
POLITIK // ANALYSE – Danmark opruster hastigt, men oppositionen udfordrer regeringens bypass af udbudsregler og aftalen om amerikanske tropper. Med en stigende russisk trussel og Trumps uforudsigelighed står regeringen over for politiske faldgruber, der kan føre til nye skandaler.
Det var en stålfast statsminister, der i sidste uge mødte pressen med nyheden om, at der nu skal sættes turbo på de danske forsvarsindkøb. Der er ingen tid at spilde, og de normale udbudsregler for statslige indkøb er således sat ud af kraft.
I stedet har forsvarschefen, Michael Hyldgaard, fået et checkhæfte til at købe militært udstyr for 50 mia. kr. over de kommende to år, mens der også skal bruges yderligere 70 mia. kr. til oprustning over de næste syv år.
Selv om statsministeren ikke vil lade sig bremse af processuelle regler, har Konservatives Mona Juul og Radikales Martin Lidegaard nu smidt en farlig vejsidebombe ind i regeringens velsmurte maskineri.
De suspenderede udbudsregler er de samme, som Folketingets partier normalt står vagt om
De ønsker nu at udsætte beslutningen om at få amerikanske tropper på dansk jord.
Et ønske, der kan blive dyrt for Danmark, hvis Donald Trump kommer med en hævnaktion, som han har for vane, når tingene ikke bare går efter hans hoved.
Lynoprustning vil koste fejl
Køb, køb, køb var beskeden.
”Køb det, som her og nu kan bidrage til et stærkere forsvar og dermed til en stærkere afskrækkelse. Kan vi ikke få det bedste udstyr, så køb det næstbedste,” sagde Mette Frederiksen adresseret til forsvarschefen.
Så meget haster det, efter en ny trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste netop har advaret mod, at Rusland inden for de næste 5 år vil være i stand til at angribe et Nato-land, der i givet fald vil kunne trække Danmark med ind i en ny storkrig på europæisk grund.
De suspenderede udbudsregler er de samme, som Folketingets partier normalt står vagt om, og som var medvirkende til, at fhv. venstreformand og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen løb ind i en regulær politisk skandale ved at omgå udbudsreglerne og i stedet foretog et hasteindkøb af missiler hos den israelske våbenfabrikant Elbit i januar 2023.
Privilegiet med lange processer er derfor slut
En sag, der kostede departementschefen jobbet, og som medvirkede til at fremkalde stress hos Jakob Ellemann-Jensen, der et halvt år senere trak sig fra både ministerposten og Folketinget.
Sagen granskes stadig, da oppositionen foreløbig ikke er tilfreds med de svar, som er givet i sagen. Det understreger blot, i hvor høj grad politikerne værner om udbudsreglerne, da de reelt udgør et værn imod vennetjenester og korruption.
Det var tydeligt på pressemødet, at Mette Frederiksens ikke gad høre på pressens kritiske spørgsmål vedrørende de kommende indkøb, selv om regeringstoppen erkender, at der vil komme til at ske fejl.
Det lød næsten som en røst fra fortiden, da Mette Frederiksen under coronaepidemien lukkede landet ned i marts 2020.

Denne gang er det dog især forsvarsminister Troels Lund Poulsen, der advarede om, at der vil blive begået fejl.
”Jeg vil hellere begå fejl og lave den nødvendige oprustning end at sidde og kigge ud i luften,” sagde Troels Lund Poulsen, der trods forsvarschefens carte blanche sidder med det politiske ansvar i sidste ende.
Hvis Mette Frederiksen tilbage i 2020 havde en forventning om, at hun ved at erkende sine synder på forhånd kunne opnå tilgivelse på forventet efterbevilling, tog hun grueligt fejl. Oppositionen er nådesløs, når det kommer til politiske fejl fra højeste sted.
Husk blot på Minksagen, der kostede en minister jobbet og førte til nedsættelsen af en kommission, som fyldte næsten alt på Christiansborg i halvandet år. En sag, som red statsministeren som en mare, og som befolkningen stadig bliver mindet om med jævne mellemrum, når der dukker nye afsløringer op om de enorme erstatninger til avlerne.
Opsang til pressen
”Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl,” lød et gammelt hit med popgruppen tv·2.
Det kan nu omskrives til: Rigtige statsmænd gider ikke høre mere vrøvl.
I hvert fald kom Mette Frederiksen med en opsang til pressen på det omtalte pressemøde, da hun klart lod forstå, at pressen bør hæve blikket, da journalisterne spurgte ind til den suspenderede udbudsprocedure.

”Vores opgave er at passe på Danmark og Europa.” Derfor skal vores kampkraft op, og privilegiet med lange processer er derfor slut, selv om det blev understreget, at vi ikke befinder os i en krigstid, men heller ikke en fredstid.
Spørgsmålet er blot, om stats- og forsvarsministeren slipper billigere, hvis der bliver begået fejl i forsvarschefens kommende indkøb. Det kan kun tiden vise, men belært af historien er det yderst tvivlsomt.
Aftalen med amerikanerne
Lige nu ser det heller ikke ud til, at Mette Frederiksen får opfyldt sit ønske om at slippe for lange processuelle forløb.
For over et år siden indgik regeringen og forsvarskredsen en aftale med den daværende Biden-administration om amerikanske soldater på dansk jord. En historisk aftale blev den kaldt. Aftalen giver amerikanske tropper og tungt materiel tilladelse til at få uhindret adgang til tre militærbaser i Danmark, nemlig flyvestationerne i Skrydstrup, Karup og Aalborg.

Siden har Donald Trump overtaget styringen af Det Hvide Hus, og hans popularitet på Christiansborg er ikke ligefrem noget at råbe hurra for.
Han ønsker stadig kontrol over Grønland. Han sår tvivl om Nato, og hans udtalelser om Ukraines præsident Zelinskyj som diktator og skyld i krigen mod Rusland er ikke bare fake, men direkte fornærmende.
Dertil kommer vicepræsident J.D. Vances udtalelser i München om Europas selvforskyldte problemer, som har sendt chokbølger gennem alle europæiske parlamenter.
Sikkert er det, at det vil blive taget ilde op i Det Hvide Hus, hvis Folketinget smider grus i maskineriet
Det er grunden til, at Konservative og Radikale nu pludselig trækker i håndbremsen og ønsker aftalen med USA behandlet efter de normale procedurer i Folketingssalen. Holdningen er, at man fra dansk side skal vise lidt mere kant over for Donald Trump og ikke bare føje USA i alle dets ønsker.
Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, taler ligefrem om at udsætte aftalen til efter Trumps præsidentperiode.
Hvordan Trump så vælger at reagere på provokationen, er umuligt at forudsige. Risikoen er, at han svarer igen med en hævnaktion, der enten rammer os politisk eller rammer erhvervslivet med toldsatser. Sikkert er det, at det vil blive taget ilde op i Det Hvide Hus, hvis Folketinget smider grus i maskineriet, og de amerikanske tropper alligevel ikke som efter aftale får tilladelse til at installere sig i Danmark.
Læs også Nils-Christian Nilsons analyse “Friedrich Merz vinder, men bliver en svag kansler”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.