Jeg har set fremtiden, og jeg føler mig gammel – #6

i Sport/Liv & Mennesker af

ESSAYSERIE – ’Mørk chokolade, stor litteratur, tennis i sin rene form. Så meget midaldrende mand må jeg stå ved at være’. Toget har lige krydset Donau på vej mod Frankfurt, da Anders Haahr Rasmussen når erkendelsen.

Måske er jeg ikke et hak bedre selv. Måske er jeg så dybt nede i mit eget tennisnørderi, at jeg ikke kan se begejstringen for de nye formater.

Den er der ellers. Jeg ser den jo, som jeg sidder der i Palalido. Alex de Minaur vandt de to første sæt, 4-2, 4-1, men så vågnede Tiafoe og snuppede tredje 4-0, den forhånd dér, syge slag og et ”Come on!”-brøl som afslutning på sættet.

Publikum, der ellers var vågne nok i forvejen, spærrede øjnene op, for nu blev det rigtig spændende, sådan som hver af dem holdt serv i fjerde sæt, 1-0 til Minaur, 1-1, 2-1, 2-2, 3-2, Tiafoe skal serve for at tvinge sættet ud i en tiebreak, pausemusikken fader ned, de flakkende projektørlys falder til ro, der er ikke et sæde tomt, og godt nok er der en overrepræsentation af kollegalignende mænd mellem 40 og 60 år i skjorte under pullover af finere uld, men der er også mødre med deres døtre, fædre med sønner, knægtens venner, og de sidder ikke og second screener eller keder sig, nej, de har øjnene rettet mod banen, 30-30 nu i Tiafoes serv, 70 minutter spillet, og vi har været vidt omkring:

Et par tætte partier i begyndelsen, Tiafoe udspillet i halvandet sæt, inden han kom tilbage, mens Minaur forsvandt, og nu er de der begge, samtidig, helt fremme i slagene, oppe i ansigtet på hinanden, og det hele er foregået på den tid, det kan tage Djokovic og Nadal at spille en enkelt sæt.

Et par tætte partier i begyndelsen, Tiafoe udspillet i halvandet sæt, inden han kom tilbage, mens Minaur forsvandt, og nu er de der begge, samtidig, helt fremme i slagene, oppe i ansigtet på hinanden

Minaur og Tiafoe udveksler baghåndsslag på tværs af banen, rolige slag, transportslag, de venter på en åbning, og så gider Minaur ikke vente mere.

Han bøjer en smule mere i knæene, venter en brøkdel af et sekund med at slå til bolden, så den stryger op langs med linjen og helt ud på linjen, ikke noget hårdt slag – han guidede snarere bolden af sted end egentlig slog til den – men så komplet maskeret, at Tiafoe slet ikke når at tage et skridt, før hans arme falder opgivende ned langs med siden og publikum hæver deres i vejret og klapper.

Der er matchbold.

Tiafoe tyrer en serv ind på kroppen af Minaur. Med en refleks, som ser imponerende ud på tv og decideret overnaturlig ud fra sidelinjen, får han flyttet sig og ikke bare sat ketsjeren på bolden, men faktisk slået en forhånd dybt ned i Tiafoes baghåndsside.

Amerikaneren prøver at gøre plads til forhånden, men hans slag går i nettet.

Kampen er forbi. Tilskuerne er oppe af sædet. Tiafoe dasker Minaur kærligt på hovedet på vej ud af arenaen, inden han peger ud mod publikum, der kvitterer med højlydt hyldest. DJ’en sætter noget bastung dansemusik på, om et kvarter skal den anden semifinale i gang, Sinner mod Kecmanovic, det er fredag aften, og der er tennisfest i Milano.

Det er ikke, hvad jeg er vant til, og det er heller ikke, hvad jeg foretrækker. Jeg håber ikke, det er billedet på al underholdningsfremtid, men det kan noget. Og det er måske nok. Nogle gange har man bare lyst til en plade Marabou og en krimi.

Sukker og spænding. Det virker.

Gateway drug

Jeg nåede ikke at se finalerne i NextGen-turneringerne, hverken den som Holger Rune vandt eller den som Alex De Minaur tabte, nattoget til München havde afgang midt i det hele.

Nu er det søndag formiddag, og vi har lige krydset Donau på vej mod Frankfurt. Jeg sidder og læser om det habsburgske hus, som fandeme nærmest sad på hver anden kongetrone i Europa engang. Om lille Eleonora Gonzaga, der endte med at blive gift med sin gudfar, den 20 år ældre Ferdinand II, som hun også delte familieblod med, men det var helt normalt med fætter/kusine- og onkel/niece-ægteskaber hos habsburgerne, ja, faktisk spillede deres konsekvente indavl gennem 16 generationer en væsentlig rolle i deres endeligt.

Bare for at sige, at jeg tog mere end flotte grønne farver med mig fra den udstilling.

Den gjorde mig nysgerrig.

Og det kan vel tænkes, at NextGen-finalerne vækker en lignende interesse.  At de fungerer som et gateway drug til større fornøjelser, dybere glæder.

Mørk chokolade, stor litteratur, tennis i sin rene form. Så meget midaldrende mand må jeg stå ved at være:

Der findes større og mindre fornøjelser, og en af de store er og bliver at sidde i tavshed, så længe det nu må vare, uden flimrende storskærme og musik, bare en grøn plæne eller en rustrød grusbane og to mennesker, der slår en bold frem og tilbage, hver især, væk fra sig, i håb om, at den ikke kommer tilbage.


Foto og video: Skribenten.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Anders Haahr Rasmussen er født i 1979. Han er journalist hos Zetland, forfatter og tenniskommentator på Eurosport.
Han har skrevet bøgerne 'Én bold ad gangen', 'En fortælling om at være træt', kogebogsromanen 'Det var ikke planen at købe kålroer' og senest 'En fandens mand,' der blev opført som one man-show på Teater Grob og Mungo Park i efteråret. For nylig debuterede han i tidsskriftet Hvedekorn med fire tennisdigte.
Vært på programmet 'Manderegler' på DR P1 med Emma Holten.
Fast klummeskribent i Politiken.
Pressefoto fra Gyldendal.

Seneste artikler om Sport