JOHNNY CLEGG // PORTRÆT – Den 7. juni ville sydafrikaneren Johnny Clegg fylde 70 år, hvis han fortsat havde været i live. Det giver anledning til at finde et kassettebånd frem med et interview fra 1989. Dengang var det ikke indlysende, at apartheid stod for snarligt fald.
Hvorfor finder jeg et 34 år gammelt kassettebånd frem netop nu?
Fordi det rummer et 40 minutters interview med en musiker, som næsten ikke kan overvurderes. Johnny Clegg var endnu ikke fyldt 36, da jeg talte med ham via en telefonforbindelse mellem Danmark og Californien. Lige om lidt – den 7. juni – er det hans 70-års fødselsdag. Han er her ikke til at blive fejret. Den 16. juli 2019 tabte han en fem år lang og sej kamp mod kræft i bugspytkirtlen. Til lykke alligevel, gamle kriger!
Når jeg skriver kriger, tænker jeg ikke på hans sidste kamp. Men på hans stridslyst over for apartheid, på hans retfærdighedsfølelse, på hans nysgerrighed, på hans uforfærdethed, på hans tæft for at blande kulturer og traditioner. Han var hvid, men formidlede sorte rytmer og toner.
Der var tale om alt andet end kulturel appropriation. Selv i dag ville dette ikke være kommet på tale – vælger jeg at tro. Men nok lige på kanten. I 1980’erne, den bedste og vigtigste tid for Johnny Clegg, havde han alvorligere problemer at slås med.
Johnny Cleggs aner fra Skotland og Belarus
Johnny Clegg blev født i England i 1953. Hans far, Dennis Clegg, var af skotsk herkomst. Moderen, Muriel Braudo, kom fra en jødisk familie, som var emigreret fra Belarus til Gwelo, Sydrhodesia (nu Gweru, Zimbabwe). Forældrene mødte hinanden i Gwelo, hvor faderen var udstationeret for det britiske imperium. Efter mindre end et år i England skiltes forældrene, og Muriel tog sin lille søn med tilbage til det sydlige Afrika. Først som 21-årig så drengen sin far igen.
Noget værre rod. Moderen giftede sig med den sydafrikanske journalist Dan Pienaar. Hun forsøgte at gøre karriere som jazz- og kabaretsangerinde og tog sønnen med til Nordrhodesia (nu Zambia) og derefter til Israel et par år, inden den lille familie midt i 1960’erne endte i Johannesburg, Sydafrika. Her herskede apartheid, men stedfaderen tog Johnny med ud for at se på virkeligheden i townshipsene. Ny skilsmisse i 1967. Alt dette skulle der nok kunne komme en vild knægt ud af.
Johnny Clegg har forklaret, at han – måske som kompensation for, at han aldrig rigtigt kom til at opleve sit fødeland, England – havde en dybtliggende trang til at skabe en dialog mellem afrikansk og europæisk
I hvert fald gik Johnny sine egne veje. Han begyndte at interessere sig for kulturen i townshipsene, for gademusik og for livet blandt sorte migrantarbejdere. Lærte sig som 13-14-årig at spille guitar som en zulu og at danse som en zulu. Men det kunne han jo ikke leve af.
Så han gik på universitet og kom siden til at undervise i antropologi og til at oversætte tekster fra engelsk til zulu. Fik gennem antropologien en forståelse for zulukulturens tiltrækning på ham.
Og musikken havde virkelig grebet ham. I 1970 blev han nære venner med migrantarbejderen Sipho Mchunu, og de begyndte at eksperimentere og blande genrer. Den hvide unge mand og den sorte unge mand var jævnaldrende. Sidst i 1970’erne dannede de bandet Juluka, som pladedebuterede i 1979.
Engelsk blandet med afrikansk
Apartheid stod i fuld flamme. Hvide kunne kun optræde for hvide i hvide områder, sorte kun for sorte i sorte områder. Juluka blandede sort og hvidt, og det var strengt forbudt. Bandet kunne ikke spille offentligt, men omgik forbuddet ved at optræde i kirker, skoler, universiteter, private hjem og ambassader. Musikken kunne ikke spilles af radiostationerne, men fandt sit publikum ad andre kanaler.
