæde sig over at have vist, hvor blændende en cykelrytter han er, og at han er præcis hvor han skal være op til næste opgave på fredag i København.
Et gennemgående fantastisk DM i Aalborg. Cykelløbene har været blandt de bedste nogensinde herhjemme
Det undrede mig i øvrigt, at Magnus Cort ikke markerede Mads P. som jo havde et hold, og at han derfor ikke kom med i finalen.
Det er til at græde snot over, at dette utrolige ræs ikke blev dækket billedmæssigt bare nogenlunde acceptabelt. Det burde ikke kunne ske på grund af en regnbyge, selvom de på TV nævnte det som årsagen.
Et gennemgående fantastisk DM i Aalborg. Cykelløbene har været blandt de bedste nogensinde herhjemme og jeg synes altså, at det er noget helt andet og mere attraktivt når en DM-uge er placeret i en rigtig by end en eller anden landsby langt ude på markerne, som det har været tilfældet rigtig mange gange de senere år.
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her