Det var ikke let at overholde alle regler, som nogle fra ordensmagten tolkede strengere end andre, så det hændte, at musikerne fra det sort-hvide orkester måtte en tur bag tremmer.
Mindst to gange optrådte Johnny Clegg med Savuka i Danmark – den 30. juni 1989 på Orange Scene på Roskilde Festival og den 22. februar 1990 i Pumpehuset i København
Johnny Clegg har forklaret, at han – måske som kompensation for, at han aldrig rigtigt kom til at opleve sit fødeland, England – havde en dybtliggende trang til at skabe en dialog mellem afrikansk og europæisk, mellem zulurytmer og keltisk folkemusik, mellem reggae, rock og krigsdans. Teksterne kom til at veksle mellem engelsk og zulu – ofte med udgangspunkt i ordsprog og metaforer fra zulutraditionen.
I 1982 måtte han vælge mellem lærergerning og musikerliv – og valgte det sidste. Ræsonnementet var, at han altid kunne blive lærer igen. Musikken var her og nu.
Omkring 1985-1986 blev Juluka opløst. Sipho Mchunu havde arbejdet som gartner, indtil han også måtte vælge musikken. Men nu måtte han hjem til sin township og arbejde på sin families gård.
Los Angeles i maj, Roskilde i juni
Johnny Clegg dannede derefter Savuka, som bestod af tre hvide og tre sorte. Da formåede jungletrommerne virkelig at sprede budskabet. Savuka kunne tage på lange turneer til Nordamerika og Europa, ikke mindst Frankrig.
Mindst to gange optrådte Johnny Clegg med Savuka i Danmark – den 30. juni 1989 på Orange Scene på Roskilde Festival og den 22. februar 1990 i Pumpehuset i København.
Roskilde-koncerten var anledningen til, at jeg en dag i maj 1989 havde Johnny på telefonlinjen fra Los Angeles, hvor han var i gang med at indspille det album, som kom til at hedde Cruel Crazy Beautiful World. Han dedikerede senere pladens titelnummer til sin dengang 1-årige søn, Jesse.
Det var eftermiddag i Danmark, morgen i Californien. I baggrunden på båndoptagelsen høres den lille Jesse pludre. Farmand er i gang med at forberede morgenmad og brygge te, mens han taler i telefon. I parentes: Nu i 2023 er Jesse Clegg 34 år og har gjort karriere som popsanger med foreløbig fire album-udgivelser.
Det er ikke normalt for mig at sidde og lytte til et gammelt interviewbånd. Men meget blev ikke brugt til min artikel i Jyllands-Posten, som jeg dengang skrev for. Og så er der tidspunktet. Det var ni måneder før frigivelsen af Nelson Mandela, en begivenhed, som markerede begyndelsen til enden for apartheid. Men det vidste vi ikke i foråret 1989.
En fransk dokumentarfilm
Det fornemmes ikke, at Johnny i telefonsamtalen måske forudså, at det ville gå så hurtigt. Han havde netop været hjemme i Johannesburg til begravelse af sin nære ven, David Webster, der havde været hans lærer på universitetet og siden kollega. David Webster havde også været politisk aktiv. Og blev skudt ned på gaden.
Hændelsen betød, at de numre, som var under indspilning i Los Angeles, fik en mørkere og mere trist drejning i forhold til den positive tone, som de ellers havde haft. Sangen ”One Man One Vote” på albummet, som kom et halvt år senere, blev skrevet under indtryk af tabet, sorgen og vreden.
På dette tidspunkt havde Johnny Clegg boet i Sydafrika de seneste 25 år af sit 36 år lange liv. I dag kan det virke mærkeligt, at han fortsat var engelsk statsborger – ikke sydafrikansk. Han forklarer i telefoninterviewet:
”Jeg bliver det, når Sydafrika er et demokratisk land, og alle har lige rettigheder. Hvis jeg ansøger, vil de måske blokere mig. Men det er ikke faldet mig ind at ansøge.”
I interviewet fortæller han om en dokumentarfilm, hvor han viste den franske rockstjerne Renaud rundt i Johannesburg.
”Renaud var med til at fortælle om mig, om mine venner, om zulufolket og om migrantarbejdernes liv i Johannesburg. En seriøs film, ikke bare en video med et kommercielt sigte.”
En oplysning, som jeg dengang ikke tog mig noget videre af. Dokumentaren var vel heller ikke så let at komme i nærheden af. Men nu har jeg set den. Med hovedsageligt engelsk tale og franske undertekster. Den ligger på Youtube – og anbefales hermed. Den viser glæden ved farver, ved dans, ved musik. Ved at spille og ved at optræde. Og tilmed at have et ærinde, en mening, med at gøre det.
Revolutionær og historiefortæller
Forsvandt meningen og målet med at skabe musik og med at optræde efter afskaffelsen af apartheid i begyndelsen af 1990’erne? Til en vis grad måske. Men Johnny Clegg stod fortsat for en stolthed og en historiebevidsthed efter de mange år med den vigtige kamp at kæmpe.
Stoltheden delte han med Nelson Mandela, Sydafrikas præsident 1994-1999. Den 10. september 1999, tre måneder efter sin fratrædelse, blev Mandela ført ind på scenen ved en koncert i Frankfurt i Tyskland. Her havde Johnny Clegg netop annonceret nummeret “Asimbonanga”, en hyldestsang fra 1987 for Mandela. Denne kom ind bag Johnny Clegg, som ikke anede, at emnet for sangen ville dukke op under den.
Han nåede at skrive om sine første godt 30 år, dvs. frem til hans første band, Juluka, blev opløst. Scatterlings of Africa (My Early Years), opkaldt efter en af hans elskede sange, udkom to år efter hans død
Den amerikanske professor Christiane Wohlworth formulerede passende, hvad Johnny Cleggs rolle havde været og nu var, da hun i 2014 overrakte ham en pris i Dartmouth, New Hampshire, og titulerede ham: Sanger, sangskriver, danser, aktivist, antropolog, historiefortæller og én, der ”har oplevet revolutionen, deltaget aktivt i den, betragtet den og fortalt om den”.
Andre har blandet stilarter fra flere kulturer og kontinenter. Blandet sort og hvidt. Vestlige stjerner som Paul Simon og Peter Gabriel har gjort det, men i sikkerhed, på afstand. Akkurat som sydafrikanerne Miriam Makeba og Hugh Masekela, der gjorde det i eksil. Johnny Clegg var noget så usædvanligt som en sydafrikaner, der kæmpede sin musikalske og politiske kamp indefra, hjemme i Sydafrika. Med de forhindringer, den modstand og de risici, som det indebar.
En halv selvbiografi
Johnny Clegg fortsatte med at turnere frem til 2017, da han var på sin ”Final Journey World Tour”. Kun de nærmeste kendte til hans kræftdiagnose. Ikke engang de musikere, som han spillede sammen med, vidste andet, end at han efter turneen ville bruge sine kræfter og sine erfaringer på anden vis.
Han brugte en del tid de sidste fem år på at skrive sin selvbiografi, men han blev mere og mere svækket. Han nåede at skrive om sine første godt 30 år, dvs. frem til hans første band, Juluka, blev opløst. Scatterlings of Africa (My Early Years), opkaldt efter en af hans elskede sange, udkom to år efter hans død.
Midt i juni 2019 havde han givet sin nærmeste familie besked om, hvilke praktiske foranstaltninger der skulle gøres efter hans bortgang. Lægerne havde givet ham tre døgn mere. Han lukkede øjnene, og zulukrigeren overtog hans sjæl, som hans manager gennem mange år, Roddy Quin, udtrykker det i et forord i selvbiografien. Men der gik fire uger, inden han åndede endeligt ud, sej og kampdygtig, som han var til det sidste.
Lyt til Johnny Cleggs mest kendte numre her:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her